Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi kan tage et let fatteligt Eksempel indenfor den gamle nordiske Gudelære. Vi véd, at man dengang antog, at Torden og Lynild fremkom ved, at Thor kørte over Himlen i sin Bukkevogn. Disse Naturfænomener laa jo indenfor Menneskenes Evne til Oplevelse gennem Sanserne, men de laa udenfor deres Evne til at analysere, idet man jo absolut intet kendte til de elektriske Kræfters Natur. Naar man saaledes alligevel vilde give en Forklaring paa nævnte Realiteters Opstaaen, saa maatte man i Bevidstheden samle alle de Sanseoplevelser, der i Forvejen var erhvervet, og som faldt sammen med det Indtryk, man oplevede ved at sanse Lynene og Tordenens Rullen, og dernæst bruge disse til Sammenligningsgrundlag. Da de tilsvarende Sanseoplevelser udgjordes af Vognrummel, idet denne Lyd bortset fra det mindre Format nøjagtig lød som Torden, og der ligeledes ved Kørsel paa en haard Vej kunde fremkomme Gnister, saa opstod ganske naturlig den Idé, at det maatte være en Vogn, der køre over Himlen, der foraarsagede Tordenens Buldren og Lynenes Gnistren. Og da baade Lyd og Gnister var af overnaturlig Størrelse, maatte de naturligvis være foraarsaget af Guderne. Det vil med andre Ord sige, at den paagældende Realitet ved dette Forsøg paa Analysering, indenfor Individets Bevidsthed bliver trukket ned til et Niveau, hvor det tilsyneladende passer ind i Individets tidligere gjorte Erindringer.

Vi ved jo, hvorledes Overtroen florerede gennem den saakaldte mørke Middelalder, ja ligefrem beherskede Menneskenes Tilværelse, og endnu kan vi dybt i vor egen Bevidsthed finde mange Rester af denne Overtro. Hvem føler sig ikke lidt ubehagelig til Mode ved at være selv trettende til Bords? Eller hvem bryder sig om at sove i et Hotelværelse Nr. 13. Selv om vi nok er tilbøjelige til at le af os selv, kan vi dog ikke komme helt bort fra den første Følelse af Ubehag, og Tallet 13 er dog i Virkeligheden lige saa uskyldigt og ikke mere uheldbringende end alle andre Tal.

Under Begivenheder som Krige eller andre lignende Realiteter, hvor Menneskene en vis Tid ligger under for de endnu uudviklede lavere Bevidsthedstendenser hos dem selv, og som derved føles som et Slags Tilbageskridt i Udvikling, vækkes ogsaa Overtroen til Live igen, hvad vi let kunde konstatere under Verdenskrigen, hvor det pludselig blev Mode over hele den civiliserede Verden at gaa med Lykkedyr eller Mascotter, ligesom Soldaterne i Krigen gjorde en udstrakt Brug af Amuletter og andre Genstande, der formodedes at beskytte den, der bar dem.

Vi har her i det ovenstaaende anført nogle enkelte Eksempler paa Overtro. Naturligvis kunde man blive ved med at supplere disse, men da det kun drejer sig om at faa selve Analyserne bekræftet, maa de anførte Eksempler være tilstrækkelige.

Vi véd saaledes nu, at i de Felter i et Individs Bevidsthed, hvor der kun findes en relativ ringe Intelligens, vil der altid være Grundlag for, at en eller anden Art Overtro – større eller mindre – kan fæstne sig, idet Individet da er tilbøjelig til at lade sig suggerere. Modvirke Overtroen kan kun Opøvelsen af Individets Evne til at definere virkeligt, og da denne Evne hos Menneskene er i stærk fremadskridende Udvikling, naar man betragter dem under ét, vil derfor de Rester af Overtro, der endnu findes, efterhaanden ganske umærkelig blive undermineret i Individernes Bevidsthed og smuldre hen til intet.

Vi kan nu gaa over til at betragte den tredie større Kombination, nemlig hvor Individets Analyseringsevne er saa fremragende udviklet, at den er i Stand til at skabe nye Oplevelser, der gaar uden for dets sansemæssige Omraade.

Naar Individet fuldt ud kan analysere en Realitet, som det oplever gennem Sanserne, saa bliver dette som tidligere nævnt et Udtryk for Individets virkelige Viden, det bliver Udtryk for Kendsgerninger. Ved at anvende disse Kendsgerninger til Sammenligning og Kombination med andre selvoplevede Kendsgerninger, kan der igen rent intelligens- eller tankemæssigt skabes nye Erindringsoplevelser indenfor Bevidstheden, og jo mere intelligent det paagældende Individ er, d. v. s. jo lettere det er i Stand til at samle og kombinere alle sine Erindringsoplevelser i et eller andet Felt, jo oftere kan der af disse Oplevelser igen skabes nye Oplevelser. Men da disse Oplevelser for store Omraaders Vedkommende ikke kan følges med de fysiske Sanser, idet de jo er skabt rent intelligensmæssigt, vil dette betyde, at de befinder sig uden for det tidligere omtalte fysiske Sanseomraade.

Men naar vi ikke længere kan følge disse Oplevelser gennem vore Sanser, saa bliver de ikke Udtryk for virkelige Kendsgerninger, de bliver Udtryk for formodede Kendsgerninger eller teoretisk Viden, idet vi kalder denne Form for Intelligenserkendelse for Teorier.

Jo længere man kommer bort fra de selvoplevede fysiske Kendsgerninger, des usikrere bliver Kombinationsevnen, des lettere bliver det at faa flere Løsninger paa Spørgsmaalene, des sværere bliver det for Analyseringsevnen at kombinere de tankemæssigt oplevede Realiteter tilfredsstillende, og vi er da naaet ud til Teoriernes Periferi, til de Realiteter, vi kalder Hypoteser. Disse maa altid befinde sig i en vis Forlængelse af de Kendsgerninger, man i Forvejen kan analysere, men ofte saa langt fra det erkendelsesmæssige Omraade, at Analysen bliver højst usikker. Hypotesen bliver mere Formodninger, med en mere eller mindre fast Begrundelse.

Lad os gaa over til at betragte et Eksempel paa en Teori som Atomteorien. Med vore fysiske Sanser vil vi aldrig nogen Sinde kunne faa Øje paa et enkelt Atom, da det ligger udenfor den Grænse af Vibrationsformer, som vort Følelseslegeme gennem vort Øje kan paavirkes af. Men vi véd alligevel, at Atomerne eksisterer.

Lad os nu f. Eks. betragte et eller andet Metal. Ved Hjælp af vore fysiske Sanser er vi i Stand til at konstatere, at Metallets Rumfang er foranderligt. Det er større i Varme end i Kulde. Her har vi et overmaade simpelt Bevis for, at det paagældende Metal ikke fuldstændig udfylder det Rum som det indtager, og den eneste logiske Forklaring herpaa maa blive, at det maa være sammensat af ganske smaa Dele med et vist Mellemrum mellem hver.

Her har vi et ganske klart Billede af, at Analyseringsevnen begynder at gaa udenfor Sanseevnen, idet vi paa Grundlag af de fysiske Sanser kan konstatere en fysisk Forandring, der tankemæssigt giver os en ny Oplevelse, der ikke er af fysisk Natur, nemlig den, at Metallet bestaar af mindre Dele. Men da det nu ikke er os muligt at se disse Dele, og vi saaledes ikke følelsesmæssigt kan iagttage dem, bliver denne Oplevelse ikke Udtryk for virkelig Viden, men kun Udtryk for teoretisk Viden. Ved at anstille eksperimentelle Forsøg, d. v. s. undersøge Virkninger af Kombinationer mellem Stoffers fysiske og kemiske Egenskaber, Tilstandsformer, Radioaktivitet, Farver og kemiske Reaktionstilbøjeligheder, opnaar man en uhyre Mængde Resultater, som er tilgængelige for fysisk Sansning, og ved at kombinere disse sansemæssige Resultater, er man i Stand til med større eller mindre Dygtighed at udfinde de Love, der gælder for Stoffernes kemiske Omsætninger, og derved naar vi igen paa et større Omraade langt udenfor den almindelige Sanseevne.

Ved en Kombination af alle stedfundne Resultater, ved at bygge Arbejdshypotese paa Arbejdshypotese har man intelligensmæssigt udfundet teoretiske Aarsager, der kan betinge de givne Virkninger, og man er derved naaet til den i Øjeblikket gældende Teori om Atomernes Bygning. Ved at anvende Intelligensevnen til at omplacere og kombinere alle disse oplevede Sanseerindringer og ved paa Basis af disse at bygge nye Tankeformationer er man saaledes trængt dybt ned i Mikrokosmos, i en Verden, der i sine svimlende Dybder ikke giver Makrokosmos noget efter, og som befinder sig saa langt borte fra de almindelige fysiske Sanser, at det er meget vanskeligt for os at gøre os Forestillinger derom.

I disse foregaaende Eksempler har vi som følelsesmæssig Horizont udelukkende beskæftiget os med det Omraade, som begrænses af Sansernes Rækkevidde indenfor de grovere Vibrationstilstande, nemlig det fysiske Plan, men dette Omraade har foruden en dimensionel Udstrækning i Tilstand ogsaa som bekendt Udstrækning i Dimensioner indenfor Rum og Tid. Disse sidste Dimensioner bliver ligeledes Udtryk for Begrænsning af Individernes Sanseevne og følgelig kommer Individets Oplevelse af Overtro saavel som teoretisk Viden til at gælde paa tilsvarende Maade som de allerede beskrevne Former.

Naar man saaledes betragter de Bevidsthedsgrænser som en Sansning indenfor Rum-Begrebet indeholder, ser vi let, at den følelsesmæssige Horizont her udgøres af alt det, som Individet selv befinder sig saa nær ved, at det kan opleve det med Sanserne, medens Grænserne sættes der, hvor Realiteterne befinder sig saa langt borte fra Individet, at det ikke kan naa dem med Sansernes Hjælp. Hvis f. Eks. et Menneske kommer til Skade ved et Færdselsuheld, medens man ser derpaa, da føler man en saavel følelsesmæssig som en analysemæssig Oplevelse, altsaa en Kendsgerning. Men bliver der dræbt nogle Tusinde Mennesker ved en Oversvømmelse i Kina, oplever man det sansemæssigt ikke her, da den stedfundne Begivenhed rumligt set ligger langt udenfor vor Sansehorizont. Vi oplever den kun analysemæssigt og som Følge heraf betegner Oplevelsen kun en teoretisk Oplevelse for os.

Overtro indenfor dette Felt bliver vi Vidne til dér, hvor Analyseringsevnen ikke er stærk nok til at regulere de følelsesmæssige Oplevelser. Vi har Eksempler nok herpaa fra ældre Tider, da man kun var i Besiddelse af en meget begrænset Viden om fjerntliggende Lande, og derfor erstattede de manglende Kendsgerninger med følelsesmæssige Opfattelser. Men der, hvor Evnen til Analysering er ringe, er Evnen til at lade sig suggerere til Gengæld stor, og derfor blev disse fjerne Lande i Folks Bevidsthed Hjemstedet for allehaande Vidundere af Fabeldyr og menneskelige Skabninger.

Indenfor Begrebet Tid udgøres den følelsesmæssige Horizont af det Omraade, som Individet kan erindre, Fremtiden danner den ene Grænse, idet den sansemæssig er skjult for Individet, og Fortiden danner den anden Grænse der, hvor Individets Erindring fortones og forsvinder. Mellem disse Grænser findes de Erindringsoplevelser, som Individet er bevidst i, de der fremtræder som Kendsgerninger, idet man i hvert Fald rent overfladisk set er i Stand til at analysere Oplevelserne.

De Formodninger og Forestillinger, som Individet gør sig ud over disse Grænser, groft taget mellem Fødsel og Død, bliver da i høj Grad hypotetiske, da den menneskelige Analyseringsevne i dette Felt er ganske primitiv for de fleste. Grunden hertil er, at for at analysere disse Realiteter virkeligt, er vi blandt andet nødt til at regne med de kosmiske Grundenergiers Vibrationsformer, og disse har aldrig været fremdraget før nu.

Hvis man i Stedet for at gøre det enkelte Individs Tilværelse til Genstand for Betragtning, betragter en større Tidsformation, som f. Eks. Videnskabens Opfattelse af vort Univers' Dannelse, bliver dette ogsaa et udmærket Eksempel paa, hvorledes man ad analysemæssig Vej kan gaa overordentlig langt tilbage i Fortiden. De fleste af Læserne kender sikkert den Kant-Laplace'ske Hypotese om vort Univers' Opstaaen af det oprindelige Urstof ved, at dette efterhaanden trak sig sammen og dannede roterende Taager, som lidt efter lidt stadig under Sammentrækning udskilte Planeterne, der igen udskilte deres Maaner. Denne Formodning kunde bl .a. begrunde visse Lovmæssigheder i Solsystemet, Planeternes sammenfaldne Baneplaner og de overensstemmende Omløbs- og Rotationsretninger.

Vi har ganske vist endnu kun et forholdsvis ringe Erfaringsmateriale indenfor disse Felter af Tilværelsen, d. v. s. vi har ikke Oplevelser nok til fuldt ud at bekræfte Formodningerne, og disse kommer da indtil videre til at staa som Hypoteser. Men da vi, som Udviklingen skrider frem, erhverver os et større og større virkeligt saavel som teoretisk Kendskab til Naturlovene, vil vi efterhaanden opleve flere og flere Kendsgerninger, der kan anvendes til at udforme nævnte Hypotese i dens Enkeltheder, og vi vil da se Hypotesen glide over til at blive en Teori og derefter forvandle sig til en Kendsgerning som Følge af, at vort Analyseringsomraade i dette Felt bliver Genstand for en Udvidelse og Forstærkning.

Hvis vi nu tager en Realitet som Martinus' Fremstilling af Verdensaltets Love indenfor Begrebet Udvikling, saa vil vi ogsaa her have en udmærket Illustration overfor Begrebet teoretisk Viden. For Martinus' eget Vedkommende er Lovene oplevet ved Selvsyn, men naar andre faar disse Love forklaret, vil noget blive absolutte Kendsgerninger for dem, nemlig det, der ligger indenfor Vedkommendes sansemæssige og analysemæssige Omraade, men andet vil kun blive Teori, nemlig det, der ligger udenfor dets Sansehorizont. Lad os tage et Eksempel. Det vil være Kendsgerninger eller virkelig Viden for de fleste, at der finder Udvikling Sted indenfor Planterige og Dyrerige indtil vort nuværende Stadium, og ligeledes er det en Kendsgerning, at ganske enkelte Væsener har vist sig at være udviklet til et moralsk Stade, der ligger højere end det Trin, hvor vi selv staar. Hertil kan vi altsaa selv delvis opleve Kendsgerningerne og kan ogsaa i større eller mindre Grad analysere dem. Men videre er det os ikke muligt at gaa selv. Kun anelsesmæssigt kan vi føle, at der eksisterer et virkeligt Menneskerige foran os i Udviklingen, medens Visdomsriget saavel som den guddommelige Verden og Salighedsriget ligger for langt fjernet fra vor Horizont til, at vi kunde naa dertil ad hypotetisk Vej, d. v. s., at det Erfaringsmateriale, de Oplevelser, vi har placeret i vor Bevidsthed i disse Felter, er af en saa primitiv Natur og findes i en saa utilstrækkelig Mængde, at det ikke vil være muligt for vor Intelligens selv at kombinere dem paa en saadan Maade, at de kan danne et fuldkomment Billede af Udviklingen.

Men ved Mødet med Martinus' kosmiske Symboler sker der det, at vor egen endnu fosteragtige Analyseringsevne gennemgaar en ganske enorm Udvikling, saaledes at det bliver muligt at placere alle vore Erindringer, ikke alene de følelse- eller sansemæssige, men ogsaa de intelligens- og analysemæssige, hvilket sidste bliver Videnskabens Grundsætninger, i de rigtige Felter og i det rigtige Forhold til hverandre, saaledes at de giver et tilfredsstillende og harmonisk Billede af Verdensudviklingens Love.

Til disse ovenstaaende Betragtninger maa tilføjes, at Kombinationsevnerne mellem de forskellige nævnte Dimensioner i Tilstand, Tid og Rum naturligvis bliver ganske overordentlig mangfoldige, og de Eksempler, der her er fremdraget, kun er faa og samtidig løselig skitseret og ikke gør Krav paa at være nogen til Bunds gaaende Analysering, da en saadan vilde kræve en temmelig betydelig Plads.