Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1945/9 side 153
Martinus:
Fra Aabningen af Bureauets nye Lokaler
Som Læserne allerede ved, har Bureauets Ejendom i Sommerens Løb gennemgaaet en stor Udvidelse. Der er saaledes bygget 3 Meter til Foredragssalen for derved at give Plads til en lille Scene. Det er Meningen hermed at give Sagens Venner Adgang til en for vort Aandsarbejde supplerende, videnskabelig og kunstnerisk Underholdning.
Dernæst omfatter Udvidelsen 4 Studielokaler samt en ny stor Garderobe, Korridorer, Trykkeri, Fotolaboratorium, Boks, Arkiv etc.
Som Undervisningsinstitut kan Ejendommen her, alene til Aftenundervisning, nu modtage ca. 2000 Studerende pr. Uge.
En første stor Etape i min Sags Fundering er hermed, takket være den store Forstaaelse og Kærlighed mit Arbejde har mødt fra alle Sider, lykkeligt bragt til Ende. Og jeg vil derfor overfor de mange af min Sags Venner, der ikke havde Lejlighed til personligt at overvære mit Aabningsforedrag, her gentage min deri udtrykte Taknemlighed:
"Kære Venner! Siden jeg i Foraaret sluttede Sæsonen, og vi sidst var forsamlede her, er der sket en temmelig omfattende Udvidelse af Ejendommen. Naar dette er sket, er det for at gøre den til et Institut, et Hjemsted for alle de Idealer, Tanker og Ideer, den Kunst og Videnskab, paa hvilken en hel ny Verdensepoke er ved at opstaa.
Naar denne Udvidelse har kunnet finde Sted, skyldes det udelukkende en enestaaende Sammensmeltning af mange gode og stærke Kræfter. Jeg har saaledes mødt overordentlig stor Velvillie fra Myndighedernes Side, ligesom Arbejdet er udført med stor Kærlighed og Omhu fra Haandværkernes Side. At Arkitekten er en god Ven af mit Aandsarbejde har yderligere givet mig Tryghed med Hensyn til Udvidelsens heldige og praktiske Gennemførelse. Min Hovedkreditor i dette Foretagende er ligeledes en Ven af mit Arbejde igennem mange Aar. Naar dertil kommer al den Kærlighed, jeg har modtaget fra alle Sagens øvrige Venner, dels i Form af kærlige Breve, Gaver og Bidrag og dels i Form af manuelt Arbejde, og uden hvilke Sagen naturligvis heller ikke kunde være gennemført, vil man kunne forstaa, at dette Hus saaledes udtrykker et Eventyr fra det virkelige Liv. Det er Udtryk for mange Menneskers Kærlighed til de allerhøjeste Idealer.
Aabningsforedrag af Martinus. Foto: Hertz
Nedgang fra Hallen til Studielokalerne. Foto: Hertz
Fra Garderobe og Korridorer. Foto: Hertz
Fra de nye Studielokaler. Foto: Hertz
Fra de nye Studielokaler. Foto: Hertz
Plan over Udvidelsen v. Arkitekt Lüttichau.
Jeg vil derfor gerne, i Kærlighed til de samme høje Idealer, her aabne Sæsonen og Adgangen til de nye Lokaler med at udtrykke min inderligste og varmeste Tak til alle dem, der saaledes har taget mit Arbejde til deres Hjerte. De har dermed været med til at lette Byrderne ved en stor Sags Fødsel og begyndende Gennembrud". –
 
(Den øvrige Del af Foredraget vil i Lighed med mine andre Foredrag blive gengivet i Korrespondancebrevene.)