Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men – Thi det viser sig, at der trods disse ubegrænsede muligheder alligevel er et men!

I modsætning til et Mekano-legetøj, der blot skal underholde, saa skal livets forskellige foreteelser "bruges til noget". De skal passe ind i menneskers liv. Og vi møder her den inkommensurable størrelse, der hedder "det levende væsen". Formaalet med det hele var jo dog, at det var mennesket, der ejede tingene og kunde bruge dem efter sin lyst, og ikke tingene der ejede ham og tvang ham til at gøre snart dette, snart hint, endog imod hans vilje. Men hvordan er det blevet? Er det ikke i mange tilfælde saadan, at mennesket føler sig "tvunget af forholdene", at "den økonomiske situation" er ham ugunstig, at han "ikke kan faa arbejde" samtidig med at en hel verden savner næsten alt. Er ikke alle disse tilstande resultater af menneskeværk? Jo, men mennesket har leget med noget, som det ikke helt kunde overskue virkningen af. Der var bag "tingene" noget mere – der var nemlig ogsaa "tankerne".

Det stærkt intelligensmæssigt indstillede menneskes slagord munder ofte ud i dette: at man skal se at komme bort fra "føleriet" og klart og nøgternt se paa livet, som det virkeligt er. Atter her maa man sige, at der i dette er noget rigtigt, men alligevel bliver de øjeblikkelige virkninger af det ikke fuldkomne. Aarsagen hertil er, at vi jo ikke har evnen til at se paa livet, som det virkeligt er, men kun at se overfladen af det udpluk af livet, der kaldes menneskets tilværelse fra fødsel til grav. Og ved kun at betragte dette, vil det aldrig lykkes mennesket "virkelig at se livet som det er", men ved at tillægge dette "syn" en "virkelighedsværdi", der ikke tilkommer det, faar mennesket et vrængbillede af livet, der fører det ud i netop de tilstande, der rummer den eneste mulighed for, at dette beskaarne og ufuldstændige billede af livet kan blive helet og fuldkomment.

Naturligvis maa hele denne indstilling først og fremmest komme til syne i menneskets kamp for tilværelsen. Omend denne jo har skiftet form i tidernes løb og i stadig mindre grad stiller krav om fysisk styrke, saa er det dog princippet "enhver er sig selv nærmest", der er det dominerende. Og hvordan skulde det ogsaa kunne blive andet, naar mennesket kun er bevidst i det udsnit af livet, som det gennem sin fysiske dagsbevidsthed ser. Dette omraade synes jo til overdaadighed at rumme bevismateriale for, at der ikke er nogen mening i tilværelsen, at alt er kaos og tilfældigheder, at den mest egoistiske tilsyneladende "klarer sig bedst" osv. Hos mennesket afføder dette en indstilling, som den voksende intelligens paa alle maader understøtter, og som maaske kan formuleres i dette: man skal passe paa, at man ikke bliver udnyttet – ikke give en skilling ud uden at faa en daler igen – o. l. Princippet "noget for noget" drives ud over sin grænse og bliver til "mere for mindre".

Lad mig atter bemærke, at det er ikke min hensigt at laste nogen som helst, ja, jeg mener ogsaa at have paapeget aarsagen til, at forholdene er saadanne, som jeg her siger. Men at erkende en ting er jo ikke det samme som at acceptere den, og omend disse tilstande for tiden præger store dele af det jordmenneskelige samfund er dermed jo ikke sagt, at det i al evighed skal være saadan. Saa meget mindre eftersom alle ønsker det anderledes, men blot ikke kan enes om vejene bort herfra.

Denne indstilling: at man endelig ikke skal lade sig udnytte, er nemlig en meget farlig indstilling, fordi den i sin kosmiske betydning er det samme som: at ville høste inden man har saaet! Og det kan ikke lade sig gøre.