Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den paa Jorden til Dato gældende, videnskabelige Forskningsmetode, der i sine sluttelige Analyser resulterer i "lysende Materie", hvilket altsaa vil sige "Stjernetaage", "Straaler" og "Bølger", er ved at gaa ind i en Fase, hvor den begynder at have udspillet sin Rolle, idet dens Ophav her er kommen til al fysisk Materies yderste Periferi eller Grænse. Nye, forstærkede, optiske Apparater vil kun forlænge Synet af Stjernetaage og vil derfor være ganske ude af Stand til at videreføre Aabenbaringen af selve Livets Mysterium, idet denne Materiens lysende Stjernehorisont er den guddommelige Korrespondances sidste hendøende Straaler, før den fortoner sig og bliver lig det store – Intet. At forske videre ad denne Vej, lader sig altsaa ikke gøre, idet vi her er kommen til Vejs absolute Ende eller Ophør. Den Viden, der her sparsomt siver frem, er som en enlig Tot Græs i en milevid Ørken og bliver mere og mere lig – Intet.

Men da Livet ikke kan eksistere uden paa Basis af Oplevelse af ny Viden, og da det samtidigt i Følge sin kosmiske Analyse er udødeligt, bliver det her aabenlyst, at der maa findes en anden Vej, ad hvilken en urokkelig Fortsættelse af Tilegnelsen af ny Viden kan finde Sted eller komme til Udløsning. Denne anden Vej gaar altsaa hverken gennem Teleskopet eller Mikroskopet, selv om man naturligvis ikke kan frakende disse Faktorer deres Identitet som uundværlige, guddommelige Redskaber for Videnskabens Førelse frem til det Stadium, hvor den nævnte ny Vej bliver den eneste Nøgle til den fortsatte Aabenbaring af Løsningen paa Livets Gaade eller dybeste Hemmelighed.

Ved den almindeligt gældende, fysiske Sansemetode er Individet afhængigt af Tiden og Rummet eller et fast, fysisk Perspektiv, som det ikke paa nogen særlig realistisk Maade kan komme uden om. Dette faste Perspektiv bevirker saaledes, at nogle Genstande f. Eks. kan være "for nær ved", saaledes at den behørige Afstand, af hvilken et Overblik over disse betinges, for Forskeren ikke er til Stede. Dette er f. Eks. Tilfældet med Jorden, der jo er det jordiske Menneskes "nærmeste" Stjerne. I det fysiske Sanseperspektiv er den alt for nær paa, dens enkelte Detailler alt for store og undertiden i Stand til helt at udfylde Sansehorisonten. Det jordiske Menneske har ingen Adgang til paa almindelig fysisk Sansemaade at faa Jorden paa en saadan Afstand, at et derpaa hvilende fundamentalt og praktisk Overblik over den kan blive oplevet. Det maa nøjes med et – teoretisk.

Medens Jorden saaledes er for nær inde paa Individet til at kunne fysisk "overses", er de andre Stjerner i Realiteten saa "langt borte", at de svinder ind og kun bliver til smaa, lysende Punkter, der for det fysiske Syn helt fortoner sig over i det Usynlige. Og det kun fysisk materielt indstillede Individ befinder sig atter her kun paa – teoretisk Grund. Men dette forhindrer dog ikke, at der alligevel findes en Adgang til rent praktisk at opleve det Realistiske, det Væsentlige paa de mindste og største Stjerner, baade de, der er i vor Nærhed, og de, der er os fjernest i Universet, baade de, der som Kæmpesole kaster sine Straaler Tusinder og atter Tusinder af Lysaar gennem Rummet ind imod os, og dem, der som smaa Elektroner baner sig Vej gennem Materiens Dyb, og hvis Skin er med til at skabe Lyset i vor Skrivebordslampe saavel som Blodets Sus i vore Aarer. Der eksisterer altsaa en Sansemetode, der, naar Individet bliver tilstrækkeligt udviklet, giver det Adgang til en paa virkelig Selvoplevelse baseret, absolut Viden om fremmede Verdener, Stjerner og Sole saavel som om Detaillerne i Atomer, Elektroner, Molekyler o. s. v. Og det er denne Oplevelsesform, der er den absolut eneste, gennem hvilken Materiens Identitet som Tankeenergi eller Bevidsthed og Universets dybeste Analyse eller Identitet som "levende Væsen" eller kort sagt den eneste Oplevelsesform, gennem hvilken Verdensaltets største Aabenbaring den evige Guddom og vor egen Identitet som udødelige Gudesønner, kan komme til Syne. Da denne Oplevelsesform saaledes er den allerhøjeste og mest fundamentale i al Tilværelse, har jeg udtrykt den som "Guds Korrespondance"; men i Realiteten udgør den det samme som det, der i Biblen betegnes som "Den hellige Aand".

Da den almindelige, videnskabelige Forskningsmetode kun er indstillet paa – Materie, kan den overalt kun komme til Materie, hvilket igen vil sige, at Materien overalt kun viser sig som – Stof, som Materiale, men fremtræder derimod ikke som – Liv. Men en Forskningsmetode, der overalt kun resulterer i "Stof", kan kun vise Verden som – livløs. At se Verden som Stjernetaage, som Straaler og Bølger, som Vand, Luft, Hav og Himmel, som Mælkeveje, som Stjerner, Sole og Planeter er at se en død Verden, en livløs Realitet, det er at se Mørket i Stedet for Lyset, det er at tro paa og tilbede Døden i Stedet for Livet, det er at kende en Bogs Papirværdi, dens fysiske Vægt og Maal, dens Farve og Pris uden at kunne læse dens Tekst eller have nogen Anelse om dens Literaturværdi eller aandelige Indhold.

Den jordiske Videnskab staar med "Livets Bog" i Hænderne, hvilket i dette Tilfælde naturligvis ikke skal betyde det af mig skrevne Værk, men derimod den daglige Tilværelse med alle dens Detailler og Oplevelser, uden dog at kunne forklare eller læse dens virkelige Indhold: Udødelighed. Den samme Videnskab ser Liv og Bevægelse overalt, men dens Forskningsresultater er ikke desto mindre kun – Stof, er Materie, er atter og atter Ting, der kan vejes og maales, er Ting, der fremtræder i Gram, Vibration og Styrke. Men at eje Faciter, der kun udtrykker Grader i Maal, Vægt og Bevægelse, giver ingen Viden om det virkelige og absolute Liv og dermed heller ingen Beviser for den absolute, evige Tilværelse, der er alle levende Væseners højeste Privilegium, thi Livet kan ikke veje noget. Det er til Stede i lette saavel som i tunge Væsener, pulserer i smaa saavel som i store Individer.

Naar jeg her nævner disse Fakta er det naturligvis ikke for at kritisere eller indvende noget imod den jordiske Videnskab, tværtimod, det er jo kun for at paavise dens kommende, aandelige Kursændring. Kun at kende Jordens eller Livets Materieværdi er jo en ligesaa ufærdig eller ufuldkommen Viden som den, en Mand har om en Bog, han ikke kan læse. Ligesom Bogens Papirværdi ikke kan føre ham ind i dens aandelige Dybder, saaledes kan Kendskabet til Verdens Materieværdi, dens Maal og Vægt heller ikke føre Forskeren ind i selve Livets virkelige Analyse, kun ind i Materiens umaadelige Dybder og Labyrinter.

Den jordiske Videnskab, der er Begyndelsen til Den hellige Aand eller det Bevidsthedslag, gennem hvilket Gud bliver synlig eller Livets Udødelighed til Kendsgerning, er nu ved at være færdig med Aabenbaringen af Materieværdien eller alle saadanne Analyser, der udtrykkes i Maal, Vægt og Hastighed. Den har paa vidunderlig Maade for sin undrende Samtid kastet en Lysstribe tværs over Materiens store Bælte lige fra Mælkevejenes umaadelige Stjernetaager i Makrokosmos til Atomernes, Elektronernes og endnu mindre Partiklers lysende Stjernetaager eller Bølgelængder i Mikrokosmos.

Naar jeg i det foranstaaende har betegnet den jordiske Videnskabs Resultater som en Lysstribe gaaende "tværs over Materien", vil jeg dermed pointere, at den gennem disse Resultater udtrykte Forskningsretning adskiller sig fra en anden Forskningsretning, hvis Lysstribe kun kan udtrykkes som "gaaende paa langs ad Materien".

For at forstaa dette maa man sammenligne selve Materien, der jo er Objektet for al Forskning, og gennem hvilken al Oplysning manifesteres, med et Legeme, der har en bestemt Bredde, men er uendeligt i Længden. Dette Legemes Bredde strækker sig altsaa fra Stjernetaagen i Mikrokosmos til Stjernetaagen i Makrokosmos, fra Mælkevej til Bølgelængde. Og det er altsaa denne Strækning, den jordiske Videnskab i Kraft af sin Forskning har tilbagelagt, og af hvis Ydergrænser den nu er ved at begynde at standses. Da Materien i den her nævnte Retning "tværs over" sluttelig kun udtrykker sig i Stjernetaage og denne igen fortoner sig i en Slags "Intet", maa al Forskning her af sig selv ophøre. Men før Forskeren saaledes her har naaet Grænsen, er han altsaa blevet beriget med Kundskaben om Livets Materieværdi. Han er Ekspert i al Viden, der udtrykkes gennem Maal, Vægt og Hastigheder. Men han er ikke Ekspert i Viden om disse Faktorers Ophav. Han er ikke særlig kyndig i selve det "Levende" eller det disse Faktorer skabende og dirigerende Element, idet denne Form for Viden absolut ikke kan komme til Syne gennem Maal eller Hastighedsgrader. Han ved saaledes ikke endnu, at enhver Form for Maal, enhver Form for Vægt, enhver Form for Bevægelse eller Hastighed saavel udenfor i Naturen, i Universet, som inde i hans egen Organisme og Bevidsthed kun kan være Udtryk for – Vilje, og dermed for Aand og Tænkning. Han ser alt i "Tal" og "Bogstaver", men kan endnu ikke "læse" "Ord" eller "Sætninger", og kan derfor ikke komme til den Viden, som disse "Ord" og "Sætninger" udtrykker. Han har "Bogen", kender dens Maal, Vægt og alle dens ydre Detailler, men kan endnu ikke tilegne sig mere Viden, før han faar "lært at læse", saaledes at han kan udtyde "Bogen"s forskellige "Bogstavkombinationer". Denne "Bog" er altsaa det samme som den samlede daglige Tilværelse. "Bogstaverne" er de enkelte, daglige Oplevelser. Dem kan den jordiske Videnskabsmand altsaa endnu kun udtyde i "Tal" og "Bogstaver", hvilket vil sige i Maal og Vægt, men ikke i "Ord" og "Sætninger", hvilket i dette Tilfælde vil sige "kosmiske Analyser". Men naar han kun kan udtyde det daglige Liv i "Tal" og "Bogstaver", ikke i "Ord" og "Sætninger", kan han jo heller ikke udtyde dets Mening og Hensigt.

At udtyde Livets Mening og Hensigt kan altsaa kun gøres gennem en Forskningsmetode, der er indstillet paa "Liv" og ikke blot og bar paa Maal, Vægt og Vibration. Og det er denne Indstilling, der vil være at udtrykke som "gaaende paa langs ad Materien". At forske paa "langs ad Materien" vil altsaa være det samme som at forske paa Basis af Evnen til at udtyde den Vilje, de Meninger og Sætninger, som det daglige Livs "Bogstav"- og "Talkombinationer" i Virkeligheden har til Hensigt at udtrykke. Den Vekselvirkning, der her opstaar mellem Forskeren og hans Forskerobjekt er intet mindre end – "Guds Korrespondance", er Individets voksende Evne til at "se Gud", er dets Oplevelse af de evige Fakta som Kendsgerninger. Det er "kosmisk Bevidsthed" eller Individets totale Overskygning af den hellige Aand.

Forskningen paa "langs ad Materien" adskiller sig yderligere fra Forskningen paa "tværs ad Materien" derved, at den er – uendelig. Forskningen paa "tværs ad Materien" støder altsaa mod det store – Intet, hvis Forposter er Stjernetaagen i Mikrokosmos saavel som i Makrokosmos. Den giver kun Individet Kendskabet til "Bogen" og dens "Bogstaver". Men Forskningen paa "langs ad Materien" giver Individet Evnen til at "læse" eller udtyde dens sande og virkelige Indhold. Og med denne Evne begynder Livets og Guddommens sande Aabenbaring for Individet. Og denne er uendelig. Her spærres Synet ikke af nogen som helst Form for Stjernetaage eller af noget tilsyneladende – Intet. Livets Oplevelse bliver her i stigende Grad mere og mere synligt som evigt uforgængeligt, tiltagende i Lys, Harmoni og Kærlighed.

At udtrykke de her nævnte to Retninger for Forskning, paa hvilken Oplevelsen af det virkelige Kendskab til Livets sande Identitet er baseret, lader sig ikke gøre i fysisk Form uden gennem to Linier, der gaar paa tværs af hinanden. Men to Linier, der gaar paa tværs af hinanden, er jo – "Korsets Tegn". Og vi har altsaa her den allerdybeste eksisterende Analyse af dette "Symbol", som gennem Kristusbegivenheden blev saa aktuelt for Vestens Nationer. Korset er altsaa i Virkeligheden et urokkeligt Tegn eller Symbol over al Sansnings Fuldkommenhed. Paa Sansningens Fuldkommenhed beror jo det højeste Lys i Bevidstheden. Korset bliver derved fra Evighed til Evighed uomstødeligt Lysets Symbol – ganske uafhængigt af Kristus. Men da Kristi Død var saa betydelig, at den blev en Verdensgenløsning, og saaledes var en altoverstraalende Kærlighedsmanifestation, og denne Død netop blev fuldbyrdet paa et Kors, kom Korsets Tegn atter frem i Lyset, kom til at opleve en Renaissance. Dets Identitet som "Lysets Symbol" blev urokkelig stadfæstet og vil tilsidst blive hædret af alle Folk gennem alle Tider.

Den Kursændring, som Videnskaben nu ubevidst er ved at afstedkomme, vil altsaa afvige fra den gamle, videnskabelige Kurs derved, at medens dennes Resultater fremtræder i Maal, Vægt og Hastigheder, vil den ny Videnskabs Kendsgerninger blive "Aand", "Liv" og "Bevidsthed". De vil udtrykke Individernes Udødelighed og den derpaa hvilende, guddommelige Verdensplan. Guds Identitet som Verdensaltets "Faste Punkt" vil blive Individernes realistiske Oplevelse, hvilken Oplevelse igen vil underminere alle Former for Frembringelsen af det dræbende Princips Redskaber. Alle den ny Videnskabs Opfindelser vil kulminere i Kærlighedens Fuldbyrdelse paa samme Maade, som den nuværende Videnskabs Opfindelser kulminerer i Frembringelsen af Krigens Tortur- og Lemlæstelsesraffinementer. Den jordiske Videnskabs Opvaagnen i sin virkelige Identitet som "Den hellige Aand" er altsaa den Kursændring, som nu forestaar. Det maa dog bemærkes, at denne Kursændring først vil blive særlig aktuel, naar Verden har oplevet eller gennemgaaet den bloddryppende Lemlæstelsesproces, som den nuværende Videnskabs tekniske og kemiske Opfindelser paa Myrderiernes og Ødelæggelsernes Omraade snart vil bringe til Udløsning. Men vi skal dog her alligevel kaste et flygtigt Blik hen over den Forskningsmetode, som den samme Videnskab efter Kursændringen vil betjene sig af. Dens Kendskab til Materiens Maal, Vægt og Hastigheder har til den Tid forlængst kulmineret, og den søger da ikke mere disse Resultater. Men da disse Resultater har aabenbaret en i Naturens Frembringelser uomstødelig, haarfin Logik eller Intelligens, og Intelligens ikke kan blive til eller have til Ophav Kombinationer af Materie af den eller den Art, men derimod udelukkende kun kan eksistere som en Bevidsthedsfaktor, hvilket vil sige en Realitet, der kun kan være en Egenskab ved et levende Væsen (en død Ting kan ikke have Intelligens), bliver det – Livsanalysen og ikke – Materieanalysen, der er det centrale i den kommende Videnskab. Den nuværende Videnskab vil derfor mere og mere gaa bort fra at veje, maale og beregne Materien, til Fordel for en tiltagende Analysering af Bevidsthed, Tanke og Liv. Den vil se paa selve det levende Væsen, – ikke i Form af "Vivisection", thi ved Vivisection fjerner den jo noget af Livet, Objektet for dens Iagttagelse, og besværliggør eller modarbejder derved sin oprindelige Hensigt. Den vil derimod se paa det levende Væsen i dets fulde Manifestation og Fremtræden. Og ved at rette Sansningen eller Forskningen ind paa selve det Levende, vil Livets Analyser aabenbare sig ligesaa uomstødeligt, som Materiens Analyser aabenbarer sig eller bliver tilgængelige ved dens nuværende Indstilling paa selve Materien.