Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Venner! Som De allerede ved, er Dagen i Dag Søndag den 24. Marts en Mærkedag i mit Liv. For 25 Aar siden var den 24. Marts en Skærtorsdag. Naar nævnte Dag saaledes blev en Mærkedag i min Tilværelse, er det fordi jeg paa denne Dag oplevede Afslutningen paa en hel Serie af meget ejendommelige Oplevelser, som jeg i de nærmeste forudgaaende Dage havde været indhyllet i. Da disse Oplevelser i nogen Grad overbelastede Hjernen og Nervesystemet, bevirkede de meget stærke Smerter i de paagældende Organer. Ud af disse Smerter blev jeg netop befriet nævnte Skærtorsdag. Og da disse først var fjernede, kunde jeg begynde vaagen, dagsbevidst at koncentrere mig om de psykiske Oplevelser, jeg saaledes i de forudgaaende Dage havde gennemgaaet. Som De maaske allerede ved fra min lille Bog "Omkring min Missions Fødsel", bestod disse Oplevelser i en Slags "Ilddaab". Nævnte Oplevelser var naturligvis udelukkende beregnede paa mig selv personligt og vilde ikke kunne have haft nogen som helst Interesse for andre Mennesker, hvis ikke de netop kom til at afsløre sig som det udløsende Moment til den Viden, som Gud har givet mig at overbringe Menneskeheden.

Da De allesammen kun kender mig igennem denne min Viden, som nu i Form af "kosmiske Analyser" eller Aandsvidenskab herfra har begyndt at brede sig ud til Menneskene, vil det sikkert være ejendommeligt for Dem at høre, at der har været en Tidsperiode i mit nuværende Liv, hvor jeg i vaagen Dagsbevidsthed slet ikke ejede denne Viden, men var ligesaa uvidende paa aandelige Omraader som det almindelige Jordmenneske. Og paa det rent materielle Omraade kan jeg heller ikke sige, at jeg var særligt vidende. Jeg havde ikke faaet nogen Skoleundervisning ud over den, man faar i en lille Skole langt ude paa Landet, hvor der kun er to Klasser og een Lærer, og hvor Skolegangen i hin Tid kun var seks Timer om Ugen om Sommeren og noget mere om Vinteren. Jeg lærte ligesom de andre Børn at regne og skrive lidt til Husbehov. Menneskehedens store Filosoffer og intellektuelle Førere og deres Opfattelser lærte vi ikke at kende i en saadan Skole. Det syntes, som om det her var mere vigtigt, at vi fik Kendskab til Rolf Krake og hans Bersærker, Gorm den Gamle og Harald Blaatand og fremfor alt Datoerne for deres Regeringstid.

Da mine Plejeforældre kun var almindelige Husmandsfolk, var der ikke Penge til at købe Bøger for, selv om jeg paa dette Tidspunkt hungrede stærkt efter at læse. Disse mine to kære gamle Plejeforældres litterære Føde var den stedlige Avis "Vendsyssel Tidende" og "Ugens Nyheder". Og med denne aandelige Næring maatte jeg altsaa ogsaa nøjes. Og da jeg senere blev voksen og godt kunde have købt gode Bøger at læse, følte jeg hverken Lyst eller Trang til at læse noget af Betydning, ligesom jeg, paa Grund af den manglende intellektuelle Opdragelse, heller ikke anede, hvilke værdifulde store Tænkeres Værker, der eksisterede. Og saaledes gik det til, at "Familie Journalen" og "Sherloch Holmes" afløste min førnævnte aandelige Næring. Og det er ligeledes af den Grund, at jeg saa at sige ingen Ting ved paa de Felter, almindelige intellektuelle eller de saakaldte "dannede" Mennesker ved saa meget.

Da jeg ikke kendte hverken "Teosi", "Antroposofi", "Metafysik" eller andre store religiøse Bevægelsers intellektuelle Fundamenter og heller ikke accepterede alle de Dogmer og Paastande, som min Børnelærdom var baseret paa, var jeg saaledes intellektuelt set et temmelig ubeskrevet Blad. Kun een Ting ejede jeg fundamentalt, og det var et hemmeligt, men absolut inderligt og urokkeligt Gudsforhold. Jeg var klar over, at denne Guddom maatte repræsentere en altoverstraalende Kærlighed, og at alle de saakaldte "Helvedesstraffe", "hellige" Former for Vrede og "retfærdige" Former for Harme var jordmenneskelige Opfattelser af Guddommen i deres eget Billede eller jordmenneskelig Skikkelse. At denne Guddom derfor i dette Billede maatte fremtræde med Jordmenneskets Svagheder, Tendenser og Ufuldkommenheder, føle Vrede, Harme og Lyst til at "straffe" forstod jeg som selvfølgeligt. Men nogen detaillemæssig, intellektuel Forklaring eller Udformning af denne Guddom var jeg ganske ude af Stand til at give, ligesom jeg i al Almindelighed slet ikke ønskede at tale om Guddommen til noget andet Væsen. Guddommen var jo mit private sjælelige Fundament, ligesom Kristus for mig var denne Guddoms Billede. I alle mine Tvivlsspørgsmaal henvendte jeg mig i min Tanke altid til dette Væsen og traf ikke nogen større, vigtig Afgørelse uden først at have forestillet for mig selv, hvad Kristus vilde gøre i den eller den foreliggende Situation, hvis han havde været i mit Sted. Det blev da altid klart for mig, hvad han vilde eller ikke vilde i nævnte Tilfælde. Og det blev saaledes paa denne Maade hans Afgørelse, der blev min Ledesnor.

Og saaledes var Billedet af min Psyke ved den Tid, hvor de ophøjede Begivenheder indtraf, der helt skulde gøre mig vaagen, dagsbevidst i Guds Mentalitet, evige Villie og Verdensplan.

Jeg var den Gang ansat paa et stort Kontor her i København ved den Branche, som jeg netop var uddannet i, nemlig Mejerifaget. Selv om jeg nok var glad for mit Arbejde, var det dog indlysende for mig, at nævnte Arbejde kun var noget, jeg ligesom saa mange andre nødvendigvis maatte have for dermed at kunne opretholde min Eksistens, Og det var ikke med særlig store Forventninger, jeg i Aanden saa mig selv i en uoverskuelig Fremtid kun sidde og skrive Tal paa et Kontor. Hverken Talskriveriet eller selve dette at kærne Smør og lave Ost kunde nogen Sinde blive en Livsopgave for mig og maatte som Følge heraf altid vedblive at være et nødvendigt "Onde", selv om jeg med Lethed ad denne Vej vilde kunne have opretholdt en meget pæn Eksistens. Jeg følte af Hjertet, at jeg for at blive virkelig lykkelig – Ægteskab interesserede mig ikke, da jeg ikke havde den Egenskab at kunne blive forelsket – maatte have et helt andet Kald, maatte anvende mine Manddomskræfter paa et helt andet Felt end netop dette at være Mejerist eller Kontormand. Og jeg tænkte undertiden paa, om jeg ikke skulde kunne egne mig til at blive Missionær et eller andet Sted ude i Verden hos Naturmenneskene. Men da det var umuligt for mig at give mig helt den ortodokse Kristendom i Vold, idet jeg jo allerede den Gang havde mine egne Særanskuelser eller maaske rettere sagt mine Tvivl med Hensyn til adskillige Detailler i den kirkelige Kristendom og Moralopfattelse, var jeg straks klar over, at der ikke var nogen Vej aaben for mig her. Min Situation var egentlig meget mærkelig. I Felter, hvor andre vidste saa meget, vidste jeg, som før nævnt, ingenting. Og i de Felter, hvor andre faktisk intet vidste, nemlig paa det aandelige, vidste jeg i Virkeligheden heller ikke noget. Jeg var derimod et Bundt spillevende Nerver og Kræfter, parat til en koncentreret vældig Energiudfoldelse, uden at denne Energi kunde finde Afløb ved en naturlig Anvendelse i et eller andet menneskekærligt Formaal, saaledes som jeg af hele min Sjæl ønskede det. Jeg vidste dengang ikke, at jeg paa dette Tidspunkt var et nybygget, færdigt Kraftcenter, et nyskabt Redskab, der endnu ikke var taget i Brug, men ved hvis Hjælp Forsynet eller Guddommen vilde modellere Jordmennesket om i sit eget "Billede", og at jeg i dette Formaals Tjeneste kunde blive grebet af den guddommelige Haand, hvilket Øjeblik det skulde være. Men jeg fik ikke lang Ventetid. Mit Ønske om at blive "Missionær" blev opfyldt længe før og paa en hel anden og mere overdaadig Maade, end jeg nogen Sinde paa det fysiske Plan havde kunnet drømme om. Gud havde planlagt en dejlig stor Opgave for mig og lod mig opdage, at jeg befandt mig midt i "Junglen", og at der var rigeligt med "Naturmennesker" alle Vegne, der trængte til en "Missionær". Der indtraadte saaledes pludseligt i mit Liv nogle psykiske Oplevelser, der helt forandrede min Bevidsthed. Da disse Oplevelser i den Udstrækning, der foreløbig kan have behørig Interesse for den almene Aandsforsker, er beskrevne i den allerede før nævnte Bog "Omkring min Missions Fødsel", skal jeg ikke her gentage Beskrivelsen af den ydre Billedform og indre sansemæssige Struktur, under hvilke de nævnte Oplevelser paa psykisk Maade manifesterede sig. Selve de psykiske Begivenheders billedformige Struktur er i første Instans udelukkende kun beregnede paa selve min Person eller mit Jeg alene. Det, der derimod er af absolut Interesse for andre, er udelukkende kun de Virkninger af nævnte Oplevelser, jeg manifesterer eller afslører overfor mine Omgivelser eller Medvæsener. Og disse Virkninger blev blandt andet dette, at jeg saa, at hele Jordmenneskeheden endnu var et Natursamfund. Der var hist og her nogle mærkelige, snavsede, hvide Omraader i dette Samfundslegeme, som blev kaldt "Kultur" og "Civilisation". Gud havde igennem mine Oplevelser pludseligt sat mig i Stand til at se og vide saa meget, der hvor Jordmenneskene ikke vidste noget, men bare maatte nøjes med at tro paa andres Beretninger. Jeg var blevet "eet med den evige Guddom", jeg var blevet vaagen dagsbevidst i Evigheden og dermed i Udødeligheden. Ind igennem min Hjerne vældede den allerhøjeste Visdom frem. Oplevelser i og udenfor min fysiske Organisme, den guddommelige Verdensplans store Analyser, Spiralkredsløbet, Skæbnens Love var blevet dagligdags Tanker og Ting i min Bevidsthed. Umaadelige Stofarealer, Grundenergiomraader, Solbyers og Stjerneverdeners guddommelige Styrelse blev kortlagt. Mit Liv var blevet en Leg med Mikrokosmos og Makrokosmos, med Evigheden og Tiden. Og denne Leg skulde blive til en Verdensmission, til et Lys der skinnede i Mørket, til en videnskabelig Dokumentation af den evige Guddoms Tilstedeværelse i alt og alle, og at Livet er denne Guddoms altgennemtrængende og altoverstraalende evige Kærlighed, samt at Jordmenneskeheden udelukkende igennem denne Verdensopfattelse vil finde den evige Fred, den Velbehagelighed, som er bebudet den igennem Juleevangeliet, hvilken Fred og Velbehagelighed igen er det samme som det sande "Himmeriges Rige".

Som De af det her fremførte forstaar, var jeg altsaa pludseligt blevet meget vidende der, hvor andre i al Almindelighed intet absolut ved, men maa nøjes med kun at haabe og tro. I min Haand var der lagt en overjordisk Fakkel, hvis himmelske Lys det var blevet min Mission at føre frem over Jordens Kontinenter og Have. Nu er det netop 25 Aar siden, dette ophøjede Hverv blev overført til min Hjerne og Nerver og derigennem til min vaagne, fysiske Dagsbevidsthed. En første Etape af denne Mission er tilbagelagt. Og jeg har den Glæde at se, at en overordentlig stor eller hundrede Procents guddommelig Beskyttelse til Dato har fulgt mig, og at det himmelske Lys nu har begyndt at skinne, funkle og straale sit Genskin ud fra mange Øjne, igennem mange hjertelige Haandtryk, varmende, kærlige Ord og Tanker. Gud har efterhaanden omkring mig sat en Skare af Mennesker, som elsker mig. Og jeg ved ogsaa, at naar de elsker mig, er det paa Grundlag af det himmelske Lys, de har følt bag mig, og som derved har gjort dem til mine Medarbejdere og Hjælpere i Befordringen af nævnte Lys, der er Verdensaltets kosmiske Analyse og dermed den vaagne, dagsbevidste Forstaaelse af, at "Alt er saare godt", at Verdensaltet og dermed Guddommen er kulminerende Kærlighed, samt at denne Forstaaelse udelukkende kun kan blive til vaagen, dagsbevidst Oplevelse og dermed til Kendsgerning igennem den af os selv manifesterede Kærlighed til Næsten eller alt levende omkring os.

Som De heraf vil se, er Virkningerne af min psykiske eller kosmiske Oplevelsesevne blevet til en "Sag", der ikke blot er min, men ogsaa de mange Menneskers, som derigennem finder Glæde, Kraft og Styrke til at omforme deres Liv i Kontakt med selve Verdensplanen eller den guddommelige Villie, af hvilken Universet styres. Naar Virkningerne af mine kosmiske Oplevelser saaledes kunde blive en Sag, der angaar andre Mennesker, skyldes det udelukkende den Omstændighed, at Verdensaltets og dermed Livets store Analyser blev tilgængelige for mine Sanser. Og idet disse Analyser saaledes mere og mere fyldte min Bevidsthed, mit Sind og min Væremaade, kunde de umuligt undgaa at blive den Hjertets Overflødighed, af hvilken min Mund maatte tale. Og da Menneskenes Skæbne er af en saadan Natur, at den slutteligt fører ethvert Individ ind i en livsvigtig Hunger efter netop disse Analyser, er det indlysende, at mit Liv umuligt kunde undgaa at blive en "Sag", hvilket i dette Tilfælde vil sige: et livsvigtigt fælles Interesseobjekt for aandeligt hungrende Væsener. Interessen for denne "Sag", hvilket vil sige: Hungeren efter den højeste Viden, er jo ikke lige stærk hos alle Mennesker. Nogle Mennesker er længere fremme i Udviklingen end andre, og jo længere fremme man er, desto større er Hungeren. Ja, denne kan jo være saa stærk, at den absolut betyder Livet. Det er saadanne Mennesker, der er med til at danne Kernen i nævnte "Sag". Samtidigt er der andre Mennesker, for hvem den endnu ikke betyder Livet, men kun er en Biting. At disse Mennesker kun kan udgøre "Sagen"s Periferi er naturligvis givet. Om man staar i Periferien eller i Centrum af denne "Sag" er altsaa et Udviklingsspørgsmaal og ikke en Villiesakt. Man kan udmærket ville være i Kernen eller Centrum, men har man ikke den fornødne Udvikling, kan ingen Magt sætte Væsenet i det virkelige Centrum, ligesom der ikke findes nogen Magt, der kan lukke Væsenet ude fra Centrum, hvis det har den tilstrækkelige Udvikling. Menneskenes Plads i en guddommelig, aandelig Sag er saaledes totalt hævet over Ros og Dadel, idet nævnte Plads umuligt kan være et Resultat af andre Væseners Favorisering, ligesom dets Plads paa et lavere eller mere primitivt Trin naturligvis heller ikke kan være et Resultat af andre Væseners Forfølgelse eller Tilsidesættelse af ens Person. Med Forstaaelsen af dette falder alt Grundlag for Intolerance fuldstændigt bort. Og da Centrums eller Kernens Væsener jo er længst fremme i Udviklingen, vil Forstaaelsen og Tolerancen og dermed Sympatien eller Kærligheden jo straale fra Centrum og ud efter Periferien, medens Antipatien, mental Kulde eller Ukærligheden vil være desto større desto længere man er borte fra Centrum. Men derved kommer Væsenerne omkring et Interesseobjekt til at afsløre lige akkurat de samme Love som dem, der danner Solene og Stjernerne. Det almen gældende for Solene eller Stjernerne er, at de lyser ud fra Centrum til Periferien ganske uafhængigt af, hvad der saa end foregaar i denne Periferi. En Sol afviger fra andre Foreteelser i Universet derved, at den i sin virkelige Kulmination og Velmagt ikke danner Skygge, men lyser og varmer paa enhver Planet i dens Sfære. Om en saadan Planet faar meget eller lidt Lys vil ikke være Solens Skyld, men derimod komme an paa Planetens egen særlige Beliggenhed. Er den nær ved Solen eller Systemets Centrum, faar den meget Lys. Er den langt borte fra Solen, faar den tilsvarende mindre Lys. Og da Solen er den allerhøjeste Form for Kraftorganisation, ja, udgør den absolutte Betingelse for fysisk Liv, har vi altsaa i den det fuldkomne, guddommelige Forbillede for Udstraaling og Kraft. Vi ser her, at Kraft skal være Lys, og Lys skal sendes betingelsesløst ud i Verdensrummet. Det er ikke saa mærkeligt, at Verdens største Mennesker har bekæmpet Selviskheden eller Egoismen og givet deres Liv i Kampen for Uselviskheden eller Næstekærligheden. De har jo været lysende, mentale Sole og har derfor kunnet gøre sig gældende paa Historiens Himmel, medens andre Væsener, grundet paa manglende Lys, forlængst er forsvundet i Glemselens Mørke.

Naar Virkningerne af mine kosmiske Oplevelser har kunnet resultere i at blive en stærkt voksende Sag for mange Mennesker, skyldes det netop den Omstændighed, at disse Virkninger udelukkende er baseret paa selve Solens Princip. Al den Viden, alle de Analyser, som det er blevet min Mission at manifestere, har jo udelukkende til Opgave videnskabeligt at fortolke Solens Princip eller dette, at lyse og varme paa alt og alle, paa retfærdige og uretfærdige og dermed være et himmelsk Straalevæld i Jordens natsorte Labyrinter. Og saaledes er det gaaet til, at der omkring mig er opstaaet et aandeligt Liv. Det himmelske Lys, Gud har aabenbaret igennem min Bevidsthed i Form af Kærlighedens videnskabelige Analyser, har vist sig at være af en saa livgivende Natur, at det har begyndt at danne mentale Lysregioner paa Jorden. Væsener, der bliver besjælede af mine kosmiske Analyser, kan ikke undgaa, alt efter det Udviklingstrin, de hver især staar paa, at blive selvlysende. Igennem nævnte Analyser lærer de nemlig fuldstændigt at forstaa "Næsten", hvilket vil sige Medvæsenerne og Omgivelserne. Men virkeligt at forstaa Medvæsenerne og Omgivelserne er det samme som at opleve Guds Tilstedeværelse i disse. Og med en saadan total Forstaaelse falder alt Grundlag for Pessimisme, Intolerance, Vrede eller Had ligesaa totalt bort. Og "eet med Faderen" omfatter Væsenet Alverden i sin Kærlighed. I alle Øjne, i alle Sind og i alle skabte Ting ser det udelukkende kun den evige Fader.

Men i samme Grad som Væsenerne indenfor mit Aandsarbejde saaledes kommer i Kontakt med Forstaaelsen af Livets virkelige Analyser og derved kommer til at funkle og straale paa alt og alle, bliver de eet med Aanden og Kernen eller Centrum i Sagen. Og i samme Grad som de bliver eet med Sagen, bliver denne jo tilsvarende større. Og paa denne Maade vokser Sagen sig større og større og faar et "Ansigt", der ikke kan undgaa at blive synligt paa det fysiske Plan. Denne Tilsynekomst paa det fysiske Plan eller dette "Ansigt" er altsaa i Dag et Samfund af Mennesker, der udelukkende kun er forbundne ved fælles Kærlighed til Livets virkelige Analyser, til Sandhedens Aabenbaring og i Glæden over selv at arbejde med paa sin egen Omskabelse fra "Dyr" til "Menneske". I dette Samfund er juridiske Medlemskort absolut overflødige. Medlemmerne her bærer alle Medlemsskabet i Form af deres Sympati for eller Kærlighed til Sagen. Som Følge heraf bliver Tilknytningen til mit Aandsarbejde udelukkende kun en sjælelig Tilknytning og gør saaledes samtlige Væsener omkring mit Aandsarbejde til det frieste Samfund i Verden. Væsener, der samler sig om et Interesseobjekt, der udelukkende er Næstekærlighedens videnskabelige Dokumentation og den heraf følgende Frigørelse fra mentale Lænker, vilde jo kun spærre Vejen for denne deres Interessesfære ved at basere den paa Skabelsen af nye Lænker. Man kan ikke afskaffe Fængselsvæsenet ved at bygge nye Fængsler. Derfor vil enhver interesseret omkring mit Aandsarbejde absolut ikke blive paalagt nogen som helst aandelig Tvang udover den, han igennem de kosmiske Analyser føler sig selv pligtig til at paalægge sig som Betingelser for Opnaaelsen af den mentale Frihed, han netop søger. Nævnte Aandsarbejde kan derfor aldrig i noget Tilfælde danne de Former for mental Fængsling, som Sekter, Foreninger eller Sammenslutninger maa siges at være i Kraft af de Instrukser, Love og Betingelser, paa hvilke de udelukkende er baserede.

At de af mig manifesterede kosmiske Analyser er af en saadan Natur, at de udviklede Læsere og Forskere i Kraft af disse Analyser mentalt set gør sig til eet med disse og dermed til eet med mig, ganske uden fysiske eller juridiske Formaliteter, Love og Betingelser, dokumenterer jo kun disse Analysers Identitet med den Sandhed, der dybest set bor i enhver af Læserne. Naar Væsenerne saaledes knytter sig til mit Aandsarbejde, er det udelukkende kun i Kraft af dette, at de her har fundet en sjælelig Genkendelse af deres eget højeste Selv i mine Manifestationer eller Analyser. Jeg og mine udviklede Læsere er saaledes knyttede sammen udelukkende i Kraft af Livet selv. Samhørigheden er altsaa noget, som er Natur, er mentalt organisk og ikke en kunstigt opsat juridisk Overenskomst, der kan brydes eller misligholdes. Som Følge heraf vil de interesserede omkring mit Aandsarbejde altid tilsammen danne en Sag, der urokkeligt, fundamentalt hviler i sig selv, fordi den er selve Aandsfrihedens Struktur og er saaledes Nøglen til Opfyldelsen af alle begyndende højintellektuelle Forskeres og Læseres Drøm: "Den store Indvielse", "Det frigjorte Menneske" eller "Mennesket i Guds Billede". Vi danner saaledes de første synlige Konturer af det Verdenssamfund, i hvilket Fredens Rige vil blive en Kendsgerning. I Kraft af vor Solindstilling til alt og alle er vi Freden.

Jeg har i det foranstaaende givet et lille koncentreret Indblik i det aandelige Fundament, paa hvilket mit Aandsarbejde saa lykkeligt er baseret, og i Kraft af hvilket det nu igennem de 25 Aar, det har eksisteret, har kunnet rodfæste sig som en Sag, der i Dag ikke blot er min, men mange Menneskers, idet de igennem den har fundet den Forstaaelse af Livets højeste Fakta, der udelukkende er den eneste, der kan føre dem imod Erkendelsen af deres eget højeste Selv, deres Udødelighed og Ophøjethed over Tiden og Rummet og den heraf følgende Fred eller urokkelige Glæde ved at være til.

Som et lille Supplement hertil vil jeg gerne fremføre et lille Tilbageblik over den Udvikling, Sagens indre aandelige Rodfæstning har affødt paa det ydre fysiske Plan. Som før nævnt, var de store psykiske Oplevelser, der blev det udløsende Moment for hele mit Aandsarbejde, hovedsageligt tilendebragt den 24. Marts 1921. Og herefter ligger Udviklingen af min Sags ydre Detailler saaledes:

1923. Verdensaltets store Analyser tilendebragt. Tegnede Symboler og opøvede mig i at skrive eller fortolke Analyserne.

1928.  Viste første Gang mine Billeder for en fremmed Forsamling. Flere ædle og forstaaende Mennesker knyttede sig til Sagen og støttede, den økonomisk.

1929.  Erik Gerner Larsson tilknyttedes Sagen som min Sekretær og Medarbejder.

1930.  Afholdt mit første offentlige Foredrag.

1932.  1. Bind af "Livets Bog" udkommer. Gerner Larsson opretter Studiekredsarbejdet over "Livets Bog". "Livets Bogs Bureau" dannes.

1933.  Maanedsbladet "Kosmos" begynder at udkomme.

1934.  Vi køber Grund ved Kattegat for her at oprette en Feriekoloni.

1935.  "Kosmos Feriekoloni" aabner sin første Sæson med 7 Huse (A. Husene).

1936.  Der opføres 7 nye Huse til i Kolonien (C. Husene). Vi hejser for første Gang Sagens eget Flag. Bondehuset, der i Dag er Bolig for Hr. og Fru Flygge Jørgensen, erhverves, samt Jordarealerne bag Plantagen. Mogens Munch knyttes til Sagen som Sekretær og Medarbejder.

1937.  Der anlægges Gartneri og bygges Drivhuse samtidigt med, at der bygges Foredragssal. Vi erhverver Villa "Rosenberg".

1940.  Kolonien udvides med 7 nye Huse (B. Husene). Sagen udvides med en større Lejlighed, saa Studiekredsarbejdet kan holdes indenfor vore egne private Lokaler. Hr. og Fru Flygge Jørgensen knyttes til Sagen som Ledere af Pensionat og Gartneri.

1941.  "Livets Bog" 2. Del udkommer. Korrespondanceafdelingen oprettes. Vi maa leje en Lejlighed til, saa Sagen nu har til Huse i to store Lejligheder.

1942.  Bøgerne "Paaske", "Omkring min Missions Fødsel" og "Den ideelle Føde" udkommer.

1943.  Ejendommen Mariendalsvej 94–96 erhverves og gøres til Hovedkvarter for vort Aandsarbejde. Der oprettes Esperantoudgave af Korrespondanceafdelingen under Navnet "Letercekcio". Bøgerne "Den længst levende Afgud" og "Pasko" (Esperantoudgaven af "Paaske", oversat ved Fru Thora Hammerlund) udkommer.

1944.  "Livets Bog" 3. Del udkommer.

1945.  Mogens Møller tilknyttes Sagen som Leder af Studiekredsarbejdet i Jylland. Ejendommen paa Mariendalsvej gennemgaar en stor Udvidelse. Der tilbygges Scene og Skolelokaler. Ejendommen faar Betegnelsen "Martinus aandsvidenskabelige Institut".

1946.  Studiekredsarbejdet omfatter nu, foruden det specielle aandsvidenskabelige Arbejde, ogsaa Kursus i Esperanto, Modellering, Tale- og dramatisk Kunst. Vi har saaledes allerede her paa vor egen Scene med vore egne Kunstnere og med Sceneinstruktør Miskov Makwarth som Leder opført "Paaskepassionen", frit efter et Spil af Rob. Hugh Benzon, samt Scener af "En Sjæl efter Døden" af J. L. Heiberg og af "En Skærsommernatsdrøm" af Shakespeare. Opførelserne var en stor Sukces og lover godt for Fremtiden. (Se Billederne paa Side 209–210).
 

Og saaledes ser altsaa de ydre fysiske Virkninger af vort Aandsarbejde ud i Dag ved den første 25-aarige Periodes Slutning. Da vi ikke har kunnet bygge Sommerhuse siden 1940, er Kolonien og Foredragssalen i Dag alt for lille. Vi kan ikke nær skaffe Plads til alle de mange Mennesker, der anmoder os om Ferieophold, skønt vi har Plads til ca. 85 Mennesker pr. Dag. Og yderligere kan det nu ses, at den Dag slet ikke er fjern, da Sagen maa udvide med en ny og meget stor Ejendom her i København.

Naar vort Aandsarbejde har kunnet fremvise en saadan Sukces, skyldes det naturligvis udelukkende den hundrede Procents aandelige Medvind fra Forsynets Side, som min Sag har været velsignet med lige fra dens allerførste Start. Fra fysisk Side har Sagen i Virkeligheden ikke mødt andet kontrært end nogle enkelte Hundeglam i det Fjerne. Men den Slags kan aldrig blive Karma for det udviklede Menneske, der vaagen, dagsbevidst lever i de evige Fakta, Ansigt til Ansigt med den evige Fader. Denne Forsynets guddommelige Velsignelse af min Sag befordres af alle de elskelige Væsener, det har sat omkring mig som min Sags trofaste Venner og Medarbejdere. Den Kærlighed og Hjertevarme, de ikke blot i Ord, men ogsaa i omfattende Grad i Gerning lader mig og min Sag blive til Del, udgør den fyldige Inspirationskilde, den Haandsrækning fra Forsynet, uden hvilken Sagen umuligt kunde vokse og blomstre, men maatte stagnere og dø.

Som en yderligere Dokumentation af den Kærlighed og Sympati, De alle lader mig blive til Del, modtog jeg i Gaar gennem Kontorchef Christensen et Pengebeløb og en Navneliste over dettes Givere. Denne Liste viser mig, at De alle uanset Deres økonomiske Kaar eller Forhold har ønsket at være med til at glæde mig. Jeg har længe næret den Tanke, at et Tonefilmsanlæg ligesom mange andre tekniske Hjælpemidler kunde være til stor Nytte i vort daglige Arbejde med Undervisningen og Foredrag. Der forekommer jo allerede mange gode, oplysende Film, der kan supplere mine kosmiske Analyser. Jeg forstaar, at det er dette mit Ønske om nævnte Anlæg, De saa kærligt har villet opfylde for mig. Og jeg glæder mig meget til at faa dette Anlæg installeret, naar vi igen kan faa de fuldkomneste Udgaver paa dette Omraade fra Udlandet.

Samtidigt har jeg ogsaa modtaget andre Gaver og Sympatitilkendegivelser i Anledning af Sagens 25 Aars Fødselsdag. Jeg vil derfor gerne have Lov til at slutte denne min Mindedag, som De med Deres Kærlighed saaledes har været med til at gøre uforglemmeligt lysende for mig, med at udtrykke min inderligste og hjerteligste Tak til Dem alle sammen.

Da dette saaledes at sige Tak er saa nemt, kan det slet ikke udgøre noget som helst fuldgyldigt Udtryk for den dybe Taknemlighed, jeg føler overfor den Hjertevarme og Glæde, De med Deres Kærlighed har ladet mig blive til Del. Jeg føler derfor Trang til at sige, at min Tak og Gengældelse af, hvad De har gjort for mig, skal være dette, at min Aand, Viden og Kraft fremdeles skal være helliget Sagen og dermed Menneskehedens kosmiske Udvikling.

Større og større Dispositioner skal der træffes. Tunge Byrder kan der blive at bære, men De har igennem Aarene givet mig Bevis for, at der bag mig staar en Skare ædle Kvinder og Mænd, som er rede til sammen med mig at give sit Liv for, at det himmelske Lys i mine Analyser kan komme til at skinne ud over hele Jorden og bringe alle Folkeslag til at se den evige Fader i deres Næstes Øjne.