Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som allerede bemærket udløser det jordiske Menneskes mentale Forestillinger sig omkring to moralske Kerner, hvis Natur er hinanden saa totalt modsatte, at man med absolut Ret kan udtrykke det jordiske Menneske som et Væsen med to Sind, der uafbrudt ligger i Strid med hverandre. Vi har ligeledes set, at disse to moralske Kerner hver for sig har fundet Udtryk i kosmisk-kemiske Formler, der er ethvert velopdragent Menneske bekendt, nemlig Sætningerne "Øje for Øje og Tand for Tand" og "Du skal elske din Næste som dig selv!" Undersøger man Virkningen af hver enkelt af disse Kerner, vil man ikke kunne undgaa at se, at de, hver for sig, ligger til Grund for to helt forskellige religiøse Opfattelser, kulminerende i hver sin religiøse Kultus. Da den første moralske Kerne i sig selv udgør den direkte Forlængelse af Dyrets taagede og ubevidste Sjæleliv, vil det ikke undre, at denne religiøse Kultus kulminerer i en Dyrkelse af Magtideen. Himlen er her reserveret "Heltene", medens Svæklingene eller de "fejge" maa finde sig i at befolke Helvede. Denne religiøse Kultus har sat sine Spor overalt paa Kloden. Paa vore Breddegrader møder vi den i Dyrkelsen af "Nordens Guder" med Odin som den centrale Skikkelse. Om end denne religiøse Kultus, som allerede tidligere bemærket forlængst har mistet sin Inspirationsværdi, møder vi den dog stadig, idet den i Virkeligheden ligger til Grund for den moralske Følelse, der behersker os, naar vi "kommer i Harnisk" over et eller andet. Tilsyneladende domineres vort Tankeliv religiøst set af de aandelige Forestillinger, der grupperer sig omkring Kernen "Du skal elske din Næste som dig selv". At man indenfor Klodens vestlige Omraade betegner det religiøse Liv som "Kristendom", skyldes jo kun den Kendsgerning, at Kristusskikkelsen her blev den Faktor, der formulerede de her mest anvendte religiøse Formler og Lignelser. I Virkeligheden drejer Østens religiøse Liv sig idag omkring samme moralske Kerne som Vestens, idet Næstekærligheden ogsaa der er det centrale i det aandelige Liv. Men medens den religiøse Kultus, der dannede sig omkring den første moralske Kerne – Magtkernen, – idag kun er Historie, oplever vi, at den Kultus, der dannede sig omkring Humanitetskernen, er ifærd med at undergaa en saa dybtgaaende Forvandling, at man i Virkeligheden kan sige, at en ny – hele Kloden omfattende – religiøs Kultus er ved at komme tilsyne. Thi medens det ikke er vanskeligt at se, at den første humane religiøse Kultus overtog en Mængde Tankebilleder og Ceremonier fra den underliggende Magtkultus, tog f. Eks. Julefestens Sammenfald med Solhvervsfesterne etc., saa oplever vi nu, at de religiøse Ceremonier, der jo i højeste Grad udtrykker Tankeblandinger, i hvilken Følelsesenergien er i Overvægt, idag i stor Hast mister Terræn. Baade indenfor Daabens, Konfirmationens, Brylluppernes og Begravelsernes Omraade viser Udviklingens Pil frem mod en Verdsliggørelse, der ikke efterlader nogen Tvivl om det endelige Resultat. At denne Udvikling for mange er Beviset for en tiltagende Irreligiøsitet beror kun paa et manglende Kendskab til de faktiske Forhold. Mennesket har aldrig været og vil aldrig blive irreligiøst. Det, der er sket, er kun det, at den tiltagende Intelligensudvikling i dets Sind midlertidigt har gjort det religiøst indifferent. Uden Evne til at føle sig tiltrukket af Følelsesreligiøsitetens Naivisme og uden Kendskab til Tilværelsens kosmiske Analyser befinder det sig midlertidigt i et religiøst "Ingenmandsland". Men at tro, at det skal forblive der, er en endnu større Vildfarelse end Troen paa, at det skal vende tilbage til "Moderkirken". Evigt, som det levende Væsen er, ligger der en ukuelig Higen mod større Lys i dets Natur, og denne Higen vil uundgaaelig bringe det udover dets midlertidige Stilstand. Men at tro, at nye Følelsesbilleder, af hvad Art end tænkes kan, paany skulde blive den inspirerende Kraft, der vil sætte denne Udvikling i Gang, kan kun bero paa Ukendskab til de Kræfter, af hvilken vor Mentalitet bestaar.

Et gammelt Ord siger, at "Guds Mølle maler langsomt", og dette Ord dækker udmærket over den Proces, vi idag oplever. Detroniseringen af Følelsesenergiens totale Herredømme over den religiøse Del af vor Bevidsthed til Fordel for et harmoniseret Følelses- og Intelligensherredømme sker ikke indenfor et Omraade, der klart kan udtrykkes i Maaneder, men det ikke alene sker, det er i saa høj Grad sket, at de første realistiske Virkninger forlængst er blevet synlige. Uden nævneværdigt Intellekt, som Dyremennesket i sin første Opstandelse fra det egentlige Dyrerige var, maatte dets Livsindstilling blive materiel. Selvopholdelsesdriften spillede her den dominerende Rolle, og Livet tog Farve efter denne Drift. Guddommen blev en materiel Gud, Himlen et saligt Madsted, kort sagt, det aandelige Liv blev særdeles konkret. At denne Indstilling ikke saadan lod sig borteliminere ses tydeligt i de Forestillinger, det almindelige Menneske stadigt bærer paa med Hensyn til Tilværelsen efter Døden og til Guddommen selv. Hver Ting er her paa sin rette Plads. Guddommen selv er en ædel gammel Mand, og Himlen er udstyret med alskens fysisk Salighed, saavel som Djævelen er en ualmindelig led Størrelse, og hans Rige et ualmindeligt perverst Sted at opholde sig. At disse Forestillinger i sig ejer en vis Inspirationskraft af henholdsvis positiv og negativ Art i Forhold til et følelsespræget Menneske, vil ingen bestride, men drejer Talen sig om et Menneske, i hvis Bevidsthed Intelligensenergiens Vækst er temmeligt fremskreden, ændrer Billedet helt Karakter. Et saadant Menneske kan ikke inspireres af Tankebilleder, hvis Logik er af taageagtig Natur. Som det paa de saakaldt materielle Omraader kræver klare Svar paa klare Spørgsmaal, kræver det ogsaa Klarhed paa de aandelige Omraader for overhovedet at ville beskæftige sig med dem. Den religiøse Næring, det højintellektuelle Menneske af idag kan akceptere, kan saaledes ikke bestaa af taageagtige Følelsesbilleder, hvor smukke de saa end er, den maa indeholde Viden om Tingene og Tingenes Hensigt. Den Guddom, der fremtræder i en given Form, har mistet sin Aktualitet. Gud og Materien som to adskilte Faktorer kan ikke akcepteres af den, der mere interesserer sig for Materiens Hensigt end for dens Form. For dette Menneske bliver Formen blot hint guddommelige Meddelelsesmiddel, gennem hvilken han erkender Guddommens reale Eksistens, hvorfor Slutfacittet her maa blive, at Guddommen selv er alle Formers Form, hvilket igen fører til Forstaaelsen af, at alt er Liv, alt er levende.

Saaledes fører Analysen af det jordiske Menneskes to forskellige Sind os til Forstaaelsen af, at Monoteismens Dage forlængst er talte. Adskillelsen af Guddommen fra Materien maatte ende med at føre os ud i en abnorm Dyrkelse af den sidste paa den førstes Bekostning. At denne Indstilling ikke førte til nogen Lykke, hverken for den Enkelte eller for Samfundene, bærer Verden af idag rigelig Vidnesbyrd om. Paa den anden Side maatte Udviklingen forme sig, som den har gjort. Det ene danner i sin Natur Forudsætningen for det andet, og naar vi idag klart kan se, at en ny, straalende Panteisme vil rejse sig paa Monoteismens Ruiner, beror det udelukkende paa, at Martinus her har vist os Vej.

Adskilt i Racer og religiøse Forestillinger ser vi kun det jordiske Menneskesamfund forenet i een eneste Ting: Begæret efter Viden! Overalt fører dette Begær til Skabelsen af Skoler og Universiteter, som indbyrdes er forbundne med hverandre og følgelig nærer hverandre. Disse Skoler er Fremtidens Kirker, thi bag deres Mure indvies den opvoksende Ungdom i den Viden, Alverdens Videnskabsmænd har samlet. At denne Viden forlængst har sprængt den fysiske Materies snævre Hylster og har banet sig Vej dybt ind i den aandelige, derom bærer vore Aviser og vor Radio daglig Bud. Den Tid er forlængst forbi, hvor det fysiske Sanseapparats Forlængelse i Form af Teleskoper og Elektronmikroskoper er tilstrækkelig for den menneskelige Aand, og den Tid er ikke fjærn, da dette at være Videnskabsmand i sin dybeste Natur vil være det samme som at være Aandsforsker. Moralbegrebet er forlængst blevet en Realitet for den Videnskab, hvis Resultater ikke kan afkontrolleres af fysisk-tekniske Apparater. Fra en næsegrus Tilbedelse af Materien er det jordiske Menneske paany paa Vej tilbage til den Tilbedelse af Aand og Sandhed, uden hvilken intet virkeligt Fremskridt kan finde Sted. Tolstojs Profeti om, at "Symbolismens Lys vil komme til at overstraale Kommercialismens Fakkel", er ved at gaa i Opfyldelse.

Da det enkelte Jordmenneske udgør en Enhed, om end af mikroskopisk Art, af det samlede Jordmenneskesamfund, skal dette samlede Samfunds mentale Struktur, om vor Analyse af "De to Slags Sind" er rigtig, i det Store udgøre en Afspejling af det, vi fandt i det Smaa. En blot overfladisk Undersøgelse bekræfter omgaaende dette Forholds faktiske Eksistens, idet det forlængst er blevet en Kendsgerning for ethvert tænkende Menneske, at to hinanden modgaaende aandelige Strømninger brydes i det samlede Samfundslegeme. Teoretisk havde Menneskeheden forladt den Indstilling, som er den herskende i de højere Dyreformer. Massesjælen var tilsyneladende bukket under for Individualitetens Sejersgang. Teoretisk ja. Men Virkeligheden har ladet os opleve noget andet. Livet selv har med forfærdende Ildskrift berettet for os, at Springet fra Dyr til Menneske er længere, end de fleste havde tænkt sig. Kosmisk set er det jordiske Menneske lige brudt igennem Junglens yderste Omraade og befinder sig nu i et Dagslys, i hvilket det endnu ikke evner helt at orientere sig. Alle bærer vi i os Længslen efter den Sejr over Materien, der gør det til et naturligt Anlæg hos hver enkelt af os at glæde sig over Næstens Medgang og Lykke, men vor inderste Natur er endnu anderledes. Vi kommer fra en Kampens Verden, og faa er de, der har Mod til at se den Sandhed i Øjnene, at kun een Kamp i Virkeligheden nu er moralsk: Kampen mod egne udfærdige Naturer! Selv indenfor det nyere religiøse Liv raser Kampen mod Livet i Yderverdenen. Anskuelser staar fremdeles mod Anskuelser og udløser fremdeles de samme Energier som de, der behersker det egentlige Dyr under dets Brunstkampe: Hadets og Intolerancens. Omend en Viden om dette Forhold kan give Anledning til Pessimisme med Hensyn til Fremtiden, er denne Pessimisme dog grundløs i sin Natur. En Overvurdering af det samlede Samfunds moralske Stade, giver samme Skuffelse som en Overvurdering af det enkelte Menneskes moralske Udviklingstrin, – en Skuffelse vi kun har vor egen manglende Viden at takke for. Ubarmhjertigt viser Livet af idag os, at vi havde overvurderet det samlede Samfunds enkelte Bestanddeles moralske Trin, en Overvurdering der er tilgivelig, fordi den er i Traad med den Overvurdering, vi almindeligvis lader os selv blive til Del. Lidelsens Bæger skal være tømt dybt, før Mennesket helt forstaar, hvad Ydmyghed virkeligt er, og hvilken kosmisk Kraft den indebærer. Men retter vi vor Bevidsthed mod Kloden som levende Væsen, aner vi, at netop dette Væsen har tømt Lidelsens Bæger saa dybt, at en virkelig Harmoni er ved at blive født i dets Sind. Som vor egen ændrede Væremaade ikke er et Resultat af vore Hænder eller af vor Mund, men derimod af det bag disse Ting eksisterende evige Noget, vi kalder vort Jeg, saaledes er den Kamp, der idag raser paa Klodens Overflade, og hvis endelige Resultat var fuldbyrdet længe før nogen af os, der idag lever, blev født, heller ikke et Resultat af nogen af Klodens Organer, men derimod af det bag disse Organer eksisterende Jeg. Kosmisk blindfødte, som vi har været, var det blevet en Del af vor Natur at hefte os mere ved Formen, end ved Indholdet, hvorfor vi nødvendigvis maatte blive Eksperter i Had og Hævn, noget en blot ringe kosmisk Indsigt hurtigt vil kunne ændre. Med denne kosmiske Indsigt bag os er det ikke særligt vanskeligt selv at se, at der bag det tilsyneladende Kaos, som Billedet af Verden af idag frembyder, dukker straalende Linier frem, som direkte peger henimod den Tid, hvor vort Samfund ikke er adskilt i to indbyrdes stridende Dele, men hvor tværtimod alle Kræfter samvirker til alles bedste. Fra at have eksisteret i indbyrdes adskilte Dele er vort Samfund nu midt inde i en Sammensmeltningsproces, der vil lade Kloden komme til Syne som et Planetarrige med straalende Livsmuligheder for hvert eneste Jordmenneske – eller som et makrokosmisk Billede paa den Tilstand, der vil raade indeni hver eneste af os den Dag, de to i os stridende Sind forener sig til eet og lader os komme til Syne som det, der var vor evige kosmiske Bestemmelse: det rigtige Menneske!