Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1945/12 side 184
Med dette sidste Nummer af "Kosmos" Aargang 1945 vil jeg gerne have Lov til, overfor alle mine trofaste Venner og Læsere, at give Udtryk for mit hjerteligste Ønske om en rigtig glædelig Jul og et velsignet Nytaar for Dem alle nær og fjern.
Som et Supplement hertil føler jeg ogsaa Trang til at give Udtryk for min inderligste Taknemlighed overfor alle dem, der hver paa sin Maade, ved Gaver, kærlige Breve, Hilsener og manuelt Arbejde for Sagen, trofast har staaet ved min Side i Aarene, der svandt. De har med denne Deres Forstaaelse og Kærlighed været med til at lette Byrderne eller Besværlighederne ved en stor Sags Fødsel og Rodfæstning. Den Vej, der ellers vilde have været stenet og ujævn, blev derved farbar og vort store Maal lettere tilgængeligt. Uden denne Deres Hjertevarme og Trofasthed vilde vort fælles Samarbejde i Humanitetens og Fredens og dermed i Verdensgenløsningens Tjeneste umuligt kunne have opnaaet den Udvidelse, Vækst og Rodfæstning, som det i Dag repræsenterer.
Og igennem denne vor indbyrdes Kærlighed skal Guds Aands Klarhed eller Fredens lysende Fundament stadigt vokse og bringes til at skinne ind i alle de hadefulde, mørke mentale Strømhvirvler, som det svundne Verdensdrama har efterladt sig omkring den knuste Kulturs Ruinhobe og Askebunker. Og se! Der hvor Guds Aands Klarhed kommer til at oplyse Verden, der er Hadet ikke mere, de Døde lever, og vi er alle "eet med vor Næste" i Kærligheden, Faderen og Evigheden.