Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gennem de snart, mange Aar, jeg har beskæftiget mig med den Form for Aandsvidenskab, som Martinus Arbejde giver Udtryk for, er der eet bestemt Problem, som baade for mig selv og andre atter og atter har gjort sig aktuelt, nemlig Forholdet mellem det, vi kalder "Tro", og det vi kalder "Viden".

Medens det aldrig har forvoldt mig selv nogen Vanskelighed at skelne mellem disse to Grundbestanddele i min Evne til at opleve Livet, møder jeg Gang paa Gang Udtryk for, at andre indenfor dette Problems Omraade kommer ud i saa svære Vanskeligheder, at jeg har faaet Lyst til at prøve at foretage en kort Undersøgelse af de Aarsager, der her fører til Komplikationer.

Jeg har gjort den Iagttagelse, at Mødet med det, vi under eet kalder "Aandsvidenskab", hos adskillige udløser den Illusion, at dette Møde for bestandigt hæver dem op over de "Troendes" Skare og med eet lader dem fremtræde som en Art ny Mennesketype, som vi i denne Forbindelse kan kalde "det vidende Menneske". Naar denne Illusion overhovedet kan opstaa, beror det paa forskellige Forhold, som ikke er saa vanskelige at begribe. Nævnte Type, som af Naturen er stærkt religiøst præget, har i sig foruden det religiøse Element ogsaa et stærkt Islæt af Intellektualitet. Det er denne intellektuelle Indstilling, som foraarsager Miseren, idet den er den direkte Aarsag til, at Vedkommende ikke har kunnet faa sit religiøse Behov dækket indenfor det i Forvejen eksisterende religiøse Omraade, der jo paa mange Felter er direkte stridende imod det intellektuelle. Da den religiøse Tilbøjelighed, der udløser sig som en Hunger efter at lære Tilværelsens aandelige Sider at kende, ikke kan kues eller holdes nede, bryder den, i Samarbejde med den endnu ret nye mentale Faktor vi kalder Intelligensen, sig Vej frem udenom den autoriserede Religion. Resultatet af denne Søgen kan enten blive, at den Søgende selv danner sig sin egen Opfattelse af Livet, eller ogsaa tilslutter sig en af de nyere Aandsretninger, der allerede eksisterer. Da det er den sidste Form, der i denne Forbindelse har Interesse, er det værd at undersøge, med hvilke Motiver man kan knytte sig til en saadan Aandsretning, idet disse Motiver jo i højeste Grad ligger til Grund for den Indstilling til samme Retning, der behersker ens Sind.

For mange Mennesker er det saaledes, at Aversionen imod den autoriserede Religion er saa stærk, at de i sig opelsker den Illusion, at man ikke alene skal tage Afstand fra alt, hvad der har med "Tro" at gøre, men ogsaa ligefrem bekæmpe denne "fordummende Aandstilstand", som de kalder den. Og vi oplever her det ligefrem paradoksale, at Mennesker, hvis inderste Jeg er behersket af Længslen efter et højere Lys og et større aandeligt Udsyn, Realiteter der kun kan erhverves gennem Udløsningen af en større Tolerance end den, den Troende er forpligtet til at udløse, nu falder for Fristelsen til at anvende deres Intelligens til at forfølge den specielle Aandsform, de nærer Aversion imod. Denne Forfølgelse afviger i Princippet ikke fra de almindeligt anerkendte Hævnmetoder. Vi ser den strække sig fra direkte Forfølgelse, fremover haanlig "litterær" Kritik af eksisterende Trostilstande med deres forskellige Ceremonier, som gøres "latterlige" og "aandløse", frem til "Analyser", hvis skjulte Ondskab er aabenbar for enhver kærlig Sandhedssøger. Og det er jo givet, at et Menneske, der knytter sig til en ny Aandsretning med den her skildrede Aversion imod den autoriserede Religion i Behold, vil benytte sin nye Viden som netop den Kontrast, i Lyset af hvilken alt det "gamle" tager sig "taabeligt" ud. Man faar tilgive mig de mange Gaaseøjne, de er nødvendige her, hvor det drejer sig om Illusioner holdt op imod Illusioner.

Medens den ovenfor skildrede Type normalt ret hurtigt formaar at gøre sig umulig indenfor enhver aandelig Sammenslutning, der da ikke har direkte "Krig" paa Programmet, saa findes der en anden Type, hvis Indstilling ogsaa fører til Fortræd for det selv. Denne Type tilknytter sig Aandsvidenskaben med en Indstilling, i hvilken det "videnskabelige" Element er saa fremherskende, at enhver Form for Følelsesmanifestation forekommer den frastødende og direkte "uværdig" for en "Aandsforsker". Den er "eksakt" i den Forstand, at Begreber som "Gud" og "Kærlighed" bør være Aandsvidenskaben uvedkommende, idet den finder, at disse Udtryk kun med Rette er hjemmehørende hos de "Troende". Af mit Møde med denne Type har jeg forstaaet, at den som Ideal har en "Aandsvidenskab" som, helt berøvet enhver Form for Poesi eller, som denne Type ret haanligt kalder det, "forloren Romantik", fremtræder som en lysende Kæde – undskyld det poetiske Udtryk – af kosmiske Kendsgerninger. I denne Types Terminologi eksisterer der intet Taknemmelighedsbegreb. Tværtimod. Alt hviler her paa Lovmæssighed, enhver oplever lige det, han eller hun fortjener, og dermed basta. For et saadant Menneske er Begrebet "Trøst" altsaa i Virkeligheden identisk med en Art uvederhæftig Væremaade gennem hvilken man ved Hjælp af "falske" Følelsesmanifestationer søger for den Lidende at bortforklare, at han eller hun faktisk kun oplever, hvad de har fortjent. Nu være det her sagt, at af de Repræsentanter for Typen, jeg selv har mødt, har ingen været i Stand til at følge denne deres Indstilling ud i yderste Konsekvens, det har de Gudskelov været for kærlige til. Denne Type har altsaa som Ideal en Aandsvidenskab, i hvilken Ordet "Retfærdighed" udgør Alfa og Omega, og man gør klogt i ikke at vente sig nogen Forøgelse af Jordens poetiske Skatte fra dens Haand. At Typen, med sin ultra kritiske Indstilling, ligeledes hurtigt formaar at gøre sig umulig indenfor en hvilken som helst Aandsretning, er her ligesaa givet som med den førstnævnte Type.

Medens de her nævnte to Typer nærmest samlet udgør Prototypen paa aandsvidenskabelig Negativitet, findes der et Utal af Grader, i hvilken det positive Element i stedse højere Grad gør sig gældende. Naar man her saa stærkt kan skelne mellem et negativt og et positivt Element, beror det paa, at Undersøgelsen af enhver "negativt" indstillet Forsker afslører, at hans Negativitet udelukkende beror paa hans manglende Evne til at gennemskue Forholdet mellem "Tro" og "Viden". Takket være sin voldsomme Aversion imod al religiøs "Tro" er han selv faldet for en ny "Tro", nemlig den, at kun den specielle Form for "Aandsvidenskab", han hylder, er den eneste berettigede. I sin blinde Optagethed af sin egen Idé om den "helt rigtige Form for Aandsvidenskab", er han ude af Stand til at se, for det første, det skønne i alle de glidende Overgange mellem den gamle Verdensimpuls Budskaber og de Budskaber, den nye bringer, og for det andet, at han, saalænge han ikke selv har kosmisk Bevidsthed, er nødt til indenfor langt de største Felter af det aandelige Liv at støtte sig til det, den kosmisk Bevidste viser ham. Det er jo saa uendelig let, naar man har faaet en Ting forklaret, man var helt uden Evne til selv at se, saa at føle sig "stor" i Forholdet til dem, der ikke har faaet samme Haandsrækning, som en selv, og kæder man det saa ydermere sammen med den Illusion, at man kun paa Grund af egen "Retfærdighed" har opnaaet denne Begunstigelse, ja saa er man selvfølgelig godt hjulpet indadtil. Men det virkelige Liv vil hurtigt belære det tænkende Menneske om, at aandelig Viden kun har Værdi i akkurat samme Grad, som man faar Lov til paa kærlig Vis at anvende den i den ydre Verden. Vi kan aflevere det betroede "Talent" ubrugt, men Virkningen heraf udebliver ikke.

Som man vil forstaa indeholder Mødet med det, vi idag kalder Aandsvidenskab, en Fare. Undersøger man selve Forholdet ved denne Videnskabs Tilblivelse, ser vi, at de Mennesker, i hvis Lod det faldt at give Menneskene denne Viden, alle kun har været besjælet af een Ting: den, at deres Viden skulde være en hjælpende Haand for det Menneske, som i Kærlighed og Ydmyghed – to Begreber som den "intelligente Aandsforsker" maa tage Afstand fra, søger Sandheden. Disse Mennesker skabte ikke deres Viden for derigennem at bære mere Ved til det Baal, hvis Flammer vi kalder Intolerance. Det var til "Hjertets Renselse" og ikke til "Sjælens Formørkelse" de kosmiske Sandheder blev bragt Menneskene. Vor Verden mangler hverken Tyngde- eller Intelligensenergi. Mangler vi noget, kan det vist kun være Følelse eller den Energi, der ligger til Grund for det evige Kærlighedsbegreb. Det er rigtigt, at de fleste af os er vokset op over den gamle Verdensimpuls Dogmer og Ceremonier. Men vi har alle Rod i den gamle Verdensimpuls, og ligesaalidt som man haaner sin gamle Mor, fordi hun ikke længere kan følge med i det, "Ungdommen" oplever og ser, ligesaalidt burde man vie sine Kræfter til at haane den religiøse Form, udaf hvilken man selv er vokset, og som nærede en, dengang man endnu ikke kunde spille paa Intelligensens kostelige Instrument.

"Vor egen Dag er kort, men Slægtens lang", skrev en Digter engang. Denne Sætning indeholder en dyb Sandhed. Det er sandt, at vi er vokset op over den gamle "Trosform" paa en Mængde Omraader. Men "Tro" er "Tillid", og uden Tillid til, at det, den kosmisk Bevidste lærer os paa Omraader, hvor vi endnu ikke selv kan "se", er Sandhed, kan vi ikke vokse. For vor egen Vækst Skyld er det derfor af Vigtighed at forstaa, at vor virkelige Viden er afhængig af vore selvoplevede Erfaringer, men at vi endnu er afhængig af Troen paa de Omraader, hvor vi endnu er blindfødte. At denne Trosevne paa det stærkeste inspireres af den Kendsgerning, at vort Erfaringsmateriale paa de fleste af de Omraader, hvor Troen endnu maa være dominerende, er ret udviklet, er en Sag for sig, i Princippet er vi der ikke anderledes stillet end enhver anden "Troende". Mister vi Tilliden til den, der foran os bærer "Lampen", mister vi ogsaa samtidigt Lampens Lys; det er maaske værd at tænke paa, naar Selvdyrkelsens aldrig svigtende Flamme truer med at overstraale det Lys, der dybest set kun tændtes som Svar paa vort eget Ønske om at se netop det, der kunde bringe Freden og Ligevægten ind i vort eget Sind.

Det væsentlige er altsaa ikke, om man er et "troende" eller et "vidende" Menneske, men derimod, om den aandelige Kilde, med hvilken man er i Berøring, i en udløser en Trang til at være kærligere og mere tolerant, end man af Naturen er. Som Barnet i sin rent fysiske Fremvækst maa igennem visse "Børnesygdomme", ser vi ogsaa, at det aandeligt søgende Menneske maa passere visse "Barnestadier", til hvilken de her skildrede hører. At Tyngdeenergien i en længst forsvunden Tid, da Kampen stod mellem en kosmisk Impuls, hvis Indhold var diametralt modsat den følgende, maatte udløse sig paa voldsom Vis, er forstaaeligt, men Virkningen af at være vokset igennem den Impuls, der baade for Asien som for Europa betød Indvielsen i Kærlighedsbegrebet som Fundament for aandelig Vækst, maa ikke blive den, at man endnu engang tyer til Sværdet for at faa Problemerne løst. Det kan ikke og det maa ikke være det aandeligt udviklede Menneskes Sag at angribe øvrigt eksisterende Aandsliv paa anden Maade end ved egen kærlig Fremtræden at demonstrere en for andre efterfølgelsesværdig Væremaade. Man maa, hvis man gør Krav paa at være Aandsforsker, være klar over, at paa samme Maade, som den nu svindende gamle Verdensimpuls paa det fysiske Plan udløste straalende, inspirerende Værker indenfor Musik, Arkitektur og Kunst i det hele taget, vil ogsaa den nye Verdensimpuls udløse vidunderlige Inspirationer indenfor de samme Omraader. Livet i Formernes Verden er et Liv i Farver, et Liv i Poesi. At forstaa, ja at opleve den bag dette Farve- og Toneorgie evigt eksisterende Guddom, er vor aandelige Higens inderste Maal. I denne vor Higen udgør de kosmiske Analyser det hidindtil vidunderligste Middel, men noget Maal i sig selv, det er de ikke. Som Farvetuberne i det malende Genis Haand er Midlet til hans guddommelige Oplevelsers Materialisering, er de kosmiske Analyser det aandeligt udviklede Menneskes fornemste Middel til Materialiseringen af hint guddommelige Ophav, i hvis "Billede" det blev skabt og hvis hele Udtryksform kun er een: en evigt varmende, livgivende Strøm af Kærlighed.