Kosmos 1947/5 side 8
Civilingeniør Mogens Munch:
Krigsforhindringsvidenskab
Krigens ændring
Vi lever i en tidsalder, hvor teknikken er blevet alfa og omega, hvor det er blevet noget dagligdags og tilvant at læse om fremskridt og rekorder indenfor snart sagt alle omraader: vore befordringsmidler kan drives stadig hurtigere og hurtigere frem og kan transportere stadig mere og mere. Husene kan bygges større og bedre, mere komfortable, de stoffer, der staar til vor raadighed, vokser – takket være en moderne teknisk kemis indsats – stadigt i antal og egenskaber osv. osv. Viden lægges til viden, fremskridt følger paa fremskridt, mennesket er stoffernes herre.
Men midt i al denne stadige forandring og fremgang er mennesket ved for alvor at opdage, at der er noget, der ikke følger trop med det øvrige.
Det er saa gammelt som menneskeheden selv, at et folk i fremvækst og udvikling før eller senere stødte sammen med andre folk, det var simpelthen et spørgsmaal om nødvendig ekspansion. Man ønskede at benytte sin magt til at erhverve sig flere goder, andre havde de samme ønsker, og sammenstød var uundgaaelige. Naa, det var kampens lov, vilde man have noget, maatte man risikere noget, derved var der intet at gøre. Det var krigens opgave fra de mest primitive tilstande. Kampen havde et formaal, som de kæmpende havde klart for øje.
Men i tidernes løb har dette forandret sig til ukendelighed. De kæmpende har langt fra kampens maal klart for øje; der kræves enorme propagandaapparater for at indprente i det almindelige menneskes bevidsthed, hvorfor han skal paatage sig de savn, lidelser og smerter, som følger med den moderne krig, hvad det egentlig er, der er hans hellige ret, hvem det er, der er primitive barbariske folkeslag og hvem det er, der er renhjertede ophøjede heltenationer, thi det lader sig ikke afgøre direkte og af ukompetente menige; og trods alt er de menige stadig i flertal.
Dette flertal er langsomt ved at blive klar over, at det nu snart er temmelig længe siden, man førte krig for krigens skyld. Tværtimod har de sidste krige, og især de to sidste mekaniserede krige, været ført for fredens skyld! Og det smager jo unægtelig noget af paradoks. Dog, medens begivenhederne staar paa, stilles der saa umiddelbart haandgribelige krav til den enkelte, krav der taler til meget gamle sider ved hans bevidsthed og er meget nær knyttede til den personlige selvopholdelsesdrift, at der ikke bliver lejlighed til en nærmere eftertænkning.
Een verden eller ingen
Men efterkrigsperioden har vist, og viser os jo til stadighed, at det i stadig stigende grad er ved at gaa op for det ganske almindelige menneske, at den systematiske studeren og organiseren af erfaringer kloden over, der har medført den moderne teknik, som bl. a. ogsaa paa en smertelig maade er traadt i krigens tjeneste, denne studeren og systematiseren har ikke paa nogen som helst maade gjort en tilsvarende indsats, naar det drejede sig om at studere menneskets mulighed for at begaa sig i en saa overmekaniseret verden. Mennesket og dets evner til at leve sammen i store samfund har kun i forsvindende grad været gjort til genstand for forskning, og i intet tilfælde har det været en forskning, som man mente skulde give praktisk anvendelige resultater.
Men i dette forhold er der ved at indtræde en ændring. Det spores saa at sige overalt paa kloden. Tankerne er ikke nye, men der er det nye ved dem, at medens de tidligere kun har fundet husly hos mennesker, der af andre blev stemplede som mere eller mindre blaaøjede idealister, saa dukker de samme tanker nu op overalt: hos det praktiske livs mand, hos statsmændene, hos læger og psykiater foruden at de naturligvis i stadig stigende grad samler begejstrede tilhængere indenfor de grupper, der i forvejen er indstillede paa at befordre fordragelighedens vækst imellem mennesker uanset race, nation og religion.
Der udkom en bog i Amerika sidste aar, skrevet af en række mænd, kendte indenfor videnskab, politik, militæret, og den bar en titel, der næsten kan staa som motto for den tidsperiode, vi nu gennemlever; den hed "Een verden eller ingen". Her skal ikke bringes noget referat af den, men den er værd at stifte bekendtskab med, for den tegner et billede af tiden og de muligheder, der ligger i fremtiden, som nok kan vække eftertanke. Titlen er det korteste referat, der kan gi's af bogen: een verden – eller ingen! Kan menneskene ikke enes om at administrere de værdier og kræfter, der nu staar til deres raadighed, saa vil det lykkes dem at udrydde sig selv.
Som sagt, tankerne om det meningsløse i krigen, naar den forekommer paa det stadium af civilisation, som menneskeheden nu befinder sig paa, er ikke nye. Der har af enkelte klartskuende og dybttænkende repræsentanter for homo sapiens været talt og skrevet derom, men det har været betragtet som skrivebordsspekulationer. Smukt opsatte tanker og skønne teorier, men – ak, verden er nu anderledes.
Journalistens ansvar
Mekaniseringen har gjort vor tid saa forjaget, at kun faa mennesker naar at faa tænkt deres tanker helt tilbunds, mange naar slet ikke at faa tænkt nogen, men lader sig nøjes med andres produkter, hvadenten det nu er i biografer eller gennem avislæsning. Især dette sidste, der er indgaaet som en grundpille i ethvert menneskes daglige liv, rummer en fare, som vanskelig kan overvurderes. Tag Deres avis idag og se, hvorledes den er fyldt med rygter om krig, mer eller mindre camoufleret; oprør og uroligheder, forbrydelser og ødelæggelser. Er det mærkeligt, at mennesket siger til sig selv, at det er en raadden verden, vi lever i; ligegyldigt hvordan det gaar, saa gaar det ud over den lille mand, saa det kan saamænd ikke nytte noget at ofre den for mange tanker. Nej, vi prøver paa at faa lidt hygge ud af det for os selv, og saa maa de andre om resten. Den moderne journalist har et ansvar, som han desværre ikke altid er bevidst i det omfang, han burde være det.
Det er i meget stor udstrækning ham, der skaber folkestemninger, idet hans beretning om uroligheder, mishandlinger, undertrykkelser sætter menneskenes fantasi og følelsesliv i svingninger, der let lader sig udnytte i en moderne propagandas maskineri. Man har desværre alt for ofte det indtryk, at journalistens maade at berette paa sigter imod at faa gjort netop hans avis saa salgbar som muligt ved at lefle for det laveste og mest primitive i læsernes bevidsthed, hvorimod den nøgterne reportage, der søger at dele sol og vind lige, ikke er tilstrækkelig "spændende", ikke "fanger" nok.
Nye mentale strømninger
Og trods dette skyder altsaa alligevel andre strømninger frem. Det umaadelige misforhold mellem krigens byrder og de resultater, der kommer ud deraf, faar selv mennesker, der ikke gennem skoler og universiteter er gjort fortrolige med internationale problemer, til at gruble over, om der dog ikke skulde være en mulighed for at undgaa disse katastrofale aareladninger af menneskeheden.
En lang serie af bøger er skudt frem, som paa forskellige maader behandler dette problem. Her skal blot nævnes nogle navne, enkelte af dem vil blive omtalt i det følgende.
Den, der har vakt størst røre, er Emery Reves' bog: Fredens anatomi, hvortil ret nær slutter sig hans anden bog: "Et demokratisk manifest". For længere tid siden, det var helt tilbage i 1936, skrev Aldous Huxley en bog, som nu foreligger i dansk oversættelse under titlen: Maal og midler. Af endnu ældre dato er en bog af den tyske professor, Dr. med. Georg Fr. Nicolai: "Krigens biologi", der udkom paa dansk umiddelbart efter verdenskrig nr. 1. Endvidere kan nævnes en bog, der foreligger i svensk oversættelse, Richard B. Gregg: Den nya maktfaktorn, med undertitlen: motstånd utan våld. Og endelig den bog, hvis emne jeg har valgt som titel for denne artikel, Georg Cohns bog: "Kan krig forhindres?" med undertitlen: en ny videnskab. Og der er mange flere, som med lige saa god ret kunde nævnes.
Fælles for alle disse bøger er det, at de – omend fra forskellige kanter – alle i fuld alvor tager det problem op til drøftelse, at mennesket selv maa sætte ind for at foraarsage, at forholdene i verden skal blive anderledes. Midlerne kan ikke anvises i korte sætninger, de maa tilpasses til de mange forskellige situationer, men de maa findes og de kan findes.
Og trods avisernes omtrent komplette misforstaaelse af deres egentlige opgave, nemlig at bane vej for en gensidig forstaaelse, at vise solidariteten og de fælles kaar og mulighederne for samarbejdet, sker der alligevel det i verden i dag, at mennesket under pres af den sidste krigs voldsomme begivenheder, der jo saa at sige ikke lod nogen plet af kloden urørt, langsomt søger frem imod en tilstand, hvor de selv kan medvirke til at bevare den fred, der ønskes af alle.
F. eks. møder vi i Amerika en bevægelse, der har faaet navn efter den by, hvor den udsprang, Middletown-bevægelsen fra Middletown i Ohio. Denne bevægelse, der har faaet meget stor udbredelse derovre, og som er ved at faa aflæggere her, søger gennem et udbredt studiekresarbejde, hvori alle samfundslag deltager, og hvori professorer og politikere i stor udstrækning er lærere, at orientere om internationale forhold, deres aarsager og virkninger, de love, der findes for dem, og – ikke mindst – de love, der endnu mangler. Som en af grundpillerne for denne studiekresbevægelse, der som sagt har bredt sig over det meste af USA, staar forskellige skrifter af Ely Culbertson, den tidligere saa kendte bridgeekspert.
Men ogsaa Emery Reves bog: "Fredens anatomi", har skabt en meget omfattende studiekresbevægelse, især indenfor de amerikanske studenters rækker, og de tæller bl. a. mænd som Albert Einstein blandt sig. Ogsaa denne bevægelse har naaet os herovre.
Og der kunde nævnes mange andre. Aviserne bragte for ganske nylig meddelelser om, at der i Montreux har været samlet 350 repræsentanter for 20 forskellige nationer for at stifte ligaen for verdens forenede føderalistiske stater, hvis planer foreløbig gaar ud paa at indkalde det første parlament for verdens forenede føderalistiske stater i Geneve i sommeren 1950.
Fredens anatomi
Men lad os lige vende lidt tilbage til Reves' bog: Fredens anatomi. Heri giver Reves en meget nøgtern analyse af de vanskeligheder, der taarner sig op, naar det drejer sig om at realisere den ønskedrøm, som allerede det gamle folkenes forbund stod som vidnesbyrd om. Reves viser klart, og paa en maade, der atter og atter leder tanken hen paa 4. kap. i "Livets Bog", at skal en varig fred kunne manifesteres, saa maa der ske en fundamental ændring i forholdet mellem nationerne indbyrdes, en ændring, der er ganske analog med den ændring, der er sket i forholdet mellem de enkelte mennesker fra stenaldertrinet og til det moderne civiliserede samfund.
Oprindelig bar hvert menneske vaaben, og var i alle livets forhold henvist til at stole paa sig selv, men udviklingen førte med sig, at mennesket igennem erfaringer blev klar over den store fordel, der indebares i specialiseringen. I stedet for selv at skulle lave alt, dygtiggjorde man sig til specielle arbejder og kom igennem specialiseringen til at naa bedre resultater, end der nogensinde tidligere var opnaaet. Men det medførte jo ogsaa, at man blev mindre egnet til alle andre gerninger, og for ikke at blive udsat for udnyttelse paa disse andre omraader, opstod der aftaler, der blev til love, og kronen paa dette lovsystem blev, at den enkelte omsider afstod fra retten til selv at føre vaaben, og i stedet for overlod det til staten som øverste myndighed at haandhæve lovenes overholdelse og idømme straffe og effektuere disse straffe overfor de individer, der ikke vilde indordne sig under de love, der tjente til bedste for det store flertal.
Det er i dag en naturlig ting, og en besættelsestid har klart vist os, hvor frygteligt det er, naar denne praksis bringes ud af funktion.
Men om nationerne gælder det, at forholdet mellem dem indbyrdes stadig er det, der karakteriserede et stenaldersamfund. Hver enkelt vil "hævde sin suverænitet" med de dertil nødvendige midler, uanset hvad de andre mener. At bøje sig efter andre i "sager, der angaar nationens ære og velfærd", er utænkeligt, saa hellere ofre nogle millioner af nationens bedste og dygtigste unge.
Det er kernepunktet i Reves' bog, at nationerne maa opgive den suverænitetsfølelse, der hidtil har foraarsaget alle stridigheder, og i stedet for danne samfund, som mennesket selv har dannet samfund. Hvor man altsaa erkender, at menneskene ikke er saa gode, som de burde være, hvorfor det er nødvendigt at have de midler til raadighed, der kan tvinge de mindre gode til at respektere de love, der er opstillede af de andre. En væbnet styrke, der repræsenterer politimagten.
Georg Cohns bog, der er en dybtgaaende analyse af krigens aarsager og forudsætninger, kommer ogsaa ind paa at behandle det internationale lovsystem, der maa lægges til grund for et saadant samfund af nationer.
De forenede nationer, saadan som denne sammenslutning udsprang eller maaske snarere udvikledes af det atlantiske frihedsbrev, der saa dagens lys i krigens haardeste tider, udgør et redskab, der kan udvikles og forhaabentlig bliver udviklet til den overhøjhed, som er nødvendig i enhver samfundsdannelse, saafremt der skal bestaa nogen varig sammenhæng indenfor den.
Det enkelte menneskes pligt
Men – og det kan ikke betones stærkt nok – det er ikke længere de enkelte statsmænds opgave – alene! Hvert enkelt menneske vil komme til at opleve, at internationale forhold ikke længere er noget, som man kan vælge som hobby paa linie med interesse for sommerfugle eller frimærkesamling, men derimod noget, der vil stille absolutte krav til den enkelte. At være medlem af et moderne samfund er ikke noget, der blot giver goder, det kræver ogsaa, og efterkommer den enkelte ikke disse krav, sidder han dem overhørig, ja saa risikerer han, at samfundet slaar revner. At han saa beklager sig over det, nytter ikke. Sket er sket, men han kunde have gjort noget for at afværge det skete.
Og det er dette sidste, som igennem de omtalte studiekresbevægelser er ved at sætte sine spor i samfundene kloden over. Mennesker har, med den sidste krig som baggrund, lært at se, hvor farlig uagtsomhed kan være, og det har hos dem fremkaldt ønsket om at undgaa en saadan uagtsomhed i fremtiden.
Som sagt i begyndelsen af artiklen: nu er det studiet af mennesket, der maa gøres til genstand for interesse og flid, og det er et studium, der, naar det føres igennem, vil give mennesket evner, der ikke staar tilbage for de evner, han erhvervede sig gennem sine tekniske studier, tværtimod.
Lad mig i denne forbindelse bringe et par citater fra en artikel, der stod i Gads Danske Magasin for juli-august i aar. Artiklen var skrevet af lektor Finn Ellingsen og hed: Opdragelse til fred, og den omhandlede nogle forelæsninger, der var holdt af G. B. Chisholm ved The William Alanson White Institute, Washington, under titlen: "The psychiatry of enduring Peace and social Progress".
I disse forelæsninger gaas der netop stærkt ind for, at videnskaben om mennesket, som i sin tid ogsaa professor Alexis Carrel var saa meget inde paa, maa gøres til genstand for den mest indgaaende dyrkelse. Det hedder:
"Ansvaret for at etablere de forandringer, som maa komme i den menneskelige opførsel, hviler stærkest paa psykologerne, psykiaterne, sociologerne og politikerne. Vi venter et svar paa dette spørgsmaal, som overskygger alle andre: Hvad skal vi gøre for at redde racen fra sig selv, fra dens umættelige begær efter sit eget blod?" Og om aviser og anden information hedder det:
"Hele verden gør ikke stort andet end at producere og sluge usikkert, usagkyndigt, inficeret, ja forgiftet snak om dit og dat, fra vore forfædre, fra vore lærere i skole og søndagsskole, vore politikere, vore præster, vore aviser og fra alle andre, som mener sig kaldede til at holde os under kontrol. Resultatet kan blive en forkrøblet intelligens, et stakkels menneske saa indhyllet i latterlige bandager af propagandastof for eller imod, at det mest ligner kineserindens fødder, som blev ofrede for at tilfredsstille den lokale opfattelse af skønhed."
Og sluttelig:
"Det vigtigste idag er at opdrage børnene. Heldigvis er der tegn paa aandelig bevægelse blandt lærerne verden over, men det at faa lov til at undervise børn, skulde være den højeste form for tillid og anerkendelse, som et samfund kunde give. For til slut beror det jo paa lærerne, om der i tide skal staa færdig en tilstrækkelig stor flok af modne mennesker i alle lande, som ikke vil have krig, og som ikke tillader krig."
Midlet
Der vil i lange tider fremover findes mennesker, der vil benytte den letkøbte talemaade om, at "saadan har det altid været, og saadan vil det vedblive at være", og desværre vil det ikke falde dem vanskeligt at fremdrage eksempler, der synes at støtte deres udtalelser, men lad det ikke forhindre dem, der har anet en lille del af den virkelige sandhed, at løfte den forpligtelse, der med denne erkendelse er lagt paa deres skuldre. Adel forpligter, siger et gammelt ord, og det vil i denne forbindelse sige saa meget som, at enhver, der har set et større maal og den vej, der fører mod det, ogsaa maa vi sine kræfter for at hjælpe menneskeheden frem mod dette maal.
Det bliver ikke en paa mystisk vis gennem overjordiske kræfter frembragt sindelagsforandring, igennem hvilken alle mennesker pludselig bliver engle, der kommer til at bringe menneskeheden til maalet, men derimod maalbevidst arbejde med nøgternt erkendte realiteter. Igennem studier og drøftelser, igennem indsamling af erfaringer, kort sagt igennem anstrængelser og anspændelser, hvor værdien af det personlige eksempel vanskeligt kan overvurderes, gaar vejen frem mod realisationen af menneskenes mest brændende ønske: den varige fred. Og tilbage af krigen bliver der, som Nicolai skriver i "Krigens biologi", kun dette, at "kampen for tilværelsen for menneskehedens vedkommende koncentrerer sig om arbejde paa ved fri aandsvirksomhed at gøre saa store energimængder som muligt tjenlige for menneskeheden".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige