Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1943/7 side 209
Erik Gerner Larsson:
Kosmos Feriekoloni.
I Modsætning til alle de Aar, vi nu har oplevet ved Klint, begyndte dette normalt, hvilket i denne Forbindelse vil sige, at ingen Tørkeperiode naaede at faa svedet samtlige Blomster til Støv og Aske. Alene det var en Oplevelse af usædvanlig Karakter. Foraaret heroppe var i Aar ualmindelig skønt. Overalt grønnedes Træer og Buske paa den stille, langsommelige Maade, der varsler om virkelig skøn Sommer, – og Sommeren blev skøn! Nu, da samtlige Husmødre er ifærd med "Afskedsrengøringen", og de sidste Ferietimer langsomt rinder ud, er det baade med Vemod og Glæde, at vi kan konstatere, at den hidtil skønneste Ferie ved Klint er forbi.
Maaske vil en og anden mene, at jeg kun skriver disse Ord under Trykket af en rent midlertidig Stemning, men Vedkommende tager i saa Tilfælde ganske fejl. Denne Ferie har helt igennem været usædvanlig. For det første Vejret, som lige fra Feriens Begyndelse var bedre, end det plejer, thi nok fik vi en Del Regn heroppe, men Temperaturen laa højere end tidligere Aar, hvad der igen bevirkede, at Fyring i Husene saa at sige har været unødvendig, og for det andet: Virkningen af de svundne Aars aandelige Arbejde.
Somrene ved Klint har altid været en Oplevelse, det vidner alene Koloniens Vækst om. Men som al Begyndelse er svær, var der ogsaa i Starten af denne efterhaanden ret store Ferieby visse "Børnesygdomme", som maatte overvindes. Det er sin egen Sag at skabe et Omraade, hvor mange fra hinanden afvigende Mennesketyper skal samles saa gnidningsløst som muligt. Og da ingen af os, paa hvem Ansvaret for dette Samvær skulde hvile, havde nævneværdige Erfaringer med Hensyn til en saadan Opgaves Løsning, var det fra Begyndelsen klart for os, at helt gnidningsløst kunde denne Skabelse næppe komme til Verden. Som alt, hvad der virkelig skal leve, maatte Kosmos Feriekoloni igennem sine syv Børneaar. Disse er forlængst lykkeligt passeret, og langsomt begynder den Sæd, der i disse Aar blev saaet, nu at give Høst. Fra en aandelig taageagtig Tilstand har Atmosfæren paa denne Plet nu ligefrem fortættet sig paa en saadan Maade, at den for det store Flertal af Gæsterne her fornemmes saa direkte, at de ikke kan lade være at give Udtryk derfor. Man maa i denne Forbindelse ikke glemme, at mange af vore Gæster kommer langvejs fra og faktisk maa overvinde mange Vanskeligheder for at komme her paa Ferie. For disse Mennesker er Kolonien efterhaanden blevet det aandelige Hjem, det aandelige Fristed, de hele Aaret længes efter at vende tilbage til. Langt de fleste Mennesker er jo i deres daglige Liv undergivet en Forsynets Undervisning, der ikke altid fornemmes lige behagelig. Familiemysteriet dækker jo over andet end blot og bar Salighedsoplevelse, og der findes vel for de fleste Dage, hvor Længslen efter at kunne lægge enhver Pligtbyrde tilside er saa stærk, at Livet, om der ikke netop fandtes fredelige "Aandehuller", vilde forekomme for trøstesløst. Kosmos Feriekoloni er et saadant Aandehul. Fra alle Landets Egne strømmer Mennesker hertil for i en Atmosfære af Fred og Tolerance at faa lægt nogle af de Saar, som Livet giver enhver af os.
Pakkefest i Kolonien. Arrangeret af Redaktør Zinglersen.
For os, som har Ansvaret for Kolonien, er det ingen Hemmelighed, at dens Atmosfære netop beror paa den Enkeltes stærke Længsel efter her at være saa meget Menneske, som man nu evner. Gang paa Gang stilles vi overfor den Kendsgerning, at Mennesker, under Indflydelse af hele denne Sags Tolerance og aandelige Indsigt, i Løbet af ganske kort Tid genvinder deres aandelige Fred og Ligevægt. Denne Koloni er fuldt bevidst skabt som et aandeligt Rekreationssted, hvortil man kan komme med det berettigede Haab, at Sindet her kan finde den Hvile, det maaske er nægtet andre Steder. At denne Indstilling paa et givet Tidspunkt maatte overvinde alle Vanskeligheder var ventet, men at det skulde ske saa hurtigt, som sket er, havde vist ingen turdet haabe. Men det er idag en Kendsgerning, at den svundne Ferie har været af en saadan Art, at hvert eneste af dens Døgn har været til Glæde og Nytte for samtlige Deltagere.
Fra at være et Feriested, til hvilket man kom med mangeartede Ønsker og Haab, er Kolonien blevet en Plads, hvor Livet fornemmes som et Samvær med en meget stor, kærlig og gennemkultiveret Familie. Her findes ingen utidig Blanden sig i sin Næstes private Anliggender. Ingen misforstaaet "idealistisk" Hæven sig til Skyerne paa andres Bekostning, tværtimod, hvis jeg endelig skal udtrykke det daglige Liv her i poetisk Form, bliver det i en Verslinie, jeg har et eller andet Sted fra og som lyder: "Et jævnt og muntert virksomt Liv paa Jord" – for saadan fornemmes nemlig den daglige Oplevelse af Gæsternes Samvær. En af de Ting, der, foruden Foredragene, bidrager mest til denne Tilstand, er pudsigt nok Koloniens Gartneri, der snart har naaet et respektabelt Omfang. Dagen lang ser man Gæster i alle Aldersklasser optræde som "Gartnere" med en Ivrighed, der ikke giver nogen Professionel noget efter. Personligt vil jeg gerne med disse Linier bringe hver eneste af disse mine "Medarbejdere" min kærligste Tak. Uden al denne kammeratlige Hjælp vilde det være temmeligt vanskeligt at naa alt det, der helst skal naas, om de enkelte Kulturer skal lykkes. Og naar Gartneriet idag aftvinger de mange Besøgende saa megen Beundring, saa skyldes det faktisk den Kendsgerning, at det fra at være noget, man kiggede mere eller mindre skeptisk paa, er blevet taget til Sagens Hjerte paa en saadan Maade, at det er blevet enhver af Deltagerne en Æressag at se det i mønsterværdig Orden.
Isenstein læser sit Hørespil op.
Forsamlingen lytter til Isensteins Oplæsning.
Men den Pol, omkring hvilken det daglige Ferieliv for Alvor svinger, er Foredragene. Man skal personligt have oplevet den intense Atmosfære af aandelig Hunger, der her afslører sig, for tilfulde at forstaa, hvor meget denne Koloni er kommet til at betyde for de, der holder Ferie her. Lad være at Foredragssalen blot er en Træhytte paa en delvis aaben Mark. Indenfor dens beskedne Vægge leves der et aandeligt Liv af en Art, til hvilket der ikke findes Mage. Her møder man udelukkende Mennesker, for hvem Livet forlængst er blevet andet og mere end Dage, der blot skal leves til Ende. Studiet af Martinus kosmiske Analyser fører uundgaaeligt den Enkelte til Forstaaelsen af, hvad positivt Liv vil sige. Mere end noget andet, jeg personligt har mødt, appellerer det til den Kamp med egne ufærdige Naturer, uden hvilken Dagene blot bliver en Kæde af negativt, uintellektuelt Liv. Mødet med Undervisningen i de kosmiske Analyser betyder uundgaaeligt Mødet med Fremtidens Livsform. Det betyder Erkendelsen af, at et Liv i Sorger, Bekymringer og Modgang er de uundgaaelige Virkninger af at nægte at bruge og udvikle de aandelige Egenskaber, der er nedlagt i hver eneste af os. Men det betyder ogsaa Erkendelsen af den Verden af Skønhed, der bliver den til Del, der for Alvor tager Kampen med egne ufærdige Naturer op. Lysende klart viser det Vejen til en sjælelig Tilstand, i hvilken den Ild, der før ødede Nerver og Sjælefred, nu i bunden Form skaber selve Betingelsen for den aandelige Vækst, der er ethvert udviklet Menneskes dybeste Drøm.
1. Glade Børn ved Stranden. 2. Fra Koloniens Omegn. Sonnerup Skov.
Jeg indledte denne lille Artikel med at hævde, at vi i Aar har oplevet den hidtil skønneste Ferie paa denne Plet, og jeg vil gerne slutte den med at sige, at naar Ferien blev saa skøn, som Tilfældet er, skyldes det den Kendsgerning, at det, der før blot var teoretisk Viden om Livet, for mange nu er blevet daglig Praksis. Mange har nu i denne Sag tjent deres "syv Aar for Rachel", i manges Sind er de Organer, igennem hvilken den kosmiske Sansning finder Sted, nu vokset saa stærkt frem, at Martinus Arbejde er blevet deres eget. Fra at være noget, de søgte, har Livet gradvis formet det saaledes, at de selv i den Grad er blevet en Del af det, at Livet uden det vilde forekomme dem utænkeligt. Netop fordi dette Arbejde er selve Livet, behøver det ikke som Ramme om sig en eller anden speciel Foreningsform. Fælles Viden om det samme evige Liv binder os alle fastere til hinanden, end nogen Foreningsramme nogen Sinde vilde formaa at gøre det. Det er paa dette faste Sammenhold, at Sagens fortsatte Liv hviler. Igennem det vil det vokse, og ved det vil det fortsat materialisere sig i den ydre Verden, til Gavn for vore Omgivelser, til Glæde og Lykke for os selv og til Ære for Gud.