Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus har sit Værk "Livets Bog" kaldt en Zone i Tilværelsen for "De ulykkelige Ægteskabers Zone". Denne Zone er overordentligt interessant for os, da en overvejende Del af Jordens Befolkning befinder sig i det Udviklingsomraade, som denne Zone omfatter, og jeg har derfor med Analyserne i ovennævnte Værk som Grundlag dannet mig nogle Tanker om dette Emne. Naturligvis kan der ikke her blive Tale om nogen særlig, udførlig Behandling af dette overordentligt omfattende Emne, og jeg skal derfor i det følgende kun søge at gøre Rede for de principielle og grundlæggende Foreteelser – altsaa blot trække Hovedlinierne op uden i nævneværdig Grad at gaa i Detailler.

Som De ved, har Martinus i "Livets Bog", 5. Kapitel, inddelt Væsenerne i Jordmenneskezonen i forskellige Grupper efter deres Indstilling til den gamle religiøse Verdensimpuls. Paa tilsvarende Maade er man naturligvis i Stand til at inddele de samme Væsener i Grupper alt efter deres Indstilling til Ægteskabet. Der er her Tale om to vidt forskellige Grundlag for Inddeling, og man kunde derfor paa Forhaand vente, at en enkelt Gruppe ved den ene Inddeling vilde omfatte Væsener fra alle Grupper ved den anden Inddeling; dette vil ogsaa i nogen Grad være Tilfældet, men ogsaa kun i nogen Grad, thi som Regel maa det siges, at de Væsener, der udgør en Gruppe ved den første Inddeling i overvejende Grad ogsaa vil tilhøre een bestemt Gruppe af den anden Inddeling, hvilket er en Følge af, at Væsenernes religiøse Indstilling og Indstilling til Ægteskabet er delvis afhængige af hinanden. Her vil jeg nærmest betragte Ægteskabet, som en Forbindelse mellem 2 Væsener af modsat Køn, der overfor det øvrige Samfund fremtræder som en Enhed. Dette skal imidlertid ikke opfattes som nogen fuldgyldig Definition af et Ægteskab, men udgør blot en Begrænsning, som er anvendelig til dette Formaal.

Jordmenneskezonen, som strækker sig fra det egentlige Dyrerige og op til den store Fødsel, vil det være muligt med Henblik paa Væsenernes Indstilling til Ægteskabet at inddele i 4 Zoner, som gradvis glider over i hinanden. Den 3' af disse Zoner er "De ulykkelige Ægteskabers Zone"; for imidlertid at kunne danne sig et Begreb om de Principper og Aarsager, som ligger til Grund for denne Zone i Tilværelsen, vil det være gavnligt ganske kort at betragte Forholdene i de 2 foregaaende Zoner, nemlig "De fuldkomne Ægteskabers Zone" og "De lykkelige Ægteskabers Zone". Den 4' Zone: "Ufrugtbarhedens Zone" vil lige blive berørt for Fuldstændighedens Skyld.

Nærmest det egentlige Dyrerige (og ogsaa i dette) bliver vi vidne til de fuldkomne Ægteskabers Zone, d. v. s. den Zone, hvor Ægteskabet ikke blot udgør en samfundsmæssig Enhed, men ogsaa i Princippet en organisk Enhed; Sammenknytningen er her en Livsnødvendighed. I denne Zone er selve Parringen uomtvisteligt Hovedinteressen, og i denne Henseende er Hanvæsenet et fuldgyldigt Udtryk for det maskuline Princip, idet det kun kan finde Balance eller Tilfredsstillelse gennem Tilknytningen til et absolut feminint Væsen; naturligvis er det paa tilsvarende Maade for Hunvæsenets Vedkommende. De andre Interesser, som Væsenerne i denne Zone kan have, som f. Eks. Forsvar og Pleje af Afkom, Fremskaffelse af Føde o. l. er ligeledes utvetydigt fordelt mellem Ægtefællerne. Der er saaledes ingen Tvivl om, hvem der befordrer det maskuline, og hvem der befordrer det feminine indenfor Ægteskabet, og dette skyldes først og fremmest Ægtefællernes Organismer, som jo netop supplerer hinanden og passer sammen 100 %. Det er denne fuldstændigt harmoniske Arbejdsdeling, som hersker mellem Ægtefællerne indbyrdes, der er Grunden til, at denne Zone er saa fuldkommen – det er simpelthen ikke muligt for Væsenerne at finde noget at blive uenige om. Dette svarer i Virkeligheden ganske til Arbejdsdelingen mellem de forskellige Organer indenfor en og samme Organisme, hvor de enkelte Organers Livsbetingelse og Livsinteresse netop er Samarbejdet med de øvrige Organer til fælles bedste og til Gavn for den samlede Organisme (Organismeprincippet). Symboliserer man denne harmoniske Tilstand som en Cirkel, vil Hanvæsenet altsaa udgøre den ene Halvdel og Hunvæsenet den anden. Saadanne to Væsener ejer hinanden fuldstændigt paa en saa selvfølgelig Maade, som man ejer de forskellige Organer i sin egen Organisme: Arme, Ben, Øjne, Øren etc. Der er saaledes her ikke Tale om nogen Tvang i denne Ejendomsret – thi for to Væsener, der supplerer hinanden fuldstændigt, og som overhovedet ikke kan undvære hinanden, er Ejendomsretten over hinanden indbyrdes en Livsbetingelse eller et Grundprincip i Lighed med Selvopholdelsesdriften.

Efter de fuldkomne Ægteskabers Zone følger de lykkelige Ægteskabers Zone. I denne Zone er Sammenknytningen ved Ægteskabet om end ikke livsnødvendigt saa dog af primær Karakter for Parterne. Her har Væsenerne foruden Ægteskabsinteressen, og hvad dermed følger, begyndt at faa andre Interesser, men det gælder dog som nævnt, at Ægteskabet er Hovedinteressen. Med samme Symbolik som før vil det altsaa sige, at hvert af Væsenerne udgør lidt mere end en Halvcirkel. Mellem saadanne Væsener kan der godt være Skænderi, ja, maaske endog Slagsmaal, da Væsenernes Mentalitet jo endnu er meget primitiv, men dette er dog af underordnet Betydning. Ved at have Ægteskabet som Hovedinteresse er Væsenerne nemlig i Kraft af Organismeprincippet i meget høj Grad i Stand til at kunne tilfredsstille den Nydelse, som Partneren attraar, uden Divergenser eller Disharmonier af væsentlig Betydning. I denne Zone begynder dog i Forbindelse med de forskellige Biinteresser de første spæde Følelser af Tvang ved den tidligere nævnte Ejendomsret at gøre sig gældende – de Følelser, som i den næste Zone "De ulykkelige Ægteskabers Zone" vokser sig saa stærke, at de for nogle kan blive ganske uudholdelige.

I de ulykkelige Ægteskabers Zone er Sammenknytningen ved Ægteskabet ikke af absolut, primær Karakter for Parterne. Thi Væsenerne har nemlig her foruden Ægteskabsinteressen talrige andre Interesser, og disse Interesser har for Væsenets Lykketilstand samme eller endog større Betydning end selve Ægteskabsinteressen. Der er her naturligvis ikke Tale om Interesser, som mere eller mindre direkte er knyttet til Ægteskabsinteressen, men derimod om saadanne Interesser (de personlige Interesser), som direkte kolliderer med denne Interesse. Kollisionen opstaar derved, at de personlige Interesser udgør en selvstændig Nydelse for Individet uafhængig af Ægteskabet, samtidig med at de tager en større eller mindre Del af Individets Energi, som det ellers kunde have benyttet til Fordel for Ægteskabsinteressen; (til Ægteskabsinteressen maa man her ogsaa medregne de Interesser, der er medvirkende til Skabelse og Opretholdelse af den materielle (økonomiske) Baggrund for Ægteskabet). Desuden vil Væsenet, efterhaanden som det faar flere og flere personlige Interesser, særligt i kunstnerisk eller videnskabelig Retning, behøve en Inspiration og Vekselvirkning med Omgivelserne, der er saa vidt spændende, at et enkelt Væsen kun vil være i Stand til at dække en mindre Del heraf. Dette Forhold medfører den for denne Zone saa karakteristiske Tilstand, hvor Væsenet ønsker Frihed for sit eget Vedkommende, men samtidigt ønsker Ejendomsretten bibeholdt over dets Partner i Ægteskabet; Ejendomsretten over Ægtefællen har, som det fremgaar af det tidligere nævnte, sine Rødder dybt forgrenet i Dyreriget, og kan derfor ikke dematerialiseres med samme Hast, som de nye spirende Interesser vokser, hvorfor da ogsaa Jalousi er en meget hyppigt forekommende Egenskab her – en Jalousi, som ikke blot er rettet mod Væsener af samme Køn, men som ogsaa kan være rettet mod alle de personlige Interesser, som Partneren har. De personlige Interesser kolliderer altsaa med det ægteskabelige Ejendomsretsprincip. Med samme Symbolik som før maa et saadant Væsen betegnes som en hel Del mere end en Halvcirkel, og dog alligevel ikke udgørende en Helcirkel, da Væsenet jo ikke hviler i sig selv uden at stille Krav til andre; Væsenerne tilhørende denne Zone kan derfor passende symboliseres ved en ¾-Cirkel.