Kosmos 1947/1 side 3
MARTINUS:
Mellem to Verdensepoker
FRA MATERIALISME TIL AAND
Det kristne Verdensbilledes Konflikt med Højintellektualiteten
Igennem Tusinder af Aar er det blevet forkyndt Menneskene, at de hver især er begyndt med Undfangelsen i Moders Liv, og at det fysiske Liv, de herefter kommer til at leve paa Jorden, er det absolut eneste, de kommer til at opleve paa det fysiske Plan. De har ganske vist en udødelig Sjæl, men den fortsætter sin Tilværelse efter den fysiske Død i en aandelig Tilværelse enten i et "evigt" Liv i Herlighed, det saakaldte "Himmeriges Rige", eller i et "evigt" Liv i "Fortabelse" eller det saakaldte "Helvede", alt eftersom man henholdsvis har faaet "Syndernes Forladelse", eller man ikke har faaet den. Og hermed har vi altsaa det centrale i den kristne Kirkes Verdensbillede eller Livsopfattelse.
Ifølge denne Livsopfattelse er de levende Væsener, saavel som alt andet eksisterende, skabt af Gud. Ansvaret for disse "skabte Ting"s Fuldkommenhed eller Ufuldkommenhed maa da udelukkende hvile paa selve Guddommen. "Det skabte", og hermed "det jordiske Menneske", kan derfor i Henhold hertil umuligt selv være den ansvarlige for dets Fremtræden som fuldkomment eller ufuldkomment. Hvis det ikke er fuldkomment, maa det udelukkende være en Fejl hos Guddommen, der har "skabt" Væsenet, og ikke en fejl hos Væsenet selv. Men ikke desto mindre kræver den kirkelige Kristendom, at man angrer sine "Synder" og beder Guddommen om Forladelse for den Ufuldkommenhed, man altsaa absolut ikke selv kan være Skyld i, da man ifølge den samme Kristendom jo ikke har skabt sig selv. Man skal saaledes i Virkeligheden bede til Gud om Forladelse for, at man eksisterer ligesaa ufuldkommen, som han har skabt os. Men herved kommer det overleverede kristne Verdensbillede i Konflikt med Højintellektualiteten eller den Logik, der ellers afslører sig bag enhver Form for Skabelse i Naturen. Hvis det jordiske Menneske "synder", maa det jo være selve Guddommen, der "synder", thi han har derved skabt noget, der "synder". Det kan ikke være "Synderen", men den, der har skabt "Synderen", der har det rette Ansvar og derfor maa være "strafskyldig".
At et saadant Verdensbillede kun kan være Livsfundament for de Væsener, der endnu har Evne til ukritisk eller blindt at tro paa Autoriteter, er en Selvfølge. At samme Verdensbillede bliver umuligt for den sagligt, kritiske eller logiske Tænker er ligesaa selvfølgeligt. Og da Verden med Kæmpeskridt gaar fremad i Erfaringsdannelse eller Videnskab og i tilsvarende Grad gør hvert enkelt Menneske til selvstændig Tænker, er det aabenlyst, at den kirkelige Kristendoms Verdens- eller Livsanskuelse her skaber Tvivl og Vantro i Stedet for Tro eller Tillid med Hensyn til Guddommen. At den dermed i en tilsvarende Grad ophører med at være Moral- eller Kulturfundament er absolut uundgaaeligt. At Menneskene derved en Overgang maatte synke ned i Materialisme og Gudløshed og saaledes til en vis Grad være uden moralsk Fundament, er naturligvis ligesaa givet. Og saa stærk var den i Jordmenneskene (de jordiske Mennesker) voksende Tendens til Tilbedelse af Magt og den herigennem erhvervede Rigdom, det fra andre Folk erobrede Gods, Guld og Landomraade, at Uniformer, Krigsoprustninger eller Militarisme blev Staternes fornemste Foreteelser eller dyreste Opgaver, ja, maatte gaa forud for al Kulturskabelse. Og Officerstitler blev de fornemste Rangsbetegnelser, hvis højeste Grad blev baaret af selve Kongen. Kongen var altsaa den øverste Krigsherre, den fornemste Udøver af "Sværdets Brug". De kristne Stater, hvis enkelte Individer var "døbte i Faderens og Sønnens og den hellige Aands Navn" og derfor skulde være Repræsentanter for ham, der sagde til sin Discipel: "Stik dit Sværd i Balgen! Thi alle de, som gribe til Sværd, skulle omkomme ved Sværd," – "... dersom nogen giver dig et Slag paa din højre Kind, saa vend ham ogsaa det andet til," - ligesom han formanede Peter til at tilgive: "Ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange," - blev de mest geniale Udøvere af Modsætningen til dette Verdensgenløserens Sindelag. Deres Væremaade kom til at udgøre Kontrasten til den Psyke, der alene kunde frelse eller genløse Verden. Ja, saa altdominerende blev denne Selviskhedens og Hadets voksende Impuls, at selve den autoriserede kristne Kirkes Repræsentanter ogsaa kom til at lyne og tordne med Dødsbulder, Band og Baal, Fortabelse eller evigt Helvede over alle anderledes tænkende Medmennesker. Maatte ikke Tusinder af Mennesker bestige Baalet efter i Torturkamre at være tvungne til at erkende sig skyldige i Handlinger, de aldrig nogen Sinde havde begaaet? - Og er det ikke den samme middelalderlige Overtroens Nidkærhed, der senere undertiden har bragt Kirkens Mænd til at forglemme Verdensgenløserens Paabud med Hensyn til Sværdets Brug og Tilgivelse af Uret? - Ja, har man ikke netop velsignet de store Mordmaskiner, Krigsskibe, Tanks og Kanoner og opflammet sit Lands Soldater til at udløse Lemlæstelse, Død og Undergang over "Fjenden"? - Og har man ikke dermed saboteret den hellige bibelske Inspiration til Tilgivelse og Næstekærlighed eller sand Kristendom, der var autoriseret Aandsoplysning, Børnelærdom og Skoleundervisning i den samme Stat? - Hvordan kan en Præst forrette Sakramenterne eller inspirere til at tage Afstand fra Sværdets Brug med et Mordvaaben under Præstekjolen? - Og hvordan kan det forenes med Jesu Væremaade at forbande sine Korsfæstere? - Sagde han ikke: "Fader, forlad dem! Thi de vide ikke, hvad de gøre"?
Kirkens sande Mission
Men hvem skal lære Menneskene Kristendom eller Jesu Sindelag og dermed virkelig Kultur, naar de, der har faaet Statens Autorisation som Kristendommens Repræsentanter og Myndighed, sværger til Hedenskabet eller Moralen udenfor Kristendommen eller før Jesu Tid? - Er Gejstligheden eller den religiøse Myndighed ikke Repræsentanter for Statens aandelige Liv, hvilket vil sige dens Psyke eller Sjæl? - Men naar Statens Psyke eller Sjæl ikke er Kristendom, hvordan skal dens fysiske Liv, dens Kultur og Fremtræden da være Kristendom? - Hedder det ikke yderligere i Kristendommen: "Kommer hid til mig, Alle, som arbejde og ere besværede, og jeg vil give Eder Hvile"? - De, der er besværede eller bekymrede skulde altsaa i Dag kunne gaa til Jesu autoriserede Repræsentanter (Præsterne) og der faa Hvile, hvilket vil sige: Trøst og Fred i Sjælen.
Men naar Jesu autoriserede Stedfortrædere i Dag selv er "Krigere", hvilket vil sige: at de enten er "Angribere" eller "Forsvarere", hvordan kan de da give Fred og mental Hvile til nogen? - Hvordan skal en ulykkelig Sabotør eller sjælelig nedbrudt Frihedskæmper kunne faa den for ham passende Trøst og Fred hos en Præst, der samtidigt er "Hipomand"?" - Og hvordan skal en ulykkelig og paa sine Gerninger falden Terrorist, Stikker eller Morder finde Trøst, Fred og Hvile i sin Ulykke hos en Præst, der er Sabotør eller Frihedskæmper eller paa anden Maade er hans bitreste Modstander eller Dødsfjende? - Er det ikke her let at se, at Præsten ikke kan tilhøre noget Parti. Hans Mission eller Gerning maa være højt hævet over Partiskhed. En Præst, der er "Angriber" eller "Forsvarer", er som før nævnt "Kriger" og ikke "Præst"." Præsternes, Kirkens og Gejstlighedens Mission er ikke dette at være en "Krigsinstitution", men en "Fredsinstitution". Det kan ikke være i Kontakt med Verdensgenløserens Sindelag, at den skal velsigne Mordvaaben og inspirere Soldater til Kamp, Mord og Drab. Dens sande Opgave er derimod dette, evigt at være i Ro, være i Harmoni og Fred og saaledes være det absolut "faste Punkt" i Staten, som de, der er blevet ulykkelige, de, der har mistet deres mentale Fundament, kan vende tilbage til og igen faa mentalt Fodfæste i Livet.
Naar Præsterne bliver "Krigere", og Staten saboterer Kristendommen
Saalænge Væsenerne endnu i en meget høj Grad er selviske, bliver de i tilsvarende Grad partiske. De favoriserer stærkt de Foreteelser, der er dem behagelige og forfølger de Foreteelser, der ikke er dem behagelige eller passer dem. De kan derved kun optræde som "Forsvarere" og "Angribere", hvilket igen betinger, at de er "Krigere". Og saalænge Samfundene bestaar af Væsener, der er "Angribere" og "Forsvarere", eller Væsener, der endnu hovedsageligt kun besidder "Krigeren"s Psyke, eksisterer "Krigen" paa en eller anden Maade, Mand og Mand imellem saavel som imellem Staterne indbyrdes. Og saa længe der er "Krig", vil der være Brug for Væsener, der kan skabe Fred, mildne eller forsone Parternes Sindelag og være til Trøst og Vejledning for den paa sine Gerninger faldne eller slagne Part. Hvis ikke et Samfund i sig har en paa saadanne upartiske, fredselskende Væsener baseret Institution, i hvilken dets psykiske Liv kan stabiliseres, vil det være at ligne ved et Individ, der selv befinder sig i en psykisk Forvirring.
Og er det ikke netop en saadan psykisk Forvirring, der præger alle de kristne Stater i Verden? - De er blevet de største Erobrere og Undertrykkere af andre Folk. De er blevet de mest geniale Befordrere af det dræbende Princip. De er de største Fremstillere og Forbrugere af Mordvaaben, lige fra den ganske almindelige Dolk til den mest raffinerede og altudslettende Atombombe foruden de bakteriologiske og kemiske Krigsvaaben, der endog menes at overtrumfe Atombomben i Drabs- eller Udslettelseskapacitet. Samtidigt med dette vældige Opbud af krigerisk eller dræbende Kunnen opretholder og autoriserer de en gejstlig Myndighed, en Stab af uddannede Præster, der fra Tusinder af Prædikestole forkynder Kristendommens Kærneprincipper eller Næstekærligheden i Form af de førnævnte Jesu Advarsler med Hensyn til Sværdets Brug og Paabud med Hensyn til Tilgivelse af sine Fjender. Igennem den samme gejstlige Myndighed eller Institution giver de nævnte kristne Stater ethvert Barn, der fødes indenfor deres Omraade, i Form af den autoriserede Daab og Konfirmation, Adgang til en højtidelig Indlemmelse i det kristne Verdenssamfund.
De kristne Stater har saaledes i Form af Kirken eller den gejstlige Myndighed en Slags Fredsinstitution, der skulde være deres psykiske eller sjælelige "faste Punkt". Men som vi har set, er dette "faste Punkt" kommet i Skred og har mistet sin Stabilitet, idet dets fysiske Struktur igennem den gejstlige Myndighed, hvilket vil sige Præsterne, blev partisk. Præsterne kunde ikke overvinde deres medfødte Tendens til stærke Sympatier eller Antipatier og gled derfor med ud i "Angriberne"s og "Forsvarerne"s Rækker og var dermed "Krigere" i Stedet for "Præster" og befordrede i tilsvarende Grad Ufreden i Stedet for Freden. Den gejstlige Myndighed har da heller ikke kunnet forhindre, at den i Børnene igennem Daab, Konfirmation og Undervisning indpodede Kristendom af Staten i nogen Grad saboteredes i Form af den lovbefalede "Værnepligt". Naar en Dreng er saa voksen, at han kan betjene et Mordvaaben, paatvinges han Pligt til som Soldat at lade sig uddanne og dygtiggøre i særlige Metoder til at myrde og ødelægge sin Næste og dennes Ejendom.
Hvad der er Menneskehedens mørke Skæbne
Vi bliver saaledes her Vidne til, at de saakaldte "Kristne Stater" endnu langt fra er blevet "kristne" for saa vidt som "Kristendom" er Praktiseringen af Kristi Væremaade. Hvad er hele den bestaaende Militarisme, Hær og Flaade andet end et Felt af Menneskehedens Psyke eller Sjæl, der endnu ikke er blevet "kristnet", endnu ikke er blevet færdigt, endnu ikke er blevet udlevet? - Det er Fortiden, det er Menneskehedens dyriske Urtilstand, det endnu uovervundne "Hedenskab". Det er denne primitive Del af Menneskehedens Psyke, der er dens mørke Skæbne, dens Ulykke, dens Fornedrelse og Lidelse. At gaa i Ledtog med denne Skæbne, at udvikle Krigsmaskineriet og paa højtidelig Maade velsigne og hædre Drabsmetoderne og sværge til Dødsstraffe og Gengældelsesprocesser, er at spærre sig selv ude fra det virkelige kosmiske Liv, Universets Fællesbevidsthed eller den Psyke, der betinger, at Solen skinner ligesaa godt paa "den uretfærdige" som paa "den retfærdige", og at Regnen falder paa den "onde"s ligesaavel som paa den "gode"s Marker. Universets Fællesaand eller Verdensaltets Psyke, hvilket vil sige, "den kosmiske Bevidsthed", der straaler ud fra alle "Indviede" eller Menneskehedens allerstørste Førere, kender intet til Favorisering eller Forfølgelse. Kun det uindviede eller ufærdige Menneske er endnu saa indmuret i sin egen Bevidstheds timelige, lokale Forestillingskreds, at det tror at kunne hævde sig ved at undertrykke, sabotere eller udslette Livet omkring sig. Det aner ikke, at det er Verdenssjælen, det udøver Attentat imod, naar det gør Vold paa sin Næste.
Jordmenneskets Psyke og Verdenspsyken
Et Væsen kan kun være omgivet af to Ting i sin daglige Tilværelse. Disse to Ting er "Materie" og "Liv". "Materien" er det døde, det overfladiske, det timelige, det flygtige, medens "Livet" er de levende Væsener, der igen alle uden Undtagelse er det samme som "Næsten". Ved at gøre Vold paa Næsten, gør man Vold paa Livet. Livet er igen Verdensaltets Bevidsthed, Sjæl eller Psyke. At denne Sjæl eller Psyke ligesom alle andre Former for Sjæle eller Psyke kun lukker sig op for Kærlighed og ikke for Had, Vold og Forfølgelse turde vel være indlysende. Det er ikke saa mærkeligt, at "Indvielse", hvilket vil sige: at blive "eet med Verdenssjælen" og dermed "eet med Verdensjeget", der er det samme som Guddommen eller Faderen, kun kan opnaas af de Væsener, der er blevet Kulminationen i Humanitet, Uselviskhed eller Næstekærlighed. Alle de Væsener, der kun kan se Hævdelse af sig selv paa andres Bekostning, paa Ofring af andres Liv og Førlighed som et Ideal og derfor er farlige Sabotører af det dem omgivende Liv, maa Verdensjeg'et eller Guddommen jo lukke ude fra selve Verdenspsyken eller Universets Bevidsthed og spærre inde i dertil egnede lokale, psykiske Rum eller Sfærer, hvor de af ligesindede Væsener kan modtage Gengældelsen af deres egen Idealismes dødbringende Væremaade og derved opdage deres farlige og fra Verdensbevidstheden eller Verdenssjælen afvigende Psyke. Et saadant fra Verdensbevidstheden adskilt lokalt psykisk Rum finder vi i den jordiske Menneskeheds mentale Sfære eller Psyke. Denne Psyke adskiller sig fra Verdenspsyken derved, at den ikke har denne sidstnævnte Psykes sansemæssige, dimensionelle Kunnen. Den kan kun opleve eller sanse i Tid- og Rumdimensioner, medens Verdenspsyken udtrykker sansemæssig Kunnen, der ligger ganske udenfor Tid og Rum, en dimensional Kunnen, der med samme Lethed sanser eller jonglerer i Uendeligheder eller Ubegrænsetheder, som den jordmenneskelige Psyke sanser eller jonglerer i Begrænsninger. Forskellen imellem Jordmenneskets Psyke og Universets Psyke vil altsaa være den, at Jordmenneskets nuværende Psyke kun tillader Sansning i "Timeligheden", medens Universets Psyke eller Verdensaltets Bevidsthed sanser i "Evigheden". Jordmennesket kan kun sanse "Lokaliteter", medens Verdenspsyken sanser i "Helheden". Som Følge heraf har det almene eller det i Kosmos endnu uindviede jordiske Menneske ingen Adgang til Sansning udenfor Tiden og Rummet. Det kan derfor ikke opleve Synet af sin egen Udødelighed eller Identitet med Evigheden. Det kan ikke beherske den Gennemskuen af Verdensaltets Illusioner, i hvilken man oplever sit "eget faste Punkt" i Guddommens Jeg. Og her har vi Forskellen mellem det uindviede Jordmenneske og det i Kosmos indviede Væsen eller Verdensgenløseren, der er naaet frem til at sanse i Kontakt med Verdensaltets dimensionelle Kunnen og derfor fornemmer sig "eet med Faderen" og oplever sig selv som "Vejen, Sandheden og Livet".
Sand Kristendom er foreløbig umulig indenfor en Stats Funktioner
Ifølge denne Analyse bliver det i allerhøjeste Grad forstaaeligt og dermed tilgiveligt, at den gejstlige Myndigheds Repræsentanter eller Præsterne har maattet forvalte og fortolke den igennem Verdensgenløseren aabenbarede virkelige kristne Væremaade paa den ufærdige Maade, som Tilfældet er. De er jo endnu ikke forsynede med den høje sansemæssige Kunnen og Væremaade, som Verdensgenløseren manifesterede. Og saalænge en Stats gejstlige og fysiske Myndigheder saavel som Almenheden repræsenteres af Væsener, der endnu er afskaaret fra at opleve Verdensaltets Psyke og derfor absolut nødvendigvis maa repræsentere Udviklingstrin af langt mindre Fuldkommenhed i Humanitet og Næstekærlighed end den, Verdensgenløseren udtrykte i sin Væremaade, maa hundrede Procents Kristendom endnu være en Umulighed indenfor den samme Stats Funktioner. Man kan ikke indenfor Retsvæsenet lade alle "Forbryderne" løbe med den Motivering, at man tilgiver dem, fordi de ikke ved, hvad de gør. Maatte ikke det daglige Liv da blive en livsfarlig Jungle for andre Mennesker? - Man kan heller ikke indenfor Staten opgive alt Militærvæsen med den Motivering, at den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd, saalænge der ogsaa her findes røveriske eller forbryderiske Tendenser, man maa forsøge at beskytte Samfundet imod. Man kan heller ikke forlange, at den gejstlige Myndighed skal være hundrede Procents i Nazaræernes Aand, saalænge den bestaar af almindelige, ufærdige Mennesker. Og foranstaaende Analyser angaaende Samfundets Forhold til Kristendommens højeste Idealer skal da heller ikke paa nogen som helst Maade, hverken overfor Præster, Jurister eller Militære, være nogen Bebrejdelse. Det er kun en Analyse af de kristne Staters Forhold til Kristendommens højeste Idealer. Da det ikke kan bestrides, at disse Idealer er selve det centrale i al Humanitets- eller Kulturskabelse, rent bortset fra, at deres praktiske Opfyldelse er en absolut uundgaaelig Betingelse for Oplevelse af Løsningen paa sit eget Jeg's Mysterium og den heraf følgende kosmiske Bevidsthed eller Kontakt med Verdenssjælen eller Guddommen, som Verdensgenløseren repræsenterede, og saaledes er Maalet for alle eksisterende Individer, kan det kun være gavnligt engang imellem at gøre Situationen op. Og Situationen er jo lige akkurat, som den netop skal og maa være i Øjeblikket. Vi har set nogle af de Felter, i hvilke Væsenerne endnu paa Grund af manglende Udvikling ikke kan opfylde de kristne Idealer. Da disse Idealers Opfyldelse er den uundgaaelige Betingelse for Harmoni eller Fred, maatte vi vente at finde Disharmoni eller Krig der, hvor de ikke opfyldes. Hvis ikke det var saaledes, vilde det jo have afsløret Kristus og alle Verdens indviede Væsener eller Menneskehedens største Førere som Bedragere. Vi har set, at de kristne Samfund endnu maa bruge Sværd, Kanoner og Sprængstoffer for sin Bestaaen grundet paa deres endnu indbyrdes dræbende, egoistiske Psyke, Ukærlighed eller Ligegyldighed overfor Næstens Bestaaen. Og hvad finder vi i denne Psykes Fodspor? - "Dommedag", "Ragnarok", Lemlæstelse, Dødsrallen, Graad og Tænders Gnidsel, en Verdenskultur i Ruinhobe, mentalt saavel som fysisk. Hvem har Ansvaret for det? - Hvem kan man laste for denne store Misère? -
(Fortsættes)
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige