Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Aargang 1942 af Kosmos skrev jeg under denne Titel en Artikelserie, hvori jeg forsøgte at vise, gennem forskellige Citater, hvorledes Videnskaben af i Dag i sin Forskning er ved at nærme sig Grænsen mellem de to Tilstande, der i daglig Tale betegnes som den "fysiske" eller "materielle" og den "aandelige". Igennem de der anførte Udtalelser af forskellige Videnskabsmænd saa vi, hvorledes disse, ud fra et ærligt Ønske om at trænge ind til Livsproblemernes inderste Kærne, opdagede at komme til at staa overfor Fænomener, der ikke kunde besvares paa den Maade, der ellers er almindelig for Videnskaben, d. v. s. som ikke kunde forstaas udfra sædvanlige Erfaringer om de fysiske Stoffers Reaktioner overfor hinanden, men at man derimod maatte indstille sig paa en hel anden Maade til Fænomenerne end tidligere i Videnskabens Historie. Dette maa dog ikke misforstaas; det er ikke saadan, at hvad der hidtil har været gældende indenfor videnskabelig Forskning pludselig har mistet sin Værdi – tværtimod. Som jeg i sin Tid indledede med at citere, skriver Martinus i "Livets Bog" at – "Videnskaben udgør den første begyndende Viden om Verdensaltet og Tilværelsen, og bliver saaledes den kosmiske eller aandelige Verdens Periferi. Den er den gryende kosmiske Bevidsthed. Den er den friske Søluft i Nærheden af Havet. Den moderne Videnskab vil altsaa i Virkeligheden være et uomstødeligt Bevis for Jordmenneskets Aandeliggørelse." Der er intet forkert i Videnskabens Metoder, men de er ikke tilstrækkelige til at omfatte alle Fænomener, og det er det, Videnskaben paa forskellige Felter er ved at opdage. Den saa højt lovpriste "objektive Forskning" er ikke "forkert", men den maa for det første forstaas rigtigt – d. v. s. man maa ved det "objektive" forstaa, at Indsamlingen af Materialer maa være objektiv, medens Vurderingen af dem altid maa rumme noget subjektivt, og for det andet maa den udvides med et Begreb, som knytter sig nært hertil, den maa foruden at være objektiv ogsaa være tolerant. Det er et Ord, der ikke lyder godt i videnskabelige Ører, da det betragtes som hjemmehørende indenfor Etikkens og Religionens Omraade; Omraader, der ikke betragtes som videnskabelige Terræner, men som dog efterhaanden presser sig saa stærkt paa den moderne Forsker, at han ikke i Længden kan undgaa at tage en – videnskabelig – Stilling dertil.

Da det altid kan være af Interesse at følge denne Vækst i Viden om de Problemer, der dog bag alt andet er de vigtigste for Mennesket, vil jeg gerne have Lov til at supplere de Udtalelser, jeg tidligere under denne Titel har omtalt for Dem, med nogle flere, som jeg siden er stødt paa, og som, synes det mig, meget stærkt viser, hvorledes den Viden, som Læserne igennem Martinus Analyser af Tilværelsens Problemer, er ved at blive fortrolig med, ogsaa – omend formuleret i andre Ord, og endnu noget vaklende – er ved at trænge sig frem indenfor den Kres af Mennesker, der ud fra en saakaldt "videnskabelig" Indstilling nærmer sig de samme Problemer. Naar jeg her har sat Betegnelsen – videnskabelig – i Gaaseøjne, er det kun, fordi jeg ønsker at gøre opmærksom paa, at den ene Indstilling ikke er mere videnskabelig end den anden, men blot, at der er Tale om to Grupper af Mennesker, af hvilken den ene af "den offentlige Mening" er anerkendt som værende videnskabelig i sin Indstilling, medens den anden ofte faar hæftet Prædikatet "Drømmere" eller "Fantaster" eller lignende paa sig, saaledes at der ikke fæstes Lid til dens Udtalelser. Den har ikke den eller de Eksamener, der for den overfladiske Betragter er det eneste Adgangstegn, der giver Ret til med Sikkerhed at udtale sig om de forskellige Problemer, som Mennesket Livet igennem stilles overfor.

Den første Artikel jeg gerne vil omtale, stammer fra Gads Danske Magasin, Oktober 1943, og er skrevet af Kontorchef, cand. polit. Ove Lundbye og hedder: Kulturkrisen – dens Væsen og Overvindelse.

Forf. lader sin Artikel falde i to Hovedafsnit, der med hans egne Ord kan betegnes som Sygdomsbilledet og Behandlingen. I første Del søger han at trænge sig ind til Kernen i de Begivenheder, vi ser udfolde sig omkring os, og tager sin Udgang fra det største af alle Spørgsmaal: Hvad er Livets Mening?

"Saa længe Verden har staaet, har dette Spørgsmaal lydt. Nok saa interessant – og med større Haab om Besvarelse – vilde det være at undersøge, hvad Meningen er med selve dette Spørgsmaal.

Et Spørgsmaal forudsætter Følelsen af en Mangel. Men det er ingenlunde sikkert, at Spørgeren selv er klar over, hvad han mangler."

Af de mange Svar paa dette Spørgsmaal, der Tiderne igennem er fremkommet, og som tilsammen danner Filosofiens Historie, siger Forfatteren, at det altid har været Forstanden, der har svaret, men det er ikke den, der har spurgt. Forf. mener, at det er Liv, der savnes, ikke Forstaaelse. Det Menneske, der lever fuldt og rigt med Legeme og Sjæl, plantet fast i Virkeligheden, finder aldrig paa at spørge om Livets "Mening"; for ham har Livet en rent umiddelbar Betydning, som er ham tilstrækkelig

Angaaende Dyrenes Indstilling til Spørgsmaalet om Livets Mening, siger Forf., at vi ikke mener, at de spørger om en saadan, idet vi ikke tillægger dem det, vi kalder Aand. "Det er nu igen en ægte rationalistisk Fejltagelse, at Aand ganske simpelt er det samme som Forstand. Langt fra: Aand er en for Mennesket karakteristisk Maade at leve paa, en Række Fornødenheder – og altsaa Tilfredsstillelser – som Dyrene ikke har, nemlig alle dem, der kan sammenfattes i Ordet Værdi, spaltet ud i moralske, kunstneriske, religiøse m. m. Der existerer ikke paa Jorden et Menneske, som ikke i hvert Øjeblik af sit Liv, selv i de mest "materialistiske" Funktioner, lever som et aandeligt Væsen, og altsaa anderledes end Dyrene."

Hvad der menes med "Oplevelse af Værdier" illustrerer Forf. igennem nogle Eksempler, idet, som han siger, "ingen Beskrivelse i Ord kan virkelig gengive den, men kan kun afgrænse eller indkrese den; den skal opleves for at kunne forstaas." Af Eksemplerne kan nævnes: – Den troende nyder i dyb Andagt den hellige Nadver eller oplever en Stund af stor Grebethed i Bøn. – Man hører en stor Musiker udføre genial Musik, som man elsker og er dybt fortrolig med. – Man vandrer i Naturen og betages i et Øjebliks særlige Modtagelighed af dens Mægtighed og Majestæt.

I saadanne Oplevelsesøjeblikke, siger Forf., tænker ingen paa at spørge om Livets Mening; der ligger i selve Oplevelsesøjeblikket gemt en Selvfølgelighed, der forbyder det. "Hvorfra stammer denne Selvfølgelighed? Den stammer fra to Kvaliteter: 1) Oplevelsen føles fremkaldt ved en Virkelighed udenfor os selv, og det er herved meget afgørende, at det er denne Virkelighed, der er Hovedsagen i Oplevelsen, ikke den derved vakte Følelse, og 2) denne Virkelighed synes os i Oplevelsesøjeblikket at have en Fasthed, Konstans, Varighed, stigende til "Evighed", som trodser enhver Viden om Genstandens "ydre" Forgængelighed."

– – – "I Aandens Verden, som giver os Mennesker de egentlige og dybeste Værdioplevelser, ligger der jo uimodsigeligt – hvad saa end Tanken vil mene derom – i selve disse Oplevelser et Moment af Urokkelighed, som gør, at vi gerne taler om "evige" Værdier. Det kan vi ogsaa godt, naar vi blot er klare over, at der hermed slet ikke tænkes paa nogen Langvarighed, men paa en ganske speciel Oplevelseskvalitet: den Virkelighed, der opleves saadan, fornemmes som rodfæstet helt ned til Tilværelsens Bund, liggende helt udenfor Tid og Rum og dog ragende ind i disse."

Det, der under en saadan Kulturkrise sker, er, at "Mennesket mister sin Forbindelse med Virkeligheden" – "naar Værdierne mister deres Værdi, mister Mennesket ogsaa Evnen til rigtig Orientering i sin Omverden." "Det vurderer galt med Hensyn til, hvad der er muligt, og hvad der ikke er det. Og da Virkeligheden udenfor Mennesket – ligesom forøvrigt dette selv – vedbliver at være, hvad den hele Tiden har været, og reagerer efter sin egen Lov paa Menneskets Indgreb, maa vi til vor Ulykke opleve det, som man har kaldt "Tingenes Logik"; denne Oplevelse er smertefuld."

Efter at have omtalt disse "Sygdomstegn" berører Forf. forskellige "Reaktioner", som Processen gerne plejer at være ledsaget af. "Det er de samme, som enhver Organisme viser i en Katastrofesituation: Kamp eller Flugt."

Kamp: det betyder, at alle Kræfter samles om at afværge Undergangen. Dette præges af en fanatisk Knytten sig til gamle Dogmer og Forestillinger.

Flugten: En romantisk Længsel tilbage til Fortiden, en sentimental Drømmen om bedre, sundere og lykkeligere Tider enten i Fortiden, i Fremtiden eller paa andre Sider af Kloden. Dette Drømmeri – siger Forf. – har dog ogsaa en positiv Værdi i Menneskets Kamp mod Sygdommen: det aabner Øjnene paa mange for, at de er syge; uden denne Erkendelse er ingen Helbredelse mulig.

En anden Flugtreaktion er Dyrkelsen af det animalske, det biologiske. Dyrene og Planterne kommer til at staa i et Forklarelsens Skær: de er jo af Naturen præget i en fast Form, netop det, som Forfaldsmennesket saa bittert savner. Man tror da, at alt vil være godt, dersom man lader Instinktet raade. Det er dog en Illusion, og tilmed en meget farlig; thi Mennesket er hverken Dyr eller Plante.

En tredie Flugtreaktion er Rusen, hvormed ikke tænkes paa den fysiologiske, der til alle Tider har været søgt af Mennesket som en Flugt bort fra en Virkelighed, det ikke magtede. Her tænkes paa f. Eks. religiøse eller nationale overspændte Tilstande. Mennesket styrter sig ud i Handlinger uden andet Formaal end det: at handle.

Spørgsmaalet bliver dernæst, hvad Mennesket kan gøre, for at helbrede den saaledes beskrevne Sygdom? "En Filosoferen, der ikke stadig er betænkt paa at tjene Livet, at vejlede til at leve, er intet andet end en gold intellektuel Leg." Forf. sammenligner Filosoffens Stilling med Gartnerens og Lægens. "Ingen af disse to kan naa et Skridt længere, end den Organismes Kræfter rækker, som de søger at hjælpe. Den kan kun beskære, binde op, rydde Hindringer af Vejen, bringe den syge Organisme under Paavirkninger, der kan fremme dens Funktioner. Livet selv er ingen af dem Herre over; Døden kan de ikke besejre, naar dens Tid er kommet."

I denne Helbredelse kræves der først og fremmest, at Patienten bliver klar over, at han er syg. "Hvad der altsaa først og fremmest kræves af Kulturkrisens Menneske – og naturligvis er det i første Række Ungdommen, det gælder om at faa i Tale – er Ærlighed, frem for alt Ærlighed overfor sig selv." – – – "Mennesket skal bringes til at indse, at det lever i Uvirkelighed, og at dets dybeste Ønske er at leve i Virkelighed. Ægte og dyb Oplevelse af Værdi er, hvad Nutidens Menneske savner." – – – "– den syge skal tvinges til at se, at der findes en levende Virkelighed udenfor ham selv, fatte Interesse for den, om muligt elske den; han skal ogsaa lære, at det hævner sig, dersom han mener at kunne overse denne Virkelighed, eller øve Vold imod dens Natur."

Om Skoleundervisningens Opgave i dette Arbejde siges: "Der synes endnu at være langt tilbage til, at Skolen forstaar, hvorfor den skal undervise i Naturlære: ikke for at overføre en i sig selv temmelig ligegyldig Viden om Skelet, Organer og Blodomløb, men for at aabne de unges Øjne for deres Medskabningers Liv og Egenart, og ikke mindst for det store Samliv i Naturen, hvor ingen Skabning kan lukke sig af for Omverdenen og leve for sig selv."

Men – som Forf. ogsaa selv bemærker – alt dette er kun forberedende Øvelser, omend af allerstørste Betydning. Krisens, Sygdommens Kærne er jo, at den indre Virkelighed er gaaet tabt, Evnen til at opleve Værdi, og dermed til Følelsen af "Livets Mening". For at naa tilbage til at bringe denne Evne i Funktion, maa man gaa ud fra den urokkede Kendsgerning i Biologien: at Liv kun kommer af Liv. "Det samme er en uomstødelig Lov for aandeligt Liv, dvs. for Oplevelsen af Værdi. Og her henviser Forf. til Grundtvig, der netop stillede Livet selv frem som den store Læremester. "Man skal ikke docere Værdier – overleverede Værdier – i Stedet for at opdrage ved selv at leve et ægte, værdifyldt Menneskeliv" – – – man skal lære "at elske Tingene og Medskabningerne som de virkelig er," og ikke se dem gennem de Briller, et System kan give Mennesket.

Da det bliver nødvendig at dele denne Artikel i to Numre af Kosmos, og da jeg nødig vil foraarsage Misforstaaelser hos mine Læsere, vil jeg gerne her have Lov til at bemærke, at jeg først gennemgaar Artiklen i sin Helhed, og først derefter kommer nærmere ind paa dens Indhold.