Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nu ser jeg, hvorledes alting grønnes og spirer over Markernes barkede Jord. Din gavmilde Haand har nænsomt strøget alt vissent bort, og langs Haver og Hegn staar Guldregn i Flor, – ja, hele Naturen drømmer og længes – alt er een favnende Kraft, der en Dag bryder ud, i eet jublende Nu, – – og Blomsten er din Miskundhed, Gud!

Naar Blomsternes utalte Vrimmel mørknes af Skyer saa graa, og stille bøjer Hovedet paa hver sin lille Stængel, – og Træernes ensomme Hvisken standser for stille at staa – kun for at modtage den Gave, der strømmer en Evighed lang fra Himlens aabne Sluser mod vor tørstende Jord, – aah Gud, saa spørger jeg sorgfuldt mit Hjerte: "Vil det blive Dit engang?"

Og Solens langsomme Dalen bag Horisontens blaagrønne Kant forkynder med flammende Ildskrift mig stærkt om den Lykke og Skønhed, jeg fandt!

Men Solens tyste Svinden, gør Vejen uendelig lang; thi der er noget i Mørket, jeg ikke kender, og som knuger mit Hjerte i Savn. – Men naar Maanens glitrende Sølvlys fylder Skovenes Dunkle, og alle Himlens Stjerner bli'r tændt og smile og funkle, saa tændes der ogsaa inde i mig en higende Længsel mod Altets evige Magt, og jeg spørger sorgfuldt mit Hjerte: "Bli'r det mon Dit, engang?"

Jeg ved det, jeg ved det, – en Dag bliver det mit igen! Jeg har det jo i mig, over mig, under mig i en evighedstonende Sang; thi alt, hvad jeg evner, og alt, hvad jeg sanser, samles i Guddommens Favn! Og Gud er Alt – ogsaa jeg er af Ham en lille funklende Gnist, der lever i Lynets ilsomme Jag og Regnens stille Dryp!

Der kommer ogsaa en Dag for mig, hvor mit Livs Sol svinder hen, hvor Tonen forstummer, og Hjertet kun banker en sidste Tak, – men naar alting saa mørknes og samles i Guddommens evige Favn, saa hviler jeg trygt og samler Kraft til Morgnen paa Livets Strand!