Kosmos 1945/9 side 160
Og jeg har levet
Og jeg har levet i tusinde Aar
og skal leve i tusinder til,
mens Verdner fødes og Verdner forgaar
i Tidernes vekslende Spil.
Mit Hjerte skal engang standse sit Slag,
og mit Blod holde op med at strømme.
I det blege Skær af en svindende Dag
skal jeg drømme de sidste Drømme.
Og ængstes endnu min skælvende Aand
for dig, du almægtige Død,
jeg lægger min Sjæl i din stærke Haand.
– Moder Jord tag mig ind i dit Skød.
Naar Solen synker og Nattens Vind
ta'r til saa vemodigt at suse,
saa lægger jeg mig til dit Hjerte ind,
jeg hører dets Bølger bruse –
Og Skovene synger og Himlens Hvælv
bag det stjærnerislende Dyb,
hvor Mulmet rinder af Nattens Elv
ned om Jorden og al dens Kryb.
Min trætte Haand faar en anden fat,
– hvor varmt og hvor blidt den trykker –
saa vandrer vi ind i den store Nat
i Mulmets velsignede Skygger.
Vi to, som har levet i tusinde Aar,
vi skal leve i tusinder til,
mens Verdner fødes og Verdner forgaar
i Tidernes vekslende Spil.
Palle Ivert.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige