Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Omend vi mennesker er meget forskellige i vor indstilling til livet, omend vor aandelige farve varierer i utallige nuancer, saa er der dog visse træk, som de fleste af os repeterer indenfor den opvaagningsproces, der omfatter de første 30 aar af vort jordiske liv. Der er ikke noget mærkeligt heri, da det jo netop er denne vor aandelige ensartethed, der betinger, at vi alle tiltrækkes som mikrovæsener til det samme makrovæsen og til de samme zoner indenfor dette makrovæsen. Vort aandelige særpræg kommer kun til syne i detailler, men ganske vist detailler, der for os er ret betydningsfulde.

Det, jeg her særlig vil fæste mig ved, er, at de fleste saakaldte moderne mennesker igennem deres repetitionsaar passerer trin, hvor deres indstilling til livet præges af, at de fra barndommens umiddelbare tillidsfølelse, som skyldes de sidste straaler fra den svindende aandelige tilværelsesform, glider ind i ungdommens stadier, hvor den begyndende tænkeevne som sit første resultat efterlader mennesket med en indstilling til livet, der lader intelligensen spille en rolle, der kosmisk set slet ikke tilkommer den.

De kender sikkert disse typer, har maaske selv tilhørt dem (det har vist de fleste af os). Deres kendetegn er, at de – omend de ikke direkte giver det udtryk i ord – er besjælede af en følelse af, at de i grunden ved alt meget bedre end nogen anden, specielt end nogen ældre. De føler sig som repræsentanter for et nyt livssyn, hvor man "modigt ser livet i øjnene, som det virkeligt er" og ikke "dækker sig bag følelsesbetonede, sentimentale forestillinger om næstekærlighed o. l.", men erkender, at livet er kamp, at man for at klare denne kamp maa ruste sig paa bedst mulig maade, dvs. søge at skærpe sine evner det mest mulige.

Naa, dette kunde næsten se ud som et angreb, ja, som et forsøg paa at dømme alle over een kam, men naturligvis er det ikke ment saadan. Men det er blot et ikke ukendt træk, at mennesket i en vis periode af sine aandelige repetitioner passerer stadier, hvor det giver udtryk for, at det "fornuftmæssige" syn paa livet er det vigtigste, ja, det eneste rigtige. Og det har ret heri, men desværre er det ikke det "fornuftsmæssige", men derimod det "intelligensmæssige" syn, det anlægger, og det giver en ret væsentlig forskel.

Som Martinus engang udtrykte det: verdensaltet bestaar af mere end intelligens! – og følgelig vil det aldrig kunne forstaas med intelligensen alene. Livet skal ogsaa nok selv sørge for at forsyne mennesket med de fornødne erfaringer, der kan gøre dets syn mere omfattende, men i en vis periode møder vi denne ret eensidige indstilling, og hos visse typer varer den livet igennem, og hvad fører den med sig?

Den stærkt intelligensbetonede indstilling til livet fører med sig, at den rent fysisk materielle videnskab gerne virker umaadeligt inspirerende paa mennesket. Den er jo saa at sige udelukkende opbygget ved hjælp af materiale, som er tilgængeligt for den rene intelligens, og de tankebaner, den omfatter, virker ved deres tilsyneladende "absoluthed" tiltalende og inspirerende. De og de aarsager har de og de virkninger – og omvendt: ønsker man de og de virkninger, behøver man blot at udløse de og de aarsager. Det er som et sæt Mekano-legetøj, hvor antallet af dele, der kan kombineres, er uendeligt, hvorfor man aldrig naar at faa prøvet det altsammen.