Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ovenstaaende er blot anført for at give et Billede af, hvorledes ethvert Forsøg paa at danne en Gruppeinddeling i Modsætning til en Typeinddeling principielt maa møde sin snævre Begrænsning, undtagen disse Grupper mere anvendes som Typer end som Grupper, og i saa Fald kan, som tidligere anført, Martinus' Kategorisering vanskeligt overtræffes. Hvis de ovennævnte Individer skal analyseres udfra Martinus' Kategorier, kan den Side 172 skitserede Fremgangsmaade benyttes, idet deres Bevidsthed først opdeles, bl. a. i Egenskaberne: Evner til Forelskelse (herunder Fanatisme), til Kunstmanifestationer og til Videnskabsmanifestationer. Og for hver af disse Egenskaber vilde man for hvert af disse Individer kunne indtegne en lille Cirkel – forskellig i Størrelse og Placering – i det Side 173 angivne Koordinatsystem. I det store og grove vil den fanatiske Videnskabsmand kunne betegnes som et Væsen med et ret lille Forhold mellem Følelse og Tyngde og med et noget større Forhold mellem Intelligens og Følelse + Tyngde, medens den fanatiske Kunstner vil kunne betegnes som et Væsen med et middel Forhold mellem Følelse og Tyngde og et noget mindre Forhold mellem Intelligens og Følelse + Tyngde. Dette Eksempel er for Oversigtens Skyld simplificeret meget, idet man normalt naturligvis aldrig vilde give sig af med at bedømme et Væsen, hverken efter det ene eller det andet System, kun ud fra nogle faa Karakteregenskaber.

Manio-Depressionen kan kort karakteriseres ved, at Individer, der lider af denne Sindssygdom, enten befinder sig i en stærk overdreven, til den højeste Exaltation grænsende, optimistisk Sindstilstand eller er grebet af en stærk overdreven, til den dybeste Fortvivlelse grænsende, Pessimisme, samt at Overgangen fra den ene Sindstilstand til den anden kan ske ganske pludseligt uden nogen tilsyneladende dybere Aarsag. Den enkelte Sindstilstand som f. Eks. Depression forekommer dog ogsaa hyppigt alene. Ud fra Martinus Kategorier er der ikke nogen Tvivl om, at Manio-Depressionen forekommer hos Væsener, hørende til den følelsesbetonede Gruppe, og i Virkeligheden kan betragtes som en Slags Grænsetilstand for Optimisme og Pessimisme. Ud fra den i det tidligere foretagne Analyse af disse to Bevidsthedstilstande kan man derfor ogsaa naa til en dybere Forstaaelse af Fremkomsten og af de primære Motiver for den manio-depressive Sindstilstand. Om en vis Sindstilstand er stærkere eller svagere kan dog, som ogsaa der anført, ikke i synderlig Grad forandre selve Kvaliteten af Motivet for den paagældende Tilstand. Vi har samme Sted set, at det dybeste Motiv for Fremkomsten af Pessimisme og Optimisme altid er det samme, nemlig Trang til Selvhævdelse og Selvdyrkelse, saaledes at Individets Motivverden altsaa ikke behøver at forandres, selvom dets Indstilling svinger fra Optimisme til Pessimisme eller omvendt. Som ogsaa tidligere nævnt beror saadanne pludselige Stemningssvingninger paa et Stabilitetsforhold i Individets samlede Energiorganisation, hvilket vi ikke her kan komme nærmere ind paa, dertil er Emnet for omfattende. Men en vis Forstaaelse af disse Stemningsomslag vil man allerede kunne opnaa, blot man tænker paa, at Individerne med de paagældende Sindslidelser i deres Bedømmelse af dem selv i Forhold til Omgivelserne ofte er naaet saa langt ud i Uvirkelighedens Overdrev, at Forbindelsen med Virkeligheden helt er brudt. I saadanne Tilfælde er de ydre Begivenheders Gunstighedsgrad som bestemmende Faktor med Hensyn til dets Indstilling midlertidig blevet bortelimineret indtil 100 p. Ct. og den udløsende Aarsag til et Stemningsomslag maa derfor udelukkende søges i Individets oftest rent instinktivt ubevidste Vurdering eller Skøn af den bedst egnede Indstilling som Ramme eller Baggrund til Fremhævelse af sig selv overfor Omgivelserne og i sin egen Indbildning. Men herved bliver det synligt, at det blot behøver at bero paa en Indskydelse eller et Dekret i Individets egen Indbildningsverden eventuelt fremkaldt af en tilfældig, ydre Paavirkning, om det ser Tilværelsen i det hvideste Lys eller i det sorteste Mørke. Man vil heraf forstaa, at et Stemningsomslag, selvom det ytrer sig i de stærkeste Kontrastvirkninger, i saadanne Tilfælde ikke behøver at have nogen synderlig dybtgaaende Aarsag og derfor ogsaa kan ske ganske pludseligt.

Mange forskellige Arter af Sindslidelser beror som den nys nævnte Lidelse paa, at Individet i sin Forelskelse, sin Dyrkelse af sig selv og i sin Vurdering af alting ud herfra er kommet helt bort fra Virkeligheden og derfor Gang paa Gang, uden at det selv er klar derover eller har Forstaaelsen af den dybere Aarsag, kolliderer eller er i Disharmoni med Omgivelserne og Medvæsenerne. Det er klart, at Disharmoni maa blive Resultatet, hvis et Individ laver sig sin egen, private, lille Verden med sig selv som Midtpunkt og kun anerkender den moralske Berettigelse af, hvad der er i Kontakt hermed, uden at interessere sig for Omverdenens virkelige Love og Reaktioner. En saadan Indstilling udgør i Realiteten en mental Tilstand, der kun kan betegnes som "Storhedsvanvid". Denne Tilstand er imidlertid slet ikke saa ualmindelig endda, idet, – man kan vist roligt tillade sig at sige, – alle Jordmenneskene, baade følelsesbetonede og intelligensbetonede, i større eller mindre Grad, som det ogsaa fremgaar af alt, hvad der hidtil er gjort Rede for i denne Artikel, er undergivet nævnte Tilstand. Eller findes der maaske nogen, som tør paastaa, at hans Meninger om sig selv og sine egne Frembringelser altid stemmer fuldkommen overens med Medvæsenernes Meninger desangaaende? I Begrebet Storhedsvanvid findes der saaledes alle Grader fra de mindste til de største Former, der af Psykiatrien kun anerkendes som sygelige, idet Fjernelsen fra Virkeligheden her kan betegnes som unormal og gør Individet mere eller mindre uegnet til Kampen for Tilværelsen. Som det vil kunne forstaas af de i det tidligere givne Analyser af Pessimisme og Optimisme, er Optimisttilstanden i særlig Grad stimulerende for den her omtalte mentale Sindstilstand.

Selvom Individet nok til en vis Grad kan finde Nydelse i denne sin Tilstand en kortere eller længere Periode, kan det i Længden kun føle Lede ved en saadan illusorisk Tilstand, der ikke faar Næring fra selve Livet. De Knubs og Stød, Individet ved sin egocentriske Væremaade skaber sig, vil ogsaa i det lange Løb virke forvitrende eller nedbrydende paa dets Illusioner om egen Storhed og føre det tilbage til Virkeligheden. Men derfor kan man ikke sige, at en saadan for saa vidt hensigtsmæssig Opdragelsesproces er egnet til at efterligne, hvis man ønsker at hjælpe et Individ, der lider af et eller andet mentalt Brist, som f. Eks. overdreven Selvdyrkelse. Man maa jo her huske paa, at man aldrig kan udgøre mere end et enkelt Led i et Individs samlede Paavirkning eller Opdragelse, (se Martinus: Livets Bog I, Fortalen), samt at ethvert Individ, der er ude for den haarde Form for Livets Tale eller Belæring altid trænger til en kærlig Modvægt for ikke helt at blive slaaet ud, og hvem er vel bedre egnet til at yde denne end netop de, der gerne vil hjælpe Individet. Det vil naturligvis ikke sige, at man skal kæle for Individets Skavanker eller uheldige Tilbøjeligheder, tværtimod, dér kræves en fast Haand uden Blødsødenhed, men man maa være besjælet med en gennem Medfølelse, Forstaaelse og Tolerance mod Individet rettet kærlig Indstilling, idet man herved skaber den Tryghed og Tillid hos dette, der faar det til at aabne sig og til at lytte. Desuden kræves der en stor Viden og Erfaring paa det paagældende Omraade, idet de unormale Væseners Reaktioner ikke umiddelbart kan udledes af de normales. Da der desuden med de mentale Abnormiteter som oftest følger udtalte fysiske Abnormiteter (se tidligere Side 106), der naturligvis ogsaa bør tages under Behandling, vil en Læge med speciel Uddannelse i Psykiatri være den rette til at behandle Individet – i Særdeleshed i de virkeligt unormale Tilfælde – naturligvis under Forudsætning af, at han er i Besiddelse af den ovennævnte rigtige Indstilling til sine Patienter.

Hvis der er Tale om virkelig Sindssygdom, er Individet oftest midlertidig uimodtagelig for mental Paavirkning. Saadanne Tilfælde er at opfatte som en Slags Hvileperiode, der automatisk indfinder sig, naar Nedbrydningen af et Individs Energiorganisation og Talenter ved dettes forkerte Levevis og Manifestationer har naaet en vis Grænse. Med Hensyn til den nærmere Analyse af disse Tilstande skal der imidlertid henvises til Martinus Analyser.

Schizofreni, ogsaa kaldet Ungdomssløvsind, ytrer sig i Almindelighed ved, at Individet konstant befinder sig i en vis Sløvhedstilstand. Det reagerer næsten ikke overfor ydre Indtryk af normal Karakter og Styrke og har tilsyneladende ingen synderlig Interesse for Tilværelsen. I de sværere Tilfælde kan Individet undertiden faa stærke Raserianfald, men dets Jegbevidsthed synes iøvrigt nærmest at være ved at gaa sin Opløsning i Møde. Denne Sindslidelse er, som det ses, vidt forskellig fra de nys omtalte Lidelser og synes ved første Øjekast ganske uforstaaelig. Spørgsmaalet bliver nu, hvorledes denne Lidelse passer ind i Martinus Kategorisering, og om det er muligt derigennem at naa til nogen dybere Forstaaelse af dens Natur. Ja, for virkeligt at forstaa en abnorm, mental Grænsetilstand, maa man kunne følge denne Tilstand tilbage Trin for Trin til dens virkelige Udspring, d. v. s. til en normal mental Tilstand, idet al Unormalitet blot er Afarter af Normalitet. Vi saa da ogsaa, hvorledes Manio-Depression blot kunde betegnes som en Grænsetilstand for Optimisme eller Pessimisme, samt hvorledes Storhedsvanvid udgør en Grænsetilstand for den almindelige Selvdyrkelse. Schizofrenien udgør tilsvarende en Grænsetilstand for den tvungne Resignation. Resignationsprincippet er et i Naturen umaadeligt omfattende Princip.