Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Almindeligvis mener vi Mennesker, at vi er fuldt dagsbevidste indenfor vort Oplevelsesomraade, denne Opfattelse har imidlertid intet med Virkeligheden at gøre, idet vi ikke kan siges at være dagsbevidste indenfor Omraader, hvor vi handler paa Grundlag af Formodninger eller Tro. I Virkeligheden repræsenterer det jordiske Menneske stadigvæk kun en Forlængelse af Plantementaliteten. Vor dagsbevidste Fremtræden i Tilværelsen viser sig at bestaa af et Felt eller Omraade, indenfor hvilket vi bruger vor Hjerne og Forstand, og et andet Omraade, hvor Reaktionerne opstaar og manifesteres helt uden om vor hjernemæssige Indgriben, og der, hvor dette sker uden Kontakt med Loven for Tilværelse, er det jordiske Menneske i Virkeligheden et sovende Væsen. Der, hvor vor Fremtræden eller Handlemaade er betinget af en Serie Automatfunktioner – der er vi stadig sovende eller endnu ubevidste, ligesom vi er sovende indenfor Omraader, hvor vi i god Tro lader os beherske af en eller anden Last f. Eks. Tobaksrygning, Nydelse af Spiritus eller lignende. Det viser sig, at vi i Virkeligheden har Urinstinkterne (Dyrets Mentalitet) som medfødt Gave. Hidsighed, Vrede, Jalousi, Misundelse fremstaar pludseligt i vor Bevidsthed og Manifestation uden villiemæssig Indgriben – det vil i Virkeligheden sige, at vi indenfor vort Bevidsthedsomraade har store sovende Felter, hvor Livet behersker os, men vi har ogsaa Omraader eller Felter, hvor vi ved Hjælp af indvundne Erfaringer og vor Intelligens kan analysere Tingene, og der begynder vi ved Hjælp af vor Villie at kunne beherske Livet. Analyseringsevnen eller den logiske Sans er jo imidlertid ikke noget fastlagt eller endeligt, men er tværtimod en Realitet, der er under Udvikling.

En Erfaring, der er oplevet tilstrækkelig mange Gange, fremtræder jo efterhaanden som en absolut Viden, det vil i Virkeligheden sige, at man her er kommet til Kundskab om Aarsag og Virkning indenfor et bestemt Omraade eller Felt. Man ved med afgjort Sikkerhed, at de samme Aarsager atter urokkeligt vil udløse de samme Virkninger – og paa denne Maade opstaar paa Grundlag af de indhøstede Erfaringer en Viden, som er absolut.

Med Hensyn til Makrokosmos er Indstillingen ganske den samme. Alle disse umaadelige Mængder af Himmellegemer, Mælkeveje og Solsystemer – alle disse umaadelige Kræfters Udslag er blinde Naturkræfter, er død Materie. Verdensaltets makrokosmiske Realiteter – mener det jordiske Menneske – eksisterer og er udelukkende sat i Bevægelse af Hensyn til Mikroben Mennesket, som om sig selv mener at være Tilværelsens højeste Frembringelse af Liv.

Menneskehedens Erfaringsomraade er imidlertid nu saa stort og omfattende, at disse mange oplevede Erfaringer kan indsættes i helt nye Kombinationer, som fører til helt nye Opfattelser og til en langt dybere Forstaaelse. Menneskehedens mange Erfaringer kan sammenlignes med de tilfældigt sammenblandede Brikker i et Puslespil – disse kaotisk sammenblandede Brikker kan gennem en kompliceret og opfindsom Omflytning placeres saaledes, at de efterhaanden som Omflytningen skrider frem, lader enten et skønt Slot eller maaske et stolt Skib komme til Syne, alt eftersom Planen eller Modellen til samme Puslespil fordrer det. I Virkeligheden forholder det sig paa nøjagtig samme Maade med Menneskehedens Erfaringer, som nu er til Stede i en saadan Udstrækning, at disse mange Erfaringer organiserede gennem Martinus' kosmiske Analyser lader os ane det virkelige Verdensbillede, som er fuldkomment i alle Detailler og fuldkomment i sin straalende, harmoniske Enhed. I dette Verdensbillede møder vi intet Sted "Døden" – nej alt er her Udtryk for Liv, idet alt lige fra Snefnugget til Solsystemet er bygget plan- eller lovmæssigt, men naar alt er logisk opbygget, er det jo Udtryk for Intelligens, idet Intelligens jo netop er Evnen til at skabe Logik og uden Logik ingen Skabelse, men derimod Kaos. Da Intelligens imidlertid ikke kan eksistere selvstændigt, men altid maa være en Del af et levende Væsens Bevidsthed – en Egenskab eller Evne ved et levende Væsen, møder vi saaledes baade i Mikro- og Makrokosmos gennem de kosmiske Analyser et "levende Ophav" eller dette, at Verdensaltet er et levende Væsens Tilstand.

"Enhver Gudesøn befinder sig saaledes i Faderens evige, milde og kærlige Favntag, lyttende til hans vidunderlige Oplæsning af den af ham selv ved det tredie Princip fremstillede Eventyrbog, hvori hvert eneste Væsen og hver eneste Ting er en levende Illustration af noget af ham selv.

Denne Faderens Demonstration af sin egen private Natur for Sønnen bliver saaledes den straalende Grundkilde til alt, hvad der findes af Intelligens, Visdom og Kærlighed, idet alt, hvad vi er i Stand til at manifestere af nævnte tre Arter for Manifestation, kun er en Genklang eller Genfortælling af det, vi paa nærværende Tidspunkt har været i Stand til at modtage af Faderens Oplæsning. – Denne vidunderlige Visdomsbog vil saaledes af Faderen selv Blad for Blad blive demonstreret for hver eneste Gudesøn, hvorved denne vil faa Lejlighed til at se, at hvert eneste Kapitel er en ny Manifestationsform for Intelligens, Visdom og Kærlighed o. s. v. – For hvert Blad vi glider frem i denne pragtfuldt illustrerede Billedbog, bliver vi Vidne til nye vidunderlige Verdener, nye vidunderlige Væsener, nye vidunderlige Tilværelsesmaader, nye vidunderlige Former for Udvikling, nye vidunderlige Former for Kultur og Civilisationer, kort sagt – nye vidunderlige Former for Faderens Velsignelser i det uendelige.

Men Faderen har ikke alene stillet enhver eneste Gudesøn Ansigt til Ansigt med denne Bog, men har ogsaa nedlagt i denne en eventyrlig Tryllemagt, der bevirker, at efterhaanden, som Sønnen blader fremad i Bogen og bliver Vidne til de der illustrerede større og større Højder for Tilværelse, bliver denne selv løftet op i samme Højde, for derfra at vende Bladet og ved et nyt vidunderligt Syn atter at blive løftet op til endnu større Højder og saaledes fremdeles.

Saa intimt er Forholdet imellem dig og dette mægtige og straalende Væsen, som er Verdenernes Herre, og i hvis Haand du hviler, at den Maade, han meddeler sig til dig paa, er ved en evig fortsættende Kæde af Beviser eller Udtryk for, at han elsker dig med en over al Fatteevne grænseløs Kærlighed, en Kærlighed, der aldrig nogen Sinde har begyndt og aldrig nogen Sinde vil ophøre med at være til, en Kærlighed, der lidt efter lidt vil finde Genklang i dit eget Bryst, saaledes at du vil komme til at elske ham over alle Ting i en saadan Grad, at du aldrig noget Øjeblik vil nænne andet end at manifestere Kærlighed til dine Omgivelser, som jo er identisk med Faderen. Og efter et saadant Møde mellem Far og Søn skal Udviklingsrejsen nu fortsættes i vidunderlig straalende Lykke og Salighed mod fjerne Eventyrriger paa Evighedens lysende Tinder."

--------

*) Citatet er fra det aldrig udgivne Værk, som Martinus skrev, før han paabegyndte den egentlige "Livets Bog".