Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Borups Højskoles store Sal var atter fyldt til sidste Plads, da Martinus Mandag den 26. Februar Kl. 20,15 indledede sit Foredrag om Udødelighed.

Efter først at have gjort opmærksom paa Emnets vanskelige Natur og forklaret, at han til Støtte for Tilhørerne havde tegnet nogle Symboler, der skulde lette Forstaaelsen af de ofte ret svære og utilgængelige Problemer, han i Aftenens Løb vilde komme ind paa, begyndte Martinus med at fortælle om, hvorledes man fra Biblen kendte Udtrykket "Guds Aand svævede over Vandene". Dette Udtryk dækker over "Det guddommelige Skabeprincip". Dette Skabeprincip ser vi komme til Syne bag alt levende, fra det mikrokosmiske til det makrokosmiske. Det eksisterer bag Stjernetaagerne i Verdensaltet, og det viser sig bag Havets Plankton. Overalt, i alt og bag alt, kommer det til Syne som den Kraft, der betinger enhver Form for Liv. Paa Symbol Nr. 2 fra "Livets Bog" viste Martinus, hvorledes dette Skabeprincip virker i Form af Impulser. Disse Impulser kommer atter til Syne i alle Former for Skabelse. Ingen Skabelse foregaar i et uafbrudt Tempo, al Skabelse foregaar rytmisk. De største Skabeimpulser vi selv er i Berøring med er de, der ligger bag al Kulturdannelse. Af disse Impulser er vi paa nuværende Tidspunkt i Berøring med tre, nemlig den, der ligger til Grund for Skabelsen af Naturmenneskets Opfattelse af Guddommen, den, der ligger til Grund for Buddhismen, Kristendommen og Muhammedanismen, og endelig er vi i Berøring med en ny kosmisk Impuls, der paa nuværende Tidspunkt holder sit Indtog i Jordklodens Tankesfære, og som i sin Natur er den direkte Faktor i den mægtige Forvandlingsproces, Jordmennesket paa nuværende Tidspunkt er undergivet.

Disse kosmiske Impulser er af elektrisk Natur og kan deles i to Former for Udstraalinger, en mørk og en lys. Den mørke Udstraaling kommer til Syne for Mennesket som alt det, det opfatter som ondt, medens den lyse Udstraaling eksisterer bag alt det, man nu forstaar som godt og kærligt. Kulminationen af den lyse Udstraaling udtrykkes under Begrebet "Den hellige Aand".

Da Jordmennesket er et Overgangsvæsen fra Dyr til Menneske, det er endnu et Dyr i Kraft af alle de i dets Bevidsthed eksisterende Tendenser til at manifestere Drab og Lemlæstelse, er det saaledes ikke i Stand til udelukkende at modtage Energierne fra den lyse Udstraaling fra "Det guddommelige Skabeprincip", men modtager dem blandet med Energierne fra den mørke Udstraaling. Resultatet heraf kommer til Syne i dets daglige Væremaade. Hele denne afspejler nemlig en eneste stor Skala af Manifestationsformer lige fra den grove, brutale dyriske, til den mest uselviske, der for Eksempel afspejles i Jesus af Nazarets Forkyndelse. Efter først paa et Symbol at have vist, hvorledes Jordkloden paa nuværende Tidspunkt modtager en stor aandelig Kraftbølge fra et Centralsystem i Mælkevejens Indre, gik Martinus over til, ved Hjælp af Symbol Nr. 3 fra "Livets Bog", at demonstrere hvorledes Jordmenneskene modtager disse aandelige Energier paa hver sin specielle Maade. Han forklarede, hvorledes Jordmenneskeheden kan inddeles i tre Kategorier: en første Kategori, i hvis Bevidsthed Følelse og Intelligens er i Balance, og som derfor fremtræder som ligevægtige og harmoniske Mennesker, en anden Kategori, i hvis Bevidsthed Følelsen er Intelligensen overlegen, og som derfor er i Besiddelse af et disharmonisk Bevidsthedsliv, og endelig en tredie Kategori, i hvis Bevidsthed Intelligensen er Følelsen overlegen, hvad der bevirker, at denne Kategoris Væsner kommer til Syne som kolde, midlertidigt irreligiøse Individer.

Ved Hjælp af Symbol Nr. 5 i "Livets Bog" viste Martinus nu hvorledes Jordmennesket i Kraft af sin nuværende Bevidsthedstilstand kun har Evne til at forske indenfor det Afsnit af sit Liv, der markeres med dets Fødsel og Død. Hvad der eksisterer før dets Fødsel og efter dets Død ved det intet selvoplevet om, der maa det nøjes med den Viden, det igennem andre kan erhverve sig, og som saa igen kommer til Syne som de forskellige Former for Trosretninger etc.

Ved Hjælp af sin voksende Intelligens er det lykkedes Mennesket at erhverve sig et stort Kendskab til den fysiske Verden, det har overfløjet Polerne og loddet de store Haves Dybder, det kender Metallernes Sammensætning og er i Stand til ved Hjælp af Radio at tale fra Verdensdel til Verdensdel. Igennem dette Kendskab til den fysiske Materie har det mere fremskredne Menneske lært at erkende evige Love, der vidner om en bag alt synligt eksisterende Intelligens. Ophavet til denne Intelligens kender det under Navn af Gud. I sin Søgen efter denne Gud er det jordiske Menneske nu naaet dertil, at det har opgivet at finde ham paa det fysiske Plan, thi alt, hvad det her har undersøgt, har kun afsløret det skabte, hvorimod Skaberen ustandselig har unddraget sig enhver Form for Efterforskning. Dette Resultat har saa igen faaet mange Mennesker til at tro, at Gud slet ikke eksisterer, at alt, hvad vi kalder Gud, blot er Naturlove, og at vi selv er et Produkt af disse.

Paa et følgende Symbol demonstreredes de Tankeklimaer, som paa nuværende Tidspunkt behersker det samlede Jordmenneskesamfund. Ganske kort paaviste Martinus her, hvorledes de dyriske Tendenser, saasom: Mord, Drab, enhver Form for Lemlæstelse, Gerrighed, Fraadseri, Hævnlyst, dyrisk Kunst o. s. v., nu er paa retur, er i Færd med at blive overvundet af de overliggende Grundenergier, hvis Indtrængen i Bevidstheden, i Kraft af den Lidelse Individet igennem en forkert Væremaade bibringer sig selv, nu i højere og højere Grad finder Sted. "Den forlorne Søn, der har ædt sammen med Svinene, er nu paa Vej til sin Fader".

Ved Hjælp af et nyt Symbol viste Martinus nu, hvorledes Jordmennesket er naaet dertil i sin evige Udvikling, at det selv skal til som en realistisk Kendsgerning at opleve Mødet med Guddommen. Denne Oplevelse, der indtræder, naar en højere Følelse og Intelligens gaar i Balance i Bevidstheden, og Individet saaledes kun er i Stand til at udløse Kærlighed til sine Omgivelser, kun er i Stand til "at vende den højre Side til, naar det bliver slaaet paa den venstre", er Slutstenen paa den Forvandlingsproces, der begyndte, da "Abels Blod raabte til Himlen", da Medlidenheden holdt sit Indtog i den grove, dyriske Bevidsthed og omskabte Væsenet fra at være et hundrede Procents Dyr til at blive et gryende Menneske. Men samtidigt viste Martinus, hvorledes Mennesket for at opnaa denne nye Bevidsthedstilstand, hvis Oplevelse han i "Livets Bog" udtrykker under Navn af "Den store Fødsel", maa begynde at tage sin voksende Fornuft med i sin religiøse Udvikling. Denne Fornuft er nemlig i Stand til at vise os, at Gud er til. Med dette Symbol var Martinus naaet ind til Foredragets Kerne: at afsløre synligt for vor nuværende Intelligens Guds Tilstedeværelse i alt og bag alt levende.

Ved Hjælp af en Række smukke Billeder viste Martinus nu, hvorledes ethvert Menneske er indforstaaet med, at ingen menneskelig Skabelse kan finde Sted "af sig selv". Han viste, hvorledes enhver er klar over, at et Palads ikke kan bygge sig selv, at et Maleri ikke kan male sig selv, at kort sagt alle Former for Skabelse indenfor det menneskelige Omraade finder Sted i Tilknytning til et "Noget", og at dette "Noget" er det menneskelige "Jeg". De næste Billeder viste, hvorledes Forholdet ændres i samme Øjeblik, Mennesket retter sin Bevidsthed ind paa Naturen. Her kan det godt gaa med til, at et Træ for Eks. har skabt sig selv, at Lynet slaar ned af sig selv, at skønne Nordlys flammer henover Himlen af sig selv, og at Oceanernes Vandmasser bevæger sig af sig selv o. s. v. Med andre Ord, den Logik, som Mennesket anlægger i sin Betragtning af den Skabelse, i hvilken det er mest bevidst, nemlig sin egen, tilsidesætter det ganske, naar Talen falder paa Begrebet "Naturen". Medens det indenfor sin egen daglige Tilværelse udmærket er paa det rene med, at ingen Bevægelse kan eksistere selvstændigt, men maa eksistere i Tilknytning til et "Noget", til et levende Væsen, akcepterer det som oftest Tordenens Buldren som Udtryk for Kræfter, der opstaar ganske af sig selv, uden at tænke paa, at det derved fuldkomment forkaster Logikkens Love, der indenfor dets eget Omraade Gang paa Gang viser det, at Bevægelse udelukkende kun kan eksistere i Tilknytning til og iscenesættes af et "Noget" eller et "Jeg".

Med andre Ord, hvor Mennesket ikke med sine egne Øjne er i Stand til at se Skabelsens Ophav, Skaberen, er det tilbøjelig til at anse Skabelsen for opstaaet "af sig selv". En saadan Opfattelse har naturligvis intet med Logik at gøre og forkastes da ogsaa af de fleste i samme Øjeblik Umuligheden i den tidligere Opfattelse aabenbares. Gennem Billeder viste Martinus, hvorledes Skabelsen saavel i Mikrokosmos som i Makrokosmos afslører, at hele Verdensaltet er bygget efter Love, der i Smaat som i Stort viser en altoverstraalende Fornuft, og at denne Fornuft eksisterer i Tilknytning til det Væsen, vi kalder Gud.

Mennesket er altsaa naaet dertil, at det ad Tankens Vej er i Stand til at fatte, at Skabelse ikke kan finde Sted uden i Tilknytning til en Skaber. I sin Søgen efter denne Skaber har det lært at erkende, at han er usynlig. Hævet over enhver Form, idet han jo er Formernes Ophav, kan han i Virkeligheden kun erkendes som værende til. Dette guddommelige "Noget", som kommer til Syne igennem ethvert levende Væsen, betegnede Martinus med Navnet X. 1., idet en hvilken som helst Form vi end vilde udstyre dette "Noget" med, kun vilde blive en Funktion i dette "Noget" selv og som Følge deraf ikke i noget Tilfælde være Udtryk for dets virkelige Natur. Om dette guddommelige "Noget" ved vi, at det ustandseligt frembringer eller skaber. Dette vil altsaa sige, at der til det er knyttet en Skabeevne. Da der aldrig har været en Tid, hvor det guddommelige "Noget" eller X. 1. ikke har skabt eller frembragt, har der heller aldrig været nogen Tid, hvor det ikke har haft en Skabeevne, altsaa maa denne Skabeevne være af lige saa evig eller udødelig en Natur som X. 1., og da den ligeledes staar ene, idet den ikke kan sammenlignes med noget som helst, vil den ligesom det guddommelige "Noget" bedst være at udtrykke ved et Tegn: X. 2. Men disse to guddommelige Realiteter vilde vi aldrig have lært at kende, dersom der ikke fandtes en tredie og i sin Natur ligesaa guddommelig, evig og udødelig Realitet, nemlig det Skabte. Da der jo aldrig har været en Tid, hvor X. 1. ikke har været i Besiddelse af X. 2., har der heller aldrig været en Tid, hvor det Skabte eller: X. 3. ikke har været. Men medens X. 1. er hævet over Bevægelse og dermed over Forvandling og X. 2. delvis hævet over Forvandling, kommer X. 3. derimod til Syne som et eneste Hav af Bevægelse eller Forvandling, og det er denne Bevægelse vi blandt andet i Form af den fysiske Verden bliver Vidne til. Men den fysiske Verden er kun en enkelt Nuance i det samlede Verdensalt, den er kun et Led i en Samling Verdener, der spænder fra Instinktets Rige til den guddommelige Verden og Salighedsriget. Hver enkelt af de seks Grundenergier: Instinkt, Tyngde, Følelse, Intelligens, Intuition og Hukommelse repræsenterer saaledes Tilværelsesplaner, som det levende Væsen paa sin evige Rejse mod Lyset passerer.

Denne Analyse af Guddommen som et treenigt Princip gælder for ethvert levende Væsen og bekræfter derved, at vi alle er "skabt i Guds Billede", idet de her nævnte tre X.'er netop fremtræder som Betingelsen for, at et "Noget" kan komme til Syne som "et levende Væsen".

Et følgende Symbol viste hvorledes alt er Organer indeni Organer, hvorledes vi selv bestaar af et Hav af levende Væsener, for hvilke vi i Realiteten fremtræder som "Guddom", hvorfor det nu er nødvendigt for ethvert Menneske, der virkelig vil frem, aandelig set, at lære, at Kærlighedsbudet "Elsker hverandre" ikke alene gælder for de Væsener der eksisterer om os, men ogsaa i ligesaa høj Grad for de Væsener, der "lever, røres og ere" inde i os, thi som Martinus sagde: "Uden et rent Legeme, ingen ren Bevidsthed, – og intet rent Legeme uden ren Føde!"

Og saa vistes til Slut et pragtfuldt Naturbillede, der ligesom i en Sum rummede det ganske Foredrag, idet det viste, hvorledes Guddommen igennem alt det, der omgiver os, kærtegner os og leder os frem mod den Forstaaelse af Livet, der betinger Oplevelsen af det kosmiske Klarsyn, af hvilket "Livets Bog" er et Produkt, – det Syn, der lader det levende Væsen opleve sig selv som Udødelig.

Efter at Publikum havde udløst deres Taknemmelighed for Foredraget ved en hjertelig Klapsalve, meddelte Martinus, at han den 26. Marts samme Sted afholdt sit tredie og sidste Foredrag i denne Sæson, og at dette vilde komme til at omhandle et Jordmenneskes Vandring igennem den fysiske Verden og de efter denne følgende aandelige Tilstande tilbage til den Verden, det ved sin fysiske Død forlod.