Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Husker du vor blomstrende Drøm om vor Kærligheds evige Foraar? Husker du det mathvide Trolddomsbæger af Jasminens duftende Kronblade, du leende rakte mod min Mund i en inderlig Trang til at give! Og med din flotte Gestus pegende mod Nattehimlens tindrende Stjerner bedyrede du mig hviskende, at end mere mangfoldige var dine Løfter om Troskab og dyrebar Kærlighed, – Maanens gule Segl paa Himlens dybe blaa var dit Pant paa vor Kærligheds Alter!

Og Havets blide Dønninger steg og sank som Elskendes tyste Aandedrag; saa dyb og fredfyldt var Nattens Stilhed, at selv en lille Dugdraabes sagte Fald mod Bladets grønne Flade gav Lyd i den store Stilhed. Jeg troede, at alt stod stille en lykkelig Stund, – indtil Gryets første Straaler ramte Øjets Blaa. Angst og tøvende sendte det unge Gry vibrerende sine første Straaler ind mod den tavse Nat, – – ingen ung Kvinde kunde have givet sin første Kærlighed et mere ømt og blufærdigt Kys!

Smilende farer lyse Drømme over dine aabne Øjne og skiller din Mund i en lysende Streg, – saadan ser jeg Glæden i dit Hjerte, og mit eget banker lykkeligt derved.

Gryets spinkle Straaler var blot den gyldne Sols Sendebud; den mørke Nat drager syngende bort, thi Sangfugles fløjtende Triller følger dens ensomme Vej. – Langsomt vendes endnu et Blad i Guddommens evige Billedbog: den nye Dag titter frem!

Høje Stemmer naar herned, – vi rejser os hurtigt fra det grønne Leje, men ak, forsent! En lystig Haanlatter sætter sit isnende Frostmærke paa den bortgangne Skærsommernats sarte Drømmesyn, – – vi vender os frysende bort fra den spottende Hob, der intet forstaar; thi den har jo aldrig elsket andre end sig selv.

Og saaledes vandrer Adam og Eva bort med knust Hjerte!