Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Muhammeds Lære var ligesom Buddhas ikke i egentlig forstand original. Han bruger ingen nye ideer, men derimod en sammenblanding af religiøse forestillinger vakt i ham ved berøring med jødiske, kristne og gammel arabiske elementer. At fremstille hans lære systematisk lader sig ikke saa let gøre, selvom der naturligvis findes visse retningslinier, da Muhammed ikke var en klar tænker. Særlig mærkbar er hans uklarhed og vaklen, hvor det gælder spørgsmaalet om menneskets frie villie og selvbestemmelsesret med hensyn til dets endelige skæbne.

Koranen, Muhammedanernes hellige skrift, er en kombineret Opbyggelses-, Moral- og Lovbog. Den indeholder udtalelser, som afgjort staar i strid med hinanden, og det har givet anledning til et utal af stridigheder og til udskillelse af nye sekter indenfor den muhamedanske trosretning. Aarsagerne maa vel, ligesom tilfældet er med det nye testamente, søges i, at det meste i den ikke er blevet nedskrevet straks, men først senere er blevet prentet efter genfortællinger af mere eller mindre sanddru berettere. Kun ganske enkelte afsnit af Koranen er skrevet af Muhammed selv. Udøvelsen af visse kultiske forpligtelser kendetegner en Muslim. Disse forpligtelser er:

Den ældste centrale grundvold for Islam er som før nævnt Koranen, Allahs ord forkyndt gennem profeten. Da Koranen desværre rel hurtigt viste sig at være utilstrækkelig, supplerede man Koranens bestemmelser ved hjælp af den saakaldte Summa, hvilket kort og godt kan udlægges som tillæg. Det var en praktisk foranstaltning, for derigennem fik de ledende lejlighed til at forme koranen saa den ogsaa passede i deres kram. Blandt andet fik man i nye og uforudsete tilfælde hjælp fra romerretten og paa den maade fik man mange juridiske svar i Koranen, som derved mere fik præg af juristeri, udvortes væsen og dogmatisme end af aandeligt opbyggeligt stof. Men der fandtes kredse der tørstede efter andet og mere i Koranen end samfundslove og samfundsreformer som i væsentlig grad var dikteret fra Rom. De søgte "aandelige byggerum" til deres samfund hvilende paa visse sider af Koranen. Andre ønskede forklaring paa mange forestillinger og tanker om guddommen og den dertil knyttede mysticisme. Denne mystiske retning laa ikke for de egentlige Arabere og dermed heller ikke for Koranen, men saa meget mere for de persiske Muslims, som stod de indiske, brahmanske og buddhistiske indflydelser nær og af den grund opstod nye retninger.

Enhver epoke i menneskehedens historie kan fremvise store personligheder, som har haft umaadelig betydning for deres tid. De har haft mange navne og indtaget meget forskelligartede stillinger i det bestaaende samfund. Disse personligheder har været højtudviklede væsener, der er inkarneret her paa kloden, for, med deres store viden og mere fuldkomne moral at opfylde en mission, den nemlig at retlede de "vildfarne faar". Man behøver kun at nævne navne som Lao-tse, Kong Fu-tse, Tut-Ankh-Amon, Ezekiel, og for at gaa helt frem til den europæiske historiske tid Ansgar og Martin Luther. Der kunde nævnes et utal af navne, men fælles for dem var, at de alle arbejdede paa at højne den bestaaende moral i en positiv retning.

Men ligesom der i en bjergkæde findes et utal af smaa tinder, findes der ogsaa store, og de er sjældent saa talrige, som de smaa. Det gælder ogsaa de "indviede væsener". I det foregaaende har vi stiftet bekendtskab med de tre største. Alle tre har de det til fælles, at de har søgt at bringe deres samtid en livsopfattelse, som, til trods for den tilsyneladende forskellighed, dog har haft det slutmaal, at skabe en bedre moral.

At disse væseners opgaver og betydning ikke blot har været beregnet for en "inner-circle" afspejler sig bedst ved den realitet, at Kristendommen idag beregnes at have 670 millioner tilhængere, Islam 230 millioner og Buddhismen helt op til 1/3 af jordens befolkning. En stadig større part af disse millioner er ikke mere saa "ortodokse", som tidligere, paa grund af deres voksende intelligens og er dermed ikke tilfredse med at leve paa tro mere. De kræver viden, en viden som vi i dag har mulighed for at faa underbygget ved haarfin logik, takket være Martinus' analyser. Men en nærmere redegørelse heraf ligger udenfor denne artikels rammer.