Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har saaledes her Virkningerne af de nedbrydende Geniers Udfoldelse og Medhold hos Folkemasserne. Men hvordan gaar det da til, at saadanne Genier i Nedbrydning af Kultur og Humanitet kan faa en saa overdaadig Magt, at de kan vildføre hele Folkemasser, hele Verdensriger? –

Ja, først og fremmest er det naturligvis, fordi der paa Bunden af disse Folkehobes Bevidsthed, under den kristne og buddhistiske Overflade endnu ligger Tendenser i Retning af en Hævn- eller Straffelyst, der i særlige givne Situationer kan bringes til atter at flamme op, blive til en total Ødelæggelseskraft. Men hvordan er de givne Situationer opstaaet? – Hvad har foranlediget dette vældige Masseopbud af Mordenergi? – Ja, her vil man vel svare: "Erobringslyst, Lysten til at være et "Herrefolk", hvilket igen vil sige, et Folk, der ikke paa nogen som helst Maade skal kunne blive Genstand for Undertrykkelse eller Gene fra noget andet Folk, men derimod kan befale og byde over disse". Og Spørgsmaalet bliver: "Har der da været en saadan Undertrykkelsestendens eller Udfoldelse af Gene fra de Folk eller Stater, som man for enhver Pris lige ind til Døden ønskede at overvinde?" – Ja, helt at benægte, at en saadan Tendens i større eller mindre Grad har været til Stede, vil ikke være at udtrykke den absolutte Sandhed. Men det behøver ikke at betyde, at de paagældende Stater har været sig dette helt bevidst. Selvfølgeligt vil denne Tendens have været camoufleret som "Retfærdighed". Dette Begreb har altsaa dækket over noget, der virkeligt kunde faa Hadets og Erobringslystens Fakkel til at flamme op med en saadan Voldsomhed, at Verden ligefrem krampagtigt til det yderste maatte anspænde sig for ikke at gaa under i Hadets ødelæggende, lemlæstende, terroriserende og dræbende Lavine. Tror man en saa voldsom Mord- og Terrorlavine kommer ganske uskyldigt og tilfældigt til en Klode eller Verden? – Hvis man tror det, saa er Idealerne, der gaar ud paa at blive "Herrefolk", jo ganske straalende. Hvis Livet ingen virkelige Love har, men er blot og bar Tilfældighed, ja, saa maa det mest logiske jo dog være, at Mennesket udnytter den "Tilfældighed", det selv er indhyllet i. Hvis det ganske tilfældigt paa Gaden finder en Tegnebog med et stort Beløb, en Millionformue, vil det jo være meningsløst ikke at beholde den. Hvis "Tilfældigheden" sætter det i Stand til at dræbe andre Mennesker, hvis Goder og Værdier det da maatte være Arving til, vilde det jo være totalt meningsløst ikke at skaffe sig disse Væsener af Vejen. Hvis Livet er "Tilfældighed", vilde det jo være meningsløst ikke at bruge sin Forstand til netop at udnytte og gribe disse "Tilfældigheder". Hvad skulde man ellers med Intelligens? – Denne Evne vilde jo være total meningsløs, hvis man skulde bruge den til at modarbejde de "Tilfældigheder", der netop er i ens Favør, ligegyldigt hvor mange Venner eller Fjender man saa end maatte dræbe, ligegyldigt hvor mange Taarer og Lidelser, man saa end dermed maatte komme til at frembringe hos andre Væsener. Maatte ikke Samfundsordningen i Kraft af en saadan mental Indstilling afføde en permanent "Krigsskueplads"? – Og den herskende Samfundsmoral maatte jo blive denne: "Jo blodigere Krig desto højere Kultur". Er det ikke netop en saadan Ideologi, vore nordiske Forfædres Bersærkerkultur var baseret paa? – Er det ikke netop forlængst blevet en Kendsgerning, at denne "Vikingemoral", denne "Naturmenneskementalitet" eller dyriske Livsform ikke mere var tilfredsstillende for de mest fremskredne eller udviklede Jordmennesker? – Hvordan skulde ellers "Kristendommen", med dens Antikrigsindstilling og Næstekærlighedslove eller Humanitetspaabud, være blevet autoriseret Statsreligion? – Er det ikke denne religiøse Ideologi, der bevirker, at alle de krigsførende Magter ikke paa nogen som helst Maade vil vedgaa sig at være den "angribende" Part? – De paaberaaber sig alle uden Undtagelse, at de kæmper i "Forsvaret"s Tjeneste. De føler alle, at en "Angrebskrig" ikke mere giver Hæder, Ordensdekorationer og Helteværdighed til dens Udøvere, hvis den ikke kan doceres som en "Forsvarskrig". Saa langt fremme i Kulturudvikling er Jordmenneskeheden dog, at den ikke paa nogen som helst Maade accepterer en "Angrebskrig" som identisk med "Retfærdighed". Kun i Tilfælde af "Nødværge" eller "Forsvar" vil en Krig endnu kunne blive accepteret som et Ideal. Alle, der i Dag fører Krig, maa derfor for enhver Pris dokumentere denne som "Forsvarskrig". Det store Problem i Bedømmelsen af en Krig i Dag bliver derfor dette at finde "Angriberen". Alle Parter i en Krig vil derfor med størst mulig Kraft dokumentere sig selv som "Forsvarer" af sit eget "Livsrum", sin "Kultur" og sit Folks Bestaaen. At en saadan Dokumentation ikke kan være helt rigtig for alle Parter er naturligvis givet. Den maa for nogle Parters Vedkommende være falsk. Der maa i det mindste være een Part, der er "Angriber", thi ellers vilde der jo ikke være noget at "forsvare". Og uden "Angreb" og "Forsvar" er en "Krig" jo totalt umulig.

Da Menneskeheden ikke desto mindre lige har gennemlevet Verdens største Krig, et mentalt Jordskælv, der endnu vibrerer, flammer og lyner over visse Dele af Jorden, bliver det dermed en Kendsgerning, at der baade findes en "Angriber" og "Forsvarer" indenfor denne "Krig". Men hvem af de krigsførende Parter, der er den virkelige "Angriber" eller "Forsvarer", er maaske ikke helt afklaret for den store Almenhed. Hvem, der er "Sejrherren" i nævnte Krig, er derimod ikke mere noget Tvivlsspørgsmaal eller Problem for nogen. Og det er netop det mest vigtige i denne vor Analyse. Hele Menneskehedens fremtidige Vel vil jo netop udelukkende være afhængig af denne "Sejrherre". Dennes mentale og fysiske Indstilling vil være totalt afgørende, om der mere skal blive Mulighed for en Storkrig imellem Nationer og Stater. Denne "Sejrherre" har en saa verdensomspændende Magt og Autoritet, at det ligger fuldstændigt indenfor hans Mulighed at kunne bestemme "Krig" og "Fred" for hele den ganske Verden. Tænk, hvilket umaadeligt Ansvar, der er lagt paa de førende Personligheders Skuldre indenfor de store Stater eller Magter, der i Dag udgør denne verdensomspændende "Sejrherre". Hvis denne "Sejrherre"s mentale Struktur er saaledes, at den totalt er fri for "Angrebsbevidsthed", vil Menneskeheden gaa en straalende lys og lykkelig Fremtid i Møde. Hvis den nævnte "Sejrherre" er fri for "Angrebsbevidsthed", har han absolut kun een Interesse, nemlig Skabelsen af en absolut "Fred" for alle Stater og Folk i Verden.

At være fri for "Angrebsbevidsthed" er det samme som at være total "uselvisk". I samme Grad som denne "Sejrherre" derimod endnu har "selviske" Interesser og med sin Magt fuldbyrder dem, er han "uretfærdig". Dyrkelse af "selviske" Interesser vil aldrig kunne foregaa uden paa en større eller mindre Bekostning af andres Ret til og Glæde ved at være til. At berøve en større eller mindre Del af andres Ret til at være til kan saaledes ikke undgaa at være det samme som "Uretfærdighed". Men at være "uretfærdig" er igen nøjagtig det samme som at "angribe". Man udøver jo dermed Attentat paa andres Frihed og Ret til og Glæde ved Livet. Men at "angribe" vil igen føre til "Forsvar" overfor "Angriberen" og dermed gøre Krigen til en blodig Kendsgerning. Hvis nævnte "Sejrherre" derfor i sin Indstilling overfor den overvundne "Fjende", som nu er hans "Fange", er "uretfærdig", vil det altsaa betyde, at han udløser et "Angreb" paa denne sin "Fjende". Og et "Angreb" vil uundgaaeligt skabe "Forsvarsbevidsthed". En Dag vil den "angrebne" blive saa stærk, at Undertrykkeren vil blive slaaet. Det er taabeligt at tro eller at have Tillid til, at en "angribende" Part i det uendelige kan blive ved med at "angribe", hvilket altsaa vil sige: udløse "Uretfærdighed" over nogen. Forsynet, Naturen eller Karmalovene vil altid uundgaaeligt komme den "uretfærdigt" behandlede til Hjælp og befri denne for Aaget og knuse Undertrykkeren. Der findes ikke den "Sejrherre", der ikke før eller senere vil blive knust af sin egen eventuelle "Uretfærdighed" eller den Slavelænkning, han opretholder overfor andre Væsener, ganske uafhængig af hvor stærk og overlegen han saa end maatte være i Dag, og ganske ligegyldigt hvor svag og hjælpeløs hans Offer eller Fange ligeledes i Dag synes at være. Her gælder det mere end i nogen anden Situation det gamle Ord: "Hvo, som synes at staa, se vel til, at han ikke falder".

"Verdensfreden"s Virkeliggørelse vil saaledes i Dag være totalt afhængig af, hvor "uselvisk" "Sejrherren" (de allierede Nationer) i Dag er overfor den kapitulerede og afvæbnede "Fjende". I samme Grad som "Sejrherren" er "selvisk" og med sin Magt tilfredsstiller denne "Selviskhed"s Begær paa den slagne "Fjende"s Bekostning, manifesterer han "Uretfærdighed" overfor samme "Fjende". Og denne Manifestation er altsaa det samme som et "Angreb", der, som før nævnt, igen vil skabe "Forsvar" og dermed "Krig". Med "selviske" Interesser vil "Sejrherren" saaledes uundgaaeligt begynde at opbygge eller skabe en ny "Krig". At disse "selviske" Interesser opfattes og doceres som "Retfærdighed", forandrer intet som helst, i denne Opbyggelse af "Krig", tværtimod, det er jo blot en ny Tilføjelse af Uretfærdighed, krigsmæssig "Propaganda" eller "Camouflage", ved hvilken "Sejrherren" opretholder sine "selviske" Interessers Tilfredsstillelse paa den slagne eller overvundne "Fjende"s Bekostning, selv om han endog er i god Tro.

Det er rigtigt, at det her kan være svært at skelne, hvad der er "Retfærdighed", og hvad der er "Uretfærdighed" i "Sejrherren"s Behandling af den overvundne. Det er jo en Kendsgerning, at den overvundne "Fange", hvilket altsaa her vil sige: "Diktaturet"s eller "Magtvældet"s svorne Tilbedere og Udøvere, før de blev besejrede, har manifesteret Myrderier af kolossale Dimensioner overfor andre Mennesker foruden at have tvunget andre Folk og Stater til Slavearbejde for sig. De har ligefrem befordret en hensynsløs Tortur og Udslettelse af, ikke blot Medvæsener med en anden "politisk" og moralsk Anskuelse, men ogsaa ganske upolitiske og neutrale Væsener, udelukkende kun af den ene Grund, at de formentes at tilhøre en anden Race, var "Jøder". Det er rigtigt, at en rædselsfrembydende Sadisme, en kronisk Moralsygdom, beherskede til en vis Grad de Lag af Jordmenneskeheden, der i Dag er bastet og bundet som de Allieredes "Krigsfange". Og det er rigtigt, at det kræver en meget høj intellektuel Standard at kunne beherske "Gengældelsestrangen", "Hævnlysten", overfor disse Lags saakaldte "Forbrydelser" imod Menneskeheden. Men det fritager ikke "Sejrherren" eller disse allierede Nationer for nogen som helst af de tilsvarende krigsmæssige og ufredelige Eftervirkninger af den Hævn eller Gengældelse, som nævnte Hævnfølelse eller Gengældelsestrang eventuelt lader komme til Udløsning, ligegyldigt hvor godt man saa end bevidst eller ubevidst har camoufleret denne Udløsning som "Retfærdighed" eller virkeligt tror, at den er fuldstændig "berettiget".

Sandheden er uafviseligt den, at de Allieredes "Fange" jo er Lande og Folk, der endnu kunde lade sig svinge med af en fortidig "diktatorisk" Mord- og Drabsideologi udvisende en vis Grad af Sadisme. De blev derfor, for den øvrige Del af Jordmenneskeheden eller det samlede Samfundslegeme i Verden, der jo allerede repræsenterede Højintellektualitetens begyndende Udviklingsstadier, en lige saa stor Ulykke og livsfarlig Sygdom, som de vilde have været en glimrende Velsignelse for en Jordmenneskehed paa ganske uintellektuelle og primitive Naturmenneskestadier, hvor Moralen endnu slet ikke drejede sig om Udvikling af Intellektualitet eller Humanitet, men hvor Livsbetingelsen udelukkende bestod i en raa og brutal Albuen sig frem over Næstens Liv og Førlighed, og hvor denne Albuen sig frem derfor var Vejen til "Valhal", Datidens "Himmerige" eller højeste formentlige Livslykke. Men da denne dyriske Tidsalder jo er forbi for den største Part af Jordmenneskehedens samlede Organisme, der i Virkeligheden nu kun kan opnaa mental Sundhed i Skabelsen af Humanitet eller højintellektuel Kultur, er det ikke saa mærkeligt, at dette Jordmenneskehedens Samfundslegeme krympede sig, gjorde Modstand imod, indkredsede og indkapslede de "syge Lag" i dets Omraade for derigennem at begrænse og svække Sygdommens Virkninger og opnaa "Helbredelse". Det er egentlig kun den samme Naturlov, der her har gjort sig gældende i det samlede Samfundslegeme, som den, der gør sig gældende i vor egen Krop overfor opstaaede Usundheder og Fremmedlegemer. Her søger den sunde Del af Kroppen ogsaa at gøre Modstand imod det abnorme, imod de skadelige Elementers Indflydelse. Hvordan skulde vore Saar og Sygdomme ellers læges? – Hvordan skulde der ellers være noget, der hed "Helbredelse"? –

Og ligesom vor egen Krop, ligesom Naturen selv ikke paa nogen som helst Maade søger at pine, plage og udnytte "syge Omraader" i Organismerne, men derimod gør alt, hvad der staar i dens Magt for at helbrede disse, føre dem frem til deres retmæssige Kapacitet og Mission i Samarbejdet med den øvrige Organisme i Skabelsen af dennes sunde Velbefindende og Bestaaen, saaledes kræver Naturen eller det samlede jordmenneskelige Samfundslegeme ogsaa, at dets "syge Omraader" ikke mishandles, men maa plejes paa en saadan Maade, at de hurtigst muligt bliver sunde og raske, faar deres Førlighed tilbage, saa de atter kan komme til at bære deres Del af Opretholdelsen af samme Samfundslegemes sundeste Velfærd og lykkelige Bestaaen. Og hvad er dette Samfundslegemes sunde Velfærd og lykkelige Bestaaen andet end den "evige Fred", Jordmenneskeheden netop hungrer og tørster efter? –