Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som nogle af læserne vil huske, undergik "Kosmos" udseende en stor forandring fra og med Januar-nummeret 1939. Fra det nummer begyndte Martinus hovedværk "Livets Bog" at udkomme som et 16-sidet tillæg til maanedsbladet, hvilket siden er fortsat.

Samtidig med denne ændring skete der dette, at der paa bladets sidste side bragtes en lille artikel paa dansk om Martinus og hans arbejde, skrevet af Gerner Larsson, og den samme artikel oversat til Esperanto af frk. Noll. Det var den første lille spire til Esperanto-afdelingen. Den fik kun kort levetid, thi forholdene i verden blev snart derefter saadanne, at alt internationalt aandsliv maatte gaa i hi. Esperanto-artiklerne forsvandt atter fra blades spalter, men de havde dog ikke været uden virkning.

Esperantister er nemlig et folkefærd, der staar i ret intim kontakt med hinanden, og ikke blot i de skandinaviske Esperanto-blade, men ogsaa i de store internationale blade, og derfra i andre landes Esperanto-blade, havde der staaet meddelelser om, at vi var begyndt at anvende Esperanto i vort arbejde. I det største daværende blad "Heroldo" havde der endda staaet et større stykke om Martinus og hans arbejde, og alt dette tilsammen havde foraarsaget, at vi fra de ejendommeligste kanter af kloden fik breve paa Esperanto med forespørgsler om yderligere oplysninger. Ja, omtrent et helt aar i træk efter den første artikels fremkomst modtog vi en græsk Esperanto-avis. Desværre var vi ikke i besiddelse af tilstrækkeligt materiale paa det tidspunkt. Vi var selv lige for alvor begyndt at arbejde med sproget og havde derfor slet ikke noget at sende ud. Og som sagt, kort tid derefter blev forholdene saadanne, at al tanke om internationale forbindelser maatte skrinlægges indtil videre.

Men omend "blomstringen" saaledes havde været kort, saa var planten dog aldeles ikke død. Vi arbejdede videre i det stille, og da vor danske korrespondanceafdeling saa dagens lys, var der i den reserveret et lille felt til Esperanto-afdelingen. Vi havde den glæde at se, at der landet over var mennesker, der fattede interesse for denne side af arbejdet, og efter et par aars forløb kunde Esperantoafdelingen staa paa egne ben. I efteraaret 1943 startede "Letersekcio" efter de samme linier som den danske "Korrespondanceafdeling" – altsaa med breve, der indeholdt referater af Martinus foredrag samt et personligt brev til læseren.

I to aar arbejdede denne afdeling støt og roligt indenfor landets grænser. Den holdt sig pænt oven vande, og der lagdes grund til mange "talentkerner" landet over. Men naturligvis – der ligger nu en egen reklame i de praktiske og letiagttagelige resultater, og da denne afdeling stadig maatte arbejde "paa langt sigt", paa – om jeg saa maa sige – "forventet efterbevilling", var det kun en lille tapper skare, ca. et halvhundrede, der holdt ved.

Men saa indtraf den glædelige begivenhed, som en hel klodes menneskehed gennem aar havde ventet paa. Freden blev – i hvert fald militært set – en kendsgerning, og de indestængte ønsker om at komme i kontakt med mennesker i andre lande pressede paa med en overvældende kraft. Det siger sig selv, at alle vi "Esperantister" omgaaende fik mere end travlt – især os, der næsten kun havde været Esperantister under krigen og som aldrig rigtig havde oplevet dette at kunne "tale med" mennesker fra alle jordens kanter.

Men for nu kun at holde fast ved hovedpunkterne, saa skete der det, at brevene fra Esperanto-afdelingen fra November maaned begyndte at vandre ud over landets grænser. Den første kontakt, der knyttedes, var med en god, gammel bekendt, en hollænder Dick Ponti, som er denne vor Esperanto-afdelings egentlige fader! Under et ophold i Danmark i 1938 som Esperanto-lærer havde han lært Martinus arbejde at kende og var blevet meget begejstret for det. (Her maa vist indskydes, at Dick Ponti blandt mange andre sprog ogsaa taler Dansk.) Det var da ret naturligt for ham – under samtaler med Martinus her i København – at foreslaa os at anvende dette internationale hjælpesprog som et middel til at bringe denne viden ud til en større kres af mennesker, og – for at gøre en lang historie kort – resultatet blev i første omgang de allerede omtalte artikler i Kosmos. Vi kom som sagt i kontakt med Dick Ponti igen, og det viste sig straks, at han havde bevaret interessen for Martinus arbejde usvækket igennem de forløbne aar. Han gav os i sin egenskab af gammel Esperantist en mængde gode raad, og vi fulgte dem omgaaende. Resultaterne heraf er foreløbig blevet:

– at der i Februar-nummeret af det i øjeblikket største internationale Esperanto-blad – Esperanto Internacia – kommer en artikel om Martinus og hans arbejde af Mogens Munch,

– at der tillige i bladet kommer en anmeldelse af Martinus bog "Paaske", som allerede for nogle aar siden blev oversat til Esperanto,

– at der i den aarbog, der indeholder en fortegnelse over Esperantister over hele verden, som er tilsluttet denne sammenslutning, vil være en annonce om Martinus aandsvidenskabelige institut og dets funktioner,

– at forskellige af sagens danske studiekresdeltagere, som tillige har arbejdet med Esperanto, kommer med i nævnte medlemsfortegnelse med en bemærkning om, at de som hovedinteresse har Martinus aandsvidenskab.

Samtidig er der knyttet en forbindelse med London, hvorfra der muligvis allerede nu til sommer – saafremt det kan lade sig gøre – vil komme en gruppe Esperantister, der skal paa sommerkursus i Helsingør, og som samtidig gerne vil besøge Kosmos feriekoloni. I denne forbindelse kan nævnes, at Dick Ponti fra Holland maaske ogsaa kan komme til kolonien i denne sommer.

Tillige er sendt en artikel om Martinus og hans arbejde til et svensk Esperanto-tidsskrift, og vi har lige derfra modtaget meddelelse om, at den skulde bringes i et af de kommende numre.

Udover dette har vi sendt forskellige breve og oplysninger til fx. Frankrig, Marokko, Palæstina, Ægypten, Brazilien og Portugal, saa læserne vil forstaa, at der pludselig er blevet røre indenfor denne afdeling.

Denne gang staar vi dog ikke saa lidt bedre rustet end i 1939. Vi kan straks sende gratis prøvebreve ud og vedlægge en lille brochure affattet paa Esperanto, der indeholder lignende oplysninger som vor danske brochure. Tillige foreligger der samlede foredragsreferater i lighed med de danske, og Gerner Larssons nyligt udkomne bog om Martinus er vi i fuld gang med at oversætte.

Der skal ikke her spaas noget om denne afdelings fremtid, men en uomstødelig kendsgerning er det, at da alle Esperantister i deres indstilling til spørgsmaal som "international forstaaelse" er meget idealistiske – hvilket jo næsten ligger i sagens natur – fører dette med sig, at der allerede paa dette grundlag er en stor forstaaelse for Martinus tanker. Dertil kommer, at organisationen indenfor disse krese er meget fint udarbejdet, saaledes at det er meget let at skabe kontakter vidt omkring. Endnu hviler naturligvis krigens eftervirkninger tungt over landene – visse zoner maa der endnu ikke skrives til – postgangen er langsom og tildels usikker, men livet er ogsaa paa disse felter begyndt at røre paa sig. Og det rummer en egen inspiration at modtage disse pust ude fra verden. Vi har paa Instituttets opslagstavle opsat diverse konvolutter, som er kommet til os fra forskellige lande, og det har haft den synlige virkning, at vi efter jul har startet et nyt begynderhold i Esperanto.

Det, der i 1939 saa dagens lys, synes nu for alvor at skulle slaa rødder, og det er vort haab, at vi til næste sommer kan arrangere en Esperanto-uge i kolonien med udenlandske gæster, holde foredrag for dem, vise dem koloniens omgivelser og give dem lejlighed til i samvær med vore egne Esperanto-kyndige studiekresdeltagere at drøfte de emner, der for os alle – uanset race og nationalitet – har saa stor betydning og rummer saa megen inspiration.