Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Under Deres Studium af "Livets Bog" er De sikkert mange Gange stødt paa Udtrykket "Kosmiske Analyser", og i Deres Bevidsthed er der efterhaanden skabt en vis Forstaaelse af, hvad Martinus udtrykker med disse to Ord. Med denne lille Undersøgelse vilde jeg gerne faa Dem til at tænke de Tanker "helt igennem", som De har gjort Dem om Begrebet en "kosmisk Analyse". Det gaar nemlig meget let saaledes, at noget, man ofte møder, har en Tilbøjelighed til at blive til "Vane", Ordformer bliver til, hvad man kalder "Cliché'er", og dermed menes nærmest, at man har hørt dem saa ofte, at man straks ved Lydbilledet mærker noget bekendt, og det registreres af Bevidstheden som værende "kendt i Forvejen"; og saa udebliver Eftertænkningen. Det er vi Mennesker alt for ofte tilbøjelige til, hvad jo bl. a. visse Former for Reklame benytter sig af paa den Maade, at naar et Navn tilstrækkelig længe har indtaget en fremtrædende Plads i Avisernes Spalter, saa kommer Efterspørgslen automatisk, ikke blot den, der skyldes Nysgerrighed, men ogsaa den vanemæssige, der skyldes, at Navnet er blevet registreret som "bekendt".

Men "Eftertænkningen" maa ikke udeblive, i hvert Fald ikke paa det Stadium i Spiralen, vi i Øjeblikket befinder os. Det er tværtimod Forskerens Opgave at holde den særdeles levende, at bevare Evnen til at undre sig over det, han møder paa sin Vej, og ikke lade det passere som noget, han "kender i Forvejen". Alle store Vise har for deres Øjne set den samme Yderverden som deres Samtidige, men i Modsætning til disse har de haft Evnen til "at undre sig", hvilket omskrevet vil sige: haft Evnen til i "det almindelige" at se Livets store Love afspejle sig og at vise dette til Flokken, der saa bagefter har undret sig over, at de ikke "selv var kommet i Tanke om det". Vi befinder os i en Tilstand, hvor Sammenspillet mellem vor Intelligens og Følelse er ved at nærme sig det Stadium, hvor højere Aandsfunktioner saa smaat begynder at finde Sted, og hvor nye Evner skal grundes. At det forholder sig saaledes, kan De se gennem den Kendsgerning, at Trangen til Undervisning aldrig har været saa stor som nu. Medens man tidligere betragtede det som en Befrielse at "slippe fra Skolen", saa ser man nu Mennesker i alle Aldre søge at supplere deres Viden gennem Aftenskoler og Kursus. Og tag Dem selv som Eksempel. Er det ikke netop et Krav i Dem om mere Viden, der bevirker, at De har taget dette Studium op? Det er ikke nogen "Underholdning" for Dem, det gør ovenikøbet Livet vanskeligere at leve (i Øjeblikket), fordi det forøger Deres Ansvarsfølelse langt ud over, hvad Mennesker i al Almindelighed føler, men fra forudgaaende Tilværelser bringer De med Dem et Ønske om, paa Trods af alle Vanskeligheder, at naa ind til en Forstaaelse af Dem selv, hvad "De" er, og hvad "Meningen" med Dem er. Men det er sikkert ogsaa gaaet op for Dem, at naar vi ønsker at trænge ind paa de Omraader, maa vi være overordentlig varsomme og agtpaagivende, fordi den Udødelighedsoplevelse, der gør disse Terræner til noget, man er fortrolig med, endnu ligger langt forude. Men vi har en Tænkeevne, der saa smaat formaar at bringe os i Kontakt med disse Problemer, naar vi i dette Studium ledes af et Væsen, der "selv har vandret Vejen".

Vi befinder os i et meget interessant Stadium i de levende Væseners Udvikling, idet Tænkeevnen jo for Alvor bryder igennem i denne Zone, for at naa frem til en fuldkommen Kontakt med Livslovene, naar Opholdet her er afsluttet med den aandelige Proces, Martinus betegner med "Den store Fødsel". Om denne vor Tænkeevne gælder det, at dens Grundlag er hele det oplevede Erfaringsmateriale, der igennem forudgaaende fysiske Inkarnationer er blevet opsamlet, og at vor Indstilling til Livet og dets Problemer derfor ganske naturligt præges af dette. For at bruge et andet Udtryk: Al vor Viden er indsamlet i en Vekselvirkning med en Yderverdens Stoffer, og det har affødt en Maade at ræsonnere paa, som passer til denne Yderverden. Det levende Væsen har i sit Møde med Yderverdenen altid befundet sig i en mere eller mindre direkte Kamptilstand, dvs. har altid skullet "træffe en Bestemmelse" overfor det, det mødte. Tilfældene kunde variere – undertiden var det Fjender, der maatte tilintetgøres, saafremt man selv vilde leve, til andre Tider var det under Jagter, hvor Byttet maatte nedlægges i den gunstige Situation. Eller Mennesket maatte i Anvendelsen af Naturens endnu ukendte Stoffer "beslutte sig til" at anvende enten det ene eller det andet, for saa at tage de – eventuelle – ubehagelige Følger, osv. Menneskets Liv har været en Kæde af konkrete – men uendeligt varierede – Situationer, og det har præget vor Bevidsthed paa den Maade, at vi er tilbøjelige til at se Problemerne fra den ene Side, der vendte ud mod os selv. Alt har været "ondt" eller "godt" i Relation til vort Liv.

Men de sidste Aarhundreder har ført med sig, at Mennesket er blevet saa rigt paa aandelige Erfaringer, at det – støttet af sine Verdensgenløsere – er ved at blive opmærksom paa, at en Sag altid har mere end een Side, nemlig i hvert Fald een til – Modpartens, og ofte endnu flere. Men det er endnu uvant for Mennesket, og derfor forveksler det ofte saadanne "nye" Tanker med sine egne "gamle" Opfattelser. Resultatet bliver Misforstaaelser, der for en Tid bringer Mennesket ud i aandelige Kampe og Brydninger, som altid vil resultere i Erhvervelsen af netop det manglende Erfaringsmateriale, der foraarsagede Fejltagelsen.

Som sagt er vor Viden præget af, at vi gennem Inkarnationer har skullet afgøre, om vi vilde "bruge" en Ting eller ej. Og nu møder vi en helt anden Form for Viden. Allerede Videnskaben har vist os denne ny Form for Viden, men paa en saadan Maade, at den ikke syntes total ny. Videnskaben, der jo begyndte at arbejde med en Undersøgelse af Stofferne, opdagede igennem disse Undersøgelser, at der "bag" Stofferne laa Love og Principper, som – i det Øjeblik man helt fattede dem – tillod en at anvende Stofferne i endnu større Udstrækning end før, ja, at stille dem sammen til nye Stoffer, der overhovedet ikke var kendt tidligere. Denne Viden blev kaldt den "teoretiske", og den havde "i sig selv" ingen Værdi; først naar den knyttedes til praktiske Erfaringer fik den Betydning. I en tidligere Artikel omtalte jeg Matematiken, der gaar i samme Retning som det her omtalte. Ingen Mennesker har nogen særlig Glæde af at vide, at 2 + 2 = 4 eller at 3 • 6 = 18 el. lign., men saa snart man til Udtrykket 2 knytter Navnet paa en eller anden Stofkombination, faar det hele et andet Udseende. Vi "har Brug for" at vide, at 2 kg af en Slags Stof plus 2 kg af en anden Slags vil give os i alt 4 kg Stof. Og De kan selv supplere dette Eksempel med utallige – og meget mere komplicerede – andre Eksempler. Men læg altsaa Mærke til, at denne "teoretiske" Videns store Værdi ikke ligger i denne Viden "i og for sig", men deri, at den lader sig anvende til at ordne og regulere den store Sum af mere "haandgribelig" Viden vi har.

Saaledes er Mennesket begyndt at blive fortrolig med denne specielle Form for Viden, der i sin højeste Udfoldelse kommer til Udtryk gennem det, Martinus kalder "kosmiske Analyser".

Men der er for Jordmennesket det vanskelige ved at komme til den rette Forstaaelse af denne Viden, at hele vort Ordforraad, det vil sige alt det Materiale, vi er i Besiddelse af for at kunne udtrykke vore Tanker, er opstaaet og skabt i Tilknytning til den "haandgribelige" Viden, og det sker derfor meget nemt, at man ved nødvendigvis at maatte anvende disse Ordformer ofte uforvarende glider over i hele den Betragtningsmaade, som de er udsprunget fra, og det er her, vi maa være paa Vagt for ikke at blande de to Betragtningsmaader sammen.

Udtrykkene "haandgribelig" Viden og "teoretisk" Viden vil jeg ombytte med to mere korrekte Udtryk: "relativ" Viden og "kosmisk" Viden paa Grund af, at det karakteristiske for den første Form for Viden – den haandgribelige – er, at den fremtræder "i Forhold til" noget andet, og det karakteristiske for den sidste Form for Viden – den teoretiske – er, at den netop ikke fremtræder "i Forhold til" noget andet, hvorfor man ogsaa kunde kalde den "absolut". Naar en Ting vejer saa og saa meget, er saa og saa stor, har den og den Farve, giver den og den Tone, saa er alle disse Bestemmelser foretaget "ved Hjælp af" noget andet; Vægtenheden Kilogram benyttes til Bedømmelse af Vægten, Længdeenheden Meter benyttes til Bedømmelsen af Størrelse, Grundfarverne til Bedømmelse af Farven, Kammertonen til Bedømmelse af Tonen og paa lignende Maade med andre Bestemmelser om den paagældende Tings Tilsynekomst. Men at 2 + 2 = 4 bedømmes ikke "ved Hjælp af noget". Det iagttages igennem noget, f. Eks. igennem dette, at 2 kg Salt + 2 kg Salt = 4 kg Salt, men denne Viden 2 + 2 = 4 er i sig selv hævet over de Tilfælde, den lader sig anvende paa, og kender De blot lidt til Matematik, vil De vide, at dette netop er karakteristisk for denne Form for Viden.

Den relative Viden, den, der fremtræder "i Forhold til" eet eller andet, udgøres af Menneskets Erfaringer i Tilværelsen, samlet fra Inkarnation til Inkarnation. Tilsammen danner alle disse Erfaringer det Materiale, igennem hvilket den absolutte Viden lader sig paavise. Som Mennesket lige fra Stenaldermanden og frem til den moderne Forsker i sit Laboratorium ved at arbejde med Stoffet har aflokket det sit Kendskab til Love og Principper, der gør ham til Stoffernes Herre, saaledes er Mennesket godt paa Vej til gennem sit – ikke fuldt saa bevidste – Arbejde med de aandelige "Stoffer" ved at have et saa righoldigt Erfaringsmateriale, at han udfra dette kan begynde at danne sig Forestillinger om en absolut Viden indenfor dette Felt, de kosmiske Analyser.

Men som ovenfor omtalt er der i de første Stadier den store Vanskelighed at kæmpe med, at man nødvendigvis maa anvende Ord for at kunne behandle disse Problemer, og alle disse Ord og de til dem knyttede Begreber er skabt i Tilknytning til den "relative" Viden.