Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Johannesevangeliet maa betegnes som friere digtning paa historisk grundlag (iøvrigt kan man jo netop gennem digtet opnaa fremragende og sand menneskeskildring), hvorimod de tre andre (de synoptiske) staar de historiske kendsgerninger langt nærmere.

Evangelierne kan opløses i en række enkeltstykker, der hver for sig danner et afrundet hele; disse stykkers placering er forskellig i de tre evangelier. Saafremt man nu markerer disse enkeltstykker hos synoptikerne og samtidig opdeler smaastykkerne i to grupper, henholdsvis de fortællende og talerne (Jesu ord), ses det, at Markus næsten intet har af talerne, derimod næsten alle fortællingerne, hvorimod Matthæus og Lukas begge rummer saa at sige hele Markus samt alt talestoffet, omend med vidt forskellig placering. Disse og andre iagttagelser har ført til den slutning, at der har eksisteret en samling fortællinger, som man kalder Urmarkus, der har dannet grundlaget for Markusevangeliet og ogsaa har været kendt af Matthæus og Lukas, eventuelt i lidt varierende udgaver. Disse to har iøvrigt suppleret deres stof med uddrag af een, eventuelt flere talesamlinger, d. v. s. samlinger af Jesu ord uden steds- og tidsangivelse, optegnet efter Jesu død. Endelig har Matthæus og Lukas en del særstof, maaske optegnet fra mundtlige kilder. Matthæus samler herunder belæringer om et bestemt emne under eet, mens Lukas indfletter talesamlingen i to store afsnit og søger at give hele stoffet historisk sammenhæng.

Matthæus betoner alt, hvad der kan tolkes som opfyldelse af gammeltestamentlige spaadomne, mens Lukas lægger mere vægt paa kristendommen som de fattiges evangelium. Evangelisterne ser det som deres opgave at vinde folk for Jesus, hvorimod historieskrivningens almindelige krav om objektiv fremstilling er dem ganske fremmed, hvoraf følger, at evangelierne i den foreliggende form fjerner sig betydeligt fra den historiske virkelighed; det har været forskningens opgave at udkrystallisere de historiske kendsgerninger med størst mulig sikkerhed.

Man har bl. a. anvendt den formhistoriske metode, som navnlig beskæftiger sig med den evangeliske overleverings fremkomst og tidligste faser, man undersøger, hvorledes traditionen er opstaaet, hvilken udviklingsproces den har gennemgaaet, hvilke forskellige lag indenfor overleveringen man kan udskille; man drager sammenligninger med traditionsdannelsen indenfor samtidig jødisk og hellenistisk litteratur, konstaterer ændringer, hidrørende fra de lokale behov (til brug for missionsforkyndelsen og gudstjenesten) og man bemærker, hvorledes fortællinger og udsagn efterhaanden gøres sted- og tidløse. Troen paa Jesu guddommelighed, var i den første tid i stadig vækst, samtidig med dannelsen af de ældste menigheder og udformningen af urkristendommen, og disse forhold maatte faa afgørende indflydelse paa evangeliernes indhold. Saaledes er nogle af jesuordene skabt af den ældste menighed og har faaet den fornødne autoritet ved at blive lagt Jesus i munden.

Under dette studium anvender man naturligvis ogsaa, hvad man kunde kalde den psykologiske metode: udfra handlingerne, at skabe mennesket bagved, og har man først skabt en karakteristik af denne individualitet, kan man derefter udskille de handlinger, som falder udenfor sammenhængen.

Forskningen finder saaledes saa nogenlunde frem til den historiske kærne i evangelierne, mennesket Jesus, som fødtes i Nazareth under jævne kaar, som senere drog rundt i Galilæa og omegn paa Herodes Antipas' tid som vandreprædikant og læge, som ved sin mægtige skabende personlighed og inspirerede forkyndelse efterhaanden vandt en stor discipelskare, idet han mente at staa i et ganske særligt forhold til Gud, og dette gav ham, manden fra almuen, myndighed overfor tidens autoriteter. Til sidst drog han til Judæa og Jerusalem, hvor sammenstødene med Farisæerne og Saddukæerne førte til hans domfældelse og korsfæstelse.

Forskningen sandsynliggør, at de begivenheder og taler af Jesus, som er evangeliernes indhold, ikke er anbragt i kronologisk orden, men i høj grad tilfældigt, den forbindende tekst og rammen om begivenhederne er som regel af en senere dato. Den ældste menigheds overbevisning om, at Jesus var den ventede Messias, og at dommedag stod for døren, har præget evangelierne i den første overleveringsperiode.

Visse af fortællingerne er legender, opstaaet ved optagelse og nærmere udformning i evangelierne af gamle sagn og deslige. Dette gælder saaledes barndomsfortællingerne, som ikke findes hos Markus og formentlig er skabt over hedenske forestillinger og forudsigelser i det gamle testamente.

Ligeledes betvivler man de nærmere omstændigheder ved Jesu daab med den neddalende due og røsten fra himmelen, endvidere fristelsen i ørkenen og forklarelsen paa bjærget. Som grundlag for legenden om den sidste begivenhed tjener muligvis et visionært syn efter Jesu død eller Jesu egen beretning om, hvorledes han har faaet kosmisk bevidsthed.

Visse af mirakelfortællingerne foreligger sikkert i stærkt overdreven form, maaske som en nyskabelse, saasom episoden, hvor Jesus stiller stormen paa søen og de 5000's bespisning. "Undere" er utvivlsomt forekommet, idet Jesus har helbredt epileptikere og andre nervøse lidende, evt. ved hypnose eller suggestion (i datidens sprog hed det: "Han besidder Guds aand", han var saaledes større end profeterne), men beretningerne herom er omformet for at faa mere slagkraft i den ældste forkyndelse, hvorfor opvækkelsen af Jairi datter og Lazarus maa betegnes som senere forekommet.

Lidelseshistorien bestaar af en række tildragelser, som er klart ordnede i kronologisk rækkefølge, det er naturligt, fordi beretningen herom skulde være beviset for Jesu messianitet gennem opstandelsen, og fordi dette, at Jesus blev korsfæstet, dømt og henrettet, tilsyneladende en sørgelig skæbne for en genløser, maatte forklares og begrundes. De omtalte tildragelser har sikkert i hovedsagen fundet sted, idet dog visse, tildels ret væsentlige træk, maa betragtes som senere tilføjelser. Blandt disse kan nævnes den detaljerede forudsigelse af passionshistorien, paaskemaaltidet som en indstiftelse af nadversakramentet og endelig selve opstandelsesberetningen, idet de meget varierende visionsberetninger i den ældste menighed sandsynligvis er grundlaget for opstandelsestroen.

Hvad ligger der nu i Jesu forkyndelse? Han prædiker først og fremmest kærlighed til Gud ("du skal elske herren din Gud og tjene ham alene") og næstekærlighed ("alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod eder skal I ogsaa gøre mod dem"). Han tilskynder sine tilhængere til at vise barmhjertighed og sagtmodighed, til at stifte fred og retfærdighed, til at sky alt hykleri og vende blikket fra det materielle mod Guds rige. Alt i alt har forkyndelsen overvejende talt til følelsen, ikke til forstanden. Denne lære fremsætter han med myndighed i et kraftfuldt sprog med mange fyndord og skarpt tegnede billeder. Som en grundtone gennem det hele gaar Jesu forestilling om, at gudsriget staar for døren, og at dommen kan falde, førend nogen aner, saa det er paa høje tid at vende om og ved at skrifte synderne faa tilgivelse.

Adskillige af ovennævnte moralbegreber har tidligere været fremsat, saaledes i jødisk og indisk religion, af græske filosoffer m. fl. omend ikke saa omfattende og sammenhængende. At Jesus er østerlænding og udgaaet af de lavere samfundslag, spores ved, at der appelleres til dyder som mildhed, hjælpsomhed og godgørenhed, derimod ikke til dyder som arbejdsomhed, tapperhed, flid og pligtfølelse. Jesu moral hæver sig langt over den jødiske gennemsnitsmoral med dens snævre selvretfærdighed, og han rusker kraftigt op i selvgodheden og den moralske nøjsomhed.

I det gamle testamente skildres Gud som den utilnærmelige, den gud, som belønner dem, der er lydige mod lovens bud og straffer de ulydige, en hævnens og gengældelsens gud, en retfærdig og nidkær gud, som nøje vogter overholdelsen af den mellem Jahve og jødefolket indgaaede kontrakt. Ulydighed mod loven er synd, men det er menneskeligt umuligt at holde samtlige bud, og jøden maa i sidste instans haabe paa Guds barmhjertighed.

I det ny testamente møder os en kærlig gud, der sørger for enhver, som nærer en ubetinget tillid til ham – en barmhjertig gud, som er langmodig og tilgiver den angrende synder – en gud, som, idet han er enhvers gud, ogsaa er alles gud, og følgelig ikke, som den jødiske gud, nationalt begrænset til Israel.

I det foregaaende er det forsøgt at give et meget kort og derfor meget ufuldstændigt sammendrag af bibelkritikens resultater. Disse er naturligvis ikke eentydige, tværtimod nærer nogle forskere mere liberale og andre mere radikale anskuelser.

Der kan maaske i en senere Artikel blive lejlighed til at vise gudsbegrebets senere udvikling indenfor den kristne religion.

 

Litteraturhenvisn.:

P. O. Ryberg Hansen: Evangelierne som Kilder til Jesu Liv. 1904.
P. O. Ryberg Hansen: Det ældste Evangelium. 1910.
A. B. Drachmann: Christendommens Oprindelse. 1919.
J. L. Heiberg: Christendommens Grundlag. 1925.
Holger Mosbech: Evangelieliteraturens Tilblivelse. 1937.
Aage Bentzen: Det gamle Testamente. 1929.
Skat Hoffmeyer: Bibelen. 1941.
Haandbog i Kristendomskundskab. 1942.