Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Da jeg skrev min sidste "Nødavis" til Dem, havde jeg oprigtigt haabet paa, at det virkeligt var den sidste Udgave af den Form for "Kosmos". Men Typografstrejken fortsætter, og vi er derigennem afskaaret fra at kunne bringe Dem Bud paa normal Vis. Det skal ellers ingen Hemmelighed være, at vi netop i Aar havde glædet os til et rigtigt Ferienummer af vort nye Blad. Om faa Døgn vrimler det med Mennesker her i Kosmos Ferieby, og der vilde da have været rig Lejlighed for os til igennem en smuk Særudgave at kunne have gjort et Fremstød for de Ideer vi kæmper for. Naa, til alt Held er Bladet jo ikke vort eneste Virkemiddel. Foredragsvirksomheden træder nu i Funktion igen, og jeg tager næppe Fejl, naar jeg allerede nu skriver, at den i Aar vil blive usædvanlig levende.

Vore Forarbejder er ved at være til Ende nu. Overalt møder Øjet Synet af nye, rene Farver og nye Arrangementer. Kosmos Ferieby er ved at være færdig i sin Grundstruktur, og det kan mærkes. Som De alle ved, var Martinus inderste Tanke med denne Plet den at skabe et internationalt Omraade, hvor Interesserede i hans Arbejde fra hele Verden kunne mødes og frit drøfte alle de med de kosmiske Analyser forbundne Problemer. Hidtil har det været saa som saa med det internationale, men nu synes det som om ogsaa dette Problem er ifærd med at blive løst. Foreløbig har vi haft den store Glæde at se svenske Venner heroppe. Norsk er vi ifærd med at vænne os til, og i næste Uge skal vi se, hvorledes det lykkes os at klare det hollandske. Og derefter følger en større Invasion fra England, saa vore Sprogkundskaber kommer efterhaanden paa en effektiv Prøve.

Jeg ser ingen Grund til at skjule, at som sidste Aar bød paa Arbejde fra Morgen tidlig til Aften sent, har ogsaa dette Foraar stillet meget store Krav til hver enkelt af os. Dette være ikke sagt som nogen Beklagelse, tværtimod. Nej, det har været vor Tilfredsstillelse at løse de Opgaver, der her er blevet os betroet, og jeg mener ikke at give Udtryk for utidig Pral, naar jeg ad denne Vej prøver paa at give Udtryk for den Taknemmelighed, der uvilkaarligt besjæler en i Forholdet til de Mennesker, der her i det stille udfører et Kæmpearbejde i Sagens Tjeneste. Enhver evner jo normalt at se Manglerne, men kun de færreste evner at se, hvilket Slid det allerede naaede har kostet. Saa langt som vore Evner har rakt, er det ydre Apparat nu i Orden. Eet Aar til, og Naturen vil have besørget Resten.

Det ydre Apparat, ja. Men hvordan saa med det Indre? Jeg prøvede at besvare dette Spørgsmaal i mit Foredrag i Pinsen, og da jeg tror, at de Tanker, jeg der gav Udtryk for, ogsaa vil interessere Dem, vil jeg i det efterfølgende prøve paa at gengive dem, selvom det naturligvis maa ske i en noget forkortet Form:

– – – – –

"Retter vi vort Blik mod Menneskehedens Fortid, møder vi i Aaret 427 Navnet Platon. Platon var som ganske ung Elev af Sokrates og var maaske den Elev, der forstod denne vor Oldtids store Filosof bedst. Platons Betydning for vor Tid kommer vel nok stærkest til Syne igennem den Kendsgerning, at han var al sand Demokratis intellektuelle Fader. Sagt ganske kort, var alle Demokratiets Grundtanker inkarneret i hans Sind og blev af ham formuleret i hans berømte Dialoger. Men følger vi den demokratiske Tanke eller Ide's Vækst fra Platon til vore Dage, opdager vi, at det er gaaet med den som med Kristendommen. Fra at være en klar og ren Kilde, er den igennem Tiderne blevet absorberet af de forskellige moralske Trin med det Resultat, at den nu fremtræder som et mangehovedet Uhyre. Hvert Land har idag sin Form for Demokrati i hvilken det oprindelige individuelle Frihedskrav spiller en mere eller mindre fremtrædende Rolle. At der her er noget, der halter, er indlysende. Vi møder Stater, hvor det enkelte Menneskes Ret til at leve i mental Frihed er udenfor enhver Diskussion, samtidig med at vi møder andre, ligeledes demokratiske Stater, i hvilken Individets Rolle er reduceret til at være den totale Lydighed underkastet, et Forhold Platon ihvert Fald ikke vilde billige. Betragter vi imidlertid den sociale Udvikling, vi er Vidne til, ser vi, at den i sig rummer eller giver Udtryk for Menneskehedens Længsel efter et Samfund fri for Nød, Sult, Frygt og Aggression. Overalt bliver vi Vidne til en stigende Socialisering samtidig med, at vi ligeledes overalt bliver Vidne til, at Menneskeheden forlanger, at det skal ske paa demokratisk Vis. Eet er imidlertid teoretisk at kunne se, hvorledes de ideelle Samfund skal ordnes, et andet er Livets egen Praksis. Utallige Mennesker Jorden over kan med deres egne Øjne se, hvorledes det "kunde være", og dette har indenfor det politiske Liv ført til Skabelsen af en Form for Pseudoidealisme, De alle kender. De hedeste Diskussioner om den rette Samfundsform har ofte fundet Sted blandt Mennesker, der af Natur var ganske uegnet til at kunne opfylde de af dem selv opsatte Fordringer, hvorfor Verden da ogsaa forlængst er blevet beriget med Udtryk som "Salonsocialister" og "Salonkommunister" etc.

En Salonkommunist er saaledes et Menneske, der med sin Forstand evner at se en Væremaade, han ikke i Praksis vil kunne efterleve. Som man vil forstaa, hindrer dette ham ikke i at være en glødende Fortaler for denne Væremaade, saa glødende, at han simpelthen ikke kan undgaa at komme til at staa i et lidt latterligt Skær. Da De alle har mødt Typen paa Deres Vej, behøver jeg ikke at opholde mig mere ved den, og jeg vilde aldrig have berørt den, om den ikke i sig selv udgjorde en Parallel til en anden Type, som De ogsaa kender.

Som allerede nævnt inkarnerede hele det demokratiske Idemateriale i Platons Bevidsthed. Han var Demokrat til det inderste af sit Væsen, og hver eneste af os staar i Gæld til ham, saa sandt som, at al vor længsel efter et demokratisk Samfund har Rod i de Tanker, han formulerede. Men lader vi vor Intellekts Søgelys gaa endnu længere tilbage i Tiden, møder vi de store religiøse Seere. Disse Mennesker, der dog heller ikke kan siges at være uden Indflydelse paa vort Liv idag, formulerede ikke deres Syner paa samme Vis som Platon. For dem var Samfundets Form ikke det egentlige, for dem var Menneskets udødelige Sjæl det altoverskyggende Problem, og hele deres Forkyndelse var viet denne Sjæls Mysterium. Alle disse store Seere viste hen til en ny Tid, og Kristus gaar saa vidt, at han forudsiger en Tid, i hvilken der kun findes "een Hjord med een Hyrde". Vi møder her Forudsigelsen af det kommende rigtige Menneskerige, men vi ser ogsaa, at i eet var alle de store Seere enige, og det var, at dette Rige først kunde blive en Realitet, naar den enkeltes Moral naaede en høj, afklaret Form. Var Moralen afklaret, d.v.s. bar Vedkommende "loven i sit Hjerte", var et Liv i Skønhed, Kunst og Lykke ham sikker, var den derimod primitiv, var Lidelsen det Svar, Livet vilde give ham.

Og som vi nu indenfor den demokratiske Udvikling finder Mennesker, for hvem Ideerne er betydeligt mere indlysende end de samme Ideers Konsekvens, den praktiske Væremaade, finder vi ogsaa idag utallige Mennesker, for hvem den religiøse Teori er langt behageligere end den Praksis, de store Vise har forkyndt som den eneste Vej til den Fred, alle begærer. Ordene "Tag dit Kors og følg mig" kan lyde smukt i et Menneskes Mund, men de er vanskelige at følge i Praksis. Og dog indeholder de et uomgængeligt Krav, om man ønsker den saa efterstræbte "Kristusbevidsthed".

Som der utvivlsomt indenfor det politiske Liv Jorden over findes mange Mennesker, for hvem f.Eks. den kommunistiske Idé i den Grad nar haft Betydning, at de med hele deres Sjæl søger at opfylde dens Krav, lever der ligesaa utvivlsomt Mennesker, der paa alle Maader søger at leve i Kontakt med de høje religiøse Idealer. Hvad Væremaade angaar, maa disse Typer staa hinanden meget nær. At der rent teoretisk kan være Forskel, at den ene er "Gudløs", hvor den anden føler sig i bevidst Kontakt med Guddommen, spiller ikke i denne Forbindelse nogen større Rolle, Mange af os vilde sikkert gerne leve i et gennemkærligt og hundrede Procents tolerant gudløst Samfund fremfor i det, vi her er født ind i, saa meget mere som ens personlige Gudsforhold dog er den dybeste og mest intime Privatsag, der eksisterer. At et saadant Samfund simpelthen ikke vilde have kunnet undgaa at finde Gud, er saa en Sag for sig.

Men de ovennævnte Typer er ikke i Flertal i Verden i Dag. Vi er alle, religiøst som politisk, "Halvvæsener". Vi vil gerne det rigtige, men vi evner det ikke endnu. Vi er, kort sagt, Mennesker som er "paa Vej". Men det forhindrer ikke, at vi er i Stand til at se Tingene, som de er, og som vi indenfor det politiske Liv møder Salonsocialister og Salonkommunister, møder vi ogsaa indenfor det religiøse Liv Salonkristne og Salonokkultister.

Det er saa let at stille Fordringer til sine Medmennesker, og det er især uendelig let at svinge Svøben over dem, saa let, at det faktisk er blevet en almenmenneskelig Fornøjelse. De er i Øjeblikket Gæst indenfor et Omraade, der fra sin første Skabelse blev viet en Tolerance, som endnu er ukendt blandt det store Flertal af Mennesker. Den Mand, som skabte dette Omraade, er i sin egen Natur selve Tolerancens Inkarnation. Han ved saa meget om Livet, at det er ham umuligt at lade være med at elske Menneskene. Denne sin Kærlighed har han nedfældet i sit Livs Hovedværk "Livets Bog", vel nok den skønneste Haandsrækning noget Menneske har givet et andet i dets Kamp for indre sjælelig Balance. De Mennesker, som sammen med ham, skabte denne skønne Plet, var alle inspirerede af Tankerne i Livets Bog, og de hjalp ham, fordi de forstod, at hans Ønske om en Skole, hvor selve det daglige Liv, det daglige Samvær, udgjorde den egentlige Undervisning, var rigtigt og maatte opfyldes. Men, og dette er meget vigtigt for Dem alle at vide, der var ikke i Martinus Sind blot eet Øjeblik Ønsket om, at nogen Tvang, aabent eller skjult, skulde finde Rum indenfor dette Omraade. Det er rigtigt at baade han selv og de fleste af os, der er tilstede i denne Sal, lever vegetarisk og giver Afkald paa Nydelsen af Tobak eller Spiritus, men ingen af os kan staa frem og sige, at vi gør det paa Grund af et personligt Ønske hos ham. Vi gør det som et Resultat af vore egne, bevidste Ønsker. Naar jeg nævner dette saa stærkt som Tilfældet er, er det, fordi jeg i denne Sags Tjeneste atter og atter møder Salonokkultismen paa min Vej, Farisæismen er ikke noget, der kun hører Fortiden til. Den moralske Pegefinger dukker ofte op, hvor man mindst venter den. Personligt kan jeg bekræfte, at det er dejligt at leve vegetarisk. At jeg daarligt ved, hvordan Tobak og Spiritus smager, beror muligvis paa, at jeg aldrig har følt Trang til disse Ting, det behøver ikke at have noget med Moral at gøre, men hvis det, at De og jeg lever saaledes, fører os til en Fordømmelse af dem, der lever anderledes, maa vi gøre os klart, at vi dermed har overtraadt et af Næstekærlighedens fundamentale Krav: vor Modparts Ret til at leve sit eget Liv.

Kosmos Ferieby træder nu ind i et stort, nyt Afsnit. Det har ingen Kunst været at leve her saa længe praktisk taget alle af egen fri Vilje levede i Overensstemmelse med disse høje Idealer. Nu bygger vi et stort Omraade ud, hvor alle kan leve saakaldt "normalt", og De maa ikke indstille Dem paa, at dette kun skal vare "en kort Tid". Det vilde naturligvis være dejligt, om Klintsøgaard udelukkende blev belagt med Vegetarer, men vi maatte i saa Tilfælde omgaaende udvide. Martinus Arbejde er en Verdensbevægelse i Fødsel, og en Verdensbevægelse hverken kan eller skal begrænses af Krav, der paa den ene Side kan synes selvindlysende, men som paa den anden Side er rendyrket Tvang. Hvem er De og jeg, at vi skal sætte os til Doms over vore Medmennesker? Hvem tør vove at paastaa, at vi skulde være bedre Mennesker end andre, blot fordi vi ernærer os anderledes? Rummer vore Sind endnu ikke mindst lige saa store sjælelige Ufuldkommenheder som andre saakaldt normale Menneskers? Vilde vi opfylde vort eget inderste Ønske om at søge at være i "Guds Billede" ved at begynde at "se ned" paa anderledes tænkende og levende Mennesker? Gælder den ældgamle kosmiske Formel "Hvo som synes at staa, se vel til at han ikke falder!" ikke lige saa godt for os, som for enhver anden? Jo den gør! Benægter vi det, er vi Salonokkultister i dette Ords mest ubehagelige Betydning.

Nej, naar saa mange som Tilfældet er, har staaet sammen om at skabe dette Sted, beror det helt enkelt paa, at denne Skabelse udgør Realisationen af en Drøm, vi alle bærer paa i vort Hjerte, Drømmen om en Plet, hvor den efterhaanden næsten hjemløse Tolerance kan faa et blivende Fristed. Det har aldrig et Øjeblik generet mig at være sammen med et Menneske, der i Fred med sig selv nød sin Cigar eller Cigaret, men det har pint mig mere end Ord kan udtrykke, at Mennesker for min Skyld har brændt sig i Haanden for at skjule for mig, at de netop var i Færd med at nyde en Cigaret. Jeg har kendt Martinus i snart mange Aar, og jeg ved mig helt i Kontakt med ham, naar jeg siger, at det væsentligste her i Livet ikke er, at man aldeles omgaaende holder op med at spise Kød, ryge eller drikke, men derimod, at man hurtigst muligt begynder Kampen mod den Intolerance, der huserer i ens egen Sjæl. De kosmiske Analyser vil uafladeligt og paa sin Vis ubarmhjertigt vedblive at forkynde, hvorledes vi skal leve, for at være i Overensstemmelse med Livets højeste Love, saa ingen behøver at frygte for, at Aanden paa denne Plet nogen Sinde skal blive mindre inspirerende. Vi betragter det som en Selvfølge, at denne Sags ledende Personer nu og i al Fremtid selv stræber efter at leve i Kontakt med de Idealer, de forkynder for andre. Men dette indeholder ikke, at disse Mennesker nogen Sinde vil have Ret til at udvide disse Krav til ogsaa at omfatte andre. Gør de det, da vil de gaa direkte mod Aanden i Livets Bog, og da vil de ved deres egen Adfærd afsløre, at de aldrig har kendt den kærlige Aand, der var Martinus Livs Kendemærke.

– – – –

Og maa jeg saa til Slut bringe Dem alle en kærlig Hilsen fra Withus. Han har nu lykkeligt overstaaet Operationen og er selv ved straalende Mod. Men der venter ham et meget langt Sygeleje, saa skulde De ind imellem faa Lyst til at sende ham et Par opmuntrende Ord, tror jeg, at det vil være meget velkomment. Hans Adresse vil sandsynligvis det første halve Aar være: Frederiksberg Hospital, Røntgen- & Lysafd. N 3, Ndr. Fasanvej 57, København F.