Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg vil i dette Brev gerne berøre et Problem, som har optaget mig en Del. Det drejer sig om Begreberne Idealisme og Hykleri, som man ofte møder i en højst utiltalende Blanding. Det synes mig, som om det idealistiske Begreb her indirekte bærer paa en Skyld af ret ubehagelig Karakter, idet det ofte er den idealistiske Indstilling, der er den første udløsende Aarsag til Hykleriets tit helt ubevidste Begyndelse.

Det unge Menneskes Sind er mentalt set meget levende og derfor let modtageligt for stærke Indtryk og Impulser. Man føler i denne Periode Sandheden i et andet Menneskes Ord meget stærkt og gribes let af en vældig Trang til at leve denne Sandhed helt og fuldt uden at tænke tilstrækkeligt paa, om man nu ogsaa er i Besiddelse af de nødvendige moralske Forudsætninger herfor. Det ellers saa flygtige Moralbegreb afslører sig her som en endog meget realistisk Faktor. At ville noget, man dybest set er uden virkelig Evne til at gennemføre i sin fulde Konsekvens, bringer en uundgaaeligt ud i Hykleri. Først ubevidst, senere, ulykkeligvis, bevidst.

At det forholder sig, som jeg her skriver, kan enhver faa bekræftet ved ganske simple Iagttagelser. For Eks. er det en almindelig Kendsgerning, at de fleste, ved Mødet med en Præst i fuldt Ornat, automatisk lægger deres Ansigter i nogle til Ornatet svarende alvorlige Folder. De gaar, kort sagt, ind paa Kravet om en Alvor, de muligvis slet ikke føler og bibringer, sig selv maaske helt uafvidende, Præsten den Illusion, at de deler hans Anskuelser. Hele vort Liv er i Virkeligheden gennemsyret af Situationer, til hvilke vi har forud givne, akcepterede "Ansigter". Afviger vort Ansigtsudtryk fra dette givne og akcepterede, risikerer vi at bringe de andre "fra Koncepterne" og faar højst sandsynligt selv Skyld for at være "uopdragne", hvilket jo, om muligt, endnu stærkere understreger Begrebet "autoriseret Hykleri".

Men medens det her berørte angaar Forhold, vi paa en Maade har akcepteret som nødvendige, om den ydre Form da ellers skal bevares, findes der en hel Række nye Omraader, der trues af den samme Skæbne. Trangen til at leve et ideelt Liv skyder stadig nye Skud, og blandt disse møder vi, især indenfor aandsvidenskabeligt interesserede Krese, Ønsket om at kunne leve en kød-, tobaks- og spiritusfri Tilværelse. Normalt kan intet forstandigt Menneske have noget at indvende mod disse Ønskers Realisation. Hundredtusinder af Mennesker Jorden over har Generation efter Generation levet uden at spise Kød eller anvende de andre Nydelsesmidler. At disse Livsformer oftest har været knyttet til visse religiøse Forestillinger, ser jeg her bort fra. Jeg nøjes blot med at konstatere, at man kan leve uden disse Ting og endda, hvad Livet forlængst har bekræftet, leve et langt sundere og fysisk lykkeligere Liv end de, der nyder de her nævnte Ting.

Imidlertid drejer Udviklingens Hjul nu ret stærkt indenfor de her nævnte Omraader. Fra alle Sider indløber der Bekræftelser paa, at en ny Ernæringsmaade er paa Vej, og tager man for Eks. den vegetariske Levemaade frem og sammenligner det offentliges Reaktion imod den før og nu, ser man, at Oppositionen faar stadigt ringere og ringere Kaar. Skal man endelig nævne et Gode i Forbindelse med Krigen, maa det vel være det, at den har lært Tusinder og atter Tusinder, at Kød ikke er saa nødvendigt et Næringsmiddel, som de før troede. Men netop i den Medgang den vegetariske Tanke har, en Medgang, vi alle har Grund til at glædes over, ligger en Fare for, at Fanatisme og Hykleri kan finde Indpas ogsaa her.

Der er for mig personlig overhovedet ingen Diskussion om, at det enkelte Menneske vilde have det langt bedre, om det ernærede sig rent vegetarisk. Men jeg har absolut intet Ønske om, at det sker ved Tvang! Karikaturen paa denne ofte skjulte Tvang, der let fører ud i det reneste Hykleri, kommer for mig tilsyne der, hvor man postulerer, at Mennesket faar et bedre og renere Sind af at leve vegetarisk. En saadan Opfattelse forekommer mig ikke alene absurd, rent propagandamæssigt set, den er ogsaa direkte ulogisk. Vor Mentalitets Forbedring henimod det mere humane og tolerante er en Proces, hvis Retningslinie gaar indefra og udefter og ikke omvendt. Den "fødte" Vegetar maa være et Menneske, der ernærer sig paa denne Maade, fordi han eller hun føler en direkte Uvilje imod dette at dræbe Dyr for at leve. At tro, at man skulde faa den samme Uvilje, fordi man pludselig begynder at spise Grøntsager, turde vist siges at være temmelig taabeligt!

Men netop fordi det etiske Element spiller saa stor en Rolle indenfor dette Omraade, rummer denne nye Ernæringsmaade mange Muligheder for Hykleri. Hvem vil ikke gerne repræsentere et højere mentalt Trin? Troen paa, at man moralsk magter denne Opgave har i Virkeligheden drevet mange ud i en Form for Hykleri, der baade piner dem selv og generer andre. Det er, som Grønlænderne siger, "før hændt", at et Menneske er blevet saa begejstret for den vegetariske Tanke, at det er begyndt at omvende sine Omgivelser til denne Levemaade, samtidigt med, at det til sin egen Forfærdelse har opdaget, at der alligevel var adskillige Kødretter, det satte større Pris paa, end det egentlig havde tænkt sig. Resultatet heraf kan meget let blive et utiltalende aandeligt Dobbeltliv. Og til Glæde for hvem?

Hvad jeg her har skrevet om det vegetariske Problem kan direkte overføres til baade Tobaks- og Spiritusproblemet. Om samtlige tre Omraader gælder det, at de dækker over sunde, kloge og kærlige Tanker. Men hvorfor skabe "Religion" paa dem? Naar saa mange i Dag har den Opfattelse, at Mennesker, der lever uden at nyde disse tre Ting, maa høre til en "Sekt", saa udtrykker denne Kendsgerning, at man her er gaaet forkert frem. Man har ikke haft Tillid nok til Livet selv. Man har faktisk tvivlet paa, om de her til Grund liggende Ideer i sig havde Evne til at sejre ved egen Kraft. Denne Tvivl er hverken smuk eller nødvendig. Jeg skriver ikke dette for at bebrejde eller angribe nogen Institution eller Enkeltperson, der kæmper for disse Ideers Sejr, men kun for at advare. Vi har i Forvejen rigeligt med Hykleri i Verden. Skal Hykleriet ogsaa føres indenfor de for alle saa nødvendige Ernæringsomraader, bliver Billedet af det jordmenneskelige Liv endnu mere utiltalende, end det er i Forvejen.

Nej, lad os prøve paa at oparbejde den Indstilling, at det er et Menneskes helt private Sag, hvordan det ønsker at leve. Lad os blive fri for "moralske Opstød" indenfor disse Omraader. Lad os tværtimod sigte imod en Tilstand, hvor man fordomsfrit kan drøfte disse Ting og eventuelt ved sin egen Levemaade understrege Værdien af nye Ernæringsmetoder. Den Vej har i hvert Fald den Fordel, at den er moralsk uangribelig, samtidigt med, at den vil vise sig at være Hykleriets farligste Modstander. Virkelig aandelig Storhed maa forudsætte, at man har Raad til at lade det enkelte Menneske selv bestemme, hvordan det vil leve. Kun ved at have denne Indstilling for Øje tror jeg, at man befordrer Tolerancens og Humanismens Vækst – ogsaa indenfor de her berørte Omraader!