Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Saa langt, vi kan trænge tilbage i det jordiske Menneskes Historie, vil vi se, at Begrebet "de andre" har spillet en umaadelig Rolle for Menneskets Fremvækst. I sin Bog "Gensidig Hjælp" skriver Krapotkin: Langt fra at være en primitiv Form for Organisation er Familien tværtimod et meget sent Produkt af Menneskets Udvikling. Saa langt vi kan gaa tilbage i Menneskeslægtens Palæo-Etnologi finder vi Mennesker, der lever i Samfund og Stammer – i Lighed med de højere Pattedyr. Der behøves en umaadelig lang Udvikling, for at disse Samfund kunde ordne sig i Gens eller Klaner, medens denne Organisation atter behøvede en ny meget lang Udviklingsperiode, førend de første Tegn til Familien – den polygame eller monogame – begyndte at vise sig. Samfund, Selskaber eller Stammer, ikke Familien, var saaledes den oprindelige Form for Organisation blandt Menneskeslægten og dens tidligste Forfædre.

– – –"Darwin forstod saa godt, at enligt levende Aber aldrig vilde have kunnet udvikle sig til menneskelignende Skabninger, at han snarere var tilbøjelig til at tænke sig Mennesket som nedstammende fra en forholdsvis svag, men selskabelig Art som Chimpansen, end f. Eks. fra den kraftigere men uselskabelige Art Gorillaen".

Det var selve Betingelsen for Fremvæksten af det menneskelige Samfund, at Mennesket knyttede sig til sine Artsfrænder, idet det derigennem blev i Stand til at løse Opgaver, som det enkelte Menneske aldrig vilde have kunnet overkomme. Det foreløbig sidste Resultat af denne Evne har vi indenfor den industrielle Specialisering, hvor den netop udgør Grundlaget for hele den tekniske Udvikling, som de sidste hundrede Aar har bragt med sig.

Det er nu ikke saa meget denne Side af Problemet, jeg har tænkt at opholde mig ved, men derimod mere den aandelige Side af det, eller maaske jeg hellere maa sige een af de aandelige Sider af det. Det gav sig selv, at den Afhængighed, der var mellem Stammens Medlemmer, straks "fra første Færd" førte med sig, at en vis Stammemoral, visse uskrevne Aftaler saa at sige "af sig selv" groede frem og igennem Tiderne, efterhaanden som Samfundene specialiseredes mere og mere, blev mere og mere detaillerede. Det begyndte som Aftaler og endte som skrevne Love, bag hvilke der efterhaanden dukkede en Øvrighed op. Hele denne meget interessante Udvikling maa vi imidlertid lade ligge til en anden Gang og gaa direkte frem til vor egen Tid, hvor vi møder Mennesket paa et saa fremskredent Stadium af Samfundsdannelse, at der er specielle Funktioner i Samfundsmekanismen, hvem det paahviler at kende Samfundets Love i Detailler, og andre, som det paahviler at sørge for, at alle i Samfundet overholder disse Love. I Forbifarten skal her paapeges et andet Fænomen, som dog ogsaa hører en anden Artikel til, og det er, at medens det primitive Menneske som noget naturligt og selvfølgeligt underkaster sig sit Samfunds Love, og – som Krapotkin viser det i ovennævnte Værk – i Virkeligheden er et gennemført hjælpsomt Væsen overfor alle i Stammen – saa er det moderne Menneske "sig selv nok"; den degenererende kosmiske Bevidsthed, som vi møder hos det primitive Menneske, og som bl. a. giver sig Udslag i et Gudsforhold, der er helt anderledes inderligt og absolut end det moderne Menneskes, kommer ogsaa til Udfoldelse gennem en gensidig Hjælpsomhed overfor Stammefrænder, som man knap nok møder indenfor moderne Familieliv. I sin Bog "Den afrikanske Farm" skriver Karen Blixen Finnecke om de Indfødte: "Denne Sikkerhed i Tilværelsen, tænker jeg, har de, fordi de har bevaret en Kundskab, som vore egne første Forældre satte overstyr for os, og hvori, mellem alle Verdensdele, Afrika kan undervise os: At Gud og Djævelen er een, deres Herlighed er lige stor, deres Majestæt lige evig, saa at der ikke er to, som er uskabte, men een, som er uskabt, ikke to umaalelige, men een umaalelig – og de afrikanske Indfødte ærer Dobbeltheden i Enheden og Enheden i Dobbeltheden".

Som vi saa, hviler hele vort moderne Samfund paa det Grundlag, at Menneskene fordeler Opgaverne imellem sig, og fra 4. Kapitel i "Livets Bog" vil Læseren vide, at den fuldstændig ideelle Gennemføring af dette Princip i sig selv er Grundlaget for en Verdensorden, der indebærer den varige Fred. Saa langt er Menneskene ikke naaet, og gaar man Problemerne efter, vil man se, at Aarsagerne til de forskellige Miserer i Fordelingen af de fysiske Værdier overalt vil være at finde i, at det egoistiske i Menneskets Bevidsthed hindrer Udfoldelsen af det humanistiske. Den Samhørighed med "de andre", som det primitive Naturmenneske er saa fuldstændig indlevet i, er for Civilisationsmennesket blevet forflygtiget; medens det forholdsvis enkle primitive Samfund let tillader den enkelte at overskue Følgerne af at ville stille sig udenfor Samfundet, saa er det moderne Samfund i sine Funktioner blevet saa kompliceret, at det kun meget vanskeligt, og for en Ikke-Specialist slet ikke, lader sig gøre at se de direkte Følger af saadanne Handlinger, idet det rent lokale og øjeblikkelige Gode, som de ofte fører med sig for Udøveren, fuldstændig blænder denne og i hans Bevidsthed efterlader Forestillingen om at have gjort "en fin Forretning" eller et "godt Kup". En klar Følelse af, at det kan komme til at skade andre Samfundsmedlemmer, dukker kun sjældent op, og sker det, bedøves den meget let med Udtalelser om, at "hvis jeg ikke havde gjort det, var der blot en anden, der havde gjort det", – underforstaaet: og det vilde dog have været for ærgerligt. Denne Undskyldning er, som man vil se, ret begrænset i sin Virkning, for den absolutte Betingelse for, at saadanne Tilstande skal holde op, er jo den, at der fremstaar Mennesker, som virkelig afstaar fra at gøre saadanne Ting, uden Hensyn til, om andre saa vil gøre dem eller ej; efterhaanden som alle faar denne Indstilling, forsvinder Gruppen "de andre".

Paa visse Trin i Udviklingen – medens Mennesket endnu har store Parter af "Flok-Bevidstheden" i sig – vil man se, at Princippet "de andre" spiller en meget stor Rolle i dets Liv, ikke blot som en Betingelse for det fysiske Samfundslivs Bestaaen, men paa den mentale Støtte, der ligger i at være "ligesom de andre". Saadanne Bevidsthedstyper strækker sig helt frem til vore Dage, og studerer man dem, ser man, at de glider igennem en Mængde Problemer, som det mere fremskredne Menneske tumler med, og det, der bærer dem igennem, er dette, at "saadan gør de andre ogsaa". Ansvaret forflygtiges, der er ingen, der føler sig som Skyldig, og det gør hele Tilværelsen meget lettere, og man ser det guddommelige i denne Tilstand deri, at Mennesket paa det Trin jo endnu slet ikke er vaagnet som Tænker og derfor ikke vilde have nogen Mulighed for at kæmpe sig igennem saadanne Spekulationer. Nu derimod bæres det af denne "Fællesfølelse" med voldsom Begejstring og brændende Retfærdighedsfølelse ind i netop de Skæbneudløsninger, der kommer til at føde det som Tænker.

Og gaar vi saa frem til det Trin, hvor Mennesket saa smaat er begyndt som selvstændig Tænker, saa ser vi her, hvorledes Princippet "de andre" i de første Zoner paa en ejendommelig Maade kaster en Slagskygge ind over Menneskets Liv. Lad mig forud bemærke, at efterhaanden som Mennesket nærmer sig den kosmiske Bevidsthedstilstand, gaar Opfattelsen af Begrebet "de andre" ind i en Fase, der bliver af samme Kvalitet som den, vi mødte hos Naturmennesket, men medens dettes Indstilling hvilede paa en degenererende kosmisk Bevidstheds sidste Straaler, saa møder vi nu en voksende kosmisk Bevidstheds klare Syn og Erkendelse af, at alt, hvad man oplever omkring sig som Princippet "de andre", er de Redskaber, Guddommen bruger for at henvende sig til ens egen Bevidsthed.

Men i de første Zoner, hvor denne Indstilling endnu slet ikke er afklaret, ja, mange Gange ikke er dukket frem, er det, at Menneskets Indstilling til "de andre" kommer til at foraarsage ret stærke Indgreb i dets eget Liv derigennem, at det betyder saa umaadelig meget, hvad "de andre" mener om en, om ens Paaklædning, ens Maade at tale paa, at opføre sig paa i det hele taget. Prøv blot at underkast Begrebet Mode en nærmere Analyse, og De vil ret hurtigt se, at de Tilfælde er meget faa, hvor den "moderne" Klædning var frembragt, for at dens Bærere skulde befinde sig behageligt i den; i de fleste Tilfælde skabes saadanne Modeklædninger ud fra det Synspunkt, at de skal beundres – og desværre beundres med Misundelsen som Baggrund.

Og ligesaa indenfor andre Felter; hvor mange Mennesker faar ikke deres Glæde over Julen ødelagt, fordi de synes, at "det er da virkelig for barnligt", og "det er man som voksent Menneske da vokset fra", medens Sandheden i Virkeligheden er den, at det udelukkende er Frygten for, at "de andre" skal le af dem, hvis de faar det at vide, der afholder dem fra at klippe Hjerter og synge de gamle Julesalmer i Skumringstimen – alle disse smaa Ting, der kalder paa ethvert Menneskes Guldkopier og som bevirker en virkelig Salighedsoplevelse, en virkelig Lykkefølelse. Men mange "tør" ligefrem ikke være lykkelige, blot fordi "de andres" Meninger er af saa stor Betydning for dem, til Trods for, at disse "andre" alligevel ikke paa nogen Maade kan erstatte det, der her slaas i Stykker.