Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naar det levende Væsens Jeg saaledes er et "Noget", der skaber Formerne, der igen er det eneste, der kan være Begyndelse og Afslutning underkastet, bliver det her en Kendsgerning for den udviklede Forsker, at nævnte Væsen udgør selve Evigheden og igen med sin Evne til at opbygge og nedbryde Former er selve Tidens og Rummets Behersker. Det levende Væsens Overbevidsthed, Aand eller Jeg overlever altsaa al Skabelse, al Energiudløsning i Verden. Og det er dette evige Væsen, vi har for os i vor Næste saavel som i vort eget Selv. Men naar det levende Væsen saaledes er et evigt Væsen, hvordan kan det da være, at vi aldrig ser dette levende Væsen som et "evigt", men kun som et "timeligt" Væsen? - Naar Almenheden eller det almindelige jordiske Menneske kun ser dette levende Væsen som et "timeligt" eller "dødeligt" Væsen, skyldes det udelukkende den Omstændighed, at den Aandsfunktion eller Sanseform, igennem hvilken det skal sanse den Side ved det levende Væsen, der udgør den evige Del, er bragt ned til et saa elementært Stadium, at den saa at sige er sat ud af Væsenets vaagne dagsbevidste Funktion, er bragt til Tavshed. Det er denne Tavshed, Stilhed eller Ufuldkommenhed ved Sanseevnen, der udgør den "Død", der skulde blive Resultatet af "Syndefaldet" eller "Nydelsen af Kundskabens Træ".

Nævnte "Død" er saaledes ikke en total Tilintetgørelse eller Udslettelse af det levende Væsen, men er derimod udelukkende kun en saa stor Indskrænkning eller Inddragning af Væsenets Sanseevne, at det ikke mere kan sanse sit eget evige Liv eller sin egen høje Identitet med Evigheden. Men naar det ikke sanser sit evige Liv, men kun et blot og bart lille timeligt Afsnit af dette og tror, at samme lille Afsnit, der jo er det samme som et fysisk Jordliv, er hele dets Tilværelse, ses det altsaa her tydeligt, at Væsenet er et, kosmisk set, "dødt" Væsen. Den Viden om sit eget evige Liv, det oprindeligt havde i "Paradisets Have", er altsaa gaaet tabt. Væsenet er paa dette Felt blevet bevidstløs.

Fra denne kosmisk "døde" eller "bevidstløse" Tilstand forekommer der i Væsenernes Fremtræden en Tilbagevenden til en højere Viden. Denne Tilbagevenden imod en højere Viden kender vi i det daglige Liv under Begrebet "Udvikling". Samme "Udvikling" viser os en lang Skala af tiltagende højere og højere Bevidsthedstrin. De mest "døde" Trin er altsaa dem, der repræsenterer den største kosmiske Uvidenhed. Paa det fysiske Plan er det let at se den kosmiske "Død". De mest kosmisk "døde" Væsener er dem, der kulminerer i at sabotere deres egen Livslykke. For at kunne sabotere sin egen Livslykke maa man altsaa være uvidende, hvilket som nævnt er det samme som at være kosmisk "bevidstløs". Det vidende Menneske saboterer ikke sig selv. Til disse deres egen Livslykke saboterende Væsener hører det almene jordiske Menneske. Det myrder og lemlæster, det skænder og plyndrer sin Næste eller sine omgivende levende Væsener. Det er tydeligt, at det ikke erfaringsmæssigt kender Loven, der siger: "Den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". Det kender intet til, at man skal elske sin Næste som sig selv. Det ved i bedste Tilfælde kun, at det staar skrevet i den eller den hellige Bog eller er udtalt af det eller det Væsen engang i en længst forsvunden Tid. Men nogen virkelig kosmisk Viden om den absolutte Sandhed heri har det ikke. Det er som nævnt paa dette Felt "bevidstløs". Det har derimod stor Viden paa det rent fysiske Omraade. Og jo dygtigere Væsenet er her uden at have "kosmisk Bevidsthed", desto mere lemlæstende og dræbende vil det da være. Dets Egoisme kender ingen Grænser.

Det jordiske Menneske er altsaa som nævnt kulminerende i en Mørketilværelse. Ser vi tilbage eller nedad i Udviklingen, bliver vi Vidne til de saakaldte "Naturmennesker". Dernæst kommer vi til "Dyrene" og saa til "Planterne" og efter dem igen til de "mineralske" Former for Liv. Her fra Mineral til det moderne, almene krigsindstillede Jordmenneske er der i det store og hele en stærkt stigende Tendens hen imod Dygtiggørelsen i at udløse det dræbende Princip, der igen er det samme som Kærlighedslovens Overtrædelse, Kulminationen af mentalt Mørke eller en fejlagtig Livsoplevelse. Ja, ser vi ikke her, hvorledes det ene Væsens Død er det andets Brød? - Ser vi ikke, at der ud af denne Udvikling er kommet et Tilværelses- eller Livsoplevelsesplan, i hvilket det ligefrem er en Livsbetingelse, at Væsenerne maa leve af hinandens Kroppe eller Kød og Blod, rent bortset fra de Blodbad, de udløser for at komme i Besiddelse af hinandens Ejendomme, Goder og Rettigheder. Kan Livet vise en større Ufuldkommenhed, et større Mørke, en større Manifestation af Sansenedbrydelse? - Er Europas Flygtningelejre med Millioner af hjemløse- eller fædrelandsløse Mennesker, hvis Livsinspiration er knuget og lammet af en Spændetrøje af Restriktioner, Pigtraad og en Madtildeling, ved hvilken de lige akkurat kan opretholde saa megen Livskraft, at de kan balancere paa Randen af Sultedød og Selvmord, ikke en urokkelig Dokumentation af Mørkets Domæne? - Og er Ruinhobene af samme Verdensdels forhen saa stolte Kulturcentrer, dens kilometervide Soldaterkirkegaarde, afbrændte Skove og ødelagte Marker etc. ikke en yderligere fundamental Understregning af, at Jordmennesket passerer Mørkets Domæne? -

Hvad er det nu, der i dette vældige Mørkedomæne er gaaet tabt for det levende Væsen paa Jordmenneskets Trin? - Det er intet mindre end netop Synet af dets nuværende Jordlivs Forbindelse med den Helhed eller Evighed, som det kosmisk set selv udgør. Det lider under "kosmisk Bevidstløshed". Virkningerne af "Nydelsen af Kundskabens Træ" sker fyldest.

Men Væsenerne kan umuligt blive ved med at være "kosmisk døde" eller "bevidstløse" Væsener. Livet skal nok, ved sin Reaktion overfor Væsenernes Handlemaade, efterhaanden bringe Væsenerne i Kontakt med Overholdelsen af Livslovene, der jo er det samme som en hundrede Procents Kærlighedsmanifestation. Da denne Reaktion skaber en ulykkelig Skæbne for Væsener, der ikke overholder Livslovene, og Glæde og Lykke for Væsener, der opfylder de samme Love, bliver denne Livets egen Reaktion overfor det levende Væsen saaledes en Udfoldelse af et vældigt og urokkeligt Svar paa Menneskenes store Spørgsmaal om Krigen, Ulykken, Lidelsen, Sorgen og Livsleden. Og vi har jo allerede stiftet Bekendtskab med Mørkeprincippet i en Mangfoldighed af Variationer. Nævnte vi ikke netop før, at Væsenet i et halvfjerdsaarigt Jordliv oplever Døgnkredsløbet 25,550 Gange? - Det vil altsaa sige, at Væsenet ikke kan undgaa at komme til at se, at "Mørket", hvilket her i dette Tilfælde vil sige Natten eller Udelukkelsen fra Solens Lys og Varme kun er en midlertidig Detaille i et Kredsløb. Viser Forsynet ikke her indtil Overdaadighed, hvorledes Mørket urokkeligt maa afløses af Lyset, Natten maa afløses af Dagen? - Og saa vi ikke, at det samme var Tilfældet med Aarskredsløbet? - Har Forsynet ikke vist et halvfjerdsaarigt Menneske halvfjerdsindstyve Gange i et normalt Jordliv, at Sommeren maa følge efter Vinteren? - Men halvfjerdsindstyve Gange at faa forevist, at Vinterens døde og kolde Tilstand urokkeligt maa afløses af Foraarets og Sommerens farvestraalende Blomsterenge og Løvsale, er da en Tale, hvis Mening ikke er til at tage Fejl af, og i Særdeleshed naar man i det samme Tidsrum indtil 25,550 Gange paa anden Maade ligeledes har set, at Natten ustandseligt maa vige for Dagen, ligesom Dagen maa vige for Natten, og at Lys og Mørke saaledes umuligt kan være andet end skiftende Detailler i et Kredsløb.

Men hvortil denne urokkelige Tale? - Hvad betyder den overfor det almene Jordmenneske? - Betyder den ikke netop, at samme Væsen i sin Forskning eller sit Studium af Livet maa anlægge denne Tale som Fundamentet for sin Logik? - Naar Livet i de Kredsløb, Jordmennesket kan overse, saaledes viser, at alt er gentagende Foreteelser eller Principper i et Kredsløb, hvorfor skulde de samme Principper saa ophøre med at følge denne Regel i de Kredsløb, Jordmennesket ikke kan overse? - Hvorfor skulde der være en evig Nat eller evig Dag, en evig Vinter eller en evig Sommer i disse Kredsløb, naar noget saadant er umuligt i de Kredsløb, Jordmennesket kan overse? - Hvorfor skulde et saadant Kredsløb, der udgør et Jordliv, ikke være et gentagende Princip, naar Kredsløbsprincippet i alle andre Situationer ustandseligt er tilbagevendende? - Hvorfor skulde et saadant Kredsløb, som et Jordliv er, med sine Aarstider: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom eller med sin Vinter, Foraar, Sommer og Efteraar ikke være en Gentagelse, ligesom alle de andre Kredsløb, vi bliver Vidne til? - Er de 25,550 Gange Gentagelser af Døgnkredsløbet og de halvfjerdsindstyve Gange Gentagelser af Aarskredsløbet, vi bliver Vidne til under et normalt Livs Forløb, plus Vanddraabens skiftende Kredsløb som Kloakpøl og Aften- og Morgenrøde paa Himlen saavel som den Omstændighed, at alle de øvrige Stoffer, vi er Vidne til, ligeledes befinder sig i skiftende Kredsløbsstadier enten som faste, flydende, luftformige eller som straaleformige, ikke tilstrækkelige Beviser for, at alle Former for Manifestationer eller Energiudfoldelser er Gentagelser af Kredsløb? -