Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Menneskehedens Tilegnelse af Verdensgenløserens Væremaade, saaledes som nævnt i forrige Nummer af Kosmos, er dens Frelse, maa den undervises i denne, ikke alene teoretisk, men ogsaa i allerhøjeste Grad praktisk. Men en saadan Undervisning kan naturligvis kun manifesteres af et Væsen, der selv er bleven "frelst", hvilket vil sige et Væsen, der er naaet saa vidt, at det er blevet "Eet" med Faderen eller bevidst i Verdensaltets Liv, dets Loves ufejlbarlige Guddommelighed, et Væsen med den Ophøjethed over Materien, over Lidelserne, i Besiddelse af den Uberørthed af Mørket, som denne den hellige Aands Udødelighedsbevidsthed giver Individet. Menneskehedens Udvikling bliver derfor ført eller ledet af Væsener med en saadan Bevidsthed. Disse Væsener bliver derfor med visse tilpassede Mellemrum født paa det fysiske Plan, inkarneret i jordisk Materie. Af disse Væsener var Jesu af Nazaret altsaa den, der kom til at vise den guddommelige eller kosmiske Bevidsthed i størst eller mest omfattende praktisk fysisk Udfoldelse, blev det mest skinnende eller lysende Udtryk for den Væremaade, som saa ubetinget er "Verdens Frelse". Og vi skal derfor her dvæle en liden Stund ved Foden af denne det Godes mest lysende Model paa Jordkloden. Vi vil ligesom i forrige Nummer af Bladet lægge Tiden og Rummet bag os. Vi vil – ikke med det fysiske Syn, men med Aandens Øjne – se ned gennem to Aartusinder. Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, saaledes at de afgørende Detailler i Verdensgenløserens Psyke eller Mentalitet kommer mere frem i Lyset. Vi vil, uden Hensyn til hvad "der staar skrevet", placere Jesu udødelige Sætninger paa deres rette Plads, nemlig midt i Kulminationen af de mørke Tilstande eller Lidelser, for hvilke de skulde være Lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige Relief, deres retmæssige Lysværdi.

Ligesom en Læge ikke kan komme til sin fulde Ret eller Anerkendelse, saalænge han kun omgaas sunde og raske Mennesker, saaledes kan Verdensgenløserens Væremaade, hans Tilgivelsesevne, hans Kærligheds Storhed, ligeledes heller ikke komme til sin Ret eller fulde Anerkendelse i saadanne Tilfælde, hvor vi kun ser ham i hans Forhold til de mere eller mindre lykkelige Zoner, i hans Forhold til sine Venner. Det retmæssige og fulde Udtryk for hans verdensfrelsende Bevidsthedsnatur faar vi kun i hans Møde med sine Dødsfjender, i hans Handlemaade overfor sine Bødler, Forrædere, Bagtalere og Spottere, idet der her kommer Bekræftelser paa hans Aands Storhed til Syne i en Udstrækning, som ikke tilnærmelsesvis vilde kunde aabenbares i nogen som helst anden Form for Situationer. Nærværende Artikels Opgave er derfor ikke at paavise, om de bibelske Traditioner eller Overleveringer er korrekte eller ukorrekte, men er derimod en kosmisk Analyse af den verdensfrelsende Bevidsthedstilstands absolut sande Udslag i de her i det efterfølgende paaviste Situationer. Og i den absolute Kontakt med denne Analyse, vil vi nu gaa over til at følge Guds Udsending gennem Kulminationen af de Lidelser, i hvilken de udødelige Sætninger og den ligesaa udødelige Handlemaade blev til, der gjorde ham til en Guddoms Model for Menneskehedens Omskabelse fra Dyr til Menneske.

Ovennævnte Model blev altsaa et Menneskehedens Forbillede, et stort Lys, en Sol, hvis Straaler kom til at bane sig Vej ud til Alverdens Lande, til Alverdens Folk. I disse Straalers første svage Lysskær tegner sig for os Silhuetterne af Jerusalems Taarne og Kupler, Oliebjærgets bløde Linier. Lysskæret rykker os nærmere. Tiden forsvinder. Vi mærker Idyllen i Gethsemane Have, vi hører den sagte Mumlen fra Kedrons Bæk, vi fornemmer en mild Brise fra Genezaret Sø. Hen over Markerne ved Bjærgets Fod kommer en lille Skare af Mænd. I Midten gaar en Mand i sin bedste Alder. Han er klædt i en rød Toga, har Sandaler paa Fødderne, men ikke noget paa Hovedet. Kun de sorte krøllede Lokker indrammer det smukke Ansigt, hvis funklende Øjnes Klarhed i Forbindelse med hans Tales Renhed og ophøjede Visdom er det eneste, der eventuelt kan røbe, at man her er stedet for Millioner af Menneskers opadgaaende Sol, den vordende Verdensgenløser Jesus af Nazaret.

Den lille Skare er paa Vej op imod Jerusalem. En stor Mission holder paa at komme til Udfoldelse. En Verdensgenløsning skal bringes til Manifestation. Jordens største Gudstjeneste: Demonstrationen af den Væremaade, der er Verdens Frelse fra Mørket, Kroningen af en Konge, hvis Rige ikke er af denne Verden, skal aabenbares.

Skønt nævnte Gudstjeneste kun strækker sig over tre Dage, har den to Aartusinders kommende Generationer til Auditorium. Til Stede er Repræsentanter for alle Folkeslag, for alle Rangklasser.

Hovedpersonen i den store Ceremoni, Verdens største Ypperstepræst, Manden i den røde Toga, er nu med sit Følge naaet op til Jerusalem, frem til Golgatha, Højalteret for den verdensomspændende religiøse Handling.

Gennem Jordskælv og Mørke, gennem Lyn og Torden, gennem Raab og Skrig, gennem Lidelse og Død vælder nu umaadelige Lyskegler frem fra Golgathas mørke Silhuet. Forhænget i Templet sønderrives. Alverdens Folk faar Adgang til det Allerhelligste. Den store verdensfrelsende Gudstjeneste har taget sin Begyndelse. Den hellige Aand lyser ud over Verden.

I dette guddommelige Lys' første Morgenglans skimter vi nu tydeligt Betlehem, Nazaret, Jordans Flod, Ørkenen, Kapernaum, Genezaret Sø, Betania. I dets Middagshøjde ligger Jerusalem, Ypperstepræstens Gaard, Pilatus' Borg, Via dolorosa, Golgathas Kors, Opstandelsens Grav badet i Lys. Og i dets Aftenglans buldrer i det fjerne – bag Skyggerne af Fæstningsanlæg, Forter, Kanoner, Krigstanks, Skyttegrave, Revolutioner og Subsistensløshed – Dyrerigets Dødskamp, "Verdens Ende". I dets allersidste hendøende Aftenskær fra det lysende Kors paa Højalteret i Palæstina gløder Opfyldelsen af den evige Røst: "Se jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende". Gennem store tekniske Anlæg, Kraftmaskiner, Befordringsmidler, Radiofoni arbejder Elementerne for Mennesket. Det har begyndt at gøre sig Jorden underdanig. Og med Tilegnelsen af Evnen til den rette Fordeling eller Administration af Værdierne, af Udnyttelsen af denne guddommelige Gave vil ingen Trældomssved mere være mulig. Og i de sidste Vibrationer fra den store Gudstjeneste paa Golgatha ser vi saaledes "En ny Himmel og ny Jord, i hvilken Retfærdighed bor" begynde at komme til Syne. Menneskeheden er frelst. Mørket er forbi. De forlorne Sønner har fundet deres Fader. Gud vandrer atter med Adam og Eva i Paradisets Have.

Efter saaledes at have overværet den store Gudstjeneste paa Zion, dette altomfattende Verdensdrama, i hvilket Modellen til Skabelsen af det fuldkomne Menneske, Planen til Jordens kommende Historie blev forevist for to Aartusinders Generationers forundrede Blikke, vil vi nu i Erindringen tilbagekalde os de nærmere Detailler i de store Ting, saaledes at disse kan komme til at staa os mere klart i Bevidstheden.

I den overjordiske Gudstjenestes første begyndende Lysskær ser vi et lille Barn vokse op i fattige Omgivelser, men med et enestaaende intimt Forhold til sin himmelske Fader og med en saa intens Modtagelighed for den hellige Aands Natur og Kraft, at han ved sin Manddoms Indtræden af sine Omgivelser begyndte at føles som en varmende Kilde, hvis "levende Vand" rensede for "Spedalskhed", en straalende Sol, hvis Lys trængte gennem "blinde" Øjne, et stimulerende Kærlighedsophav, der levede i Glæden over at "forlade Synder", tilgive sine Medmennesker, en Aabenbaring af en saa altgennemtrængende Nærhedsfølelse af Gud, at "onde Aander", slette Tendenser "uddrives", Mørket maa vige, Ulykkelige genvinder deres Førlighed, en saa overjordisk guddommelig Villie, at den "stiller Stormen" paa de menneskelige Lidenskabers store Tankeocean, fremkalder Stilheden, og gennem et Fredens vidunderlige Havblik føres "Baaden", Jorden, Kulturen med Kærlighedens trofaste Disciple over i Lysets store, frelsende Havn, et Væsen, der ligesom Faderen var Dus med alle, Rige og Fattige, Store og Smaa, Onde og Gode, havde Omgang med "Syndere" og "Toldere", mødte sig selv eller saa Gud i alle levende Væsener.

Men denne straalende Væremaade var endnu ikke den store Gudstjenestes Kulmination, den var kun Staffage om den egentlige Kærne i det Underfulde, der skulde ske. Den var kun den friske Søluft, der uundgaaeligt mærkes i Havets Nærhed, og var da heller ikke stærk nok til at ville være trængt igennem den blæksorte Atmosfære af Barbari og Hævnmoralitet, den da gængse Opfattelse af Storhed, af Majestæt, af Guddommelighed. Stemplet som en gal eller sindssyg Mand vilde Nazaræeren uigenkaldelig være gaaet over i Glemselens store Grav, hans Væremaade vilde umuligt være naaet ud til Aarhundredernes fjerne Generationer, hvis ikke den hellige Aand i en endnu stærkere Grad var blevet manifesteret igennem ham. Men selv om den her nævnte Del af hans Væremaade ikke var stærk nok til at trænge igennem, var den stærk nok til at skabe en saa fremtrædende Reaktion, at samme Reaktion kunde blive en saa altgennemtrængende mørk Baggrund, at den store Gudstjeneste med den som Kontrast kunde blive saa skarpt aftegnet i sine Detailler, at disse i Aartusinders Afstand kunde opfattes eller læses med straalende Klarhed af Millioner af Mennesker. Ja, den Dag i Dag har dens udløste evige Ord jo forlængst overfløjet Kontinenterne, vibreret fra Pol til Pol.

Paa denne mørke Baggrund ser vi det lysende Gudemenneskes Bevidsthed blive skarpt og straalende aftegnet i alle sine forskellige Afskygninger. Det jordiske Menneske kan her studere Modellen til sin kommende Forklarelse, til sin kommende væren "eet med Faderen". Et Tilbageblik mod Golgathas Kors aabenbarer "Vejen, Sandheden og Livet". Her bliver man Vidne til den eneste Væremaade overfor Lidelsen, der kan afføde "Opstandelsen" fra Dyr til Menneske.

Enhver tænkelig Grad af Lidelse, som det jordiske Menneske mere eller mindre i det daglige Liv kommer ud for, ser vi her paa Golgatha fremtrædende i raffineret Koncentration. Den mest udsøgte Udløsning af menneskelig Misforstaaelse, Misundelse, Ringeagt, Bagtalelse, Hævn, Haan og Spot kulminerer i en tornekronet nøgen Mands Fastspigring til et Trækors højt over den ubarmhjertige Hobs Hoveder. I sine Hænders og Fødders Fastsømning til Korset bliver enhver nok saa lille Bevægelse til en yderligere Opflænsning af hans Kød og Nerver, bliver til umaadelige Lidelser. Fra hans feberhede Legeme perler Sveden frem. Ude af Stand til at forhindre Afløbet af Bloddraaberne fra Tornekronen faar nogle af disse Passage ned i den Korsfæstedes Øjne. Og gennem sit eget Blod ser Verdensgenløseren i nogle Sekunder det sidste Billede af sine Bødler. Gennem dette røde Panorama fornemmer han sine Kærlighedshandlinger, sin Kamp for Sandheden vurderet og ligestillet med Røveres og Morderes Manifestationer. Gennem den brændende Ild i hans Aarer, gennem en nagende Tørst hvisker hans tørre Tunge: "Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig". Og se! Da udløstes en højere Kontakt mellem den himmelske Fader og den udvalgte Søn. Den hellige Aand begyndte at sitre gennem det haardt belastede, men forfinede Nervesystem. Det røde Billede opløstes, og gennem en guddommelig Klarhed ser han nu sine Bødler som aandeligt uerfarne yngre Brødre. Og i en sidste stor Kærlighedsbølge gennem det udmattede og lemlæstede Legeme tager han dem til sit Hjerte. Men i samme Øjeblik rystede Kontinentet i sin Grundvold, Solen formørkedes, Jorden revnede, Gravene aabnedes, Tordenen rullede, og Lynet slog ned i selve Templet, frigjorde Afspærringen til det Allerhelligste. En dødelig Angst udbredte sig blandt den før saa selvsikre og ubarmhjertige Morderhob, og skælvende krøb mange til Korset. Men ud over Mængden, gennem Mørket funklede Guds Aands hellige, usynlige Straaler. Fra Menneskesønnens Læber sitrede det gennem Verdensrummet: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Men med dette overjordiske Lysvæld drejedes Jordens aandelige Kurs ind i en ny Fase. Et Kærlighedens Evangelium, en Kærlighedens Gud kom til Syne der, hvor man før troede Vreden, Hævnen og Straffen havde til Huse. Et inderligt Forhold mellem et Væsen i Kød og Blod og Verdensaltets Ophav var demonstreret. Den jordiske Menneskehed havde faaet Bud fra sin evige Fader. Men Guds Sendebud vendte sit Blik mod Himlen. Gennem en sagte Brises Kølighed mod sit hede Legeme udfriedes den guddommelige Martyr fra sine sidste Lidelser, og den evige Sætning, "Det er fuldbragt", vibrerede som en ny Lysglorie ud over Verden.

I sin allersidste Kraftanstrengelse aabnede den tornekronede Gudesøn endnu engang sine trætte Øjne for at se den elskede Menneskehed ved Korsets Fod. Og med dette Billede i sit bristende Blik forlod Guds Udsending den fysiske Verden. Gennem de blege Læbers sidste hendøende Vibrationer: "Fader i dine Hænder befaler jeg min Aand", fik man angivet, at Gudesønnens Kurs nu var mod Lysets Riger. Men Korset var blevet Lysets Symbol for alle Tider.

Medens den her omtalte Del af den store Gudstjeneste i Palæstinas Hovedstad blev manifesteret direkte fra det fysiske Plan og efterhaanden blev til store aandelige Lysbølger, der bredte sig ud over Jorden og ned gennem Aarhundrederne, saa blev den sidste store Lysudsendelse fra nævnte Sted manifesteret fra det aandelige Plan, var aandelige Lysbølger, der blev til fysisk Manifestation, blev til fysisk Synlighed.

Vi har saaledes været Vidne til, at den første Del af den store Lysudsendelse blev udløst derved, at en tilsyneladende almindelig Mand, der levede et rent Liv, udstraalede Visdom og Kærlighed til alle Sider, men paa Grund heraf blev tyranniseret af sine Medmennesker, kom ud for frygtelig Tortur, Haan, Spot og Lemlæstelse for til sidst helt at blive myrdet. Med andre Ord, vi ser i den store Gudstjeneste demonstreret Koncentrationen af alle de Lidelser, som det jordiske "Menneske i sit daglige Liv kæmper med eller kan komme ud for, kun med den Forskel, at medens disse for nævnte Væsen er Resultater af dets forudgaaende Væremaade, dels i dets nuværende og dels i dets tidligere Jordliv, saa var disse for Jesu Vedkommende ikke noget Resultat af hans tidligere Liv, idet han i disse allerede forlængst var naaet frem til Fuldkommenheden. Naar han derfor kom til at lide, var det af egen fri Villie. Han tilhørte et højere Plan. Hans Rige var jo ikke af denne Verden. Han var saaledes en Missionær fra en højere Verden, fra en saadan Bevidsthedszone, som han netop skulde demonstrere paa Jorden. Og det var jo i Kraft heraf, at han kunde bevare denne sin høje guddommelige Væremaade midt i sine Lidelser, midt i sin Uskyldighed, saaledes at han ikke blev mørk, bitter og hadefuld, melankolsk og irreligiøs, saaledes som det undertiden sker med det jordiske Menneske under dets Lidelser, men bevarede sin Kærlighed, sin ophøjede og forklarede Tilværelse. Og det var jo netop i Kraft heraf, at han blev Modellen eller Anvisningen paa, hvorledes det jordiske Menneske maa vænne sig til at modtage sine Lidelser, navnlig da dette Væsen, som før paapeget, ikke kan betegnes som uskyldigt. Men dette forandrer naturligvis ikke det samme Væsens Bevidsthedsindstilling, thi i dets Uvidenhed eller primitive Bevidsthedstilstand tror det netop at være uskyldigt. De allerfleste Jordmennesker, der er syge og lidende, fattige og subsistensløse, er ikke vidende om de af dem selv udløste usynlige Aarsager til deres Skæbne og kan derfor umuligt se deres egen Skyldighed. Men netop derved bliver Kristus en saa meget desto større Model for disse Mennesker. At disse netop er skyldige gør jo ikke Efterlignelsen af hans Væremaade mindre nødvendig.

Vi har altsaa gennem de første store Straaler fra Verdensgenløserens Kors set, hvorledes Menneskene derigennem har faaet Anvisning paa, hvorledes de bør tage deres Skæbne, og hvorledes Efterfølgelsen af samme Anvisning giver Individet Sjælsstyrke til at tage denne Skæbne, lader det opleve sit Liv som fuldbragt, skaber et inderligt Forhold til Guddommen, gør denne til en Fader, til hvem det er dejligt at overgive eller "befale" sin Aand, og hvorved enhver Frygt for Døden opløses. Vi har altsaa set, hvorledes den virkelige eller fuldkomne Gudesøn lever og dør i den højeste Harmoni og Kontakt med Faderen. Men Verdensgenløsningen var ikke dermed færdig. Det var ogsaa gavnligt at antyde eller demonstrere, at Individet eller det levende Væsen er noget mere end en blot og bar fysisk Realitet, at der bag det fysiske Legeme eksisterer et andet Legeme, som er i Stand til at bære Bevidstheden, naar det førstnævnte Legeme er gaaet under, et overjordisk eller forklaret Legeme, i hvilket det hinsides Graven kan opstaa og ubunden af al fysisk Materie kan aabenbare sin evige Tilværelse. Vi vil derfor nu atter rette vort Blik ind i det store Straalebundt fra den altomspændende Verdensgudstjeneste.

Det er Nat over Jerusalem. Solen er forlængst gaaet ned over den første store Langfredag. Kun en enlig Stjerne kaster sit spinkle Skær gennem et Hul i de mørke Skyer, der endnu ruger over Golgatha. Men den tornekronede Konge er jo ikke mere her. Hans lysende Aand genfinder vi nu i "Forgaarden" til hans eget Rige, hvilket vil sige en Zone, der grænser umiddelbart op til den fysiske Verden, en Sfære som alle levende Væsener maa passere paa deres Vej fra fysisk til aandelig Tilværelse, og hvorfra man endnu ved særlige Betingelser kan aabenbare sig for den fysiske Verden, kan vise sig for de Efterlevende paa det materielle Plan. Her i denne Sfære bliver alle levende Væsener efter Døden tvættet og midlertidigt udrenset og forberedt til det efterfølgende Besøg i de højere guddommelige Sfærer eller Verdener, som de alle uden Undtagelse maa opleve, inden de igen inkarnerer i den fysiske Verden. I dette guddommelige "Forværelse" til de højeste "Boliger" i "Faderens Hus" finder vi Verdensgenløseren meget stærkt optaget med at oplyse og hjælpe "Aander som vare i Forvaring". I hans Kærligheds store Straaleglans blev mange forpinte Sjæle, som her paa Jorden var druknet i Tilfredsstillelsen af ødelæggende eller livsnedbrydende materielle Begær og Laster, midlertidigt frigjorte og ført til Faderens Zone.

Her i denne Skyggernes Sfære var der en ungdommelig Selvmorder, der var umaadeligt forpint. Det var Judas, en af Jesu egne Disciple, som i entusiastisk Iver og Utaalmodighed havde misforstaaet sin Mester, ja ligefrem havde hjulpet Jesu Fjender med at tage ham til Fange, havde endog med et Kys forraadt Verdensgenløseren. Men da dette var sket, og han paa Afstand havde fulgt Begivenhedernes Udvikling og saa Jesu Holdning overfor sine Bødler, faldt der ligesom et Skæl fra hans Øjne. Og for første Gang "saa" han "Verdensgenløseren". Men at "se" "Verdensgenløseren" er det samme som at se "Den hellige Aand", og at se et saa blændende Syn uden at være ren er farligt, thi Reaktionen mellem Individets primitive Tankeenergi og de ophøjede kosmiske Straaler eller Kærlighedsenergier er da alt for voldsom, og kan undertiden i værste Tilfælde resultere i Sindssyge, der hvor den ikke udløser sig i Selvmord for det paagældende Væsen. Med Hensyn til Judas gik det altsaa saaledes, at han i den hellige Aands guddommelige Straaler saa sin egen aandelige Nøgenhed, sin Ufuldkommenhed og lave Natur i en saadan Kontrast til sin fordoms Mester, hvis Martyrium han endog selv havde været med til at udløse, at han væmmedes ved sig selv, ja kom endog til at hade sig selv.

Ude af Stand til at blive det forfærdelige Syn af sig selv kvit, ude af Stand til at forhindre Virkningerne af sit Forræderi, ude af Stand til at mildne Jesu Lidelser, ja havde endog ved sit forræderiske Kys omgivet ham med et Panser af bevæbnede Stridsfolk, Raahed og Brutalitet, aabenbarede der sig for ham kun Haabløshed. Han, der før hver Dag til Overflod kunde svælge i Mesterens Kærlighed og Visdom, havde ved sit Fejltrin sat et uoverstigeligt Svælg mellem sig og sin guddommelige Velynder. Under Præsternes og Mængdens Haan og de bevæbnede Stridsfolks raa Tilbagevisning af hans Bøn om at nærme sig Korset modnedes hans sidste forfærdelige Beslutning paa det fysiske Plan. I Fortvivlelsen over, at han ikke engang ved Korsets Fod kunde faa Lov til at komme til den eneste, der kunde mildne hans Kvaler, faa Lov til i Støvet for hans Aasyn at græde sin Anger ud, faa Lov til at trygle om hans Tilgivelse, hans Velsignelse, gik han hen og aflivede sig. Men hans udødelige Aand gik derved over Dødens Tærskel til "Forgaarden" til Lysets Riger, den samme Forgaard, hvortil ogsaa Jesu Aand begav sig fra Udfrielsen af sit fysiske Legeme paa Korset.

Her i denne Forgaard eller Sfære vaagner alle Væsener op efter deres fysiske Død. Og vi genfinder dem her med de samme Tendenser, de samme Tankearter, de samme Fornemmelser af Lidelse og Velvære, som de var knyttede til, umiddelbart før de døde. Mennesker med en lys Samvittighed, med en fremragende Kærlighed til sine Medvæsener og Omgivelser vaagner her op til den samme lykkelige Tilstand. Men Mennesker med daarlig Samvittighed, Sjælekvaler og Sortsyn vaagner her op besværede med disse Realiteter i stadig Virksomhed. Vi genfinder altsaa Judas her mellem dem, som er mest ulykkelige. Men hans ædle Anger og Ønske om Tilgivelse i Forbindelse med alle de andre Ulykkeliges Kvaler skulde snart blive observeret af den utrættelige Mester.

Gennem Samvittighedens mørke Kvaler, gennem Melankoliens og Sorgens graa Tungsind, uden Udsigt til nogen Sinde at faa Fred i sit Sind, midt i en Ørken af ulykkelige Sjæle, stirrer Judas ud over dette Haabløshedens Øde. Men hvad var det? – Pludselig stivner hans Blik. Det var ligesom han i det Fjerne øjnede et lille lysende Punkt. Det kom nærmere og nærmere. Nu antog det mægtige Dimensioner, blev synlig som en stor Glorie, bølgede hid og did. En vidunderlig dejlig Fornemmelse, som han ikke før havde følt Mage til, betog ham. Han mærkede, at noget guddommeligt, uudsigeligt nærmede sig. Og nu – som en opadgaaende Sols lyse Morgendæmring vibrerede det hen over denne de ulykkelige Sjæles haabløse Nat: "Kommer hid til mig alle I som er besværede, og jeg skal give Eder Hvile".

Judas stod som fastnaglet til Stedet. Det var jo hans Mesters Stemme. Var det virkeligt muligt, at denne lysende Skikkelse midt i den straalende Kæmpeglorie var Haandværkeren fra Nazaret, var den Mand man paa Jorden havde anset for at være gal, være en Fanatiker, en falsk Profet, en Oprører, en Lovbryder, et Individ, mere værdig til Dødsstraffen end de almindelige Røvere og Mordere? – Jo!– Her var ingen Fejltagelse mulig. De kendte Træk lyste med usigelig Klarhed, ja endog Hænderne kunde Judas genkende, men de bar Mærker af Korsfæstelsen. Og som et Lyn dukkede Erindringen om hans egen Andel i Dramaet frem, paany formørkedes hans Sind. Og i Fornemmelsen af hans egen Uværdighed til at være i Mesterens Nærhed forsøgte han at flygte. Men da var det forsent. Mesteren var kommen for nær. Hans Kærlighed afskar ethvert Flugtforsøg, ethvert Tilbagetog. I næste Øjeblik knugede Verdensgenløseren sin ulykkelige Discipel til sit Bryst. Og gennem Rummet lød: "Jeg er kommen for at søge og frelse de Fortabte."

I Jerusalem herskede der stor Forvirring. Korsfæstelsen af Nazaræeren blev ikke den Sukces, man havde ventet. De indtrufne rystende Begivenheder, Solformørkelse, Jordskælv, Lyn og Torden, der akkompagnerede den gudesønlige Begivenhed, havde lagt en trykkende Stemning over "Guds udvalgte Folk". Jerusalem var indhyllet i Tvivlens Taager. Guds hellige Aand var allerede begyndt at vibrere i mange Hjerner. Og Anelser om, at det vist alligevel var den forjættede Messias, der var blevet aabenbaret, begyndte at rodfæste sig hist og her. Jesu Bødler led de samme Kvaler som andre Mordere, nemlig Frygten for Opdagelse af Begivenhedens virkelige Analyse, Frygten for Folkestemningens Omslag til Gunst for Menneskesønnen, Frygten for deres egen præstelige Positions Tilintetgørelse. Ja, de frygtede endog det gudesønlige afsjælede Legeme, satte fordoblet Vagt ved Graven. Gudesønnens jordiske Rester var indhyllet i et alentykt Panser af Sten suppleret af et Bælte af romerske Stridsfolk iklædt Staal og Jern.

Men hinsides alt dette forberedte Verdensgenløseren sig paa endnu engang at vise sig paa det fysiske Plan. En sidste stor Lysbølge fra Judæa, fra den store Gudstjeneste skulde nu bringes til at vibrere ud over den materielle Verden. For hans trofaste Venner skulde Livets Udødelighed endog paa det fysiske Plan aabenbares.

Det er Nat efter den jødiske Sabbath. Det stunder mod Morgen, den Morgen, der skulde blive Jordens største. Men endnu hvilede Mørket over Jerusalem og Omegn. Ved Jesu Grav var Vagten fordoblet. Under særlige uafvigelige Instruktioner bevogtedes den af et Udvalg af Roms bedste Soldater i Jerusalem. Disse Dødens Fagfolk, disse Specialister i at myrde og dræbe dannede en værdig Livgarde om Overtroens og Uvidenhedens Vedligeholdelse. Denne Gravens Vagtparade, skærpende instrueret og velsignet af Guds egne Præster, skulde nok vide at anstrenge sig til det yderste for, om end ubevidst, at holde Døden og Hedenskabet i Ære. Intet Haab om Udødelighed, intet Bevis for Livets Fortsættelse, intet Indblik i denne det levende Væsens Ukrænkelighed skulde slippe igennem denne Gravklippe af Primitivitet, Sten og Staal, Sværd og Spyd.

Men den evige Fader vilde det anderledes. Endnu før Solen stod op, vibrerede usynlige ukendte Kræfter i Gravens Nærhed. De virkede efterhaanden saa stærkt, at de ellers saa uforfærdede og modige Krigsfolk begyndte at føle sig utilpas. De stirrede alle mod Graven, det dyrebare Klenodie de var sat til at vogte. Men da blev deres Ansigter som forstenet, thi fra Gravens Indre begyndte der at udstraale et stærkt Lys. Det gjorde de tykke Stenvægge gennemsigtig som Glas. Det vibrerede efterhaanden i Svingninger, der ikke kunde taales af jordiske Sanser. Dødens Livvagt sank afmægtig til Jorden. Intet jordisk Øje blev derfor Vidne til den himmelske Handling, der her foregik.

Men i den opadstigende Sols første Straaler saa man, at Graven var tom. Og over hele Jorden vibrerer det den Dag i Dag: "Jeg er Opstandelsen og Livet, hver den som tror paa mig, om han endog dør, skal han dog leve."

For den, som var indviet, hvilket vil sige, den som var udviklet til at se i Kraft af Guds hellige Aand, var den nys overstaaede Begivenhed intet Mysterium. En Tilskuer, der kunde taale at se ind i nævnte guddommelige Aands stærke Lys, vilde have set, at der her foregik en "Materialisation", hvilket vil sige, en Manifestation med saa stærke koncentrerede aandelige Energier, at de helt gennemstraalede de fysiske Materier og blev endog saa stærkt synlige eller vibrerende paa det materielle Plan, at dette Plans specielle Beboere altsaa blev blændede, blev afmægtige i disse kosmiske Straalers Nærhed. Den samme Tilskuer vilde endvidere have set, at denne Materialisation var intet mindre end Guds Sendebuds Tilbagevenden til den jordiske Sfære for i sin Faders Forherligelse paa det rent materielle Plan overfor Dødens Garde, Hedenskabets Vogtere, Overtroens Apostle, Dødens Præster at demonstrere Livets evige Uforgængelighed, dets, trods Band og Baal, trods Krig og Lemlæstelse, trods Sværd og Spyd, trods Guillatine og Galge, trods Korsfæstelse og "Død", evige Overlevelse af sine Bødler, sine Fjender, sine Spottere, sine "Nedbrydere". Ja, endog hans døde fysiske Legeme var i det stærke Lys blevet "dematerialiseret" og lagt til Hvile paa et Sted, hvor det i dette endnu levende Liv ikke mere kunde forstyrres af jordiske Hænder. Men denne Verdensgenløserens forklarede Tilbagevenden var ikke udløst for, at han overfor sine Modstandere kunde prale med denne sin Forherligelse, men udelukkende udløst af Kærlighed. Guds Sendebud kunde ikke vende tilbage til sin Faders Zone uden endnu engang overfor den forhærdede og uvidende Hob at have gjort et Forsøg paa at overbevise den om overjordiske eller himmelske Kræfters Eksistens. Det var en sidste stor Kraftanstrengelse for at skabe Tvivl paa Hævnens Gud og derigennem føre Menneskeheden bort fra Myrderiernes og Sorgens mørke Veje.

Men der var ogsaa en anden Aarsag til denne Jesu ekstra fysiske Nærværelse. Trods Disciplenes treaarige Undervisning af deres Mester, havde de endnu ikke rigtig forstaaet ham. Hele hans Lidelseshistorie kom derfor noget overraskende eller uventet over dem. De blev grebet af Angst og Sorg, flygtede for alle Vinde. Men Mesterens Kærlighed udeblev ikke. De kunde fra det fysiske Plan ikke komme til ham, men han kunde komme til dem. Og efter først at have gjort alt, hvad der stod i hans Magt for at tilgive og mildne sine Korsfæsteres, sine Fjenders Skæbne, begyndte han Vandringen til sine Venner.

I Jerusalems Omegn finder vi, i stor Angst for Forfølgelse og i dyb Sorg over Tabet af deres elskede Mester, spredt for alle Vinde som en Flok Faar, der har mistet deres Hyrde, Jesu trofaste Venner og Disciple. Men en Verdensgenløsers Trofasthed og Kærlighed er stor. Han glemmer aldrig sine Disciple og Hjælpere. Der kan undertiden være Tilfælde, hvor enkelte af disse i deres daglige Samvær med Mesteren, der er hjertelig og kammeratlig i sin Væremaade og saaledes ganske blottet for al ceremoniel Etikette, glemmer hans aandelige Storhed og Ufejlbarlighed. I saadanne Tilfælde kan det hænde, at de paagældende Disciple ikke kan forstaa Mesteren, idet han jo ikke handler ud fra jordiske Motiver eller midlertidige lokale Tilstande. Hans Planer er paa langt Sigte, for Aarhundrederne, ja stundom for Aartusinderne. Mesterens Dispositioner kommer derfor ikke altid til logisk eller intelligensmæssigt at passe ind i de rent midlertidige aktuelle lokale Forhold og gængse Opfattelser af Moralitet, men passer naturligvis ufejlbarligt ind i Forsynets store guddommelige Plan med Menneskeheden, som han udelukkende er indviet til at følge, uafhængigt af hvad det saa end maatte koste, ja selv i saadanne Tilfælde, hvor det eventuelt kan føre ham til Tabet af sine Venner, føre ham til Golgatha, føre ham til Korsfæstelse.

De af Disciplene, der i deres fysiske Kortsynethed ikke kan følge Mesterens vidtskuende Blik og glemmer, hvem de har for sig, ser kun hans Dispositioners eventuelle Upasselighed i de rent midlertidige og øjeblikkelige Forhold og tror derfor, at han handler forkert. De søger da i deres blinde Nidkærhed at ville "vejlede" ham og kan endog blive forarget, naar Mesteren ikke kan tage deres "Vejledning" til Følge, og de derved ikke kan faa deres illusoriske Forhaabninger opfyldt. Men en Verdensgenløser er ikke kommen for at skulle undervises af sine Disciple. I hans Nærhed gælder den okkulte Lov. "Naar Eleven taler, tier Mesteren", mere end noget andet Sted eller i noget andet Tilfælde. Og uden at de paagældende Disciple egentlig ved af det, er de trods deres fysiske Samvær med Mesteren paa Retur, paa Vej bort fra hans aandelige Nærhed. "Synet af Mesteren" fordunkles mere og mere af deres Tankers Kresen om deres skuffede Forventninger, Mesterens, efter deres Opfattelse, fejlagtige Dispositioner o. s. v. Og tilsidst ser de ligesom den store Hob ikke "Mesteren", men derimod i ham kun et almindeligt formentligt "ufuldkomment" jordisk Menneske. I Kraft af den Gene eller Forstyrrelse saadanne Disciple bliver for Verdensgenløserens Mission, maa han, der naturligvis kun kan følge sin egen guddommelige Inspiration og være trofast mod den ham allerede ved hans Indvielse anviste Vej, tage Afstand fra saadanne i fejlagtig Iver og Nidkærhed fremtrædende Disciple og Tilhængere. Men Livet vil selv bringe dem tilbage. De vil alle trods alt tilsidst komme til at hvile i Verdensgenløserens Favntag, "og hver Tunge skal bekende, at han var en Herre til Gud Faders Ære."

Blandt Jesu Venner og Disciple var Sorgen over Tabet af deres Mester altsaa stor. Men det bødede jo noget herpaa, at han havde forklaret dem, at han paa den tredie Dag igen vilde opstaa. Den som var mest trofast og forventningsfuld med Hensyn til denne Forjættelse, og som derfor først skulde komme til at møde den opstandne Messias, var en af Jesu kvindelige Disciple "Marie Magdalene", en forhenværende – Skøge, – som han, "Synderes" og Lidendes Ven, med sin Visdoms og Kærligheds rene Dom "Hvem der er ren, han kaste den første Sten", havde frelst fra Stenedøden, fra Fuldbyrdelsen af denne de urene Menneskers urene Dom over deres Medsyndere. Men hun glemte det aldrig. Fra det Øjeblik, da hendes Bødler, afkræftet af Jesu Dom, en efter en var forsvundet uden at dømme hende, og hans kærlige Stemme, – "jeg dømmer dig heller ikke", havde lydt i hendes Øren, var "Verdensgenløseren" aabenbaret for hende. Og hun fulgte ham trofast siden.

I sin Sorg og Forventning søgte hun i den tidlige Morgenstund efter Sabbathen ud til Graven. Men det gik hende som det gaar alle Efterladte, der vender tilbage til en Afdøds Grav, hun fandt Graven tom. De "Døde" er ikke i deres Grave. De har et langt lysere Opholdssted. De er i "Forgaarden" til Guds Rige. De er i "Himlen". Der var derfor heller ingen, der fandt Jesus i Graven. Han havde ganske vist gjort en Undtagelse og en liden Stund i Forvejen "passeret" Graven, men det var jo kun for overfor Dødens Vogtere at vise Livets Udødelighed, Aandens Evighed. Og i de faa Sekunder, denne Aabenbaring stod paa, var Graven ingen Grav, den var en Sol, et blændende Lys, en Dør ind til "Himlen", der blev aabnet, for at Guds Sendebud kunde komme ud, kunde komme tilbage til den fysiske Jord.

Den første Verdensgenløseren mødte efter denne sin, i Ordets virkelige Forstand, lysende Færd gennem Graven tilbage til den fysiske Jord, var altsaa Marie Magdalene. I sin Sorg og Skuffelse over Gravens Tomhed saa hun ikke op og anede derfor ikke straks hvem hun havde for sig. Men da hun hørte sit Navn "Marie" blive udtalt med den kendte elskede Stemme, som i hendes Sind og Tanker havde slaaet saa dybe Rødder, for hendes Blik som et Lyn mod den opstandne Frelser. Og uden at ane, at det Legeme, i hvilket Verdensgenløseren nu viste sig, ikke var hans tidligere fysiske Legeme, men en under hans Villies Kontrol midlertidig i aandelig Materie materialiseret Kopi af dette, og ligeledes uden at ane, at denne Kopi endnu efter den nylig stedfundne Begivenhed i Graven var saa stærkt vibrerende, at den vilde betyde Livsfare for enhver fysisk Berøring, greb hun efter hans Haand, vilde kysse hans Klædebon. Men Mesteren gjorde hende opmærksom paa Faren og advarede hende mod at røre ved sig. Samtidigt forklarede han hende, at han endnu ikke var opfaren til sin Fader og Menneskehedens Fader, til sin Gud og Menneskehedens Gud, og at han derfor endnu en kort Tid befandt sig i en Zone eller Sfære, hvorfra han kunde gøre sig materielt synlig for fysiske Sanser. Med Mesterens Løfte om, at Vennerne og Disciplene alle uden Undtagelse paa et nærmere angivet Sted i Galilæa skulde faa Lov til endnu engang at se ham, ilede Marie glædestraalende bort til "Brødrene" med det glade Budskab. Men Jesus viste sig efterhaanden for adskillige andre af sine Venner for tilsidst at mødes med dem alle samlet.

En Aften, medens de alle var samlede paa det af Jesus opgivne Sted, og "Dørene var lukkede af Frygt for Jøderne", hændte der det, at der midt i Salen begyndte ligesom at straale et hvidt Lys med mærkelige blaa Fortoninger. Disse blaa Fortoninger antog, efterhaanden mere og mere faste Former. Og for de Forsamledes stærkt spændte Blikke og til deres usigelige Glæde blev de blaa Fortoninger lidt efter lidt til Jesu kendte Konturer, Detailler og Udtryk. Glæden blev endnu mere overvældende, da det hvide Lys havde fortaget sig, og deres Mesters elskede Skikkelse nu lyslevende og med opløftede Arme som til en Omfavnelse traadte frem imod dem, og den kendte Stemme vibrerede for deres Øren: "Fred være med eder". Efter denne ophøjede Hilsen, og efter at have overbevist de mest vantroende om sin fortsatte Tilværelse, forklarede han dem sin Mission, sin Lidelse og Død, sin Opstandelse, sine Materialisationer, stimulerede dem yderligere i Kærlighedens store Bud og paalagde dem at drage ud i Verden og forkynde hans Liv og Væremaade for "alle Folkeslag, for al Skabningen".

Og efter endnu engang at have taget sig af deres Spørgsmaal, trøstet og opmuntret dem i deres rent personlige Anliggender og Bekymringer, trykkede han for sidste Gang paa det fysiske Plan hver enkelt af sine trofaste Venner og Disciple til sin Kind. Det hvide Lys begyndte atter at vibrere. Og i dets tiltagende Glans saa hele Forsamlingen for sidste Gang Verdensgenløseren. Hans elskede Skikkelse fortonede sig og blev til eet med Lyset. Guds Sendebud var vendt tilbage til sin Fader. Men ud over Forsamlingen, ud over Verden, ud over Kontinenter og Oceaner, ud over Skove og Sletter, ud over Oaser og Ørkener, ud over Lande og Byer, ud over Fremtiden, helt ind i vore Dage, ud over Fabriker, Skyskrabere og Funkishuse, ud over Krigszoner, Revolutioner og Valpladser, igennem Krig og Fred bar det hvide Lys Menneskesønnens sidste kærlige Hilsen til de jordiske Mennesker "Se jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."

Vi er hermed kommen igennem den store Gudstjeneste. Vi har overværet Verdens skønneste Eventyr fra det virkelige Liv. Vi har set en Bevidsthedsart saa ophøjet og ren, saa englelig og kærlig, at den blev et Evangelium, blev en Aabenbaring, blev Guddommens egen anviste Vej for Menneskeheden ud af Sorg og Lidelse, ud af Krig og Lemlæstelse, ud af Overtro og Nedværdigelse frem til Lys og Glæde, til Ophøjethed og Salighed, til en forklaret Tilværelse i Guds Nærhed, til en varig Fred paa Jorden.

Men hvorledes har Menneskene selv modtaget dette ophøjede Evangelium, dette Kærlighedens Budskab? –

Ja, nu i vore Dage, nitten Hundrede Aar efter, er det for mange gaaet over til kun at udgøre et "Mysterium". – Men er det egentlig noget Mysterium, noget Mirakel, noget unaturligt? – Nej! – Og absolut Nej! Ingen Begivenheder i Verden er eller kan forekomme mere aabenlyse eller klare. Man vil maaske her gøre Indvendinger angaaende Materialisationerne, men hertil er der det at svare, at den Slags Fænomener for den fremragende Okkultist forlængst er Kendsgerninger, og saaledes kun benægtes af Individer, der endnu aldrig selv har haft disse indenfor deres daglige Horisont, og hvorved samme Benægtelse derfor bliver ganske blottet for Autoritet, ganske uafhængigt af hvilken fysisk Position, hvilken Doktorgrad eller Professortitel dens Ophav saa end maatte sidde inde med. Men selv om de nævnte Fænomener paa Grund af deres endnu overordentlige sjældne Forekomst paa det jordiske Plan ikke kan paaberegnes at blive andet end en Trossag for den rent materialistiske Intelligens og store fysiske Almenhed, saa forrykker dette dog ikke Verdensgenløserens Position, idet Fundamentet for hans Mission i overdaadigt Fylde alene udgøres af hans for alle tilgængelige rent fysiske Væremaade kulminerende i hans dybeste Fornedrelse i den ene Sætning "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Alene den store Hobs Tilegnelse af denne ene Sætnings rigtige Forstaaelse og praktiske Fuldbyrdelse i dens daglige Væremaade er tilstrækkelig til at frelse Verden. Da det almindelige jordiske Menneskes Kvalifikationer for Bedømmelse af Materialisationer og den derigennem manifesterede "Opstandelse" er Udtryk for ligesaa stor en Ufuldkommenhed som Buskmænds Kvalifikationer til Bedømmelse af Atomteori, bliver de nævnte Fænomener saaledes ikke udgørende selve det "Verdensfrelsende", men derimod en Forjættelse, hvis Opfyldelse for hvert enkelt Individ uundgaaeligt opleves som et af Hovedresultaterne i det verdensfrelsende Livs Fodspor. Al Benægtelse og Diskussion heraf er derfor absolut barnlig og udtrykker kun sit Ophavs Uvidenhed. Men den for de fysiske Sanser og Begavelse tilgængelige Del af den store Gudstjeneste er altsaa den, der udtrykker Verdensgenløserens rent fysiske Væremaade. Og i Betragtning heraf har intet Drama i Verden nogen Sinde været udspillet for et mere aabent Tæppe, har gjort et mere uforglemmeligt Indtryk paa Tilskueren end netop Kristusdramaet. Lad saa være at den nuværende jordiske Videnskab maaske vil paastaa, at nævnte Begivenhed maaske er "uvidenskabelig", ikke er "historisk", idet man mener ikke at have tilstrækkelige "Beviser" for, at nævnte Begivenhed kan have været en Kendsgerning. Men det er absolut kun for en rent fysisk eller ufuldkommen Iagttagelsesevne, at denne Erkendelse kan baseres, hvilket igen vil sige, en Iagttagelsesevne der endnu kun kan iagttage de forgængelige Materier, men derimod ikke kan observere de i de samme Materier indhyllede uforgængelige "Stoffer", Ideer eller Værdier. De Materier ved Kristusbegivenheden, som Videnskaben i Dag har Evne til at analysere er altsaa de forgængelige, i hvilken de udødelige Værdier ved samme Begivenhed var indhyllet, eller gennem hvilke de blev manifesteret. Men da den nævnte Begivenhed ligger omtrent to Aartusinder tilbage i Tiden, og et saadant Tidsrum er en temmelig fjern Horisont for det materielle Syn, forstaar man bedre, at man i Dag diskuterer, om Jesus havde blaa eller brune Øjne, om han havde sort eller rødt Haar, om han var "jomfrufødt" eller Josef var hans Fader, om han blev "stenet" eller "korsfæstet", om han blev lagt i denne eller hin Grav o. s. v., eller man tager det "højmoderne" Standpunkt, at han slet ikke har eksisteret. Man forstaar ogsaa godt, hvorledes alle saadanne begrænsede, afstumpede eller primitive Synsmaader befordrer Overtroen. Og der er vist næppe noget Væsen, der er kommen ud for flere fejlagtige Opfattelser end Jesus af Nazaret. Opfattelserne af dette Væsen strækker sig lige fra at udtrykke ham som en almindelig jordisk "gal" Mand, til at være Jordklodens "Jeg" eller Aand. Højst uheldigt bliver det, naar denne sidste Grad af Overtro i Okkultismens Navn bliver intelligensmæssigt udsmykket og derved faar et mere Sandsynlighedens Skær over sig. Hundreder af Mennesker lader sig derved rive med af disse fejlagtige Begreber om Storhed. Disse Væseners Opfattelse af Verdensgenløseren kommer derved efterhaanden saa langt udenfor det naturlige, at de umuligt vilde være i Stand til at genkende ham, hvis han en Dag pludselig staar for dem i Kød og Blod. Historien vil da komme til at gentage sig. De "Første" bliver de "Sidste" til at være med ham i "Paradis".

Men højt hævet over alle Former for Diskussion og fejlagtige Begreber, højt hævet over forgængeligt Materie lyser og funkler som en uudslettelig Kendsgerning Straalerne fra Golgatha, de udødelige Sætninger. Disse Straaler, disse evige Ord udtrykker "Vejen, Sandheden og Livet", deres Efterfølgelse er Verdens Frelse.

De nævnte Ord udtrykker saaledes absolut kun rene klare Linier. Her er intet baseret paa Mystik, thi intet er jo mere befordrende for Overtro end Mystik, ligesom Overtro igen er befordrende for ny Mystik og saaledes fortsættende. Mystik og Overtro er saaledes det samme som en Slags aandeligt "Kræftvæv". Verdensgenløserne er derfor ikke indstillede paa at skabe Mystik, tværtimod, de er jo Lyskilder. Men naar Mystikken alligevel undertiden opstaar omkring en Verdensgenløser, skyldes det som Regel primitive Tilhængeres overdrevne eller fantastiske Forestillinger om eller fejlagtige Opfattelser af den virkelige Storhed, som de, i deres ukultiverede og fornuftsblottede Kærlighed til ham forlener ham med, og hvorved de, om end ubevidst for dem selv og ganske imod deres Villie, paa en Maade endnu holder ham "naglet til Korset".

Da disse Forestillinger eller fejlagtige Opfattelser mere eller mindre er naturstridige, skaber de Forargelse og Splid indenfor de forskellige Tilhængerskarer eller Sekter, idet nogle kan gennemskue de abnorme Opfattelser, andre ikke, ligesom de jo ogsaa meget ofte for Udenforstaaende, men meget intelligente Individer bliver en Hindring eller Mur mellem disse og Verdensgenløseren, fordi de ikke kan tro paa noget, som de netop er i Stand til at erkende som naturstridigt, selv om ogsaa de er ganske blottet for at eje Evnen til selv at kunne iagttage den virkelige Sandhed. Paa denne Maade holdes altsaa mange Mennesker borte fra den virkelige Sandhed om Verdensgenløseren og hans Forkyndelse, ja endog i mange Tilfælde om end ubevidst af hans egne Præster, Disciple og Forkæmpere. Betragter man Hovedparten af de jordiske Menneskers Væremaade i Belysning af den særlige verdensfrelsende Straale fra Golgatha "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør", og ser den sammenlignet med Verdensgenløserens praktiske Manifestation af den samme Sætning, overfor sine Fjender og Modstandere, føler man, at Verden endnu er meget langt fra at være "frelst".

Naar Menneskeheden har levet saa længe sammen med de guddommelige Straaler fra Golgatha og endnu mangler saa meget i at være i Kontakt med dem, skyldes det netop for en stor Del Overtroen. I Kraft af denne fik man efterhaanden drejet Opfattelsen af den virkelige Verdensfrelse over i Egoismens Tankearter og blev Offer for den Illusion, at nævnte Frelse kun bestod i noget saa let som at bede om Forladelse for sine "Synder" og Fejltrin. Det vilde da straks bevirke, at man i Kraft af "Guds Naade" og "Jesu Blod" blev "frelst", hvilket vil sige fritaget for Eftervirkningerne af de Fejltrin eller den Uretfærdighed man eventuelt havde begaaet overfor sine Medvæsener. Den gudesønlige Væremaade blev efterhaanden ignoreret som noget, der kun kunde manifesteres af Jesus "Guds enbaarne Søn" selv eller af en Gud, men som aldrig vilde kunde praktiseres af det jordiske Menneske. I Kraft af Manifestationen af denne Haabløshedens Ide, troede man ikke paa de gode Gerninger, den lyse Væremaade som Basis for Menneskehedens Frelse. Og skønt Menneskesønnens udtrykkelige Ord. "Som et Menneske saar, saa skal det høste", – "Stik dit Sværd i Skeden, thi hver den som ombringer ved Sværd, skal selv ombringes ved Sværd", – "Salig er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud", – "Han skal betale hver efter sine Gerninger" o. s. v., blev man alligevel Offer for Troen paa "Naaden" og "Syndsforladelsen". Denne Tro kunde altsaa kun blive af underminerende eller svækkende Natur, blive en Sovepude for Individets Interesse for at stræbe efter at fuldkommengøre sin Handlemaade. Paa denne "Sovepude" slumrede Individets Interesse for den virkelige verdensfrelsende Væremaade da ogsaa ind og sov gennem Aarhundreder, og er den Dag i Dag i stor Udstrækning endnu sovende. Og det er givet, at en Verdenskultur opbygget paa en saadan Forvanskning eller fejlagtig Opfattelse af de verdensfrelsende Straaler fra Golgatha aldrig har kunnet og aldrig vil komme til at bestaa eller blive fuldkommen. Krige paa Krige, Revolutioner paa Revolutioner, Ulykker paa Ulykker, Lockouter, Strejker, Subsistensløshed, Fattigdom, "Forbrydelser", Sorg og Sygdom er da ogsaa de uundgaaelige Realiteter, som den førnævnte "Søvn" har ført i sit Kølvand. Det er den Tribut, Menneskeheden maa betale, naar den søger at lempe sig udenom Ansvaret eller Virkningerne af sine mørke Handlinger. Det er Guds aabenlyse Tale til Menenskeheden om dens fejlagtige Styring af Kulturens Rat. Det er det levende Vidnesbyrd om den gudesønlige Væremaades Identitet med "Vejen, Sandheden og Livet".

Men da denne gennem Gudesønnens Væremaade anviste Vej mod Lyset saaledes efterhaanden er bleven indspunden i store Svulster eller Væv af Overtro, har den for Tusinder og atter Tusinder af Mennesker, som ikke kan akceptere Overtroen, ikke mere nogen Tiltrækning. De ser med Foragt paa al Religiøsitet, betragter Erkendelsen af Gud som Naivitet og bliver derved selv indspunden i et nyt stort Overtroens Kræftvæv, thi at benægte Gud er at benægte Kendsgerningen, det er at leve paa Kontrasten til den Logik, der gaar ud paa, at en Maskine ikke kan bygge sig selv, at en Klædning ikke kan sy sig selv, det er at tro paa, at de døde Ting skaber de levende i Stedet for at tro paa, at det er de levende Ting, der skaber de døde, det er en Overtro paa hvilken heller ingen Kultur nogen Sinde vil kunne faa varigt Fodfæste, blive fuldkommen, blive fri for Krig, Lemlæstelse, Kriser og Ruin o. s. v. Menneskeheden kommer saaledes ikke uden om Straalerne fra Golgatha, i hvilke det da ogsaa funkler: "Der kommer ingen til Faderen uden ved mig".

Da Menneskeheden saaledes har bygget sin Kultur paa en fejlagtig Opfattelse af Verdensgenløserens Væremaade, er den endnu ikke "kommen til Faderen". Dens Kultur er et synkende Skib. Der kæmpes fortvivlede Kampe for at holde det oven Vande, men Lækagen er for stor. De indstrømmende Vandmasser er for overvældende, "Verdens Ende" er for Døren, "Ingen kender Dagen eller Timen". Men igennem Raab og Skrig, gennem Rædsel og Spænding, gennem Lidelsens og Haabløshedens sorteste Nat funkler endnu en Lysstraale fra Golgatha. Menneskesønnens sidste kærlige Hilsen og Løfte om at være med Menneskeheden alle Dage indtil Verdens Ende vibrerer endnu i jordiske Øren. De "Skibbrudne" bliver trods Vind og Strøm, trods Uvejr og Mørke støt og sikkert ført mod den store Redning. Et Straalevæld er ved at bryde frem gennem de mørke Skyer. Ind over Jorden lyser og funkler allerede en ny og stor kosmisk Verdensimpuls. Fra et stort System i Mælkevejens Centrum bølger den i overjordisk Glans direkte mod Jorden. I dens Lys "ses" Den evige Fader. Det "synkende Skib" bliver forladt, de "Skibbrudne" reddet, Menneskeheden "frelst". Jorden kommer til at lyse med en ny Kultur, i hvilken "Retfærdighed bor". Thi for Guds Aasyns Straalevæld maa Nattens Skygger vige.