Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En Mand rejste engang Jorden rundt for at finde Lykken, og han kom hjem igen med en hel Del Erfaringer, først og fremmest den, at Lykken ikke laa gemt i den store Verden derude. Han havde oplevet Alverden, og han havde faaet mange Venner, og dog følte han sig som det ulykkeligste og mest ensomme af alle Mennesker. En Dag traf han en Barndomskammerat og kom i Snak med ham. Det viste sig, at denne aldrig havde været uden for Landets Grænser, ja, egentlig kun paa et Par Smaarejser havde været borte fra sin Hjemegn. Men hvor saa han lykkelig ud! Et Ansigt præget af Fred med smaa fine Smilerynker ved Øjne og Mund, og Øjne, der straalede af Livsglæde som et Barns og dog ogsaa havde et Glimt af Visdom og Erfaring. Her sad de, den ene bitter og trodsig mod Livet, den anden ligevægtig og livsglad.

Jeg bruger dette Billede, ikke for at fortælle, at man ikke skal drage ud i Verden for at opleve noget, at man skal tulle rundt i sin egen lille begrænsede Verden for at blive lykkelig; men for at vise, at de ydre Oplevelser intet betyder, hvis man ikke, som der staar i Eventyret, har en Firkløver i Lommen, d.v.s. har et Sind, der er aabent for Livets Mangfoldighed. Den ene Mand havde været Jorden rundt, men han havde haft sin egen Lilleverden med sig. Han havde levet inden i den som i en Æske, en uigennemtrængelig Skal. Den anden havde været aaben overfor selv de mindste Livsytringer og havde lært af Livet, han havde erhvervet den store Humor, Alvoren bag Smilet, han var blevet Livskunstner.

Bekendtskabet med Martinus' Analyser har bragt mange Mennesker en langt større Livsglæde, end de før var i Besiddelse af, og samtidig en langt større Alvor. Disse to Poler gør Spændingstilstanden i ens Liv langt større og er i Stand til helt at forandre ens Livsoplevelse. Med den Viden bag sig, som Studiet af "Livets Bog" giver, er man vel rustet til at gaa ud og "opleve" Livet, til at gøre Erfaringer og faa bekræftet, om det, der ved Studiet gav Genklang i ens Sind, virkelig er Sandhed, og til at prøve, om man nu ogsaa i Praksis kan gaa ind for denne ny Livsindstilling, der for mange Mennesker er "ganske vist smuk og god, men saare naiv og umulig at praktisere i vore Dage". Er man i Stand til i Livet selv at opleve Sandheden af Martinus' Ord, bliver ens Livsindstilling lidt efter lidt forandret, man vil erfare, hvorledes man faar Styrke til at modstaa de "store" Oplevelser, som man tidligere havde svært ved at bære, og hvorledes ens Sind bliver aabnet for de "smaa" Oplevelser, som man maaske tidligere gik blind forbi.

Paa Grund af den Trang, man har haft til at finde ind i sig selv, til at faa Døren aabnet paa Klem til den Verden, som man har anet inden i sig og omkring sig, paa Grund af den Længsel efter Viden, som har bjergtaget en, fordi man ikke længere har kunnet leve paa Dogmer og Læresætninger, er man endelig naaet til disse Analyser. Langsomt spredes Skyerne, og et uendeligt Panorama viser sig for en, straalende i sin Skønhed og strengt i sin Logik. Vor lille Dagligverden, som maaske tidligere var graa af Vane, viser sig som et Led i den store Plan, men samtidig begynder Ansvaret, og her er Alvoren bag Smilet.

Vi længes alle efter Freden, ikke blot den Fred mellem Nationerne, som snart vil være en Kendsgerning, men Fred i Dagliglivet mellem Menneskene, Humanitet og Kærlighed. Men denne Fred kan kun opnaas ved at blive skabt i hvert Menneskes Sind, det er hvert enkelt Individs Arbejde med sig selv, der betyder noget, det er hvert Menneskes Eksempel, der kan udbrede den til andre. Virkelig Kultur opstaar kun der, hvor alle i det stille arbejder med. Ved højrøstede Diskussioner opnaas ingenting, men en Forandring i Væremaade kan faa andre til at spore Aarsagen dertil, og saa kan maaske den Viden, man har opnaaet, bringe andre til det samme, til en Forandring i Livsindstilling, og det er det, der er nødvendigt, for at Freden kan opnaas.

Vi har gennem Martinus' Analyser lært, at det store Slutfacit, hvori alt gaar op, er "Alt er saare godt!", at Jordmennesket gennemgaar en Udvikling, der bestaar i stadig nye Oplevelser og Erfaringer. At disse maa være forskellige for hvert Menneske, er klart, der er ikke to Individer, der er ens, og heller ikke to Skæbner, der er det. Hvordan vi oplever Livet, er afhængigt af vor Livsindstilling, af vor Aabenhed overfor selv de mindste Livsytringer, vi støder paa og af vor Dygtighed som kosmisk Kemiker. Vi kender alle lidt til den materielle Kemi, vi ved, at naar man blander visse Stoffer, saa faar man uvægerligt et ganske bestemt Resultat. Naar vi har læst lidt i "Livets Bog" ved vi ogsaa, at akkurat det samme gør sig gældende med Hensyn til de "aandelige" Stoffer, de kosmiske Kemikalier, Tankestofferne, der tilsammen danner vor Væremaade, nemlig de seks Grundenergier, som vi alle betjener os af og som virker i hver eneste af vore Tanker og Handlinger, og hvis Blanding i vort Sind enten vil bringe os til at kollidere eller til at være i Harmoni med den guddommelige Verdensordning.

Er man i daarligt Humør, saadan rigtig inderlig sur paa hele Tilværelsen, saa er baade Naturens Billedbog lukket for en, og Medmenneskers Venlighed preller af paa en som Vand paa en Gaas. Tyngdeenergien har Herredømmet og kun det, der kan tilfredsstille den, har Interesse. Man gaar billedlig talt rundt med en Tordensky om sig, ser alt igennem denne sorte Taagemasse, der af og til slaar Gnister, for saa til sidst at eksplodere med et Brag. Hvis Menneskene vidste, hvad de i et saadant Tilfælde ødelægger for sig selv, for deres Medmennesker og for Millioner af Mikroindivider i deres Organisme, saa vilde der være mere fredeligt i Verden; men de ved det ikke. Her er det, at Martinus' Arbejde bringer Viden; kommer som en Impuls til alle Mennesker om i det stille at arbejde med sig selv, at lade Intelligens og Følelse blive Herre over Tyngdeenergien, at bortjage Surhed, Gnavenhed og Irritation, at faa Ligevægt i Sindet og derved lidt efter lidt komme i Kontakt med Intuitionsenergien. Smaa Lysglimt, smaa lyse Øjeblikke vil af og til bringe en umaadelig Glæde, en stille Undren vil ofte gribe en, en helt ny Form for Livsoplevelse vil begynde.

Vi er alle vordende Kunstnere, vi er alle skabt til engang igennem Kunst at skulle give Udtryk for vor Taknemlighed overfor Guddommen, til at vise vore Medvæsener vor Oplevelse af Livet; og Kunstneren i os begynder netop at træde frem der, hvor vi standser i stille Undren, der, hvor vi mærker "den lille leende Fryd" røre sig i Hjertet. Kan man bevare den i sig i alle Livets Tildragelser, saa er man Livskunstner, og det skal vi alle lære at blive.

Kristus sagde: "Kun eet er fornødent, at elske sin Næste som sig selv." Disse Ord er blevet os indprentet, fra vi var smaa, men vi har aldrig vidst, hvad det vil sige, eller hvorfor vi skal det. Vi har lært det i Skolen, og det er sagt fra Tusinder af Prædikestole, men er det nogensinde blevet til Realitet for os, til Livsindstilling? Nej. Vi kan ikke lide Hansen, fordi han i en vis Situation har baaret sig nederdrægtigt ad imod os, og mod Fru Petersen nærer vi Aversion, fordi vi mener, at hun er Skyld i, at vi ved en vis Lejlighed kom i stor Forlegenhed, o.s.v. o.s.v. Der er utallige smaa og store Ting, der gør, at vi bliver gnavne, og ønsker hele Verden anderledes. Men hvad med os selv? Sæt nu, vi var lidt anderledes! Sæt nu, vi virkelig satte os for at elske vor Næste "som os selv". De tre sidste Ord kan næsten faa det til at svimle for en, naar man for Alvor gennemtænker, hvor højt man elsker sig selv. Man kan jo ikke elske sin Næste og samtidig blive irriteret og gal paa ham. Man kan nok synes, at det er forkert, det han gør, men det skyldes jo Uvidenhed og manglende Erfaring. Nuvel, vi siger til os selv, at Hansen er lidt dum, men i det Øjeblik De eller jeg bliver irriteret over det og gal paa ham, er vi mindst lige saa dumme som han og har ødelagt en Chance for gennem et stille Eksempel maaske at kunne hjælpe ham til Eftertanke. Ja, vil man maaske sige, men han er stædig og bliver gal i Hovedet. Naa, ja, men der skal to til at kives, saa maa man give efter saa meget som muligt og lade ham gøre de Erfaringer, der er nødvendige, for at han bliver klogere – og selv gør sine. Ingen kan forhindre en i at tænke kærligt paa ham i sit stille Sind, og kun faa er klar over, hvor meget en Tanke kan betyde. Har man maaske ikke hjulpet ham direkte, saa har man dog skaanet ham for et Raserianfald, og man har bragt sig selv et lille Skridt nærmere mod den store Oplevelse, som alle Aandsforskere higer imod, den store Fødsel eller kosmisk Bevidsthed.

Samtidig med at vort Raab imod Guddommen møder Svar, og vor Længsel efter Viden, efter Fred, Retfærdighed og Sandhed møder Muligheder for at kunne stilles, samtidig med at vi ser vor egen Lidenhed midt i det store Univers og vor Storhed som evige Væsener, møder vi Ansvaret, ser, at vi er vor egen Skæbnens Banebryder, høster den Sæd, vi har saaet og saar den ny, vi skal høste. Vi ser, at vi selv er Skyld i alt, hvad der hænder os, og at der ikke findes det Menneske, i Forhold til hvem vi maa føle os større eller merbegunstiget, fordi enhver skal passere alle Stadier, og er der en Last, vi kan sige os fri for, er det kun, fordi vi desmere har sølet os i den. Ingen Bitterhed, ingen Hoveren, men Selverkendelse, naturlig Ærbødighed overfor Livet og Medvæsenerne, thi Belæring kan man faa, hvor man mindst venter det.

Saadan er Vejen. Man maa være aaben for alt, aabne sit Sind i Kærlighed, men til Gengæld se, at Verden og Menneskene aabner sig for en. Naturen lukker sig op. Det, der før kun var en nødvendig Staffage, noget, der nu engang var der og skulde være der, Træer og Blomster, Hav og Himmel, alt bliver Kærtegn fra Guddommen, bliver "Guds Billedbog", der afslører hans Tanker og i sin uendelige Skønhed og strenge Logik paavirker vor egen slumrende Tankeverden og Skønhedssans, vækker vore skjulte Talenter og giver os Ønsket om at tænke hans Tanker efter. Men det sker kun, hvor Sindet aabner sig i Kærlighed til Livet. Individet, der lukker sig, der bliver haardt og koldt eller synker hen i Pessimisme eller Melankoli, det lever i en Verden, der svarer til dets eget Sind. Der findes Tusinder af smaa Glæder, smaa Oplevelser i Livet, som kun er for dem, der kan se dem, og det afhænger af ens Livsindstilling.

Jeg besøgte engang en Mand paa Bornholm. Hans Hus laa lige ved Havet, og jeg blev betaget af den skønne Udsigt, han havde. Jeg begyndte at tale om den, men han saa bare sur ud og sagde: "Det er jo bare Vand!" Aaret efter boede der en anden Mand i Huset, da jeg kom dertil (han vidste ikke, at jeg havde været der før.) Straks ved min Ankomst trak han mig hen til Vinduet. "Se her," sagde han, og hans Øjne straalede, saa det var ligesaa stor en Oplevelse at se paa ham som paa Naturens Skønhed. Manden var ikke Kunstner af Navn, men i Ordets egentlige Forstand var han det, hans Tale var det skønneste Prosadigt, man kunde tænke sig. Hans Begejstring, hans Ønske om at delagtiggøre et andet Menneske i den Aabenbaring, som dette Stykke Natur havde givet ham, løste op for bundne Kræfter i hans Sind og viste mig ham, ikke som Skomager Petersen, men som et evigt Væsen, der i sig havde en Verden af ufattelig Skønhed. Det har vi alle, og det staar til os selv at lukke op for Skatkammeret. Ingen kan hjælpe os. Livets Oplevelse eksisterer kun i Form af disse Energiers Reaktion, det er en evig Samtale mellem Guddommen (Omgivelserne) og Gudesønnen (os selv). Denne Korrespondance er ganske vist i de fleste Tilfælde ikke bevidst for Gudesønnen, men den er en lige stor Kendsgerning alligevel, og lidt efter lidt glider Gudesønnen ved Guddommens Undervisning, det vi kalder Lidelse og Erfaringer ud af det Uvidenhedens Skydække, han var indhyllet i og staar Ansigt til Ansigt med Faderen, indviet i det guddommelige Skabeprincip og Livets evige Love.

Mange Mennesker tænker sig ikke, at deres Forhold til Guddommen og deres Forhold til Omgivelserne er det samme. De har en Dagligverden, som nærmest er mekanisk, hvilende paa Traditioner og Fordomme, og en Søndagsverden, hvor Vorherre troner et Sted ude i Rummet. Til ham kan man bede og maaske faa Forladelse for sine Synder. Mange, der er blevet opdraget i denne Opfattelse, bliver ved Livets Ubønhørlighed bitre og skuffede, maaske bliver de, paavirket af Videnskaben, Ateister og Gudsfornægtere, Materialister, der holder paa, at intet andet eksisterer end det, man kan tage og føle paa, Maal- og Vægtfacitter. Deres Verden skrumper ind, deres Sind skrumper ind, ja, man kan ofte ligefrem se dem selv skrumpe ind. Der sker en Tillukning af Sanserne. Ved sin Væremaade kan man komme til at hjælpe et saadant Menneske, og selv om det tilsyneladende ikke hjælper, kan man opnaa det, at vedkommende gerne vil være i ens Nærhed, fordi han eller hun ubevidst kan mærke Kærlighed og Velvilje strømme imod sig. Det betyder, at dette Menneske faar slaaet et lille Hul paa den Skal, der holder Lyset ude, og ganske langsomt begynder at nærme sig det virkelige Liv og maaske en skønne Dag møder det, der kan udløse dets egen Inspiration.

Livet selv har ført os frem til det Sted, hvor vi nu staar, vort Raab efter Viden er ikke forsvundet ud i et tomt Rum, vort Haab om at kunne blive "det onde" kvit viser sig at have Mulighed for at kunne gaa i Opfyldelse, men hvert Menneske maa vide, at en Del af Ansvaret hviler paa ham eller hende, og at hans eller hendes Evner til at vise Livsglæde og Tolerance er et nødvendigt Led, for at Menneskeheden kan opnaa den Fred, som Sindene længes efter over hele Jorden.