Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er noget i Sindet, der toner, naar det berøres af Kærligheden, – slappe Strenge spændes og dirrer som spændte Buer, og nye Stjerner tændes og funkler dybt i det levende Væsens evige Horisont. Som blide Vindpust stryger Smilet henover den trætte Mund, og tunge Tanker vejres bort saa let som visne Blade!

Livet leves saa rigt i sin Længsel efter Kærlighed, – – – Længslen alene skaber en Forventning, en Dybde og en Farve, der i Opnaaelsens Øjeblik har været de mange Taarer værd, der er gaaet forud. Kærligheden lader noget stort og stærkt, noget straalende og rigt vokse frem i Sindet; – Kærligheden gør os saa rige, at vi kan give alt, ja endog "os selv" bort med et lykkeligt Smil.

Saadan er Kærligheden – og saa meget af den har vi næsten alle i os, at vi evner at skænke Kærlighed og Liv til eet Menneske, maaske et langt Liv igennem, maaske kun for en Stund; men vi kender denne brusende Livsglæde, der kan fylde Sindet saa ganske og aftvinge Omgivelserne et lille Smil.

Naar du hører den kvidrende Lærkes søde, jublende Sang højt oppe under den straalende Sommerhimmel, er det ikke bare til dig den fløjter sin Kærlighed og Livsglæde ud, – men til hele den store, dejlige Natur, til Himlen og Jorden, Dyret og Mennesket – og sin elskede lille Mage! Naar Blomsterne dufter og Solen skinner, naar Bækken pludrende klukker og Træernes Blade sagte hvisker, – er det ikke blot for dig, men for alle, der hører og føler det. Gud peger aldrig enkelte ud af Jordens utalte Millioner og siger: "dig elsker jeg, du maa føle, høre og se al min rige, varme Kærlighed, – kun dig og dig, men ingen anden."

Forsynet lægger hele sit straalende Væsen blot og lader al sin evindelige Kærlighed funkle ud over det ganske Univers, og hvert eneste Væsen maa øse saa meget deraf, som det evner at rumme i sit Hjertes Dyb. Men Gud lader heller ikke sin Kærlighed funkle gennem Solens Straaler til den lille blomstrende Markblomst uden ogsaa at lade Duggen falde og giver saaledes ny Hvile og Næring til den næste Dags Blomstring.

Saaledes varierer Han sin Kærlighed under hvert Himmelstrøg, under hver Aarstid og paa hver eneste Stjerne og Klode – – – til hvert eneste Menneske! Nogle giver Han tilsyneladende meget, andre lidt, men hver enkelt faar netop den Sum, han skal lære at forvalte, – og dele ud af.

Thi alt er kun et Laan, er en evigt vibrerende Strøm, der evindelig løber fra Himmel til Jord i et aldrig afbrudt Væld; det er kun os, der ikke altid kan modtage denne Strøm, fordi vi ikke evner at lede dens videre Forløb i den rigtige Retning!

Lad os alle lære af Beretningen om Herrens to Tjenere, der hver fik et Pund at forvalte, men lad os ogsaa i Tide lære at se, hvor meget hver enkelt kan taale at faa i Hænde. Thi med en saadan Erfaring i vort Væsens Inderste vil vor Kærligheds Sol aldrig gaa ned over en afsveden Ørken, men synke – gylden og straalende bag rosenrøde Aftenskyer –, ned over et mættet og duftende Nirvana, hvor nye Spirer vokser frem, ventende paa en ny Dags Solskin!