Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et Eksempel vil maaske bedst kunne vise de to Grupper, som de Problemer, Mennesket er stillet overfor, kan inddeles i. Lad os tænke os en Maskine, en Motor f. Eks. Selve dens Konstruktion og dens Maade at fungere paa, kan iagttages og bedømmes af et Menneske, ligegyldig hvorledes hans politiske eller religiøse Indstilling er; men naar Spørgsmaalet bliver, hvad den skal anvendes til, da kan disse to Ting ofte spille en stor Rolle i Vurderingen af den samme Maskine. Det ene Menneske ser sin Fordel i at faa den anvendt til militære Operationer, det andet ønsker for alt i Verden at undgaa dette, og tværtimod lade den arbejde til Menneskehedens Bedste.

I det ene Tilfælde var det Grundlag, udfra hvilket Bedømmelsen blev foretaget, saa nogenlunde "fast" – Bedømmelsen objektiv – i det andet Tilfælde var Grundlaget absolut ikke "fast", her spillede den personlige Mening og de personlige Interesser ind; der manglede et "fast" Punkt, hvorfra man kunde gaa ud. Der er yderligere det at bemærke hertil, at medens der i første Tilfælde kunde være Tale om at "bevise" for en anden, hvorledes Maskinen arbejdede, er det umuligt i sidste Tilfælde at "bevise" noget som helst – vel at mærke set ud fra almindelig Jordmenneske-Bevidsthed, og ud fra det af Videnskaben anerkendte Bevisgrundlag. Menneskets "faste Punkt" er endnu forankret i Stoffernes Verden – hermed menes, at hele det Erfaringsmateriale, der knytter sig til Kendskabet til Stofferne og deres indbyrdes Reaktioner, er det eneste "sikre", alt andet er "farvet" af "personlige Meninger"; men dermed er ikke sagt, at der ikke findes et andet – og, som vi skal se, endnu "fastere" Grundlag for Bedømmelse af Menneskets Oplevelser.

Imidlertid har mange – hvad religiøse og politiske Diskussioner i rigt Maal vidner om – ladet sig smitte af det første Eksempel til at mene, at man ogsaa indenfor den anden Gruppe af Tilfælde ved Hjælp af "Beviser" vil være i Stand til at "tvinge" andre til at dele deres egen religiøse eller politiske Opfattelse, m. a. O. tvinge dem til helt at ændre deres Levevis, for det maa jo blive Resultatet, saafremt Ændringen virkelig er fundamental. De samme Diskussioner viser ogsaa, at dette sidste er en Umulighed, og denne Erkendelse har – selv om det endnu langt fra anerkendes af alle – ganske langsomt og forsigtigt banet sig Vej i Form af, at man indrømmer "Eksemplet" en større Plads end "Talen". Lad os engang opholde os lidt ved dette.

De ældste Elementer i Menneskets Bevidsthed – de fra Dyreriget nedarvede – er knyttet meget stærkt sammen med Kampen for Tilværelsen, Selvopholdelsesdriften. Betingelsen for at kunne leve var, at man i Kampen om Føden kunde klare sig overfor Medvæsenerne. Alt, hvad der af Individet blev oplevet som behageligt, maatte selvfølgelig øve den Tiltrækning, at Individet ønskede at tilegne sig det, og i jo større Mængde des bedre. Hensynet til "de andre" eksisterede overhovedet ikke. Dette Kampinstinkt voksede sammen med Menneskets aandelige Horisont, og medens det, som vi har set, i Udviklingens første Tilstande var en livsnødvendig Egenskab, blev det, i samme Grad som "Menneskebevidstheden" tog til i Dyrets Bevidsthed, den Evne, der kom til at volde Mennesket de største Kvaler. Hvor Dyret kæmpede for sin egen Eksistens, kæmpede Mennesket tit og ofte for "sin Ære", d. v. s. blot for at tilfredsstille andre Menneskers Opfattelse af Storhed. Det er Rester af denne Bevidsthedstilstand vi møder, naar Mennesker ser det som deres Opgave, bogstavelig talt med Vold og Magt, at faa andre til at akceptere deres egen Opfattelse af et eller andet Problem. Men vi saa ogsaa, at en anden Erkendelse allerede havde udkrystalliseret sig i Ordsprog; dybt i Menneskets Bevidsthed spirer en Viden om, at dette "at forstaa" ikke er en Viljesakt. "Man maa krybe, før man kan gaa" – "Øvelse gør Mester" o. s. v. er alle Udtryk for en Erkendelse, som indenfor en hel Del saakaldte "praktiske Felter" er trængt igennem Menneskets Bevidsthed og blevet til den Form for Viden, der er hinsides al Diskussion. Men indenfor andre Felter mangler den altsaa endnu.

Alle disse spredte Eksempler viser sikkert tilstrækkelig tydeligt, at Menneskene, i deres Møde med Livets Energier, ikke har en ensartet Indstilling, men at der netop er den Forskel, som det førstomtalte Symbol af Martinus viser; indenfor Mellemkosmos ser de mange Ting klart, og bedømmer dem rigtigt, men udenfor er Synet ikke alene uklart, det er ofte i direkte Modsætning til den Betragtningsmaade, de samme Mennesker anlægger i Mellemkosmos. Med andre Ord: Menneskene har endnu ikke vundet sig et fast Punkt, udfra hvilket de er i Stand til at bedømme alt lige "retfærdigt", udfra hvilket Perspektivet ikke lader de ubetydelige Detailler fordunkle det egentlige, overskygge Lovene.