Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg følte det, som om Livet indtil da havde været en Vandring i et ulideligt Mørke, fra hvilket jeg ved et Trylleslag var blevet befriet. Sjælen maatte koge over, og gjorde det ogsaa. Men som skrevet er Livet ubarmhjertigt. De, jeg vilde velsigne med min nye Viden, havde ikke Velsignelse behov. Kunsten at tie bliver os, om fornødent, paaført med en vis Haardhed.

Gæringens Tid er den flade Oplevelses Tid. Alt er endnu uden Dybde, uden Perspektiv. Men Tiden fuldbyrder her sin Mission. Der kommer uundgaaeligt Dage, hvor det absorberedes voldsomme Opbrusning aftager til Fordel for den stille Eftertankes velsignede Afklaring. Jeg lærte at forstaa, at hvad jeg selv ansaa for Liv kun var Spiren til Liv. Hungeren efter Viden er kun den gode Muld, i hvilken den aandelige Sæd kan spire. Som alt andet Liv, er ogsaa det aandelige undergivet det, vi kalder Vækst. Men Vækst er Vekslen og hvorfor skjule, at der ogsaa for mig kom Dage, hvor jeg i min Kamp med Sandheden følte Mørket brede sig i Sjælens utallige Rum. Jeg lærte at forstaa, at det, at kunne se et skønt Land forude, ikke er det samme som at være blevet Borger i dette Land!

Men var jeg endnu ikke blevet Borger i denne nye, skønne Verden, var jeg i det mindste blevet bevidst i dens reelle Eksistens. Dens Love var blevet Ledesnoren i min Tilværelse, dens Atmosfære min Sjæls Næring. Naar jeg i denne Time søger at veje Fortidens Syner op mod Nutidens, slaar det mig, hvor fantastisk Afstanden er imellem dem. De kosmiske Analyser er som Skæreflammer, der trænger sig ind i selv de mest indkapslede Sjælstilstande. For dem gives der ingen Sikkerhed. Selv den mindste, tilsyneladende ligegyldige Opfattelse, bliver taget op til Revision. Deres Tilsynekomst i Bevidstheden betyder simpelthen en Ombygning af denne helt fra Grunden. Man hører ofte udtrykt, at man ikke længere er den samme, efter at man har læst Livets Bog. Det tør siges. Læst, i dette Ords dybeste Betydning, vil Livets Bog i den Grad omforme sin Læser, at han daarligt bagefter vil være i Stand til at rekonstruere den mentale Spændetrøje, han før drog Aande i.

Storheden i de kosmiske Analyser er deres Evne til at forbinde vore tre mentale Rum: Fortiden, Nutiden og Fremtiden, til en Helhed. Jeg har ofte hævdet, at Studiet af Martinus kosmiske Analyser gjorde Mennesket ensomt, men vel at mærke i positiv Betydning af dette Ord. Vi var faktisk før saa aandeligt fattige, at vi simpelthen maatte leve i Flok for at udholde Livet. Et uintellektuelt Liv maa nødvendigvis blive et udvendigt Liv. I et saadant Liv skal der hele Tiden "ske noget". Det uintellektuelle Menneske dømmes af sin egen Natur til ustandseligt at jage efter Underholdning for sin Sjæl. Det aner jo ikke, at det i sig selv ejer Midler til en langt dybere og langt mere lykkebringende Underholdning end den, det kan købe for Penge. At det er saadan, er ligesaa sandt, som det er umuligt at forklare andre end de, der har oplevet det, denne simple Kendsgerning. Mindre end en Samling af Nationer er Verden et Udviklingsafsnit, indenfor hvilket der findes mange Trin. Det, der skiller disse Trin, er hverken Sprog eller Hudfarve, det er ganske enkelt Moral. De aandelige Love hersker over hele Feltet, og det er umuligt for selv en nok saa kærlig Sjæl at komme den til Undsætning, der ikke alene afslaar ens Hjælp, men ogsaa forbander den. Det er denne Sandhed, den opvaagnende Sandhedssøger maa gøre sig fortrolig med i Forholdet til alle de, der var hans Venner i det uintellektuelle Felt, men som muligvis vil blive hans Fjender i det intellektuelle. Her staar vi ved selve Helvedes Port, thi hvilken Sorg kan vel være dybere end den, at se sig selv som Aarsag til, at de, der stod ens Hjerte nær, nu flygter, uden at nogen Magt kan hindre denne Flugt? Dyret har sin og Mennesket sin Verden. Denne Lov er urokkelig. Men vi lever i et Overgangsomraade. For nogle af os peger Pilen den ene Vej, for andre den anden. Nogle affinder sig med Forholdene, andre kan ikke og giver sig til at tænke. I Sandhed, det jordiske Menneske er, som Martinus skriver, "en saaret Flygtning". Det er i dette mentale Mørke, at de kosmiske Analyser fornemmes som et Lys, der – eengang oplevet – aldrig ophører med at virke. Det samler ens egen Sjæl samtidigt med, at det skiller den ud fra de andres.

Hvor smertefuld Personlighedens Fødsel end er, saa er det dog den Tilstand, vi alle nu drages imod. Livet i Junglen har tabt sin Kolorit for os. Langsomt drejer vor Koncentration sig fra det Ydre mod det Indre. Men at tro, at dette Indre er mindre kompliceret end den ydre Verden, er en Illusion. Vi erobrede den ydre Verden igennem Kamp, og det samme vil blive Tilfældet med den indre. Men Kampen har her andre Vilkaar. Loven synes her at være den ubarmhjertige, at vi maa vokse to Skridt i Moral, før vi kan vokse eet i Viden. Med andre Ord er Kampens Vaaben her vendt direkte mod os selv, mod de fra Junglen nedarvede Ønsker og Begær. Vi evner kun at vriste saa meget af os selv fri, som vi magter at gøre os selv fri af i den ydre Verden. Det er her, vi møder Sandheden af Jesus dybe Ord: "Hvo som synes at staa, se vel til han ikke falder!" Vi kan glimtvis tro os selv store, tro os fri og stærke, men Livets Bølgeslag gaar haardt imod os, og før vi i alt sanser Klippen under os, har vi ingen Garanti for, at Sejren er vor.

Det er i denne Kamp for Personlighedens Frigørelse, at de kosmiske Analyser opleves som et næsten ufatteligt Vaaben. Opsuget i vor Vilje giver de os en Styrke i Kampen af næsten uberegnelig Karakter. Dag for Dag gør de deres Arbejde i vor Indreverden. Umærkeligt samler de alle vore Resourcer saaledes, at vi i de afgørende Timer i vort Liv disponerer over langt mere Styrke end nogen Sinde før. Vi oplever igennem dem, hvad det vil sige at være bevidst Menneske. De giver os Ansvarsbevidsthed der, hvor vi før legede sorgløst med de farligste mentale Kræfter. De skiller os ud af Kollektivismens graa Masse og lader os se os selv som enestaaende i dette Ords baade lyse og farlige Betoning. Vi ved nu, at vi paa een og samme Tid er Dele af den samlede Menneskehed samtidigt med, at vi er frie Enkeltvæsener med en Skæbne, som kun er vor. Vi ved, at vi i meget hæfter for den Skæbne, som angaar alle, men at vi ogsaa er i Færd med at bygge en ny Skæbne op, og at denne, i langt højere Grad end nogen Sinde før, er et bevidst Produkt af al den Smerte, vi indtil nu har gennemlevet, og som vi, takket være den Viden, som helt og fuldt er vor egen, kan anvende positivt til Fordel for vor kommende evige Fremtid.

Vi lever idag i en Verden, der i alt røber, at den er et Overgangsfænomen. Alle ved nu, at vi staar paa Tærskelen til en ny Tid, men medens de fleste opfatter det kommende som noget rent socialt, saa ved den, der virkelig er "gaaet paa Sporet af sig selv", at det nye mindre bliver kommende sociale Ordninger end den bag disse eksisterende nye Mentalitet. Menneskeheden lærer i denne Tid et og andet om sig selv. Det saakaldt "almindelige Menneske" begynder at forstaa, at ogsaa Tanker kan være noget farligt. Ordet "Ideologier" har faaet Hverdagsbetydning. Men en Ideologi er noget, der har med vor Indreverden at gøre. Man forstaar, at det taagede her rummer Eksplosionsmuligheder og begynder derfor at orientere sig. Denne Orienteringstrang vil uundgaaeligt føre til Forstaaelse af, at Livet er andet og mere end det, der kan udtrykkes i Maal og Vægt. Menneskeheden er paa Vej mod sig selv, mod Opklaringen af Hensigten med det, vi kalder "Livet". Paa denne Vej vil den en Dag møde Martinus Verdensbillede, og da indtræffer den Time, hvor alle de, der mødte dette Verdensbillede før det store Flertal, vil forstaa, hvorfor de gjorde det, og til hvilken Nytte det var. Held da den, hvis Afklaringsproces er saa vidt fremskreden, at han helt og fuldt evner at give sin Sjæl til de mange, der da vil kræve den, – han vil blive et meget lykkeligt Menneske.