Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nu har Foraaret rigtigt taget fat, Solen skinner, og Spirer og grønne Blade myldrer frem alle Vegne. Kommer der en Regnbyge, gør den blot alting endnu mere friskt og grønt og faar det til at dufte af Vaar. Saa kommer Solen igen, og Fuglene, der bygger Rede i Buske og Hække, bliver livlige og kaade, de nyder det dejlige Solskin, og heri ligner de Menneskene. Gamle Folk maa ud at slikke Solskin, ud at røre de stive Lemmer og maaske sidde et Øjeblik paa en Bænk og blinke med Øjnene i det stærke Sollys. Og Børnene, ja, de er jo selve Foraaret! Sjippetov, Kugler, Hinkesten, og hvad det hedder alt sammen, bliver der nu rigtig Brug for, og glade Stemmer og Latter klinger gennem den klare Foraarsluft sammen med glad Pippen og Fuglefløjt. De gamle paa Bænken kan ikke blot se, at det er Foraar, de kan ogsaa høre det, Jubelen forplanter sig til dem, selv om de gaar mere stille med det; men det kribler saamænd i mange af de gamle Lemmer efter rigtig at give deres Glæde Luft, som de kunde i de unge Aar. De faar milde Øjne af det, ogsaa fra dem straaler der Solskin, der virker livgivende paa Omgivelserne.

Jeg gik for nylig en Tur i Søndermarken og blev i saadan et godt Humør ved al høre den mest kaade og overgivne Gadedrengefløjten, man kunde tænke sig, baade med Pift og Triller. Det maatte være en hel lille Virtuos, der var Mester for det. Jeg kiggede mig omkring for at faa Øje paa Ophavet til al den Livsglæde, men der var ingen Drenge at se i Nærheden, og Trillerne lød dog ganske nær ved. Foran gik der kun en pæn ældre Herre, ham kunde det jo ikke være – jo, minsandten var det ham! Hvidhaaret og hvidskægget, sort rundpullet Hat og Spadserestok! Da jeg nærmede mig, holdt Musikken op, og han lod som ingenting, kiggede sig omkring som en lille artig Dreng, men lidt efter at jeg var kommet forbi ham, begyndte den igen, jovist, her mødte jeg et Udtryk for den evigtunge jublende Foraarsglæde.

Jeg har lagt Mærke til, at det mest er de gamle og Børnene, der nyder Foraaret, vi andre kan jo ogsaa nok baade se det og høre det, men det er ligesom det ikke trænger rigtig ind i os.

Samtidig med Foraarets blide Kærtegn, mærker vi Krigens haarde Næver. Det er som om Himmel og Helvede kæmper om Pladsen i vor Bevidsthed, vi kan ikke rumme dem begge, og Helvede faar Overtaget. Nogle Mennesker mener, at Menneskeheden gaar sin Undergang i Møde, andre at denne Krig blot vil afføde en ny Krig, nogle mener slet ingen Ting mere, er sunket ned i den dybeste Melankoli. Had, Frygt, Bekymringer og Pessimisme møder man næsten overalt. Der er jo ikke noget at sige til det, naar man tænker paa, hvad der sker rundt omkring for vore Øjne. Som jeg hørte en Mand sige forleden: "Det er jo det rene Helvede! Hvis ikke det var, at man ikke troede paa Dommedag, saa skulde man jo tro, at dette her var saadan noget. Hvor er alt meningsløst, for der er jo nok til os alle sammen."

Den sidste Sætning hører man som et stadigt Omkvæd. Det er ligesom, det er ved at gaa op for Menneskene, at de selv har skabt sig et meningsløst Helvede, og at det kan blive anderledes, men at hvert Menneske selv kan gøre meget til, at det bliver anderledes, det ved de ikke – endnu.

Foraaret og Krigen, Himmel og Helvede, begge Dele staar som lige store Kendsgerninger for vore Øjne, og de forekommer jo paa samme Sted; men hvordan kan Himmel og Helvede være samme Sted? Hvad er da Himlen, og hvad er Helvede? Martinus lærer os, at Himmel og Helvede er Tilstande. Man kan godt befinde sig midt i dette "Helvede" paa Jordkloden og saa alligevel være i "Himlen", og intet kan bedre end Martinus' Analyser lære os, hvordan vi skal bære os ad for at opnaa dette – og hvorfor. Midt i dette store Opgør rundt omkring os, kan vi holde et lille privat Opgør med os selv over hvor meget, vi har kunnet tage til os som vort eget af Aandsvidenskaben og hvor meget, der kun var "til Pynt".

Nu har man Brug for at holde Humøret oppe ikke blot for sin egen Skyld, men ogsaa for sine Omgivelsers. Nu skal man vise, om man omgivet af Bølger af Had kan tænke kærlige Tanker, om man midt i Krigens Ragnarok kan holde fast ved, at alt er saare godt. Selvfølgelig skal man ikke i Tale forsøge at belære Mennesker om dette, de vil tro, at man er kynisk eller sindssyg. Man skal tie og tænke. De stille i Landet har deres store Mission ikke mindst under saadanne Forhold. I Rolighed gemmes Styrke, en Styrke, som ubemærket kan brede sig til Omgivelserne. De Mennesker, for hvem Martinus' Analyser har faaet Betydning, (og det er jo ikke tilfældigt, at noget saadant sker), maa kende deres Ansvar og prøve i det stille at leve efter deres Idealer, at leve i det væsentlige, thi hvad der er det væsentlige, er jo netop det, Martinus viser os.

Netop nu, hvor Hjerterne slaar hurtigere end normalt, hvor Øjnene skinner som i Feber, og Nerverne staar saa spændt, at de truer med at give efter og ofte bryder sammen, er der Brug for Mennesker, der er som Foraaret, der udfolder sig rytmisk og harmonisk i Kontakt med Livets Love. At prøve at leve i det væsentlige, det vil jo sige at gøre sig Umage for at se Gud alle Vegne, i alle Hændelser, at prøve at forstaa at enhver Hændelse, behagelig eller ubehagelig, er en Henvendelse fra Guddommen, hvoraf vi kan lære. Vi er tit skuffede over, "at der ikke kom nogen Breve til os i Dag", men fra Guddommen faar vi hver Dag Brev, og vi svarer paa den ene eller den anden Maade, men jo mere bevidst vort Svar bliver, jo mere personlig bliver Korrespondancen, og den kan blive ligesaa fuld af Kærlighed som Foraarssolens varme Kærtegn paa en forfrossen lille Fuglekrop og Fuglens jublende Triller til Svar.

Frygt og Bekymringer møder vi alle Vegne, blottede Nerver og rystende Hænder, men i Naturen er alt Harmoni, alt vokser stille og er for den, der kan se det, som et Kærtegn fra Gud. Ogsaa Menneskene i vor "oplyste" Tidsalder har Brug for at nære Tillid til Guddommen, en Tillid, som ikke er baseret paa Tro men paa Viden. Men alt bliver lagt til Rette for os, de kosmiske Analyser er tilgængelige for den, der søger, og herigennem kan Tilliden genoprettes og Menneskene kan blive "som Børn igen". Det vil jo netop sige at genvinde Tilliden til Faderen, ved Hjælp af de Energier, der nu staar til vor Raadighed, at komme i Kontakt med de kosmiske Love og ikke som før være troende eller tvivlende, men forstaaende.

Foraaret gør os alle – mere eller mindre – til Romantikere, d. v. s. at vi aabner vort Sind for dets Skønhed, eller at vi giver Guddommen Lov til at kærtegne os. Romantikens Idé er jo netop, at Guddommen er overalt i Naturen, det er noget Romantikeren fornemmer, men Martinus lærer os at forstaa det. Vi skal ikke blot modtage Indtryk, vi skal ogsaa bibringe Indtryk, og her har ethvert Menneske, Minister eller Cyklebud, en lige stor Opgave. Det er ikke ligegyldigt, om netop Vi er her eller ej. Helheden er afhængig af os saavel som vi af Helheden. Midt i dette "Helvede", hvor Bomber lemlæster og dræber, hvor Nød og Elendighed dominerer, hvor Foraaret ikke rigtigt kan faa Indpas hos Menneskene, kan der gøres en Indsats af den, der forstaar. Det staar til os selv at blive som en Foraarsdag, der virker livgivende og inspirerende paa vore Medmennesker, og hvad skulde kunne bevirke det, om ikke netop Bevidstheden om, at intet kan hænde os, uden det sker til vort eget bedste, at der, naar alt kommer til alt, ingen og intet er, der kan gøre os nogen Fortræd. Deri ligger der Styrke, der giver Ro i Sindet, og denne Ro kan ved sit blotte Eksempel formere sig; som en lille Pige sagde, da hun saa, en Busk i Haven var sprunget ud, og den ved Siden af stod lige paa Nippet: "Se, Mor, det smitter!"