Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Dr. techn. I. G. Hannemann,
holdt paa Fredagsholdet den 19-1-1945.

Referat ved H. Johannesen

I Almindelighed vil den ugifte Tilstand være sværere for Kvinden end for Manden. Kvinden har jo gennem hele Dyretilværelsen, altsaa gennem talløse Liv, næsten udelukkende været beskæftiget med den mere indadvendte Del af Livet: Pasning af Børn og Hjem, medens hun udadtil mod Samfundet har været beskyttet af Ægtefællen. Det hun saaledes mangler ved at leve alene som ¾-Væsen er altsaa Livets mere udadvendte Side: at kunne begaa sig i det offentlige Liv, skabe sig en Stilling, selv sørge for sine Fornødenheder, tage et Ansvar etc. Der sker i Virkeligheden en Slags Omplantning for Kvindens Vedkommende fra en Slags "Drivhustilværelse" med dens Beskyttelse mod de robuste Paavirkninger udefra til de barskere "Frilandsforhold", og ved en saadan Omplantningsproces kan der naturligvis opstaa alvorlige Kriser, indtil Tilvænningen er tilendebragt. Da Kvinden imidlertid har et meget stærkt Begær efter Selvstændighed og Frihed, og disse Egenskaber er komplementære til Beskyttelse, er en saadan Omplantningsproces før eller senere nødvendig. Naturligvis kan denne Proces ogsaa foregaa indenfor Ægteskabets Rammer, f. Eks. ved at Kvinden bliver nødt til at tage Tøjlerne i sin egen Haand paa Grund af Arbejdsløshed, Sygdom, Drukkenskab o. l. hos Manden. Det er klart, at Kvinden med sine Forudsætninger har sværere ved at magte disse Opgaver, end Manden har ved at sørge for det, som han mangler ved at være et ugift ¾-Væsen, nemlig Hjemmets Hygge og Pasning; dette kan han dog for Penge skaffe sig et vist Surrogat for gennem en Husbestyrerinde. Imidlertid vil, som jeg lige har nævnt, begge Parter vanskeligt kunne undgaa at føle sig knuget af en stærk Ensomhedsfølelse, idet Væsenernes Tilværelse igennem utallige Inkarnationer, ja helt fra Dyreriget har hvilet paa Ægteskabsprincippet med tilhørende Samfølelse, hvorved Trangen til disse Foreteelser ikke pludseligt kan ophøre. Med andre Ord – i denne Zone kan Væsenet ikke blive helt lykkeligt, ligegyldigt om det gifter sig eller forbliver ugift.

En anden Grund til de ulykkelige Ægteskaber er en stærkt fremtrædende Degeneration af den dyriske Seksualisme, som jo er en central Ting indenfor Ægteskabet. Men foruden den dyriske Seksualisme findes der andre Former for Seksualisme, idet enhver Form for Nydelse er en Variation af det seksuelle Princip. For Jordmenneskene vil altsaa i særlig Grad Nydelsen af et elsket Væsen og den Nydelse, som Væsenerne finder ved at beskæftige sig med sine personlige Interesser, være de grundforskellige Former for Seksualisme, der befinder sig indenfor deres Sansehorisont. Ligegyldigt hvilken Form eller hvilken Variation af det seksuelle Princip, der er Tale om (i Tilværelsen findes der ialt 6 væsensforskellige Former for Seksualisme), da vil dette Princip altid komme til Udtryk paa en saadan Maade, at man kan definere Seksualisme som den Nydelse, der er forbunden med Opbygningen og en paafølgende momentan Udløsning af en Spændingstilstand i Væsenets Organisme, idet Begrebet Organisme her skal tages i videst mulig Betydning. I Fig. 1 er angivet det Spændingsforløb, som giver Individet den største Nydelse: en forholdsvis langsom Spændingsforøgelse som, naar Spændingen har naaet det Maksimum, Organismen er i Stand til at optage, næsten øjeblikkeligt udløses. Bølgens Højde er et Udtryk for den Spændingsforskel, der udjævnes i Udløsningsøjeblikket, og da Nydelsen er afhængig af denne Spændingsforskel, bliver Bølgens Højde ogsaa et Udtryk for Nydelsen. Den dyreseksuelle (tyngde-, krops-, voldtægts- eller elskovsseksuelle) Akt, Sultfornemmelsen med dens Tilfredsstillelse gennem et Maaltid Mad, Nydelsen ved at læse en god Bog, skabe et Kunstværk o. s. v. – al Udfoldelse sker efter dette Princip. Men naturligvis er Bølgen ikke lige høj for alle de forskellige Former; de fleste Mennesker vil jo nok endnu finde større Nydelse ved at være sammen med deres Elskede end ved at læse en god Bog. Desuden er det jo ogsaa en kendt Ting, at Nydelsen formindskes, jo hyppigere den gentages – Fornyelsen er et almengyldigt Livsprincip. Det er saaledes ikke mærkeligt, at der findes Væsener, der efter i stor Udstrækning at have nydt den Form for Seksualisme, som udelukkende behersker Dyreriget, de fuldkomne og de lykkelige Ægteskabers Zone, nemlig Dyre- og Elskovsseksualismen, ikke længere er i Stand til at bringe tilstrækkelig Nydelse ved Omgangen med det andet Køn, og for disse Væsener begynder Dyreseksualismen da at degenerere. Dette sker som Regel paa et Tidspunkt, hvor de Anlæg og Evner, som skal bære den anden af de omtalte Former for Seksualisme, nemlig Kærlighedsseksualismen (Interessen for det levende Væsen), endnu ikke er saa udviklede, at de er i Stand til at give Væsenet en fuldstændig Lykkefølelse. Med andre Ord, de Organer, som Elskovsseksualismen er tilknyttet, er begyndt at degenerere, og de Organer, som Kærlighedsseksualismen er tilknyttet, er ikke tilstrækkeligt udviklede, og der opstaar følgeligt et Tomrum i Livsnydelsen – et Tomrum, som er ved at blive mere og mere almindeligt for Jordmenneskene af i Dag.

Disse Forhold er der givet et Billede af i den viste Figur (Fig. 2). Den vandrette Linie angiver Udviklingsomraadet fra Dyreriget til den store Fødsel, og de angivne Kurver for henholdsvis Elskovsseksualismen og Kærlighedsseksualismen angiver den Nydelse, som Væsenet paa det paagældende Trin i Udviklingen kan faa gennem disse to forskellige Former for Seksualisme. Ovenover er Væsenet symboliseret i dets forskellige Udviklingsstadier ved mindre eller større Dele af en Cirkel, saaledes som jeg før gjorde Rede for. Det ses saaledes, at Væsenet i Dyreriget kun har Mulighed for Nydelsen gennem Elskovsseksualismen, idet Kærlighedsseksualismen her er latent. Efterhaanden som Udviklingen skrider fremad, formindskes den Nydelse, som Væsenet kan opnaa ved denne Form for Seksualisme, paa Grund af en begyndende Mættelse (Trivialitet), medens samtidigt Væsenet stadigt faar udviklet bedre og bedre Organer til Oplevelsen af Nydelsen gennem Kærlighedsseksualismen. I Omraadet omkring de to Kurvers Skæringspunkt (mærket med a i Fig. 2) har vi det omtalte Tomrum, idet det umiddelbart ses af Figuren, at der her er et Omraade, hvor hverken Nydelsen af den ene eller anden Form for Seksualisme er særligt fremragende. De fuldt optrukne Kurver angiver, hvad jeg vil kalde det naturlige Forløb. Imidlertid har Jordmenneskene en Udvej, hvorpaa de ad mere eller mindre kunstig Vej kan formindske dette Tomrum ved at forlænge Nydelsen gennem Elskovsseksualismen saa langt, at Organerne for Kærlighedsseksualismen er blevet saa udviklede, at de er i Stand til at give Væsenet en betydelig større Lykke end der, hvor Overgangen egentligt skulde finde Sted; denne Udvej er Imaginationsevnen. Ved mere bevidst at indstille sig paa de forskellige Nuancer, Elskovsseksualismen kan give, ved at knytte den seksuelle Akt til visse Idealforestillinger, kort og godt ved at gøre hele Spørgsmaalet til et Kunstspørgsmaal kan man forlænge den Nydelse, som Elskovsseksualismen kan bringe, udover hvad man kan kalde dens naturlige Omraade, hvor hele Nydelsen er af mere ubevidst Art. Paa Figuren er denne til en vis Grad kunstige Forlængelse af Elskovsseksualismen angivet ved den punkterede Streg. At denne Forlængelse kan overdrives og derved kan give nogle mærkværdige, ja endog perverse Udslag skal kort berøres senere.