Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I vil ikke kunne undgaa at opdage, at mange voksne Mennesker og Børn med, ganske tankeløst gaar og plukker Blomster, for saa ligesaa tankeløst at kaste dem væk igen. Det virkeligt gode Menneske behandler aldrig Blomster som en "død" Ting. Det virkeligt gode Menneske ser i Blomsten en Hilsen fra Gud og værner med nænsom Haand om denne Hilsen!

Evnen til at ane er altsaa et Budskab fra en sjælelig Verden. De døde Ting, saasom et Bord, en Stol, en Pakkasse eller en Skoletaske, har ikke denne Evne, de er ikke "levende". Allerførst møder vi altsaa denne Evne hos Planten og opdager snart, at den spiller Hovedrollen i Dyrenes Liv. Dyrene aner kommende Uvejr og skjuler sig derfor. Dyrene aner, naar en Fjende nærmer sig og flygter. Dyrene aner Efteraarets Komme og drager mod sydligere Egne, ja, saa fremragende er Dyrenes Evne til at ane, at man ved, at Rotter for Eks. kan have en saa fremragende Forudanelse om et Skibs kommende Undergang, at de forlader Skibet, før det begiver sig ud paa sin sidste Rejse. Som I her vil forstaa, har Evnen til at ane mange Grader lige fra Blomstens svage Anen Forskel paa Lys og Mørke og frem til for Eks. en Videnskabsmands Anelser om Aarsagen til en eller anden Sygdom, en Anelse, der hos ham kan blive til en saa stor Vished, at han bruger hele sin Tid eller sit Liv til at undersøge, om denne hans Anelse nu ogsaa er rigtig. Men netop det, at det jordiske Menneske kan undersøge sine Anelser, fortæller os, at det er anderledes end baade Plante og Dyr. Det har Evner, disse Væsener endnu ikke har, Evner, som hos Planten og Dyret endnu ligger i Svøb.

Om det, vi kalder Livet, kan vi sige, at det slumrer i Stenen, vaagner i Planten, udfolder sig i Dyret, men først sætter Blomst i det rigtige Menneske. Planten kan ane Forskel paa Behag og Ubehag. Da Begreberne Behag og Ubehag er det samme som mentalt Lys og mentalt Mørke, har I i disse Begreber de to Poler, omkring hvilke alt Liv i Virkeligheden drejer sig. Alle normale Væsener har en Kraft i sig, der faar dem til at føle sig draget imod Lyset og frastødt af Mørket. Da alle har den Kraft i sig, kalder man det en Lov, og denne Lov kalder man Loven for Tiltrækning og Frastødning. Planten føler sig altsaa tiltrukket af Lyset og frastødt af Mørket. Det samme gør Dyret, men medens vi hos Planten kun møder Tiltrækningen og Frastødningen i Form af dens Higen imod Lyset og dens Frastødning af Mørket, saa ser vi, at disse to Tilstande hos Dyret er langt mere nuanceret eller detaljeret. Tag for Eks. en Hund. Den er et meget fremskredet Dyr, og hvis I iagttager den, vil I ikke kunne undgaa at se, at der er en Mængde Ting, den kan lide, og en anden Mængde Ting den ikke kan lide. Der er for Eks. visse Mennesker, den er meget glad for, og andre, den viser Tænder ad. Der er Mad, den er umaadelig glad for, og Mad, den ikke kan fordrage. Der er Lege, den gerne vil være med til, og andre, man ikke kan faa den til. Der er andre Hunde, den er henrykt for at møde, og atter andre, den straks kommer op at slaas med. Som I ser, har Hunden et temmeligt vaagent Bevidsthedsliv, den kan baade elske og hade, være meget lykkelig og sørge meget dybt, være i straalende Humør og ogsaa være melankolsk, være meget nærværende, men ogsaa gaa og længes – altsammen Ting, I genfinder i jer selv. At sige, at Hunden ingen Sjæl har, er derfor kun Udtryk for en Uvidenhed, der ikke er et tænkende Menneske værdig.

Men selvom Hunden har alle de Egenskaber, jeg lige har nævnt for jer, saa er den alligevel ikke et Menneske. Den mangler noget, som I har, og som derfor adskiller jer fra den. Hvad er det da, Hunden mangler? Hunden mangler jeres Evne til at adskille den ydre og den indre Verden. Den er ikke bevidst i sig selv paa samme Maade, som I er det. Den lever i en Anelsesverden, som, selvom den er langt mere nuanceret end Plantens, saa dog ikke kan sammenlignes med jeres Tankeverden, fordi I i jer selv har Evnen til at adskille alt det, I oplever, i noget, man kalder "Tanker", og som man kan arbejde med paa samme Maade, som man kan arbejde med et udvendigt Redskab.

Hvad er en Tanke? En Tanke er et "Billede" paa noget, man engang har oplevet. Lad os tage et Eksempel. Hvis jeg siger: "Tænk paa en By!", saa vil I se, at mit Ønske udløser noget inde i jer. Frem for jert indre Syn stiger Billedet af en By pludselig frem. Men Billedet kan være taaget, idet den By, I ser for jer, maaske er sammensat af en Masse Billeder af Byer, I kender. Men hvis jeg siger: "Tænk paa en By, I kender!", ja, saa danner der sig pludselig inde i jer Billedet af en eller anden By, som I er helt fortrolig med. Og som med Byen, saaledes ogsaa med alt andet, I kender. Siger jeg, at I skal tænke paa en Hund, en Ko, en Hest, en Fugl, en Bog, et Hus osv. osv., saa vil I se, at hvert eneste af mine Ord faar et Billede til at stige frem for jeres indre Syn, svarende til det Ord, jeg har sagt. Men jeg kan ogsaa bede jer om at tænke paa noget, I ikke kender. Hvad sker der saa? Saa sker der det, at der ingen Billeder vil komme frem. I tænker og tænker, men det hjælper ikke Spor, Hjernen er ligesom et stort, tomt Hul. Men hvis jeg saa begynder at hjælpe jer paa Gled, saa kan det ske, at de første svage Omrids af et Billede begynder at komme frem, I begynder at "ane", hvor jeg vil hen, og ved Hjælp af jeres Fantasi begynder I nu at søge at komme mig i Møde. Netop saadan har Hunden det. Den har ikke lært at tænke, hvilket vil sige, at den endnu ikke har lært de Tegn at kende, som vi kalder "Sprog" og som jo blot udgør Kendetegn for Billeder, vi allerede har lært at kende. Og alligevel har Hunden et Sprog, selvom det slet ikke kan sammenlignes med jeres. Hvis man tager en Stok, som den før har faaet Klø med, og siger: "Fy-yh!", saa stikker den Halen mellem Benene og ser rædselsslagen ud. Hvad er der da sket? Jo, for sit indre Syn har Hunden set et Billede, den altfor godt kender, og følt en Smerte, den altfor godt husker, og nu reagerer den, omtrent som I selv gør, naar I har gjort noget, Far og Mor mener, I skal straffes for. Men man kan ogsaa sige til Hunden: "Kom saa da, vil du med paa Gaden!" Og straks er den helt ude af sig selv af Glæde. Den bjæffer og logrer og ved ikke, hvordan den skal udtrykke al den Glæde, den føler. I dette Tilfælde har den for sit indre Syn set en hel Række Billeder, som udløser bar Fryd inde i den. Den ser maaske en hel Række Lygtepæle, som den skal snuse til, eller Vejtræer. Den ser maaske Billedet af andre Hunde og saadan fremdeles. Men alle dens Billeder er taageagtige. De er ikke skarpe, som jeres er det. Den ved ikke, at de Stolper, hvor den plejer at snuse, hedder "Lygtepæle", den har ingen Tegn for de Ting, den møder, den ved bare, at der er noget vældig behageligt og der er noget meget ubehageligt. Den er lige i Grænseomraadet for sovende og vaagnende Bevidsthed. Jeg har med Vilje nævnt Hunden, fordi I alle kender den. Men der findes Dyr, som baade er meget klogere end den, Menneskeaberne for Eks., og Dyr, som er meget mere sovende end den, Køerne for Eks. Men saadan er det jo ogsaa med jer selv. Der er Børn, som har en Masse "Tankebilleder", som de kan tumle med, medens andre ikke har nær saa mange, uden at man derfor kan bebrejde dem noget derfor. Det er jo ofte saadan, at Børn af rige Forældre faar Adgang til at se meget mere end deres fattige Kammerater. Som Følge heraf faar disse Børn jo en Masse "Synsbilleder", som de kan trylle frem igen, alt eftersom de ønsker det. Men her skal I vide, at det i Virkeligheden slet ikke drejer sig om, hvor mange "Billeder", man har inde i sig, men derimod i langt højere Grad om, hvor godt man kan bruge dem, man har. Men da dette er et helt andet Problem, vil vi gemme det til næste Gang.