Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der var virkelig en Tid her i Forsommeren, hvor jeg begyndte at frygte for, at ogsaa Solskinnet var gledet ind under Rationeringsbestemmelserne. Dag efter Dag Graavejr og silende Regn. Jeg tror aldrig, vi har faaet saa megen Regn ved Klint som i dette Foraar. Det kan ses! Overalt paa de lette Jorder staar baade Sæd og Rodfrugt, som de ellers kun staar paa Landets bedste Marker. Husmændene heroppe ser fornøjede ud i Aar. Der bliver baade Kærne og Strøelse, – det sidste plejer det at være smaat med i denne Egn. Ogsaa vi har nydt godt af al den megen Væde, selvom det paa et Tidspunkt var lige ved at gaa os paa Nerverne. Tingene levede, men det var ligesom, de ikke voksede. Vi savnede Varmen, og selvom vi nok priste den dejlige Regn, saa endte vi alligevel med, som alle de andre Bønder heroppe, at sige saadan noget som, at nu kunde Varmen ellers godt komme!

Nu er den her! Idag ligefrem fosser den nedover Kolonien! Overalt staar den dirrende i Luften og simpelthen tvinger os til at smide næsten alt Tøjet og bevæge os rundt i det mindst mulige. Bliver det for galt, har vi jo Gudskelov Havet! Vi har næsten slidt Vandet tyndt af Vandgang, og jeg tager næppe fejl, naar jeg skriver, at Dagens sidste Svømmetur endnu ikke er taget. Vi har, kort fortalt, allerede nu oplevet lidt af alt det, som vi igennem en lang og tung Vinter har gaaet og fantaseret om.

Sandt nok er Sommeren her nu, men for en Maade den kom paa! Først de vildeste Rygter og dernæst Generalstrejken lige netop i de Dage, hvor den egentlige Ferie skulde begynde. Kolonien var fuldt belagt med Folkeferiegæster, Masser af dejlige Unger tumlede rundt heroppe, og saa kom altsaa alt det. Det var os umuligt at tage Ansvaret for at sende alle disse Mennesker hjem, og samtidigt kunde vi vente, at "vore egne" vilde ankomme, – noget, ingen vilde fortænke dem i. Naa, det blev klaret! Men det har været nogle temmelig anstrengende Døgn. Een Nat, – jeg vil huske den temmelig længe, – husede vi 103 Gæster! Man lærer en hel Del af en saadan Oplevelse, men jeg føler mig glad ved at kunne sige, at det hele gik med godt Humør. Blot føler man i en saadan Stund Smerten ved ikke at have Plads nok. Naar disse Krigsaar er helt overstaaet, saa ved jeg, at det, jeg mest vil huske dem for heroppe, ikke var de Vanskeligheder, de beredte os hvad Føde og den Slags angaar, men derimod for den Sorg, det hele Tiden var for os, at Kolonien var altfor lille til det Behov, der var efter at komme her. Men da det nu engang er min Natur at se det lyse ved Tingene, saa har ogsaa dette Problem haft sine inspirerende Sider. Det har givet Anledning til Planer, som vil se Dagens Lys, saasnart Forholdene bedrer sig, Planer som, den Dag, de er bragt til Udførelse, vil hæve Kolonien op paa et Plan, hvor den er om mulig endnu mere forbilledlig, end Tilfældet allerede er.

I disse Dage fyldes Husene med Sagens egne Deltagere, og en ny Tilværelse holder da sit Indtog paa denne Plads. Foredragene er nu i Gang, og som tidligere Aar kommer Gæster fra Nær og Fjern for at opleve den Glæde, det er, at møde Mennesker med samme Interesser som de, der behersker dem selv. Kolonien og dens Liv er jo ikke ny mere. Aarene er gaaet, og baade Huse og alt, hvad her ellers er, har ligesom faaet Patina. De store A. Huse, som til at begynde med ligesom beskyttede Plantagen, maa nu opleve at se sig selv beskyttet af de Træer, som dengang kun gik til deres Tage, men som nu rager højt opover deres Skorstene. Gartneriet, som i Begyndelsen vistnok aftvang de fleste en vis bekymret Nysgerrighed, er nu vokset frem til at være et af de største i Egnen. Frugtplantagen, som i Starten lignede nogle levende Smaapinde, en ond Mand havde anbragt midt i en Sandørken, begynder nu langsomt at lukke Rækkerne og vil i Aar skabe virkelig Respekt omkring sig ved den Mængde Frugt, der hænger paa deres Grene. Hyldehækkene, der i Begyndelsen saa alt andet end lovende ud, er nu saa høje, at et voksent Menneske snart ikke mere kan kigge over dem. Og saadan kunde jeg blive ved. Det kan ses, at Mennesker her har virket for noget, som havde deres Kærlighed, og som de har været parat til at gøre en Indsats for. Jeg har ofte sagt det, og jeg vil gentage det her: denne Koloni er et levende Vidnesbyrd om, hvad virkeligt Kammeratskab og Sammenhold blandt baade Yngre og Ældre kan føre til. Til alle Sider har det, der her er skabt, formaaet at aftvinge Respekt, og enhver der ser Kolonien, er klar over, at den i sig selv repræsenterer noget, der, uafhængigt, af Tiden, vil vokse sig større og større.

Men er den største Glæde, man har, ikke den at virke for noget, der bærer udover ens egen Tid? Det er saa let at virke for sig selv, blot altid at have sit eget Behov i Tankerne. Men midt i al den Rigdom, en saadan Indstilling kan give, saa ved ethvert tænkende Menneske, at det er et fattigt Synspunkt. Hvor mange Mennesker har ikke oplevet at faa hobet en Masse Værdier op omkring sig, for saa at opleve Tomheden ved det hele. Mon ikke mange af de store Legatstiftere har startet deres fysiske Tilværelse med en helt anden Indstilling end den kærlige, der ligger bag de store Gaver, de giver tilbage til Livet. Jeg tror det, og jeg tror ydermere, at vi nu langsomt gaar bort fra den Tid, hvor Menneskene opdrog deres Børn til blot at leve og virke for sig selv. Selvom det ser ud, som om Egoismen har de bedste Kaar i vor Verden, saa finder jeg alligevel, at mange smaa Tegn tyder paa, at en Kursændring er forestaaende. Vi behøver ikke Rige og Fattige i vor Verden. Vi kunde være rige allesammen. I Praksis har denne dejlige Feriekoloni f. Eks. ikke kostet mere end en af de Titusinder af Flyvemaskiner, der er blevet skudt ned i den Krig, der raser omkring os. Giver det ikke Stof til Eftertanke. Hvad har Verden ikke frembragt i sin Fattigdom? Hvad vil den ikke kunde frembringe, naar det gaar op for de Styrende, at vi, med den Produktionsevne, vi idag raader over, faktisk er rigere end nogen har Fantasi til at forestille sig? Sandt nok er det en ond Tid, vi nu oplever, men hvem af os har oplevet tung Smerte uden at blive forædlet af den? Det samlede Menneskesamfund sitrer af Smerte, overalt trækker disse rystende Aar dybe Furer i det enkelte Menneskes Ansigt. Overalt gror Uviljen frem mod alt det, vi nu har oplevet saalænge, at vi ligefrem skal tvinge "de gode, gamle Dage"s mere rolige Livsrytme frem for vort indre Blik. Men det er denne voksende Uvilje imod Stormenes Hærgen, vi skal bygge paa. Enhver af os ved, at vi endnu har en ond Periode at skulle igennem, men vi ved ogsaa, at et Sted, ikke saa langt ude i vor Fremtid, ligger en anden Verden og venter paa os. Vi gaar Dag for Dag imod en Verden af Fred og Forstaaelse, det beror helt paa os selv, hvornaar vi kommer til den. Fylder vi vort Sind med Tanker om Had, Hævn og al den Slags, gør vi Vejen til dette Smilets Land lang for os selv, og hvorfor gøre det?