Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da denne Selvtræning meget ofte foretages uden at den paagældende har gjort sig klart, i hvilket Omfang han er i Stand til at taale den, eller hvor langt den er i Stand til at bringe ham, og som oftest jo slet ikke har tænkt sig, at det foregaar paa Bekostning af andre Evner, siger det sig selv, at det Hastværk, som et saadant Menneske udviser for, efter sin egen Mening, at blive et større Menneske, dybest set er "Lastværk". Af al sin Magt stræber det bort fra disse "lave og primitive Sfærer" for at naa – – hvad?

Eller den troende, der i Verdens forskellige Foreteelser overalt mener at se Djævelen ligge paa Lur, der i hele sin Tilsynekomst er et saa mislykket Forsøg fra en almægtig Skabers Haand, at det allerede ved selve sin Undfangelse mener at være "undfanget i Synd", og som kun paa Grund af, at et enkelt uskyldigt Menneske led en grufuld og pinefuld Død, og derved "formildede" Guddommen, har faaet Adgang til en Naade, der kan fritage ham for Virkningen af hans egne Handlinger, og derved bevirke, at han trods alt kan opnaa et "Liv i Salighed", denne troende søger ogsaa gennem Bodsøvelser, gennem Bøn at naa bort fra alt det forfærdelige og syndige, som er Kendetegnet for denne Verden. Og hvad vil saa han naa?

Saa at sige ingen af disse to Typer har formaaet at gennemtænke, hvad det er, de med saa stor en Iver stræber frem imod. Et Liv – oven i Købet et evigt Liv – i Uvirksomhed, blot tilbragt med at lovprise? Det er ikke et Resultat af en rolig og nøgtern Spekulation over, hvad man synes bedst om. Naar man ser Folk arbejde i deres Kolonihave, ser dem nede ved Søerne med deres Modelsejlere, ser dem paa de aabne Pladser med deres Modelflyvere, alle Steder i Alderen fra 12 til 60, saa faar man et bedre Indblik i, hvorledes disse Menneskers egentlige Paradis ser ud; men mange af dem ved det knapt selv.

Men nu den "syndige Verden", som de har saa forfærdelig travlt med at komme saa langt bort fra som mulig? Ja, til de af mine Læsere, der abonnerer paa Korrespondanceafdelingen, vil jeg sige, at de skal læse Martinus' sidste Foredrag: Blade af Guds Billedbog. Og til de, der ikke kan læse dette Foredrag, som Martinus holdt ved Klint i Sommer, vil jeg prøve at give et lille Glimt af det, der rummes heri:

Gaa dig en lille Tur ud i denne syndige Verden, blot en ganske lille Tur uden for den By, hvor du bor. Men gør den Tur til noget ganske særligt derved, at du virkelig lukker Øjnene op, og ikke blot konstatere, hvad du i Forvejen ved, du skal se. Naa, hvad ser du da? Nede ved Vejkanten gror den lille Plante "Vejbred". Med sine store, brede Blade dækker den over Jorden, for at Solen ikke skal tørre den alt for stærkt ud. Se, hvor smukt dens Blad er bygget; i tusindvis arbejder smaa Celler sammen for at danne dette Kunstværk. Al den giftige Kulsyre, som du selv, andre Mennesker, Dyrene og dine snavsede Fabrikker udaander, indsuger denne lille Broder i Planternes Samfund gennem utallige smaa Porer i sin Hud, for at bruge Kulstoffet til at danne sin egen Organisme af, og for at levere Ilten tilbage til dig og dine Lige, saa at i ikke ynkelig omkommer i den Gift, i selv producerer. Se dens Frøstand: Ikke for ingenting er den blevet døbt en "Kæmpe". Som et Lys, som en stolt Obelisk hæver den sig over den lave lille Plante. Det er Plantens Afkom, og det er samtidig mange Smaafugles Trøst en haard Vinter igennem. Ved du mon ogsaa, at den lille Plante kaldes "den hvide Mands Fodspor"? Det har Indianerne kaldt den, fordi den hvide Mand bragte den til den nye Verdensdel, og overalt, hvor han trængte frem, fulgte den efter. Eller kast Blikket opad. Oppe under Skyen hænger den lille Lærke, og slaar sine jublende Triller, medens den udfolder en Kraftpræstation, som først mange Aars Slid og Møje har lært Menneskene at gøre den efter. Ogsaa den er et forunderligt Kunstværk, skabt af en Kunstner, som ingen jordisk Kunstner kommer paa Siden af. Eller den lille Sten, som du just nu sparkede til? Tag den op, og se hvorledes Solens Straaler brydes i utallige smaa Korn, gule, røde, sorte i een Uendelighed. Eller gaa dig en Tur en Aften i September, naar der ingen Skyer er paa Himmelen, og betragt det umaadelige Himmelhvælv over dit Hoved, fyldt med tusinde blinkende Stjerner. Det er Verdener, der Lysaar ude i Rummet vandrer deres Baner, Verdener, der alle rummer Liv under en eller anden Form. Maaske du kender de største af Stjernebillederne, som en Fortid i Undren og Ærbødighed har givet sælsomme Navne. Og, – ja, jeg kunde jo blive ved i det uendelige.

Det er den syndige Verden, som saa mange Mennesker spilder hele deres Liv paa at foragte og forbande, og som de ønsker at komme bort fra.

Det aandeligt store Menneske ser, at det syndige og det urene, det er ikke noget, der er at finde i en Verden udenfor Mennesket, det ligger indvendig, det er et Slør over det kosmiske Syn, og det Slør fjernes ikke, fordi man kommer bort fra denne Verden.

Lær dig selv, og prøv meget forsigtig at lære andre, at nyde Livet med hele den Rigdom af skønne Detailler, som Guddommen har forsynet det med. Det er virkelig gjort for din Skyld alt sammen. Der er ikke noget, der haster. Der staar en Evighed til din Disposition, men det Skær, der er over Skoven i Dag, det kommer aldrig igen, saa det maa du nyde og glæde dig over, mens det er der. For den der kan se det, rummer den mindste Bæk og det mindste lille Blad en Verden af Skønhed, og til den, der ikke har Øje derfor, kan hverken Himalaya eller noget, andet paa Jorden bringe nogen virkelig Glæde.