Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forhaabentlig vil det blive muligt at komme ind paa dette i en særlig Artikel; her maa vi nøjes med at paapege, at enhver tvungen Resignation eller Given Afkald uundgaaeligt vil virke nedbrydende eller svækkende paa Individets Livslyst.

Bliver man bundet i sin Livsudfoldelse, eller kan man ikke faa Udløsning for de Begær eller Ønsker, man har, maa dette altid virke dæmpende og trykkende paa ens Livsglæde. Vi har set, hvorledes den pessimistiske Tilstand opstaar paa den Maade, saaledes at denne Tilstand i sig netop rummer Spiren baade til Depression og til Sløvhed. Men hvad er da Forskellen paa Depression og Schizofreni? Ja, det er i Virkeligheden blot den, at Individet i en Depressionstilstand har bevaret et umaadeligt Livsbegær, medens det i en Sløvhedstilstand i stærkere eller svagere Grad har mistet dette; hvorledes skulde Individet ellers kunne opretholde den meget stærke Martyriumtilstand, det har i en Depressionstilstand, ja, hvorledes skulde i det hele taget en saadan Tilstand af stærk Fortvivlelse kunne opretholdes, hvis ikke det var i Besiddelse af stærke Begær til Livet, som det ikke syntes, det kunde faa tilfredsstillet? Fortvivlelse kræver dog, at der er noget, man er fortvivlet over, men hvad kan dette dog vel være andet i ovennævnte Tilfælde end stærke uopfyldte Begær eller Ønsker. Er ens Begær derimod kun svage, er en Uopfyldelse af disse ikke i Stand til at skabe den stærke Fortvivlelse, men vil højst kunne skabe en vis Nedtrykthed og iøvrigt Ligegyldighed og Sløvhed. Man vil sikkert heraf kunne forstaa, at den pessimistisk tonede Indstilling er Indgangen til baade Depression og Schizofreni, samt at det først og fremmest afhænger af Styrken af Individets Livskraft eller Livsbegær, hvilket af disse to Tilfælde nævnte Indstilling i værste Tilfælde fører til. Som tidligere omtalt (jfr. Oversigten over den følelses- og den intelligensbetonede Side 179–81) vil Intelligensen virke hæmmende eller svækkende paa Individets Følelsesliv. Da Jordmenneskenes, selv de intelligensbetonedes, Begær overvejende er af følelsesmæssig Karakter, og da saa at sige al umiddelbar Livsoplevelse for Jordmenneskene sker igennem Følelsen, ses det, at Overvægt af Intelligensenergien i Almindelighed ikke kan undgaa til en vis Grad at virke nedbrydende paa Individets Livsbegær eller umiddelbare Livslyst, saaledes at det som Helhed maa siges, at den intelligensbetonede er disponeret for Schizofreni, der hvor den følelsesbetonede er disponeret for Depression. Dette kan ogsaa ses af, at medens Intelligensenergien virker opløsende paa alle overdrevne eller ukontrollerede Former for Følelser, altsaa ogsaa paa de stærke Følelsestilstande, som Depressionstilstanden rummer i Form af Fortvivlelse og Martyrium, modvirker Følelsesenergien enhver Form for Svækkelse eller Sløvhed i selve Livsoplevelsen altsaa ogsaa den Sløvhedstilstand, der rummes i Schizofrenitilstanden.

Det skal til Slut bemærkes, at kun igennem en Forstaaelse af Reinkarnationsprincippet vil man kunne naa til et fuldstændigt Overblik over alle de her nævnte Tilstande, idet saadanne Tilstande i Almindelighed ikke kan oparbejdes i eet enkelt, men kun igennem adskillige Jordliv, ved at Talenterne i Form af Anlæg overføres fra den ene til den næste Inkarnation (se nærmere herom i Martinus Værker).

For at analysere dette Problem, maa man først og fremmest undersøge, hvad der bevirker Vækst i Individets Følelses- og Intelligenslegeme. Svaret er her ganske ligetil, idet en saadan Vækst naturligvis maa fremkaldes af Erfaringer paa de paagældende Omraader. Men her kommer imidlertid en betydningsfuld Forskel til Syne, idet det viser sig, at Individet uundgaaeligt bibringes Følelseserfaringer i Form af Lidelser, hver Gang det overtræder de Love eller Principper, der opretholder Tilværelsens Harmoni, medens Bibringelsen af Intelligenserfaringer kræver en direkte Viljesindsats af Individet. Til dette sidste kræves imidlertid, at Individet paa Forhaand har Øje for Muligheden af, at en saadan Viljesindsats virkelig kan være til Nytte for det. Da imidlertid enhver Viljesindsats kræver et direkte Arbejde og fremkalder en vis Anstrengelse, maa Individet til en Begyndelse tilskyndes hertil af Omgivelserne i Form af saadanne Begivenhedskonstellationer, der direkte er egnede til at give et gunstigt Resultat ved Anvendelse af intelligensmæssig Regulering. Hvor mange Opfindelser og Opdagelser tror man ikke er gjort paa en saadan mere eller mindre "tilfældig" Maade. Som klassiske Eksempler kan blot nævnes Anvendelsen af Ilden, Indførelse af Hjulprincippet, Opdagelsen af Elektriciteten o. s. v. Først i de sidste hundrede Aar er man i Virkeligheden paabegyndt en rationel Forskning efter maalbevidste Principper, og alligevel maa "Tilfældigheden" eller "Heldet" selv i vore Dage stadig siges at spille en betydelig Rolle.

Men ikke nok med, at der kræves Situationer, hvor rige Muligheder for Intelligensregulering med gunstigt Resultat er til Stede, der kræves først og fremmest stadig tilbagevendende Paavirkninger af ubehagelig Karakter, idet saadanne Begivenheder virker stimulerende til at udnytte alle Hjælpekilder, altsaa ogsaa Intelligensen for at blive kvit af disse. "Nød lærer nøgen Kvinde at spinde" er netop et gammelt Ordsprog, der dækker over den her nævnte Realitet. Man vil da ogsaa se, at Intelligensevnen staar højst hos de Folkeslag, der lever under tempererede klimatiske Forhold, idet saadanne Forhold netop giver tilbagevendende Ubehag i Form f. Eks. af Mørke og Kulde, men samtidig giver Betingelser for formaalstjenlige Foranstaltninger. Hvis Klimaforholdene er for ideelle som i visse af de varmere Zoner, saaledes at der ikke forefindes noget tilbagevendende Ubehag, eller hvis de er for barske som i de koldere Zoner, saaledes at Mulighederne for Intelligensregulering er for smaa eller for komplicerede, er Vækstbetingelserne for Intelligensen betydeligt ugunstigere, hvilket tydeligt giver sig til Kende hos de dérlevende Folkeslag. Man vil ogsaa af Historien kunne se, at de gamle lokale Kulturer netop opstod Steder, hvor Betingelser for Intelligensudvikling var særligt gunstige, idet saadanne Betingelser ogsaa i al Almindelighed vil være gunstige for Følelsesudviklingen, og Kultur netop er Udtryk for et Samarbejde mellem Følelse og Intelligens.

For det enkelte Individ kan der paa tilsvarende Maade forekomme lokale Omgivelser eller Begivenheder, der i særlig Grad stimulerer det til Intelligensudfoldelse, medens andre virker følelsesudviklende, og her gives der betydelig større Variationsmuligheder end i det store. Kampen for Tilværelsen kan virke stimulerende for Vækst af baade Følelses- og Intelligenslegemet, medens Sygdomme og Sorger for den enkelte i Almindelighed virker næsten udelukkende følelsesudviklende. Man kan heraf se, at Variationsmulighederne i Forholdet mellem Følelse og Intelligens er vide grundet paa Følelses- og Intelligenserfaringernes Forskelligartethed. Da Følelsen udvikles ganske automatisk, langsommere eller hurtigere, medens Udvikling af Intelligensenergien til en Begyndelse kræver specielle Konstellationer i Omgivelserne, er det ogsaa kun naturligt, at de følelsesbetonede, egoistiske Væsener repræsenterer en meget stor, vel nok den største, Gruppe indenfor Menneskeheden. Hvis et Individ derimod først – maaske ved en Række særligt intelligensstimulerende Begivenheder – har opdaget, hvor fortrinlig Intelligensen er at have i sin Tjeneste, er det intet Under, at han viljesbevidst søger at udvikle denne Evne. Herved fremkommer Væsener med intelligensbetonet Egoisme. Da Intelligensevnen netop bevirker, at man i mange Situationer undgaar Følelsespaavirkninger i Form af Ubehag, saaledes at Følelsesudviklingen maaske for en kortere Tid omtrent kan standse, virker dette ogsaa med til at forøge Forholdet mellem Intelligens og Følelse.

Tilsammen udgør de nævnte Væsener ogsaa en vigtig Gruppe inden for Jordmenneskeheden. Jordmenneskenes Begær er som ogsaa anført i forrige Afsnit som Helhed følelsesbetonede, saaledes at Intelligensenergien først og fremmest maa opfattes som en – ganske vist særdeles værdifuld – Hjælpeenergi, men ikke som nogen egentlig Drivkraft i sig selv for Individets Viljesudløsning, hvorfor en ydre Stimulans i Form af specielle Begivenhedskonstellationer da ogsaa er nødvendig for Intelligensudviklingen i al Fald til en Begyndelse. Efterhaanden som Individet naar frem i intelligensmæssig Udvikling, vil ogsaa intelligensbetonede Begær fødes, omend de følelsesbetonede stadig vil være i anseelig Overvægt. Opdagelsen af den Værdi, Intelligensen saaledes har i sig selv samt som Hjælpemiddel til Opnaaelse af andre Fordele, har bevirket, at Intelligensudviklingen i de civiliserede Samfund ikke blot sker ved de "tilfældige" Tildragelser, men desuden i høj Grad er blevet viljesbestemt, hvilket med al Tydelighed fremgaar af de forskellige Undervisningsforanstaltninger i saadanne Samfund.