Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og hvad er saa den egentlige Aarsag til alle disse "Skrig"? Er det ikke netop den Kendsgerning, at alle disse Mennesker religiøst set lever paa relative Opfattelser, paa et relativt Syn? De "tror", at deres egen Opfattelse er rigtig, og der er for mig ingen Tvivl om, at de virkelig selv tror paa, at deres Aktion skal være til Gavn for Ungdommen. Men Ungdommen selv? Hvad siger den? Ligner den ikke alle tidligere Tiders Ungdom deri, at den ordner sine egne Affærer, tager de Lussinger, der følger med, og derigennem opnaar det aandelige Plus, der i sig selv udtrykker selve Evolutionens Idé? At tro, at man ved Pennefejder kan standse den Udvikling, der er i Gang, er i sig selv ligesaa taabeligt som den Tro, der gaar ud paa, at vi, naar alt det, vi nu oplever, er overstaaet, skal vende tilbage til Tiden før 1939. Nej! Livet gaar evigt fremad, og naar det Uvejr, der idag gaar henover Kontinenterne, engang stilner af, saa vil alle de, der lever i indbildte Drømmeverdener om en Tilbagevending til svundne Tider, opleve deres Drømmeverdeners Forlis. At beklage dette vil være mere end en tragisk Misforstaaelse, det vil være et partielt Mord paa sin egen aandelige Vækst.

Jeg nævnte før, at den hastige Revision af de Forestillinger, der idag ligger til Grund for Menneskenes Tankeverden, baade var af en tragisk og en storslaaet Karakter. Medens det tragiske dybest set kun rammer alle de, for hvem Begrebet "aandelig Nyorientering" nærmest er et uartigt Ord, saa vil det tænkende Menneske ikke kunne undgaa at glæde sig over den Revision, der fuldbyrdes lige for dets egne Øjne. I Aartusinder har Menneskene nu levet i en Tankeverden, i hvilken Dyrerigets uintellektuelle Energier har haft Overherredømmet. Et Utal af vore "Traditioner" bærer jo netop Bud om disse Energiers virkelige Magt. Tag blot den ugifte Moders Stilling i vor Samfund. Er hendes "kristne" Medsøstre hende virkelig til den Gavn og Nytte, man ifølge Kristendommens ophøjede Kærlighedslære kunde vente? Og man kunde blive ved. Tag blot Tolerancens Mysterium. Er "hellig Vrede" og "retfærdig Harme" andet end camoufleret Rovdyrmentalitet? Er "Harme" og "Vrede" ikke netop de "billige Løsninger", det uintellektuelle Menneske foretrækker at anvende fremfor hin Beherskethed, der kræver aandelig Disciplin af det selv?

Et voldsomt Uvejr gaar hen over Jorden. Men et Uvejr kan andet end ødelægge. Vover man at bryde det relative Syns Cirkel og se paa Begivenhederne med "kosmiske" Øjne, ændrer Billedet totalt Struktur. Da ser vi ikke alene Byer synke i Grus under Tyngdeenergiens hylende Crescendo, da ser vi ogsaa en Hensigt komme til Syne bag alt det forfærdelige. I det fjerne øjner vi da de første spæde Konturer til et forenet Verdenssamfund. Med vor Tids Øjne ser vi kun Had og Ødelæggelse, i Lyset af "Guds Tid" ser vi en forældet Tankeverden synke i Grus; men vi ser ogsaa, at der paa dens Ruiner rejser sig en ny Tankeverden. Vi ser Had og Barbari spille sine sidste Trumfer ud, men vi ser ogsaa, at den Dag, Freden lyser i de øde Vange, er den Viden bleven født, paa hvilken et Verdenssamfund af Aand, Kunst og medfødt, naturlig Kærlighedsevne vil komme til at hvile.