Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sjældent er vel et Nytaar blevet budt Velkommen saa spagfærdigt som det, vi nu befinder os i. Men det er ogsaa svært at juble, naar man ved, at to Trediedele af Jordens Befolkning sulter, at Børn dør i Titusindvis af Mangelsygdomme, og at Gamle simpelthen dør, fordi de ikke vil være med længere. Mon ikke selv den mest aandeligt tykhudede i Dag i sit stille Sind føler, at hvis den gamle, bibelske Spaadom om, at "Jorden skulde blive forbandet", har noget paa sig, saa har han vist oplevet at blive født netop paa det Tidspunkt, hvor denne ubehagelige Spaadom er gaaet i Opfyldelse?

Jeg tænker mig, at mange ved dette Aarsskifte har spurgt sig selv, hvor de egentlig staar midt i dette forfærdende Kaos, hvor tilsyneladende sejrende Magter truer med at bryde sammen under Vægten af deres egne Sejre, hvor næsten samtlige fra Fortiden overleverede Forestillinger sønderslides og hvor den Enkelte i den Grad ser sit Livs Illusioner briste, at Begrebet "Neuroser" fra engang at have været noget eksklusivt, der skulde Kapital til for at besidde, nu er blevet reduceret til at være Hvermandseje.

Har De selv nogen Sinde tænkt over, at det er med Lidelsen som med enhver anden Funktion? Fortsætter den udover et vist positivt Afsnit, havner den i det rent negative. Og Lidelsens negative Side er simpelthen Forraaelse af Sindet eller det, man kalder "aandelig Afstumpethed". Saa haardt har Lidelsen i de svundne Aar hamret ned over Verden, at der er opstaaet en enorm Overmætning af den, hvis Konsekvenser vi møder alle Vegne i Form af egocentrisk Kynisme. Næstekærligheden og Tolerancen har ublide Kaar i Verden af i Dag. At bekende sig til Humanismen er for Tiden nærmest det samme som at erklære sig for Defaitist.

Vi møder denne Negativitet overalt, hvor vi vender vore Øjne hen. Teatrene svælger i Stykker, der "flaar i Nerverne". Vore Aviser har i det sidste Aarti udviklet sig til at være rene la Morgues, med en Ligstank af den anden Verden. Hver Dag sine Mord, sine Terrorpiskninger, sine Meddelelser om nye "raffinerede" Mordvaaben. Og midt i alt dette sidder Homo sapiens – det vidende Menneske – mere ensomt og ulykkeligt end nogen Sinde!

Rummer al denne sjælelige Nød noget som helst, der kosmisk gør den berettiget? Spørgsmaalet kan simpelthen ikke formuleres anderledes, thi for en rent umiddelbar Betragtning ser det ud, som om Jorden er ifærd med at blive omformet til et interplanetarisk Galehus. – Ja, det gør den! Livet i Dag rummer to lige store Muligheder: Primært, – fordi denne Løsning vælges af det store Flertal, – at man lader staa til og indskrænker sine Aandsfunktioner det mest mulige, hvilket jo blot vil sige, at man lader det aandelige Sløvsinds graa Lys brede sig i alle Sjælens Rum, eller sekundært: at man gør Oprør, og giver sig til at tænke. Ikke saaledes som denne eller hin ønsker det, men saadan som Livet i sin egen jernhaarde Logik vil det. Thi Livet har stadig et og andet at sige Menneskene. Blandt andet, at det, der nu sker, blot er selve Materialismens Konsekvens. Vi lever ikke i en aarsagsløs Verden. Gaar man for Alvor paa Sporet af det, vi er Vidne til, er det ikke vanskeligt at skimte Kosmos bag det Kaos, der tilsyneladende ligger udbredt for vore Øjne. Thi paa Trods af samtlige Kirker og Templer Jorden over, har Menneskene nu i Aartusinder dyrket Døden fremfor Livet. Først paa Basis af simpel Selvopholdelsesdrift, siden mere "videnskabeligt". Blomsten fra denne Kultus spreder i Dag sine bedøvende Dufte omkring sig. Vi er "et Produkt af Arv og Millieu", af "Gener og Kromosomer". Det er ikke os, men vor "Hjerne", der tænker. Vi er "Stof", intet andet! At tale om personlig Udødelighed, om Præeksistens og Reinkarnation, om Skæbne og fri Vilje er "Nonsens" eller det, der næsten er værre, nemlig "Pseudovidenskab", vel nok det mest foragtelige man i Dag kan sige om en Anskuelse, der ikke er agtet paa "Bjerget".

Men naar vi kun er "Stof med en vis indbygget kemiskorganisk Reaktionsevne", hvorfor saa undre sig over, at vi er blevet "raa og nydelsessyge"? Hvortil Moral? Den kan jo kun være beregnet paa levende Mennesker, paa individuelle, ansvarsbevidste, guddommelige Skabninger, altsaa paa alt det, vi ikke er! "Du lever videre i dine Børn!" siger Videnskaben, – mens vi andre tænker, at om saa var, er det i alt Fald et Held at vore Forfædre ikke var benaadet med Evnen til at se, hvad deres Børn udviklede sig til!

Jeg skal ikke trætte Dem med mere fra dette det aandelige Livs ynkelige Overdrev. Jeg vovede før den Paastand, at vi kunde skimte Kosmos – det ordnede, guddommelige Verdensalt – bag Kaos. Men Synet er ikke af udvendig Art, det er indvendigt. Det er ikke udenfor os selv, men indeni os, at den Sandhed, der har virkelig Bærekraft, skal opleves. Og herinde kan vi, om vi ønsker det, i Dag opleve, at den Videnskab, der benægter en Guddoms Eksistens, den Videnskab, der koldblodigt reducerer os til "ansvarsløst Stof" simpelthen ikke er Videnskab. Vi er andet og mere end noget, der kan "vejes og maales". Vor Bevidsthed rummer andet end det, der kan opbevares i Reagensglas. Vi har blandt andet et Jeg, der i sin Natur hverken kan "vejes eller maales", fordi det simpelthen er Ophav til disse to udmærkede Forskningsmetoder. Mennesket er stadigt "det ukendte", men det er alligevel ikke mere ukendt, end at vi, takket være Martinus' kosmiske Analyser, svagt kan begynde at skimte dets virkelige Konturer. Vi er ikke vor Bevidsthed, tværtimod er vor Bevidsthed et Produkt af os. Vor Bevidsthed er ikke noget endeligt. Den er undergivet en kontrollabel Vækst. Men noget, der vokser, afslører selv, at der er noget andet, der leder Væksten!

Kosmisk set befinder vi os, som Martinus siger, mellem to Verdensepoker. Paa den ene Side har vi hin aandelige Jungle, i hvilken man ustraffet kan "bevise", at Guddommen ikke eksisterer, og paa den anden Side har vi en Fremtid, i hvilken ethvert Forsøg paa at bevise det samme, øjeblikkelig vil rubricere en som uintellektuel.

Menneskets nuværende aandelige Fallit beror ganske enkelt paa, at dets Tilhørsforhold til Materialismens Idé er et Tilhørsforhold, der hviler paa Sand. Et saadant Tilhørsforhold kan ikke give hverken Fred eller Balance, det kan kun det, der er bygget paa en Klippe.

Midt i en Verden af kævlende og stridende Uro skaber Livet selv en stadigt voksende Gruppe af Mennesker, for hvem Tilværelsen hverken er meningsløs eller, som det saa smukt hedder, "et hjælpeløst Rod af Tilfældigheder". Men disse Mennesker er "gaaet bort fra Vejen", hvilket blot vil sige, at de forlængst er ophørte med at deltage i Døgnets Strid. Hvor andre taler om Tolerance, er disse Mennesker selve Inkarnationen af dette Begreb. Hvor andre fabler om "en ny Mentalitet" er disse Mennesker Prototyperne paa denne nye Mentalitet. Tilsyneladende er deres Gang gennem Verden lyd- og sporløs, men det er kun en Illusion. De er i Dag "Jordens Salt". For de vil noget med deres Liv, blot ikke Strid! Kald dem Altruister, Kosmopoliter, Universalister, ja kald dem hvad De vil, de er her, og de er farlige! Hvorfor? Fordi de ved deres eget Livs Eksempel underminerer Materialismens haardtstøbte Skanser. De raaber ikke op, de danner ingen Sekt, de er bare. Adskilte er de alligevel forbundne og udgør derved en uovervindelig Magt. Hvor er de? Kære Læser! Se ind i Dem selv! Disse Mennesker er i Dem, i mig, i alle. De er det i os, som gør Oprør imod alt det, der i Dag bydes os som "aandelig Næring" og som blot har vor moralske Død til Følge. Og vær ikke i Tvivl! Som det fysiske har ogsaa det aandelige Liv sine Love for Vækst, og denne Vækst er længere fremme, end de fleste tænker sig! Endnu binder en aandelig Vinter vor Sjæl, men Foraaret, det virkelige Foraar, er paa Vej!