Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Hvis der gaves en Magnet, der pegte mod de Lande og Huse, hvor de Personer bo, hvis Indre er rigt og mægtigt, saa vilde jeg sælge alt og købe den og begive mig paa Vejen den Dag idag!" – Ordene er Emersons i hans berømte Afhandling "Til hvad Gavn er store Mænd", men de kunde i Virkeligheden sættes som Motto for hver den Sjæl, for hvem Sandheden, den virkelige Sandhed, er blevet hele Livets Længsel. Jeg har den Tro, at det er umuligt at forstaa Martinus kosmiske Analyser uden at have haft denne Længsel efter Sandheden i sig. Som ganske ung forstod jeg ikke, at denne Længsel var noget specielt. Jeg troede, at den gjaldt alle, ja, jeg gik udfra som noget aldeles selvfølgeligt, at det højeste, der kunde times enhver Ung, var at faa klar Besked paa de tre evige Spørgsmaal: hvorfra – hvorfor – og hvorhen. Jeg ved idag, hvad jeg dengang ikke anede, at andre Unge ikke havde det som jeg selv. Jeg husker endnu mine mange sørgmodige Tanker, naar jeg paa min Ivrighed kun mødte Lunkenhed som Svar. Jeg maatte tænke, at det var mig, som var daarligt udrustet til at fremstille mine Tanker, og det pinte mig. Jeg mindes, hvor voldsom min Glæde over endelig at have fundet Vej var. Jeg følte det, som min Sjæl uafladeligt blev gennemkrydset af en levende, varmende Ild, som uafbrudt udløste de skønneste Syner i mit Indre, og jeg brændte af Længsel efter at meddele mine Nærmeste om al den Skønhed, jeg oplevede. Men nej. Ingen havde Brug for min Hjælp. Familie og Kammerater – nej. Jeg har siden tænkt paa, hvor mange Kilometer jeg mon har vandret i ensom Grubleri over, hvordan jeg dog skulde faa gjort dem opmærksom paa, at alt det, der kunde hjælpe dem, naar de tunge Sorger, Livet havde i Behold til os alle, engang kom til dem? Det var en Gæringens Periode. En forfærdende tung, mental Mur var blevet brudt ned og havde givet Plads for et voldsomt Lys. Min religiøse Higen havde tidligt bragt mig i Berøring med religiøse Krese. Jeg havde en kort Tid været lykkelig Medlem af K.F.U.M. for saa paa omtrent lige saa kort Tid at bryde Broerne bag mig til Fordel for det grundtvigske Livssyn. Ejendommeligt nok var det de respektive ledende Personer indenfor dette som indenfor det førstnævnte, der kurerede mig. Jeg har senere ofte tænkt paa, om den Slags Mennesker egentlig er klare over, med hvor skarp en Iagttagelsessans de bliver opfattet af den, for hvem deres Ord er andet og mere end Levevej. Jeg tror det ikke, de vilde i saa Tilfælde næppe omgaas de høje aandelige Sandheder saa letsindigt. Det laa i min Natur at møde enhver aandsinteresseret med stor Aabenhed. Det kan være farligt. Ogsaa for Modparten. Gang paa Gang følte jeg det, som om jeg sugede hele den andens Sjæl ind i mig og tog det fra ham, han evnede at give, for saa omgaaende at frigøre mig for de pinagtige Rester. Man har en stærk Fordøjelse, naar man er ung, og Føden kun indeholder den primitive Følelses letfordøjelige Fraser. Men man bliver baade mager og bittersulten paa en saadan Kost. "Hvorfor i Alverden beskæftiger De Dem dog med Tanker, der hører hjemme i Livets Efteraar", skrev en gammel Ven til mig og anede vel næppe, at han dermed uforskyldt gav mig den Forestilling, at man kun skulde tænke over aandelige Problemer, naar Seniliteten havde fuldbyrdet sit Værk, og Dødens Porte var begyndt at knirke paa sine Hængsler. Men Emersons Magnet maa have hørt med til det Udstyr, Guderne gav mig i Vuggegave. En Dag stod jeg overfor Martinus. Jeg ved, at adskillige om dette Møde har tænkt sig, at jeg omgaaende kapitulerede og afskrev enhver Form for personlig Reaktion. Ingen Fejltagelse turde vel være større. Man passerer ikke ustraffet en Serie af indremissionske og grundtvigianske Helgener. Saadanne Oplevelser lærer en Forsigtighed – og Mistro. Men medens min Aabenhed tidligere havde fejret Triumfer ved med en vis Hastighed at lade mig komme tilbunds i den Sjæl, der havde vakt min Interesse, saa drister jeg mig her til at skrive, at jeg endnu omtrent atten Aar efter, stadig er optaget af at flytte mine mentale Grænsepæle endnu længere ind i det Univers, der her bærer Navnet Martinus, men som paa sin Vis lige saa godt kunde have faaet Navn af den samlede jordmenneskelige Tankeverden plus alt det, enhver fremskreden Jordens Søn fra Neanderthalstadiet og frem til vore Dage, har længtes efter at beskue. Det vilde om muligt have været endnu mere beskæmmende for en Martinus end for mig, om jeg blot havde repræsenteret en ukritisk Reproducent. Nej Forholdet var helt enkelt det, at en ualmindelig sulten Bi endelig var havnet i en Blomst, hvis Honningreserver ihvert Fald var uudtømmelige for den. Mange Gange siden er mine Tanker gaaet til disse første Døgn. Martinus maa have haft Brug for al sin Taalmodighed, for jeg maa have været utaalelig. Opnaar man ikke andet her i Livet, opnaar man ihvert Fald et vist Kendskab til sig selv og den Optræden, man evner at lægge for Dagen, naar der serveres noget, Sjælen hungrer efter. Jeg mødte ham med Aabenhed, ja, men ogsaa i højeste Grad med den Indstilling, at hvis –. Men min Mistro og Angst, begge Dele udsprunget af tidligere, bitre Skuffelser, blev hurtigt neutraliserede. Jeg kunde gøre mine Spørgsmaal nok saa komplicerede, kunde lægge nok saa mange Fælder, det blev kun mig selv, der kom til kort. Tro ikke, at jeg mener noget stort om mig selv. Jeg mener i al Beskedenhed, at jeg er et ganske almindeligt Menneske, normal, forsaavidt dette Begreb overhovedet eksisterer. Men jeg ved, at saa langt mine Tanker evner at gaa tilbage, er der kun een Ting, som virkelig har optaget mig, og det er, om Livet i mig kun var skabt og dermed begrænset, eller om det var evigt. Om jeg, som Person betragtet, forgik ved Døden, eller om jeg ogsaa efter denne var mig bevidst som levende og tænkende Menneske. Meget tidligt forekom det mig, at alt andet var den rene Daarekistesnak mod disse Problemer. Thi til hvad Nytte kæmpe for et Fremskridt, hvis Goder muligvis vilde tilkomme en moralsk langt mere defekt Slægt end den, jeg selv repræsenterede? Det er muligt at det forekommer en og anden besynderligt, at en ganske ung Mand kan have disse Tanker, men jeg tror nu, at langt, langt flere Unge, end de fleste tænker sig, gaar og slaas med disse Problemer. De tør blot ikke komme frem med dem, noget, jeg forstaar. Thi der skal en temmelig stærk Karakter til at trodse den Flod af Ydmygelser, der skyller ind over den, der i en materialistisk betonet Kres begynder at stille Spørgsmaal om sin egen Udødelighed.

For mig blev Martinus Grænsepælen mellem to Verdener. I Mødet med ham forgik det Liv, jeg havde levet indtil da. I hvor høj en Grad jeg faktisk mistede alle de, jeg dengang var knyttet til, forstod jeg først langt senere. Jeg føler det ofte i Forholdet til den Tids Venner, som Udvandreren maa føle det, naar han efter Aars Fravær paany befinder sig iblandt de, han engang forlod, og som han nu kæmper en haabløs Kamp for at komme i Kontakt med. Det aandelige Liv har sine Love, og de kan føles ubarmhjertige. Men de er urokkelige. Inspiration er afhængig af fælles Indstilling. Resten er kun trist Teater. Men hvilken Verden var det ikke, Martinus havde aabnet mig Portene til. Som jeg før skrev, følte jeg det, som min Sjæl uafladeligt blev gennemkrydset af en levende, varmende Ild. Spørgsmaal og Svar afløste hinanden i en tilsyneladende uendelig Kæde. Ingen blind har kunnet faa opladt sit Syn med større Glæde end den, jeg havde i de Dage.