Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Imidlertid er det jo, som ovenfor bemærket, et omraade, hvor mennesket handler efter den indsigt, det har, og kommer til at opleve resultaterne af disse handlinger, – resultater, der altsaa mange gange er uforstaaelige for mennesket, idet det mener at have gjort noget, der burde have haft helt anderledes virkninger. Vi er her indenfor et omraade, hvor mennesket ikke oplever tingene og begivenhederne klare og randskarpe.

Det er en paa mange maader ejendommelig zone, det jordiske menneske her skal igennem, idet den er karakteriseret af en stærk, kosmisk evnes undergang og en anden stærk kosmisk evnes fødsel. Troen gaar under og en ny viden fødes ganske langsomt.

Kaster vi blikket tilbage i udviklingen ser vi, hvorledes trosevnen tidligere har bevirket, at mennesker atter og atter har været i stand til at bringe de største ofre uden nogen som helst udsigt til, eller noget som helst ønske om at blive belønnet rent fysisk med gods og guld. Bevidstheden om at have gjort "det rigtige" var saa stærk, at den modstod ethvert forsøg fra en spirende fornuftsevne paa at kaste "tvivl" ind i sjælen, om det nu ogsaa kunde "betale sig". Ja selv op i vore dage, hvor trosevnen især udfolder sig i kontakt med nationalitetsprincippet og det militaristiske princip, ser vi, hvorledes mennesker, inspirerede af denne tanke, ofrer deres eget liv for derigennem at medvirke til virkeliggørelsen af en bestemt idé, som de tror paa.

Kristendommen, og ogsaa andre religionsformer, har tiderne igennem gjort et meget stort arbejde for at kultivere denne trosevne saaledes, at de energier, der bragtes til udløsning paa basis af den, blev stedse mere og mere humane. Og resultatet af denne undervisning er blevet, at der i dag ikke er ret mange, der ikke ønsker Kristendommens principper virkeliggjorte. Men – i mellemtiden er der sket det, at forstanden er blevet saa stærk, at den nu er i stand til at gøre mennesket usikker overfor de "livsprincipper", som troen tidligere betingede en intim og urokkelig kontakt med. Og mennesket maa saa "prøve sig frem". Og at "prøve sig frem" vil sige: atter og atter at begaa fejltagelser, for saa ganske langsomt at lære af disse fejltagelser.

Men dette: at lære af fejltagelserne, er en ganske særegen proces, som for mennesket ikke er direkte overskuelig. Vi oplever jo ikke vor skæbne paa den maade, at vi klart ser den eller den begivenhed som resultatet af den eller den handling. Meget ofte fortaber aarsagerne sig jo i tidligere tilværelser, og er dermed utilgængelige for vor forskning. Den begrænsning, som "fødsel" og "død" giver vor livsopfattelse – eller rettere: vor bevidste livsopfattelse – bevirker, at "skæbne" bliver noget underligt uvirkeligt, som den gryende forstand vægrer sig ved at acceptere.

Men det gælder jo her som overalt i livet, at om mennesket "kan lide det" eller ej, saa følger livet ganske bestemte love, som intet kan rokke eller ændre, idet de er en del af livets struktur. Og den fortsatte erfaringsdannelse, som mennesket – uden altsaa at have noget overblik over – befinder sig i, fører med sig, at mennesket ganske langsomt bliver opmærksom paa disse loves eksistens.

Hvordan dette sker, er naturligvis individuelt. Men jeg siger vist ikke noget forkert, naar jeg siger, at det for de fleste mennesker sker paa den maade, at de – langsomt eller maaske i pludselige glimt – kommer til at opleve en sikkerhed overfor livet, som er af en ganske egen art.

Til deres egen store fortrydelse opdager de, at det ikke er dem muligt at overføre denne sikkerhed til nogen anden. Glæden over oplevelsen af denne sikkerhed fører meget ofte dette med sig, at man gerne vil delagtiggøre andre i denne nye "viden", og saa oplever man, at det, der for en selv er saa sikre og uomgængelige beviser, overhovedet ikke har nogen som helst beviskraft over for det menneske, man saa gerne vil "overbevise". Man vover sig ud i en diskussion, og modparten vil næsten altid føle sig overbevist om, at det er ham, der ser klart og fornuftigt paa livet, medens man selv er faldet som offer for en samling illusioner. Det bevirker meget ofte skuffelser, men efterhaanden bliver man opmærksom paa dette, at "tilværelsen ikke kan forstaas med intelligens alene". Hvorledes denne iagttagelse virker er som før nævnt afhængig af ens hele mentale struktur, men for et stort flertal gælder det, at den første virkning egentlig er ret utilfredsstillende. Det har sin naturlige forklaring i den ærgærrighed, der som en meget gammel evne ligger i alles bevidsthed, og som i store udviklingsperioder var en meget vigtig faktor i kampen for tilværelsen. Den foraarsager, at man meget gerne vil kunne "overbevise" andre om, at man selv har ret og de andre uret! – og hindrer i første omgang forstaaelsen af, at forudsætningerne kan være forskellige. Trangen til at opleve sukces er – omend den ikke træder klart frem i bevidstheden – alligevel saa stærk hos de fleste, at det giver et lille stik, naar man oplever, at man ikke alene ikke kan overbevise modparten, men at han ovenikøbet tillader sig et lille ironisk og overbærende smil.

Men ingen undgaar disse "børnesygdomme", som følger denne nye evnes første fremvækst.

Efterhaanden som de værste tilfælde er overstaaede, vokser der frem en begyndende erkendelse af, at det virkelig drejer sig om "noget nyt". Nogle er her saa lykkelige, at de naar frem til den sindstilstand, hvor disse smaa ironiske og overbærende smil overhovedet ikke længere indebærer noget irritationsmoment. Erkendelsen af, at disse mennesker jo dog ikke kan leve ens liv, og at deres ironi blot er foraarsaget af en manglende følelse for eller kontakt med det, der for en selv er saa værdifuldt, ja saa uundværligt, tager ikke blot brodden af alt dette, men giver ovenikøbet kraft til overfor disse typer at udfolde den samme hjertelighed og imødekommenhed som det ellers falder lettest at udvise overfor mennesker, der hylder ens egne opfattelser og meninger.

Og saa denne "nye" følelse? Hvad er saa det? Er det da mere end en smuk følelse uden nogen bund i "den barske virkelighed"? Ja, i relation til det ovenstaaende er det ikke muligt her at fremføre noget bevis, i ordets almindelige betydning, idet det kun vil have beviskraft overfor de, der i forvejen er i kontakt med denne følelse. Men naar jeg alligevel har villet berøre det her, saa er grunden den, at denne nye "følelse", ikke er saa ualmindelig hos moderne mennesker.

De unge er jo – som Martinus engang sagde – de "gamle", der vender tilbage. I deres bevidstheder ligger et stort erfaringsmateriale, som kan organiseres igennem en teoretisk undervisning, som den Martinus giver os igennem sine kosmiske analyser.

Og man kommer da ogsaa ret hurtigt til at opleve, at det, som jeg nu et par gange har betegnet som en "ny følelse" i virkeligheden ikke dækkes af ordet "følelse". Man kan maaske sige, at mennesket kommer til at opleve en ny "tillid" til livet! Der er nemlig en karakteristisk forskel mellem den "tro", der i tidligere tider inspirerede menneskene til handlinger, der saa aabenbart var imod "sund fornuft", dvs. den klare – men stærkt, begrænsede – viden om livet, som menneskene sad inde med, og saa denne nye "tillid", der ogsaa faar mennesket til at handle efter love, som ikke er direkte tilgængelige for den "sunde fornuft", der nu eksisterer, omend i form af en stadigvæk ret væsentlig begrænset viden om livet.

Medens "troen" fungerede som en inspirationskilde, der ikke krævede forstandens assistance, saa er denne "tillid" en bevidsthedsfunktion, hvor "forstanden" – dvs. menneskets evne til gennem selvoplevede erfaringer at se sammenhængen mellem aarsag og virkning – spiller en stadig mere og mere fremtrædende rolle. Medens "troen" lod mennesket opleve en forholdsvis passiv kontakt med livets grundlove, saa bevirker denne nye "tillid" en meget aktiv kontakt med livets love.

Medens "livet" eller "skæbnen" er noget, som de fleste søger at "klare" ved at "slippe saa let igennem som muligt", saa bliver det efterhaanden noget, der med sine utallige nuancer og uendelige kombinationer aabenbarer sig for mennesket, som det, det virkeligt er: Guddommens underholdning af gudesønnen.

Den tillid til livet, som er resultater af hele den skæbneudløsning, der karakteriserer vor zone, er intolerancens og mistillidens største "fjende", for at tale i zonens ideologi, og den efterlader i bevidstheden en absolut sikker forstaaelse – ikke følelse – af, at man intet steds i tilværelsen faar "noget for intet", heller ikke naar det drejer sig om humanisme og verdensfred. Der maa ofres noget, der maa ydes noget, der maa saas en sæd, før der kan blive en høst.

Og i hvor stor udstrækning andre end synes, at det er "naivt" eller "sentimentalt", saa lever man selv i den tillid til forsynet og sikkerhed overfor livet, at ogsaa denne aarsagsudløsning usvigelig sikkert faar sine virkninger.