Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat).

Naar saadanne Vrangforestillinger som dem, vi i det foregaaende har søgt at mortificere, gennem Aarhundreder er bleven docerede, ikke alene af Slægtens moralske Ledere, men endog af halvlærte Skribenter, der skiltede med den for mange saa dragende mystiske Viden, er det da saa underligt, at religiøst interesserede, men uvidende Forældre har lært og fremdeles lærer deres Børn, at der er visse fysiske Funktioner, som bør betragtes som urene, at Storken kommer med vore Søskende, at Vorherre bliver vred paa os, dersom vi udenfor Ægteskabets hellige Enemærke skulde finde paa at følge de samme Love, som behersker alle Universets øvrige Skabninger. Ja, disse ældgamle, lyssky Synsmaader er endog trængt saa dybt ind i Folkebevidstheden – at end ikke Videnskaben helt har evnet at befri sig for dem, eftersom man endnu finder saadanne anatomiske Benævnelser som: "Skambenet", "Skamregionen" osv.

Er det da saa underligt, siger jeg, at delvis fordrejede, halvvejs forløjede eller helvis fortiede Sandheder maatte avle Seksualbegreber, der undertiden gav sig hæslige og skæbnesvangre Udslag hos en med Sandhed saa mangelfuld præpareret Ungdom!

Man har overlæsset vore Børn med saa vidt forgrenede Kundskaber, at de smaa Hjerner næsten maatte løbe sig glødende; men den vigtigste, efter Sulten stærkeste og mest skæbnesvangre af alle Naturdrifter, som før eller senere vil kræve sin Ret – eller sit Offer, – har man omgivet med et i det dybeste Mørke nedsænket Hemmelighedskræmmeri.

Først nu i det tyvende Aarhundrede er saavel Skolens som Lægmænds Repræsentanter vaagnet til Forstaaelse af, at vi under den lempeligste og skønneste Form, som vort Hjerte og vor Hjerne kan fostre, bør kaste det fragmentariske Lys, vi sidder inde med, ud til den vordende Kvinde og Mand.

Hidtil hvilede det erotiske Princip i en ligefrem pirrende Hemmelighed, man opsamlede i Barndommen sine første Informationer, ikke fra Forældre eller Lærere, men gennem egne Observationer fra Dyrelivets Intimiteter eller fra ældre Kammeraters som oftest vulgært fremstillede Beretninger – og under et Gloseforbrug, man forgæves vil søge i Leksika.

Med en saadan Ballast, plus de hjemmelærte Vrangforestillinger om: det "grimme", – det "simple", det "plumpe", det "dyriske", begyndte man sin Vandring i Livet.

Hvor mange af os, som tilhører den ældre Generation, er det lykkedes at rive denne hæslige Maske fra Eros guddommeligt straalende Aasyn?

Hvor mange, eller rettere hvor faa er de, som har fundet, at den skønneste og helligste af de mange Egenskaber, de levende Væsener fremtræder med, er den meget besudlede Kønsdrift.

Se paa den unge Mand, naar han første Gang indfanges af Forelskelsens store Mysterium. Hvilket Chok i Bevidstheden. Øjet straaler, Hjertet banker, Blodet sprudler gennem Aarene. Hele Verden er i et eneste Nu forvandlet. Han har set hende, han har hørt hende, han har inddrukket hendes livsanimerende Aura. Maaske har han kun dvælet een eneste Gang i hendes Nærhed; men Himmelen er blevet mere blaa. Fuglenes Sang skønnere. Blomsternes Duft renere og mere berusende. Hun har trukket Paradiset ned paa Jorden. Himmerigets Rige er inden i ham. Han er pludselig blevet Drømmer. Han vælger Ensomheden. Han er blevet sentimental. Der findes ikke en eneste Dumhed i Verden, som han ikke er beredt til at begaa. Men ikke desto mindre tør hans Øjne næppe strejfe de mange Yndigheder, som hun, den Udvalgte, "alene" viser sig i Besiddelse af. Selv en straalende Begavelse bliver i sin første Forelskelse baade kluntet og kejtet, pjanket og pjattet og dum som en Gaas. Kærligheden har fyldt hans Hjerte paa hans Hjernes Bekostning.

Naturligvis har ethvert Udviklingstrin sine egne Grader og Tilstande. Men lad som Modsætning en Mand være saa plump, vulgær og kynisk, han være vil, lad ham betragte Kvinden som den simpleste Salgsvare, lad ham trække det seksuelle Princip saa dybt i Smudset som muligt, – den Dag han bliver forelsket, er han forvandlet. Fra det Øjeblik det store Mysterium har favnet hans Sjæl, er alle de grimme Tanker og alle de plumpe Ord som blæst ud af hans Hjerne. – Guden Eros har knægtet sin kyniske Bespotter. I Løndom knæler han ærbødigt for det Princip, han hidtil har slæbt i Smudset. Og ve den eller dem, der vilde vove at kaste et smudsigt Ord eller et urent Blik efter hende, der er bleven hans Sjæls Udkaarne. I Sandhed, der er noget af en Stodder og af en Konge i os alle! Kærligheden har i dette Tilfælde kaldt Kongen frem. Erotiken har i Tidernes Morgen pustet til Kærlighedens Frø. Kærlighedens Blomst har forædlet Erotiken med sin overjordiske Charme og Duft.

Stakkels forvildede Sjæle! Kønsprincippets selvbestaltede Vogtere! Guden har visket Eders Ord ud og ladet Sandheden udspringe i hele sin Straaleglorie i de unge forelskedes Hjerter og Hjerner. –

Kaster man derimod et Blik paa de nuværende forholdsvis ansvarsløse Tilstande, maa man indrømme Erotikens Forklejnere, at denne Drift skaber mere Lidelse og Forbandelse, end den skaber Velsignelse. Majoriteten af Menneskeheden er med Hensyn til Kønsprincippet som uvidende Børn. Den mægtige Drift, som i hele Dyrelivet har været delvis bundet, er for første Gang hos Mennesket givet fri. Timen er slaaet, hvor vi ogsaa paa dette Felt skal lære at skelne mellem godt og ondt, d. v. s. mellem Brug og Misbrug. Den relative Frihed er givet, og vi begynder at eksperimentere i dette saavel som i de øvrige Felter. Liv efter Liv taler Handlingernes Konsekvens, indtil man sluttelig har lært at mestre det største og sværeste af alle Principper.

Ved Mestring forstaar jeg, at det erotiske Princip er gledet saa fuldt og helt ind under Viljens Herredømme, at det kun kan komme til Udløsning i Sundhedens, Glædens, Kærlighedens, Selvopofrelsens og Fremskridtets Tjeneste. Med andre Ord, at det opnaar sin højeste Bestemmelse og aldrig mere kommer til at skabe hverken Jalousi eller Taarer.

Enhver moden Kvinde og Mand maa lære at kende sit Legemes normale Behov gennem Erfaringernes Tale. Trækker man for store Veksler paa det eller hint, maa man betale den Pris, som Loven for Balance kræver. Naturen giver intet for intet.

Det erotiske Princip er, efter mit fattige Synspunkt, ikke mere ufuldkomment end f. Eks. Elektricitetens Princip. Det afhænger af Brugsmaaden, om sidstnævnte skal anvendes til Befordring af Sporvogne – eller til Drab i elektriske Stole.

Det er den menneskelige Natur, der er ufuldkommen. Det er Menneskeaanden, der er fattig paa Erfaring og Kundskab. Det er netop de meget mindre paaagtede øvrige dyriske Drifter, der fremdeles driver sit Spil i Bevidstheden. Kort sagt, det er Grundtonen i hele det dyriske Udviklingstrin, som hedder: "Enhver er sig selv nærmest!" Det er den raa Kraft, Egoismen, Skinsygen og alle øvrige fra Dyret nedarvede Drifter, der rejser sig med fornyet Styrke under de store Fristelsers Drivkraft. Det tobenede Dyr har faaet Driften frigivet, alt maa prøves, læres og kendes, fra Perversitetens og Vampyrismens Afgrunde til Askesens taagede og farefulde Tinder, indtil Balancen – Lovens Midtpunkt – er naaet.

Kønsprincippets vigtigste Opgave ligger muligt i Reproduktionens Tjeneste – men hvem siger, at ikke Skaberen har knyttet andre, maaske ligesaa betydelige Hensigter til denne Drift? Hvad betyder f. Eks. den magnetiske Udveksling og gensidige sjælelige Fornyelse?

Naturen er behændig og arbejder ad mange Veje. Kampen for Tilværelsen ansporer det egoistiske Princip til sin fulde Blomstring. Hos Mennesket er Intelligensen indgaaet i Bevidstheden og har taget Egoismen i sin Tjeneste. (Vel at mærke paa Menneskets lavere Trin!).

Dersom nu ikke Behaget var et saa altdominerende Faktum, som det netop er, vilde vist kun de færreste paatage sig alle de Bekymringer og Savn, som følger med Familieforpligtelser. Men grundet paa den øjeblikkelige, altdominerende Lystfølelse bliver det netop den ene Form for Egoisme, der fortrænger den anden – og Artens Bestaaen er sikret af mer' eller mindre egoistiske Grunde.

Kønsprincippet viser sig meget variabelt, saavel i Form som Manifestationsmaade, alt eftersom det arbejder sammen med højere eller lavere Bevidsthedsprincipper.

Under den instinktive Bevidstheds Indflydelse, plus et lille Islæt af Intelligens, optræder det ofte med raa Voldsomhed og dyrisk Brutalitet. Under Intelligensens kolde Herredømme kan Princippet komme til at passere alle Snedighedens, Kynismens og Perversitetens Zoner. Naar Intelligensen opvarmes af det spirituelle Princips forædlende Varmebølger, opstaar der den mest guddommelige Forening mellem Mand og Kvinde. Denne Lykke er dog ikke saa ganske almindelig og meget sjældent langvarig; den har noget af Forelskelsens guddommelige Charme over sig – men Bevidstheden er for omfattende og for hastigt absorberende til, at Forholdet kan blive langvarigt.

Erotiken spiller paa mange Strenge. Og det erotiske Princip kan man møde under alle Forklædninger. Hvor mange forveksler ikke Forelskelsens flygtige Rus med Kærligheden? Forelskelse har Foraarets flygtige Fortryllelse over sig; men Kærligheden har Solens stille, blivende Lys og Varme. Erotiken er tagende, krævende og nydende. Kærligheden er undertiden lidende, men evigt og altid givende.

Dersom Kærligheden er Grundtonen i et Ægteskab, vil det blive taaleligt, selv om Erotiken er flygtet, men dersom Erotiken er Ægteskabets Grundtone, er det overflødigt at tænke paa Sølvbryllup.

Man kan føle sig erotisk draget til en Kvinde – uden at elske hende, og man kan elske en Kvinde uden at føle sig erotisk tiltrukket; men dersom Kærligheden hos de to Køn er forenet med den forøvrigt ret sjældne centrale erotiske Dragning, vil Ægteskabets eller Samlivets højeste Ideal være naaet.

Erotiken kan misbruge Kærligheden, men Kærligheden kan ikke misbruge Erotiken. Erotiken er muligt den ældste i denne Udviklingscirkel, men Kærligheden vil blive dens Herre. Erotiken har – som jeg tidligere har sagt – pustet til Kærlighedens Frø, men Kærlighedens Blomst har forædlet Erotiken med sin altbetagende Charme og Duft.

Jeg skal forsøge at illustrere min Tanke. Lad os f. Eks. se ind i en fangen Tigers Øjne. Hvorledes skulde det være muligt at formilde dette Hav af Kulde, Vildskab og aandeligt Mørke, som en saadan Bevidsthed indeholder – om ikke netop den mystiske, altbetagende Drift var i Stand til at gribe ind og skabe den første egoistiske Omhu for Magten og paa saa genial Maade, at den derigennem kom til at puste til den Gnist, hvis Vækst man kan spore fra Forældre til Børn, fra Børn til Slægtninge, fra Slægtninge til Stamme, fra Stamme til Nation, fra Nation til Race, indtil man sluttelig i en fjern Tids Guldalder øjner den, som hin hellige Ild, der omspænder Altet. – Det er netop Genklange fra et saadant Bevidsthedsniveau (og som Følge deraf en Borgen for dens Virkeliggørelse) der med Aartusinders Mellemrum har runget henholdsvis over Orientens Sletter og fra Palæstinas Bjerge.