Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den i februar-nummeret omtalte kronik fra "Berlingske Aftenavis" af cand. mag. Erik Wedell Andersen: "Gud og det Onde", er blevet fulgt af fire kronikker om tildels samme problem.

Som omtalt var der hos E. W. A. et tilløb til at ville forstaa noget af det der i højeste grad er med til at præge den menneskelige tilværelse, nemlig smerten eller lidelsen, men det lykkes ham ikke at forstaa den, han endte med at maatte tro, at livet trods alt er bedre end dette: aldrig at være blevet til.

Den følgende kronik i serien – 1/2 "Gud og det Onde" af Dr. phil. Henry Søgaard – er ret negativ. Den indledes med en vistnok meget lærd paapegelse eller rettere bebrejdelse af, at E. W. A. "ikke skelner nøje mellem filosofiske og teologiske begreber". Nuvel, – man maa naturligvis vide, hvad det er, man taler om, men resten af kronikken bærer ikke noget iøjnefaldende præg af, at paapegelsen af den begaaede "fejl" har baaret frugt. Hvad angaar de mangfoldige lidelser, der udgør den største del af menneskets tilværelse, da er det eneste, HS har tilovers for dem, at "de jo altid er et fravær af goder". "Det Onde er altid negativt saavel i den fysiske som i den moralske Orden. Hvad er Tyvagtighed andet end Mangel paa Ærlighed, Ondskab i det hele taget andet end Mangel paa Godhed?" – ligesom "Leverkræft, malaria o. s. v." bliver forklaret som "fravær af sundhed. En ret besynderlig form for forklaring, der i hvert fald ikke hjælper den lidende og heller ikke fjerner ondet, endsige udtaler det mindste om, hvorfor det indfinder sig?
 

8/2 skrev pastor Oluf Rothe: Gud er os selv.

Pastor Rothe er tilfreds med den slutning W. A. kommer til om at vi maa tro paa, at livet i sidste instans er godt, og tager ligesom W. A. afstand fra dette, at "det onde" skulde være kommet ind i verden ved et slags syndefald i gammeltestamentelig forstand. Men i deres søgen efter svaret paa spørgsmaalet om, hvorfra det onde stammer, mener pastor Rothe, at menneskene forvilder sig ind i en filosofisk blindgyde: problemet er simpelthen filosofisk uløseligt, men "det kan løses etisk"!

I forsøget paa at løse det etisk, som pastor Rothe udtrykker det, støtter han sig paa Jesus udtalelser og væremaade, som den bl. a. har fundet sit symbolske udtryk i lignelsen om den barmhjærtige samaritan.

"Han (samaritanen) fortaber sig ikke i det meget nærliggende problem om, hvordan Gud kan tillade, at der findes saa megen ondskab i verden, at stærke røvere faar lov til at overfalde og slaa en fredelig mand halvt ihjel, og hvordan han, uden at gribe ind, kunde tillade at en præst og en levit (altsaa en anden hellig mand) gik forbi ham uden at hjælpe. Var Samaritanen begyndt med den ende af problemet, havde han sikkert staaet der endnu."

Pastor Rothe finder i Jesu ord om, at man skal elske sine fjender – uden at fortabe sig i spekulationer over hvorfor der i det hele taget er saadanne mennesker til – det, der for ham selv bliver det nødvendige og tilstrækkelige grundlag for en livsindstilling; en indstilling, man kun kan respektere for dens absolutte positivitet. Men som sin lige saa absolutte forudsætning har den: en fast tro paa, at de udtalelser har en virkelighedsværdi, der hæver dem højt over vor verdens love og systemer – og denne tro er ikke alle beskaaret. –
 

15/2 skrev Dr. phil. Søren Hallar: Den skjulte Gud – og betegnede selv sin artikel som "lægmandsbetragtninger".

Spørgsmaalet rejses, om man i det hele taget kan finde Gud, og om de – mystikerne – der mener at have fundet ham, nu virkelig ogsaa har oplevet ham? – "Ligger der realitet bag oplevelsen; er det kun sjælen i rus og ekstase? Et digt, kan det ikke føre til samme tilstand, og bagefter ved vi dog, at det kun var en drøm." – Man kan ikke lade være med at spørge, hvorfra S. H. ved, at det "kun var en drøm"?

I det hele gives der udtryk for en opfattelse, som ikke er ualmindelig indenfor intellektuelle krese, og som maaske kan karakteriseres ved, at helt tilfreds, helt sikker, bliver man først den dag, da man har gud under en glaskuppel og kan betragte, maale, veje og beskrive ham, naar man har lyst. Men man har samtidig en følelse af, at det vilde være det mest forfærdelige, der kunne ske, for – hvad saa?

Om selve vort jordiske liv siger S. H.: "Og saa ved vi, at en dag er det hele forbi, saa er kroppen og sjælen forsvundet for os, og hvad er der saa blevet af den lille Madsen, der nylig gik levende og snakkende og optaget omkring?" – Atter her fristes man stærkt til at spørge, hvorfra S. H. ved, at det hele er forbi, at endogsaa sjælen er forsvundet?

Og artiklen slutter resignerende med, at "den maa prise sig relativt lykkelig, der ikke føler sig bundet af stramme og ubrydelige lænker, men tror paa menneskets frie vilje og evne til selv at skabe med paa sit liv gennem sin viljes tugt og styrke".

Katten kredser om den varme grød.
 

22/2 skrev Fru Dommer Fabritius de Tengenagel: Gud og det gode – hvormed redaktionen sluttede rækken af indlæg.

Der er en ganske afgørende forskel paa denne sidste kronik og nr. 2 og 4.

Medens man ved læsningen af dem fik indtrykket af, at de respektive skribenter sad parat til at spidde insektet paa knappenaalen, anbringe det paa bordet foran sig og saa gaa løs paa det med mikroskop og alt til faget henhørende, for derefter henrykt at fylde sider med spidsfindige og minutiøse iagttagelser og beskrivelser, føler man her at møde et af de mennesker, der langt hellere end at kende detailler i tusindtal, holder af at se dyret boltre sig i den frie natur, under udfoldelse af hele den skønhed, der er en saa væsentlig del af dyret.

Det er en positiv artikel om, hvor og hvordan mange mennesker har oplevet det, som de bedst kunde beskrive som "GUD".

"Jamen det forklarer jo heller ikke noget!" – vil sikkert de foregaaende kronikører sige?

Maaske ikke – men det giver lysten til at anstrænge sig for at naa frem til forklaringen, og man føler, at forklaringen er der, naar blot man faar evnen til at se den, at man ikke behøver at tro, som pastor Rothe, men at man kan naa et skridt videre – til at vide.

Det er dette sidste, man kunde have ønsket fremhævet meget meget mere, end tilfældet blev. Mennesket kan ikke kaste sine evner og kræfter ud i det tomme rum; skal der præsteres noget, saa maa der være, – om ikke just et synligt maal, saa dog en vej frem imod et maal, og denne vej skal begynde der – netop der – hvor mennesket nu staar. Tidligere kunde troen "flytte bjerge" – men troen er død eller døende. Men den voksende viden kan gøre det samme, og gøre det i endnu større maalestok – kun maa den dirigeres efter baner, som den menneskelige forstand kan følge. En søgen efter disse baner maa ikke forhindres af en forudfattet indstilling paa, at "vi intet sikkert kan sige", at vi "ikke kan erkende nogen virkelighed, men kun en relativiteternes verden" o. l. Det er misforstaaet nøgternhed at lamme den skabende fantasi i mennesket, den skal kun ledes af den voksende forstand. Men den skal næres af følelsen.

I "Ekstrabladet" for 30/8 findes en boganmeldelse, som man ikke kan lade være at glæde sig over.

Det anmeldte værk er "Gröna Dagar och Blå" af svenskeren Arvid Lundbergh, der heri besynger naturen og jagten. Det er i sig selv ikke saa bemærkelsesværdigt, men anmelderen – Sven Ludvigsen – har nogle bemærkninger til dette værk, som vi her vil omtale.

Det hedder f. eks. i anmeldelsen:

"– hvor er det dog underligt at følge en saadan mand gennem naturen, en mand, der paa een gang har evnen til at nyde den og ødelægge den. – En jæger kan jo ikke forstaa, naar det hævdes, at man ikke baade kan være jæger og sand naturelsker, i hvert fald ikke, hvis man lader dyreverdenen indgaa i begrebet natur. De føler glæde ved jagten – vi andre modbydelighed."

Anmeldelsen sluttes med ordene:

"Men jeg vil ikke læse den. Jeg lukker bogen. Den er kun for jægere, og jeg kan ikke lide jagt. Jeg elsker blot naturen med al dens liv, og kan ikke finde glæden i at dræbe."

– – –

I "Berlingske Tidende" for 31/8 findes paa kirkesiden en artikel af provst Johs. Nordentoft: "Om Dødsstraffen".

Artiklen, der er foranlediget af mordet i Ejby, faar en atter en gang til at undre sig over, at de, der ifølge embede og formodentlig ogsaa nogen kaldelse, skulde forkynde for menneskene, at: man skal elske sine fjender, – at man skal vende den højre kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre, o. l. – desværre alt for ofte synes at være stærkere forbundet med det gamle testamentes junglelov: øje for øje, tand for tand.

Provst Nordentoft gaar ind for dødsstraffen, men – "naturligvis, dersom dødsstraffen bliver en dagligdags ting, vil sværdets æg hurtigt blive sløvet"!!

Provsten mener, at frygten for straf skal afholde forbrydere fra at begaa deres forbrydelser, og vælger som sit eksempel voldtægtsforbryderen, der vel nok af alle betragtes som den mest grusomme type. Men er det ikke blandt psykologer og mennesker, der beskæftiger sig med studiet af sjælelivets normale og unormale processer, erkendt, at forbrydere saa at sige altid regner med at "klare den", – altsaa at undgaa straf og især den type forbrydere, der ikke handler efter velovervejede planer men under pres af indre ukontrollable drifter?

Umiddelbart efter saa voldsomt at have hævdet retten til at dræbe saadanne forbrydere, dels i selvforsvar, dels som samfundets hævn (saadan benævnes det ganske vist ikke helt i artiklen), skriver provsten, at de kristne ikke regner det jordiske liv for noget i sammenligning med "det, paa den anden side" – og saa falder begrundelsen for at ville forsvare sig gennem eventuelt drab jo noget til jorden.

Sluttelig mener provsten, at dødsstraffen ligefrem kan være godt for forbryderen, der under presset af den kan undergaa en omvendelse, som en lang og sløvende fængselsstraf ikke fører med sig. I denne forbindelse maa man henvise provsten til at sætte sig ind i, hvad de jordiske myndigheders repræsentanter gør og er i færd med at gøre for at hjælpe "brødre i nød". I den moderne retspleje og det moderne fængselsvæsen arbejder politi, dommere og psykiatrikere sammen for at søge at hjælpe afsporede individer tilbage til samfundet. Er det ikke den barmhjertige samaritan, der blev og plejede den saarede i stedet for at gaa forbi, som sine to forgængere?
 

Den følgende søndag bragte "Berlingske Tidende" paa samme sted to udmærkede indlæg imod provst Nordentofts artikel. Desværre tillader pladsen her ikke at gengive dem i fuldt omfang.

Det ene var af landsretssagfører Kirsten Beier, Nakskov. I en klar og logisk gennemgang af provst Nordentofts artikel og bevisførelse paavises det, at der ikke er noget, der taler til fordel for at samfundet skulde paatage sig at hævne voldtægtsforbrydelsen, selvom den angrebne kvinde naturligvis maa forsvare sig; at der ikke er noget, der tyder paa, at truslen om dødsstraf har nogen som helst indflydelse paa saadanne forbrydere; at det er en meget farlig tanke – der florerede livligt indenfor nazismens omraader – at man skal have lov til at skaffe sig af med "uønskede individer":

"– bedre vilde det være at hjælpe disse ulykkelige mennesker paa en maade, der er et kultursamfund værdigt."!

Den anden artikel, der er skrevet af Lucie Andersen, slutter op i fodsporet af den første med ønsket om at hjælpe forbryderen ved en internering, der ikke er en samfundets hævn, men derimod dets hjælp.