Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Livet er bag ved Organismen – Livet er i Vinden, i Ilden, i Solen, i Bakken, i Vandet, i Jorden, i Skyen, i Luften, i Ordet, i Klangen, i Straaler – i Alt. Om en Ting er rund eller firkantet, stor eller lille, gul eller grøn, gammel eller ung, Dag eller Nat, Regn eller Solskin, Krig eller Fred, Primitivitet eller Intellektualitet. Alt er Udtryk for en Aabenbarelse af et Princip – for et noget – hvis fornemste Prædikat er Livet.

Ja, men er Formen da ikke Stoffet? Nej, Stoffet antager ny Former, som Vandet baade er Draaben – Kilden – Floden – Søen – Vandfaldet, Havet og Skyen. Stoffet er en Realitet ved Livet, evig i sin Natur, Formen er det foranderlige, er kun som Tegningen, hvorigennem Kunstneren dokumenterer sin Eksistens, sin Identitet, hvorigennem han fik Udløsning for sit Jeg.

Ja, men er Form og Liv da ikke det samme?

Er en Moders Skridt Moderen – Er en Moders Tale, Ømhed, Irettesættelse Moderen – Er Bordet Snedkeren – Er Bygningen Arkitekten – Er Dagen Solen – Er Handlingen Individet – Er det skabte Skaberen?

Men saa er Livet og Formen vel to Ting, som man maa kunne adskille?

Kan man tænke sig Bordets Eksistens uden ved Snedkeren? – Kærlighed uden Ophav – Ideer uden Frembringere? Kan man tænke sig Former uden Styrer? Eller kan man tænke sig en Tænker uden Tanker – en Snedker uden Frembringelser – en Digter uden Digterværker – en Sol uden Straaler – Kærlighed uden Udtryk, et Jeg uden Legeme?

Nej, Livet, Jeget, – der er det, der oplever, det, der skaber, det, der er Stoffet – giver sig til Kende gennem Formernes Verden, hvorved alt, Farver, Toner, Straaler, Begreber, Tanker, Begær, alt stort som smaat, alt hvad der udtrykker en Form bliver en Fremstilling af det samme Princip. Livet viser sig paa uendelig mange Maader, slaar sin Eksistens fast, viser sig at være Herskeren over alle Realiteter, viser sig at være Ophav til Tid og Rum, der jo ogsaa kun er Udtryk for en Form, for et Millieu, hvori de sansemæssige Former viser sig, som et Lærred – hvorpaa Maleriet hæfter sig – Tag Lærredet bort, og hvor er Billedet? Tag Tid og Rum bort og alt sansemæssigt forsvinder – tag Formerne bort, og hvad Nytte er saa Tid og Rum til?

Og selv om Øjet registrerer Forskel, naar det ser gult og grønt, saa er hele den umaadelige "Tale", der strømmer ind paa Individet i Form af Oplevelser, Udtryk for et Væsens Liv, ligesom vi kan føle Glæde paa mangfoldige Maader. Og naar Vejbreden forandres efter Millieuet eller en anden Bevægelse sker, saa er det Livets Maade at vise sig paa, saa er det et Led i den Kontrastdannelse, hvorpaa Oplevelse beror, saa er det Livets Lov, der manifesteres, saa er det Livet, der slaar sin Eksistens fast, som afslører sig til Glæde og Behag for Alverdens Millioner.

Og skal vi trænge frem til Livet, da maa Individet koncentrere sig paa, rette sig ind efter denne Lov for at komme i Kontakt med Tilværelsen.

Linien, vi nu har fulgt, er gaaet gennem et Studium af Formernes Verden, det har skærpet vor Intelligens, givet os Erfaringer, vakt vor Længsel, men vi fandt ikke der noget Holdepunkt, noget Udgangspunkt, – men gennem denne Søgen, er vi blevet modtagelige for den Viden, der nu toner frem og peger paa Livet som Ophavet til Formen, der peger paa Skaberen, der viser os en levende Guds Eksistens. Men her maa vi ikke standse, nu da vi har faaet et Holdepunkt, intelligensmæssigt begrundet, nu først for Alvor kan Studiet begynde, nu gælder det at finde Vejen helt frem gennem Opfyldelse af Livets Lov, og denne kan udmærket iagttages i Formernes Verden, blot man nu hele Tiden erkender alt i denne Verden som Liv – som Bevidsthed – som Mentalitet. Herved kommer der ligesom en rød Traad gennem al Manifestation. Der kommer Perspektiv over Iagttagelserne, man ser ind i et vældigt Panorama, hvor alt indtager en ganske bestemt Plads i Forhold til en selv, man ser Hærskarer af Enheder, af Jeg'er, gruppere sig i et Perspektiv nærmere eller fjernere, større eller mindre, lysere eller mørkere, værre eller bedre, klogere eller mindre kloge, – det fortæller, det smiler, det behager – det stønner, det lider, det piner, det raaber med tusinde Tunger. – Jeg er Livet. –

Men det enkelte Jeg kan ikke blive i den samme Form et enkelt Sekund, det maa stadig skabe, stadig vise Livet, og vi kalder det Udvikling – det er Underholdning! For Jeg'et er uforanderligt det samme. – Det er i et Liv Forbryder, i et andet Helgen, i en Tilværelse Nazist, i en anden Kommunist. Det skaber som Kunstneren alle Typer, – det manifesterer Evigheden.

Svaret paa Spørgsmaalet om en ny Form kan bibeholdes, og om en forsvunden Form kan genfremkaldes, bliver derfor en Undersøgelse af Livets Lov.

I vort Studium af denne Lov viser Martinus os, at alle Formforandringer sker i Rytmer, og alle Former placeres i et Billede, der kommer til Syne som Udvikling fra en lavere til en højere Tilstand. Livets Lov er saadan, at enhver Forandring sker paa Basis af Erfaringer.

Erfaringerne danner Grundlaget til et Organ eller maaske rettere – Erfaringerne er den Pirring, der vækker slumrende Muligheder til Live, hvorved der udvikles Organer for disse Muligheders Virkeliggørelse. Er Pirringen tilstrækkelig, altsaa Erfaringerne talrige nok, sker Udløsningen i Form af et nyt Organs Dannelse, og der er tilflydt Individet en ny Vane, et nyt Anlæg, som er som en lille Plante i Planten, et levende Væsen i et andet levende Væsen, og passes og plejes den, d. v. s. faar de rette Livsbetingelser nemlig ved, at den bliver benyttet – ja, saa lever den, og sultes den, d. v. s. at den aldrig bliver brugt, saa sygner den hen, "dør" bort; men ligesom den opstod tilsyneladende af intet, kan den paa et hvilketsomhelst Tidspunkt opstaa igen, ikke af intet, men ved at udsættes for de samme Paavirkninger, der først vakte den til Live. For Jeget skaber i Stoffet, og Formerne opstaar, som Lyset udgaar fra Solen, som Sangen fra Sangeren, som Frugten fra Træet.

Og naar vi nu begærer en lykkeligere Tilværelse, saa kan vi af den Maade, alt i Naturen forandrer sig paa, af den Lov, der hersker for Livets Manifestation, lære, at enhver Karakteregenskab er baseret paa Organer, der overtager Ledelsen af de til Egenskaben knyttede Bevægelser, og disse Organers Opstaaen sker gennem stadig gentagne Paavirkninger af samme Art. Og hvad sukker og stønner vi efter? Efter Fred! Fred indadtil og Fred udadtil – det ene er en Følge af det andet, men for at kunne leve i permanent Fred, maa der dannes Organer, der garanterer, at ens vanemæssige Handlinger, Begær, Tanker paa alle Omraader er fredelige. Hvordan gøres nu det? Ved at træne i at møde Ufred med Fred, ved at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre". Derfor er Forfølgelse, Forhaanelse, Modgang, Krig og alle Lidelser det samme som Kærlighed, for gennem Lidelsen vindes Forstaaelsen, gennem Lidelsen gives Mulighed for Træning og gennem Træning vindes Afklaring.

Men en Ting bør man stadig huske, at selv om man synes, at det gaar frem, selv om man synes, at man mere og mere forlader de gamle Stier gennem Opøvelse af ny Vanen, er man ikke længere borte end den Vejbred, der efter kort Tids Forløb blev plantet tilbage paa sin gamle Plads. Man kan hurtigt falde ind i den gamle Rolle igen; – Tænk paa, hvorledes Mennesket bliver i Krigen, – som Vilddyret, ufølsomt for Blod og Mord, Instinktet kommer atter frem til Dagsbevidstheden og faar ham til at søge Dækning endnu inden Kuglen kommer; han er blevet som Dyret, der aner den sig nærmende Fare. Saa selv om vi er Vegetarianere, selv om vi har forsaget Tobak og Alkohol i nogle faa Aar, selv om vi har studeret Aandsvidenskab i en Periode, selv om vi har øvet os lidt i at elske vor Næste, saa er der kun eet Skridt tilbage, men tusinde Skridt frem.

Men den Dag, man gennem Lidelsen fornemmer en kærlig Hensigt, den Dag, man ligesom faar Livet til Ven, da fyldes man af Glæde over dets Skønhed, man fyldes med Betagelse over dets Førelse, man fyldes med en Følelse, der i Udbrud maa lyde: Ære være Livet – Ære være Gud.