Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Aviserne har forlængst meddelt, at Bøgen er sprunget ud, og det, endskønt vi endnu ikke er naaet frem til Aarets mest længselsfuldt ventede Maaned: den skønne Maj! Foraaret har været tidligt paa Færde i Aar, og godt det samme, de slunkne Brændselsbeholdninger opfordrede ikke til Optimisme. Vi lever i en haard Tid, en Jernets og Staalets Tid, og det mildner ikke dens Ansigt, naar ogsaa Kulden melder sig og vil være med. Der er blevet frosset i denne store By i Vinter. Jeg glemmer ikke en Kvinde, jeg i Marts Maaned traf i min Tandlæges Venteværelse. Ganske stilfærdigt fortalte hun mig, at de paa det Tidspunkt ikke havde haft Varme i Stuerne i tre Uger, – og hun havde tre smaa Børn.

Intet Under, at vi derfor er lykkelige ved det tidligere Foraar. Det tog ligesom lidt af Byrden fra vore Skuldre og gengav os Modet og Troen paa, at det hele igen skulde blive udholdeligt. Og dog maa vi jo ikke klage. Millioner af Mennesker har i den nu svundne Vinter oplevet langt rædselsfuldere Ting end blot det at fryse, Ting som, om de blev sat op imod den Tilværelse, vi har haft, vel vilde bringe os helt til Tavshed.

Men Foraaret er her nu, og vi er lykkelige ved det, saa lykkelige som vi maaske aldrig tidligere har været ved noget Foraar! Og med dets Komme sluttede Vinterens Studiekresarbejde over Livets Bog sin trettende Sæson, en af de mærkeligste i Sagens korte Historie. Bag os ligger nu den sidste Vinter med Mørkelægning og usandsynligt vanskelige Trafikforhold. Bag os ligger nu den sidste Vinter med næsten haabløse Lysrestriktioner og Lokaletemperaturer, der for baade Leder og Deltagere gjorde Undervisningen næsten umulig. At det overhovedet lykkedes at gennemføre Undervisningen i den nu svundne Sæson staar for mig som lidt af et Mirakel, der ikke bliver mindre ved, at hele Arbejdet var præget baade af Humør og Vækst.

Og nu, da Foraarets Varme og Lys paany vælder ned over os, er vi straks gaaet i Gang med at bygge hele Huset om. Der hamres og bankes overalt, saa det er en Fryd. Mægtige Jorddynger køres væk og gør Plads for de Lokaler, hvis svage Konturer man allerede kan ane, naar man balancerer rundt mellem Baljer og Murstensbunker. Intet Under, at vi allerede nu er ivrigt optagne af at udforme Planerne for den kommende Sæson, thi med denne store Ombygning, faar vi al den Plads, vi i snart mange Aar har længtes efter at kunne disponere over. Fra mange Sider har jeg hørt, at det er fantastisk, at vi kan foretage denne Udvidelse, men er der andet at svare hertil, end at Sundhedens og Levedygtighedens Tegn altid var Vækst? Det syge, det primitivt menneskeligt villede, maa dø, det var og er Loven. Men denne Sag har intet med aandelig Sygdom eller primitivt, viljesledet Begær at gøre. Den er vokset frem som Livets eget Svar paa det Budskab, Martinus har bragt os med "Livets Bog". Over dette Værks Indhold blev Undervisningen fra første Færd bygget, og følger man det tilbage gennem de svundne Aar, vil man ikke kunne undgaa at se, at det i hele sin Natur følger de samme Love, som faar den lille Eg i Skoven til en Dag at staa med stor og vindfør Krone. Der er intet drivhusagtigt over dets Fremvækst. Langsomt, men uimodstaaeligt er det vokset frem af den første lille Gruppe Mennesker som i sin Tid samledes om det, og naar det idag ikke alene har fundet Udtryk i den skønne Bygning, som nu er under Skabelse, men ogsaa i den fra alle Sider anerkendte skønne Ferieby ved Klint, beror dette udelukkende paa den sunde Kraft, det "sunde Blod", som løber i dets "Aarer".

Men ikke alene bygger vi Huset om. I sig selv er dette trods alt kun en rent ydre Foreteelse. Men ogsaa Undervisningsarbejdets indre Struktur bliver nu ændret, saaledes at det til den kommende Sæson fremtræder i endnu dybere Kontakt med den Aand, som stedse var dets inderste Kerne. Utallige Gange har jeg i de svundne Aar hævdet, at en virkelig gennemført Undervisning over de kosmiske Analyser kun er mulig paa mindre Hold. Men en saadan Undervisningsform kræver baade Lærere og Plads, og begge Dele har vi savnet meget. Det kan derfor ikke undre nogen, at vi her føler os lykkelige ved al kunne sige, at disse Savn nu bliver afhjulpne. I Stilhed er der paa Sagens Medarbejderhold blevet uddannet Lærere, som er parate til at træde til, saa naar vi derfor paany slaar Dørene op til en ny Undervisningssæsons Begyndelse, vil det være til en Undervisning, der bliver betydelig mere nuanceret, end Tilfældet før har været. Vi gaar en ny Tid i Møde, og det vil være et absolut Udtryk for Ukendskab til Martinus Arbejde at tro, at vi her skulde staa ganske uforberedte overfor de Opgaver, en saadan Tid vil bringe et Arbejde, hvis inderste Natur det er at skulle være Lægedom for al den aandelige Nød, Krigen har bragt Menneskene. Saa langt vore Kræfter rækker, vil de fuldt og helt blive stillet i Menneskehedens Tjeneste. Derfor har vi uden Frygt paataget os de Byrder, en saa stor Udvidelse som den, vi nu foretager os, lægger paa vore Skuldre, og vi gør os uden Angst klare til at bære endnu større Byrder, om Livet skulde kræve det.

Det vilde være fristende her at gøre rede for de Planer, vi har med Henblik paa den kommende Sæson, men det maa vente til senere. I denne lille Artikel har jeg kun ønsket at give Udtryk for den Glæde, vi her alle føler ved at kunne foretage denne store Udvidelse af Bureauet, og den Taknemmelighed, der behersker os ved Tanken om, at denne Udvidelse kun er muliggjort igennem den levende, organiske Samhørighed, der præger samtlige Studiedeltagere og Interesserede i Martinus Arbejde. Uden Foreningsdannelse og Klikevæsen, blot paa ren, afklaret Fællesskabsfølelse er dette Arbejde blevet til og har taget Form. Kan man ønske et skønnere og stærkere Bevis for, at Aand virkelig er Magt? En gammel Ven af mig udtrykte engang sit Forhold til denne Sag til mig med følgende Ord: "Martinus Arbejde giver man gerne sit Liv, for man ved jo med hele sin Sjæl, at det i rigeste Maal giver en Livet tilbage!" – vi er mange, der deler denne gamle Mands dybe og rene Opfattelse.