Kosmos 1947/2 side 3
MARTINUS:
Mellem to Verdensepoker
LIVSOPLEVELSENS KULMINATION
(Fortsat)
Menneskenes tids- og rumdimensionelle Opfattelse af Krigsansvaret
Ja, Menneskene mener jo allerede at have fundet de ansvarlige for Krigen og dermed den sande Krigsaarsag. Har man ikke efter det store Verdensdrama eller Krigsbulder oprettet mangfoldige Særdomstole, hvis Opgave det er at undersøge alle de saakaldte "Krigsforbrydere"s Forhold og tildele dem Straf og med Frakendelse af almen Tillid udstøde dem af Samfundet eller gøre dem fredløse i saadanne Tilfælde, hvor man ikke ligefrem henretter dem? -
Dette viser altsaa, at den herskende Offentlighed mener at kunne komme Ondet til Livs eller oprykke Krigens Rod ved at straffe eller henrette en Serie Mennesker, der har været særlige aktive Krigsophidsere. Man tror saaledes, at denne Klike af Mennesker bærer hele Ansvaret for det store Verdensdrama, hvis Virkninger Nationerne eller Samfundene Kloden over i Dag sukker og stønner under. Hvis denne Klikes krigsophidsende Diktatorer, Førere og Haandlangere ikke var fødte, vilde alt have været idel Fyd og Gammen. At det overlevende Samfund maatte reagere paa denne Maade er selvfølgeligt, saalænge dets Medlemmer sansemæssigt er rum- og tidsdimensionelt bundet. Nævnte Medlemmer kan ikke vaagen dagsbevidst se ud over det Rum eller den Tid, de til enhver Tid maatte befinde sig i og er derfor ganske afskaaret fra at se, at intet Menneske eller nogen Klike kan have Ansvaret for Menneskehedens Skæbne, og at dette Ansvar derfor ligger paa et helt andet Plan. For at kunne sanse paa dette Plan maa det levende Væsen have en "højpsykisk" Sanseevne, der igen er det samme som "kosmisk Bevidsthed" eller den sjælelige Tilstand, der i Bibelen Gang paa Gang udtrykkes som "Den hellige Aand". Det var i Kraft af denne sjælelige Tilstand, at Jesus og de største af Menneskehedens spirituelle Førere og Profeter sansede eller oplevede Livet.
Den lavpsykiske og højpsykiske Sanseform
Jordmenneskene af i Dag har ganske vist en vis Psyke eller sjælelig Side ved deres Bevidsthed, som hos enkelte Personer kan give sig Udslag i Form af Mediumisme, Clairvoyance, Telepati eller lignende, men disse Foreteelser kan ikke udtrykkes som "kosmiske" eller "højpsykiske", idet de er ligesaa rum- og tidsdimensionelle som de rent fysiske Sanseformer. De giver ikke "Evighedsfacitter", hvilket vil sige Facitter af "Noget", der ikke er Tid og Rum, "Noget", der ikke er Maal og Vægt. De nævnte Facitter vil derfor altid være "Tid-" og "Rumfacitter", der igen er det samme som "Maal-" og "Vægtfacitter". At Verdenskrigene eller Menneskehedens Skæbne ikke er et "Maal- eller Vægtspørgsmaal", men et "Psykespørgsmaal" turde vel være indlysende. Med "Maal- og Vægtfacitter" klarer man ikke sjælelige Problemer. Nævnte Facitter udtrykker saaledes kun Begrænsninger. Og Begrænsninger er igen det samme som Adskillelse fra Helheden. Men noget, der er adskilt fra Helheden, kan jo kun udgøre en Lokalitet. Og et Facit, der kun udgør en Analyse af en saadan Lokalitet, kan umuligt være det fuldkomne Udtryk for den Helhed, under hvilken nævnte Lokalitet henhører. Der bliver derved to Slags Grundfacitter, naar der er Tale om Verdensaltet eller Kosmos, nemlig "Lokalfacitterne" og "Helhedsfacitterne". Da man med almindelig fysisk Sansning og de i Tilknytning hertil forekommende førnævnte psykiske Sanser udelukkende kun kan sanse Lokalfacitter, hvilket vil sige Begrænsninger, Maal og Vægt eller Tid- og Rumdimensioner, vil nævnte Sanseform være at udtrykke som "lavpsykisk". Denne Sanseform giver altsaa ingen som helst Afsløring eller Analyse af selve det "Noget", der maaler og vejer og dermed oplever eller skaber Tiden og Rummet eller fremtræder som det villieførende "Noget" eller Jeg'et i de levende Væsener. Dette "Noget" udgør altsaa "Skaberen" bag "det skabte". Da "Skaberen" adskiller sig fra "det skabte" ved ikke som dette at være "Tilblivelse" og "Ophør" underkastet, kan samme "Skaber" ikke opleves eller sanses igennem den tids- og rumdimensionelle eller "lavpsykiske" Sanseform, idet Tilgængeligheden for denne Sanseform jo betinges af, at Sanseobjektet netop er "Tilblivelse" og "Ophør" underkastet.
At der findes en saadan udenfor Rum og Tid eksisterende "Skaber" eller et "Noget", der ikke er Rum eller Tid og derfor ikke har Maal og Vægt, bliver blandt andet til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at Livet eller det levende Væsen i sig selv er "Mystik" og bliver endnu mere mystisk, jo mere man med tekniske og kemiske Hjælpemidler har været i Stand til at lægge vældige Rum- og Tidspanoramaer bag sig som Maal- og Vægtfacitter. Men da Mystikken om Livet eller det levende Væsen vokser i samme Grad, som den materielle Videnskab tager til, bliver det her aabenlyst, at der er noget ved de levende Væsener, den umuligt kan klare, samtidigt med at Bibelens Bebudelse af dette, at "dø Døden" som en Følge af "Nydelsen af Kundskabens Træ" her bliver til en uomstødelig Kendsgerning. "Nydelsen af Kundskabens Træ" er jo det samme som Dyrkelsen af den materialistiske Erfaringszone. Da denne Dyrkelse forhøjer Mystikken om Livet eller det levende Væsen samtidigt med, at den gør dette til eet med Materien, til eet med Tiden og Rummet og dermed til eet med "Tilfældigheden", der igen er det samme som "det planløse" og dermed "det livløse", har vi her for os den Proces, der opfylder det guddommelige Bud: at "dø Døden".
Men naar der saaledes eksisterer en Proces, der fører imod "Døden", maa der ogsaa være en Proces, der fører imod "Livet". Og Bibelen har da ogsaa hentydet til en saadan Proces med Betegnelsen "Livets Træ". Ved sin "Nydelse af Kundskabens Træ" blev "Adam" og "Eva" jo ført bort fra "Livets Træ". At "nyde af Livets Træ" maa altsaa være en Sanse- eller Oplevelsesform, der er ganske anderledes end den "lavpsykiske". Denne Sanseform maa være en Evne til at opleve og afsløre den Side ved det levende Væsen eller Livet, som den "lavpsykiske" Sanseform gør til Mystik. Men for at kunne fjerne Mystikken ved det levende Væsen maa den være en Evne til at sanse udenfor Tiden og Rummet. Det maa være en Evne til at sanse selve den Kombination af Uendeligheden i Tid og Rum, vi kalder "Evigheden". Da denne Sanseform saaledes er en diametral Modsætning til den "lavpsykiske" Sansning, vil vi her udtrykke den som "højpsykisk".
Forskellen paa den "lavpsykiske" og "højpsykiske" Sanseform vil altsaa bestaa i, at medens man igennem "lavpsykisk" Sansning umuligt kan sanse en Ting før dens Begyndelse og efter dens Ophør, kan man igennem "højpsykisk" Sansning sanse Objektet baade før dets Begyndelse og efter dets Afslutning. Derved kommer enhver Ting til at have to Facitter, nemlig et "lavpsykisk" og et "højpsykisk". En Tings "lavpsykiske" Facit vil altsaa sige: dens Fremtræden i Tidsrummet indenfor dens Tilblivelse og Ophør. En Tings "højpsykiske" Facit vil derimod sige: Tingens Fremtræden inden dens Tilblivelse og efter dens Ophør. Nu vil man muligvis her indvende, at en Ting dog ikke kan være til før dens Tilblivelse og efter dens Ophør. Og det maa naturligvis her indrømmes, at for "lavpsykisk" eller tids- og rumdimensionel Sansning eksisterer Tingen selvfølgelig ikke udenfor det Rum og den Tid, der strækker sig fra dens Tilblivelse til dens Ophør, men for "højpsykisk" eller evighedsdimensionel Sansning eksisterer Tingen evindelig. Det er rigtigt, at den ikke eksisterer som Rum og Tid og kan derfor ingen Maal- og Vægtanalyse have, men dette betinger jo ikke, at det "Noget", der var Tingen, nu skulde være blevet til et totalt "Intet". "Noget" kan nemlig lige saa lidt blive til "Intet", som "Noget" kan komme af "Intet". Enhver fysisk Ting, hvilket vil sige: enhver "skabt" Ting har saaledes en "højpsykisk" eller "kosmisk" "Fortid" og vil faa en tilsvarende "højpsykisk" eller "kosmisk" "Eftertid". Da Tingen i denne "Fortid" og "Eftertid" ikke er rum- og tidsdimensionel og derfor ikke har Maal og Vægt, kan den ingen Analyse have ud over at være "Noget, som er". Da dette "Noget" var, før det blev til en fysisk Ting og fortsætter med at være, efter at det har været en fysisk Ting, har det jo ogsaa eksisteret, medens det var en fysisk Ting. Det er derfor her i sin "højpsykiske" Tilstand synligt som identisk med "Evigheden".
Uendeligheden i Rum og Tid til Stede i enhver Begrænsning
Som foran berørt er "Evigheden" og dermed "Uendeligheden" til Stede i enhver skabt Ting, den være sig nok saa lille eller mikroskopisk. Tager vi en ganske lille Ting, f. Eks. en Ært, kan vi dele den i to Dele, og hver Del kan igen deles i to Halvdele og saaledes fortsættende. Vi kan aldrig komme til saa lille en Del, at den ikke stadigt kan deles, selvom vi naturligvis forlængst paa Grund af Delenes Lidenhed har maattet opgive at kunne foretage Delingen med noget fysisk Instrument. Men dette betyder jo kun en fysisk Uformuenhed hos os og ikke, at Tingen i sig selv ikke kan deles. Igennem "højpsykisk" eller "kosmisk" Sansning kan vi aldrig nogen Sinde naa til saa lille en Del, at den ikke bestaar af to Halvdele. Og vi har saaledes her for os i Form af den lille Ært selve "Uendeligheden". Paa samme Maade kan vi analysere dens Alder. Hvis den f. Eks. er et Aar gammelt, kan vi inddele dette Tidsrum i to halve Aar. Hvert halve Aar bestaar igen af to Fjerdedele og hver Fjerdedel igen af to Ottendedele og hver Ottendedel igen af to Dele og saaledes fortsættende. Vi kan altsaa psykisk eller tankemæssigt blive ved med at inddele Ærtens Alder uden nogen Sinde at komme til saa lille en Brøkdel, at den ikke mere kan deles. Men derved kommer "Uendeligheden" jo ogsaa til Syne i Ærtens Alder. Men "Uendeligheden" i Tid og "Uendeligheden" i Rum er det samme som "Evigheden". Vi har altsaa her for os "Evigheden" i Form af den lille Ært. Vi har dermed set, at Ærten rummede i sig "Noget", der eksisterede udenfor Tid og Rum, "Noget" der viser sig som identisk med "Evigheden". Denne Side af Ærtens Natur er altsaa af en "højpsykisk" Tilstand. At vi ser denne "Evighed" i Form af en Ært eller som en begrænset Foreteelse, der er Tilblivelse og Ophør underkastet, er altsaa Resultatet af "lavpsykisk" Sansning. Ærtens Tids- og Rumdimensioner er saaledes ikke dens totale Analyse. Ærtens Slutanalyse er dens Rodfæstning i og Aabenbaring af "Evigheden". Og ligesom Ærten vil en hvilken som helst "skabt Ting" være en for "lavpsykisk" Sansning skjult, men for "højpsykisk" Sansning fremtrædende Aabenbaring af "Evigheden".
Hvad er Evigheden!
Ligesom Ærtens Slutanalyse var identisk med "Evigheden", saaledes vil en hvilken som helst "skabt Ting"s Slutanalyse paa samme Maade være identisk med "Evigheden". Derved bliver denne alle "skabte" eller "timelige" Tings absolutte kosmiske eller "højpsykiske" Grundfacit. Men dette Grundfacit, denne "Evighed" er altsaa ikke en rum- og tidsdimensionel Foreteelse. Den er ikke "Materie", den er ikke "Stof", den har ikke noget "Volumen", den er ikke et Sted henne eller kan udtrykkes at være en saa og saa gammel Foreteelse. Men en Ting, der er uden Alder, uden Materie, uden Farve, uden Form og alligevel eksisterer, kan kun være "Noget, som er". Men da dette er det eneste, der er tilbage, naar en Ting opleves med "højpsykisk" eller "kosmisk" Sansning, kan det jo kun være det "Noget", der foretager Analysen, det "Noget", der sanser. Hvad andet skulde det vel være? - Der er ingen Rum, Tid, Materie, Form eller Farver, men kun Fornemmelsen af Analysen eller Oplevelsen af "Evigheden". Det "Noget", der sanser, er altsaa "det levende Noget" i Væsenet eller det, vi udtrykker som "Jeg"et. Og da det er det eneste, der eksisterer, naar den skabte Tings tids- og rumdimensionelle Fremtræden er opløst, og samme Ting derved viser sig identisk med "Evigheden", kan denne "Evighed" udelukkende kun udgøre det levende Væsen selv. Nogen anden "Evighed" forekommer eller findes ikke og vil umuligt kunne eksistere. Dette vil altsaa sige, at igennem "højpsykisk" Sansning oplever det levende Væsen sig selv som identisk med "Evigheden". "Evigheden" er saaledes ikke en Række Tids- eller Rumbegreber, men er "Jeg"et, "det levende" eller "Livet" i ethvert levende Væsen. Med denne Oplevelse er den sansede Ting saaledes blevet identificeret med "Evigheden" og "Evigheden" identificeret med Jeg'et. Derved er det levende Væsen blevet eet med Kosmos, Universet eller Verdensaltet. Draaben er blevet eet med Havet. Gudesønnen er blevet forenet med sin Fader. Og her har vi saaledes den "højpsykiske" Struktur bag Verdensgenløserens Udbrud: "Jeg og Faderen vi er eet". Og det er denne Forening med Universet, Kosmos, Verdensaltet eller Faderen, der er alle levende Væseners Maal her paa det jordiske eller "lavpsykiske" Tilværelsesplan. Og hermed er Mystikken ved Livet hævet, Udødeligheden bevist for den, der har "højpsykisk" Begavelse eller Intellektualitet nok til at fatte Beviset. Vi er her ved selve Livsoplevelsens Kulmination. En højere Form for Sansning eksisterer ikke. Den fortsatte Sansning herfra kan kun blive Draabens Adskillelse fra Havet, "den fortabte Søn"s Adskillelse fra Faderen eller "Adam"s og "Eva"s Vandring imod Mørket, bort fra "Livets Træ".
Uden "højpsykisk" Sanseform maatte Livet for evigt forblive et Mysterium
Uden "højpsykisk" eller "kosmisk" Sansning vil førnævnte Maal og Oplevelse umuligt kunne fuldbyrdes. Derfor er alle Jordens Mennesker allerede stærkt paa Vej til denne Sanseform. Da jeg ikke her kan komme nærmere ind paa Redegørelsen af det levende Væsens Sanseevne, maa jeg henvise til mit Hovedværk "Livets Bog", hvor denne vil faa sin indgaaende Specialanalyse. Naar jeg her har berørt dette for de fleste Læsere fremmede og eventuelt uforataaelige Problem, er det kun Fordi, at den virkelige Sandhed om Verdenssituationen umuligt lader sig fortolke og begrunde uden igennem ovennævnte to Sansefelter. Uden "højpsykisk" Sanseevne maatte Universet eller Kosmos og dermed Guddommen og det levende Væsen forblive et Mysterium.
(Fortsættes)
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige