Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg læste for nogle Dage siden en Artikel af en kendt Overlæge, i hvilken han behandlede den Bølge af Træthed og Livslede, der har afløst Foraarets Opstemthed, og det glædede mig af mit hele Hjerte at se en Videnskabsmand i den Grad appellere til det menneskelige Element i den Enkelte, som Tilfældet var her. Det maatte jo komme dertil, at al denne følelsesbetonede Begejstring, denne næsten overjordiske Lykketilstand over Befrielsen, maatte bryde sammen under Hverdagens nøgterne Pres. Vi er paa Jorden, og Jorden repræsenterer fremdeles det ufuldkomne, ja, man fristes til at skrive det meget ufuldkomne. Hadets giftige Smaaflammer danser lystigt rundt, ogsaa i vort lille Land. Drømmen om den Enighed, der skulde afløse de tunge Voldsaar er vist bristet hos de fleste, Paany staar Parti imod Parti, og Midlerne, der anvendes indbyrdes, kan næppe siges at være blevet mere noble, end de var i Tiden, før Krigen brød løs.

Desillusioneringen griber om sig. Det synes, som om det store Flertal havde ventet sig det helt usandsynlige, naar Krigens onde Dage endelig var talte, og følgelig nu staar mere skuffet end nogen Sinde. Men giver denne Tilstand i og for sig Grund til Undren? Krigens Tid var haard, men ejede i sig en besynderlig Egenskab. Den enkelte Dags Realisme var ligesom suspenderet. De fleste levede i, hvad Morgendagen vilde bringe, og gled næsten umærkeligt ind i en Tilstand, hvor de langt mere blev indstillet paa det kommende end paa Nuet. De drømte om dette kommende og digtede en Masse skønne Ting ind i det. Det tidligere indbyrdes Had føltes jo let i de Dage, hvor det i skøn Eendrægtighed var ensrettet med Kurs mod Syd. "Løve" og "Lam" græssede virkeligt fredsommeligt Side om Side.

Men i Dag er de samme Mennesker vaagnet op til realistisk Viden om Nuets Betydning. Det ensrettede Had mødte den Bom, vi kaldte "Freden", og dermed blev deri daglige Ufred paany en realistisk Kendsgerning. Skriget om Tyskernes "Død og Undergang" blev til Skriget om "Udrensning", om Hævn og Had. De før saa enige, saa samarbejdsindstillede, hvæser nu ad hinanden. Intolerancen fejrer fremdeles kronede Dage.

Midt i en saadan Verden fuldbyrdede Martinus i Stilhed Skabelsen af det aandsvidenskabelige Institut, der i Dag bærer hans Navn. Endnu medens Sabotagedrønene Aften efter Aften rystede Huset, gik vi i Gang med den Ombygning, som nu er endeligt afsluttet, og det føles derfor naturligt at spørge om, hvorledes den nu svundne første Halvdel af Sæsonen er forløbet. Lad mig skaane Dem for Clicheer og straks svare Dem, at den er forløbet som ventet. Ombygningen var ingen Spekulation, den var en organisk Nødvendighed. Vi kunde simpelthen ikke klare os med den Plads, vi havde, om ikke vort Arbejde skulde forkrøble. Nu har vi den ønskede Plads og dermed den fornødne Arbejdsro. Arbejdet paa de respektive Hold forløber som det skal og tager langsomt den Form, som baade Deltager og Hold er tjent med. Eksperimenternes Tid er ved at være forbi. Mange Aars Erfaringer viser os i Dag temmelig klart, at Udviklingen, indenfor Studiekresarbejdet deler sig i to lige betydningsfulde Undervisningsformer: de store og de smaa Hold. Det er givet, at Martinus selv aldrig vil kunne afse Tid til at beskæftige sig med de smaa Hold. Hans Foredrag vil altid faa Karakter af at være offentlige, hvilket i denne Forbindelse vil sige, at de maa bestaa i Redegørelsen for et i sig selv afrundet eller afsluttet Problem. At Antallet af Deltagere i hans Foredrag hver Gang overstiger den eksisterende Plads indebærer i sig den Mulighed, at Martinus i en ikke altfor fjern Fremtid enten skal tale hver Søndag i Instituttets store Sal eller ogsaa paany rykke ind i lejede Lokaler. Men ogsaa til de store organisk forbundne Foredrag over Martinus Symboler er Deltagelsen meget stor og i stadig Fremgang. Vender vi os derefter til de mindre Hold, kan jeg i denne Oversigt løfte Sløret for en Udvikling, som er ved at komme i Gang og som sandsynligvis vil resultere i Skabelsen af det Studiekresarbejde, der i mange Aar har været min Drøm, nemlig Oprettelsen af de utallige smaa Hold, der klart udtrykker dette Arbejde som en levende Organisme. Som det vil være de fleste bekendt, har vi i nogle Aar arbejdet med noget, vi betegner som "Medarbejderhold". Paa det ældste af disse arbejdes der med Uddannelse af nye Lærere, og denne Uddannelse begynder nu at sætte Frugt. Mogens Møller har saaledes forlængst overtaget sit Arbejde i Jylland, et Arbejde som dermed er bragt i levende Vækst. Men ogsaa andre har paa dette Hold faaet et saadant Tag paa Stoffet, at de i Dag er i Stand til at give Udtryk for det i levende og inspireret Form. Men medens Kontorchef N. Christensen, Mogens Munch og jeg selv følger den oprindelige Studiekreslinie, har Kontrollør Voss og Robert Petersen i det stille eksperimenteret med Dannelsen af mindre Læsegrupper, Paa disse Grupper skiftes de forskellige Deltagere til at læse et mindre Afsnit af Livets Bog, hvorefter det gennemlæste Stof drøftes af samtlige Deltagere. Denne Form, der giver hver enkelt Deltager Lejlighed til at fremkomme med Spørgsmaal, forekommer mig at være den ideelle, en Opfattelse de foretagne Forsøg synes at bekræfte. At denne Ide for sin Realisation kræver en stor Stab af Ledere, siger sig selv, men dette Problem synes løst igennem de stedfundne Aars Studiekresarbejde. Paa den anden Side er det en Udvikling, som ikke kan forceres. Nu er den i Gang, og Muligheden for dens Vækst er sikret igennem Tilstedeværelsen af baade Ledere og Lokaler. For imidlertid at give de mange, der igennem de svundne Aar har deltaget i Studiekresarbejdet, Lejlighed til at høre de kosmiske Problemer gennemgaaet af andre end netop Mogens Munch og mig selv, har vi "sammensmeltet" de to ældste Medarbejderhold til eet, paa hvilket en mindre Gruppe af de mest trænede Deltagere gennemgaar de i Forbindelse med Livets Bogs forskellige Bind stillede Opgaver. Denne Gruppe arbejder Fredag Aften, og Adgangen til at overvære Foredragene paa dette Hold vil fra Januar staa aaben for enhver interesseret i Studiekresarbejdet.

Som allerede bemærket har Mogens Møller haft stor Glæde af sit Arbejde i Jylland. Undervisningen der omfatter nu Byerne Hjørring, Skive, Aalborg, Randers, Aarhus, Horsens, Vejle og Esbjerg, og overalt ved jeg, at der er stor Glæde over Studiekresarbejdets Genoptagelse. Foruden det ordinære Hold i Aarhus er der oprettet to mindre Medarbejderhold, saa man vil forstaa, at Mogens Møller har nok at gøre.

Med Hensyn til Odense og Roskilde, som jeg selv underviser, saa forløber Arbejdet ogsaa der tilfredsstillende, noget der ogsaa gælder for Svendborg, som Fuldmægtig V. Gaarde, Odense, har taget sig af. Og endelig er der saa til Slut vor første udenrigske Gruppe i Malmø, hvor Arbejdet paabegyndtes straks i Efteraaret. Jeg ved, at mange er interesseret i at høre lidt om, hvorledes det gaar derovre, og jeg kan glæde enhver med, at dette Hold nu ikke alene er i Gang, men ogsaa konsolideret paa en saadan Maade, at dette "Brohovede" nu er sikret. De svenske Deltagere er meget begejstrede for Martinus Arbejde, hvilket ikke alene giver sig til Kende igennem deres tiltagende Besøg til Martinus Foredrag her i København, men ogsaa derigennem, at en enkelt Deltager straks stillede Kapital til Raadighed til Oversættelse og Udgivelse af min netop udkomne lille Bog om Martinus. Desuden vil der snarest blive oprettet en svensk Afdeling af Korrespondanceafdelingen. Som man vil forstaa, har Mødet med Brødrefolket paa den anden Side af Sundet været en stor og inspirerende Oplevelse for mig, og jeg glæder mig til, naar Tiden dertil er inde, at aabne Studiekrese i andre svenske Byer. Naar Arbejdet i Malmø har faaet en saa god Start, som Tilfældet er, skyldes det i høj Grad Ingeniør John Boklund, Malmø, som sammen med sin charmerende Frue har gjort et stort Arbejde derovre.

Dette var et kort Strejftog ind over selve Studiekresarbejdet over Livets Bog, der, som man vil forstaa, befinder sig i en rolig, fremadskridende Udvikling. Drejer vi nu Søgelyset ind paa de i Forbindelse med dette Studiekresarbejde oprettede nye "Grene", ser vi, at Billedhuggeren Harald Isensteins Hold i Tegning og Modellering er saa fyldt, at man altid har Indtrykket af, at Deltagerne næsten sidder ovenpaa hverandre. Med Hensyn til vore Underholdningsaftener har Glæden over de allerede afholdte været saa stor, at man ogsaa der kan tale om et Arbejde, der er ved at tage Form. Noget andet er, at det kniber for de forskellige at overkomme at deltage i alt det, der sker her i Huset, hvorfor det er under Overvejelse midlertidigt at nøjes med een Underholdningsaften om Maaneden og saa flytte den frem til Søndag Aften. Denne Ordning vil dog kun blive af midlertidig Karakter, da Behovet for disse kunstneriske Aftener er i en saadan Vækst, at der har været fremsat Ønske om Oprettelsen af et Hold for direkte kunstinteresserede. Instruktør Miskow Makwarth har venligst stillet sig til Raadighed som Leder af et saadant Hold, og det er her Tanken i det stille at indstudere forskellige mindre Stykker. Jeg tager næppe Fejl i Formodningen om, at vi ogsaa inden længe møder Ønsket om Oprettelsen af et Amatørorkester, saaledes at Ringen ogsaa her kan blive sluttet.

Som man vil forstaa, er der overalt Vækst og Udvikling i Studiekresarbejdet. Men lad os følge vor gamle Regel om den stille Vækst. Det vilde i Dag være let at "slaa dette Arbejde op", men lad enhver saadan Tanke være os fremmed. Der kan ingen Tvivl være om, at det gavner dette Arbejde mest at faa Lov til at vokse i Stilhed, selvom en og anden i sin Begejstring ønsker, at det "skulde alle være med i". Det centrale er dog, at der indenfor dette Arbejdes Omraade vokser en dejlig Ungdom op, og at Humanismens skønne og evige Ideer her har fundet et Fristed, hvor ingen intolerant Storm kan knække de spæde Spirer. Midt i en Verden af Ondskabsfuldhed og Uro har vi selv skabt en Verden af en ganske anden Art. Vi har Martinus at takke for det afklarede Idemateriale, der blev denne nye Verdens Fundament, og vi har ogsaa ham at takke for, at det i Dag er muligt for os at arbejde med disse skønne og fredfyldte Tanker i saa smukke Omgivelser, som Tilfældet er. Lad da vor Taknemmelighed over alt det, han har betydet for os og givet os, koncentrere sig i en Vilje hos os til at følge ham i hans Ønske om at gøre hans Arbejde kendt igennem vor egen indbyrdes Kærlighed og i en aldrig standset Kamp for Selvforædling.